__CONFIG_colors_palette__{"active_palette":0,"config":{"colors":{"34e1f":{"name":"Main Accent","parent":-1},"44b22":{"name":"Accent Dark","parent":"34e1f"}},"gradients":[]},"palettes":[{"name":"Default","value":{"colors":{"34e1f":{"val":"rgb(255, 102, 0)"},"44b22":{"val":"rgb(43, 18, 3)","hsl_parent_dependency":{"h":23,"l":0.09,"s":0.86}}},"gradients":[]},"original":{"colors":{"34e1f":{"val":"rgb(55, 179, 233)","hsl":{"h":198,"s":0.8,"l":0.56,"a":1}},"44b22":{"val":"rgb(13, 49, 65)","hsl_parent_dependency":{"h":198,"s":0.66,"l":0.15,"a":1}}},"gradients":[]}}]}__CONFIG_colors_palette__

14 år med systemet som fjende.

Ide & udvikler af Kids Rescue, Jacob A. Birkebæk

Jeg vælger som ide & udvikler af Kids Rescue, at stå frem med ansigt og give et lille indblik i den side af historien, som er vinklet og rette mod systemet.

Den barske virkelighed for mange ”beskyttende” forældre, kender jeg om nogen, hvor muligheder for at forsvare ens barns helt fundamentale rettigheder og sikre deres trivsel og udvikling, enten er meget svært eller slet ikke muligt. 

Jeg formidler min kritiske tilgang og skåner ingen eller noget i min fortælling om egne oplevelser. I min formidling er det min hensigt at være tydelig og konkret og i øvrigt at give et billede af hændelserne set ud fra mit perspektiv.

Radio24Syv lavede tilbage i 2014 denne dokumentar. Den handler om system svigt, men går tæt på også personligt.

Jeg er fortsat den beskyttende forældre der kæmper mod fjenden; myndigheder og instanser.


The never ending story

14 år med systemet som fjende.

Radio24Syv gik meget tæt på i ovenstående dokumentar og blev udsendt lige inden byretsdommen, hvor jeg ikke fik medhold i eneforældremyndigheden. I 2013 og 2014 var jeg i forbindelse med deres udsendelser om skilsmisse danmark, en far-stemme i utallige interviews. I forlængelse og som opfølgning på dokumentaren blev jeg i et direkte interview om rettens dom, kørt fuldstændigt over med skarpe spørgsmål. Et ellers ligetil spørgsmål; "hvorfor eneforældremyndighed til mig", havde jeg så svært ved at besvare kortfattet og konkret og forståeligt for udefra stående.  I situationen var jeg rasende over journalisten, der gik hårdt til mig. Efter at have reflekteret over det for mig pinlige interview, blev det tydeligt for mig, at jeg simpelthen ikke var skarp nok i min generelle storytelling. Jeg var for "pæn" og tog for mange hensyn til vores søns mor. Det gik op for mig, at hvad der var åbenlyst for mig, opfattede udefra stående helt anderledes og med stor skeptisk. Uden den lange forhistorie, kunne de fleste ikke forstå alvoren og nødvendigheden af eneforældremyndighed. Tak til Radio24Syv journalisten, der fik mig til at indse, at min storytelling i landsretten skulle være helt anderledes, tydelig, konkret, så det barske og dysfunktionelle blev italesat i skrift og tale, som "pis i sne".  

Den planlagte del 2. af podcasten, der skulle være en opfølgning på den præserende sag, blev aldrig produceret. I nedenstående kan du læse vores historie. Du kan enten vælge, at læse hele historien,
der danner baggrund for Kids Rescue, eller shoppe rundt i de emner du måtte finde særligt interessante for dig.

Jeg håber, med min fortælling, at den både kan sætte ting i perspektiv i forhold til det samfund vi lever i - og hvem ved, måske finder du lige netop den inspiration eller støtte du har behov for.

Husk på, min historie er sådan set ikke unik. Det som er det unikke, er min tilgang og måde at håndtere vores årelange børnesag. Sagen begyndte kort tid efter vores søns fødsel til i dag, hvor han i skrivende stund er 14 år gammel. Det har krævet en dedikeret og langvarig indsats, der har kostet dyrt både menneskeligt og økonomisk.


MIN HISTORIE
14 ÅR MED SYSTEMET SOM FJENDE

INDHOLDSFORTEGNELSE
HYBERLINKS

KAPITEL 1 - 30



Ingen hjælp fra børneorganisationerne.

Samtlige børneorganisationer og landsorganisationer, der skulle have fokus på børn, som pårørende til en forælder med misbrug og sindslidelser, svigtede.

Tidsperspektiv: År 2008 - alder 1½ år

Jeg flyttede med vores søn da han var 1½ år gammel, efter hans mor havde endnu et tilbagefald af misbrug. Dette skete efter hendes længerevarende indlæggelse på psykiatrisk hospital. Allerede på dette tidspunkt var vi som familie tyndslidt grundet min daværende kones psykiske sygdom og afhængighed. Det afgørende ved skilsmissen var, at jeg fik ro til at give vores søn den opmærksomhed og omsorg, han havde behov for. Jeg havde kæmpet i flere år for at holde sammen på min familie og yde min kone den støtte og opbakning hun havde så stor brug for. Min i sidste ende måtte jeg vælge at være der for min søn, da kræfterne ikke blev ved med at kunne række til både mor og barn. Af respekt for hans mor, vil jeg ikke gå ind i yderligere detaljer med det, som vedrører hendes sårbare situation.

At være pårørende til en sindslidende forældre som oven i har et on/off misbrug, er et utroligt hårdt vilkår – både for barn og voksen. Vi var derfor en meget dysfunktionel familie også efter endt samliv, da traumerne og de svære følelser stadig sad i os. Vi var alle på hver vores måde påvirket og havde stort behov for ro fra netop alt det, som skabte det dysfunktionelle.

Det er lettere sagt end gjort. Både sindslidelse og misbrug er to store problemområder, hvor jeg som pårørende var helt på udebane. Jeg ringede til den ene landsorganisation efter den anden for gode råd og vejledning. Landsforeningerne inden for sindslidelser gjorde meget ud at fortælle mig, at det er en menneskeret, at passe på sig selv og sige fra overfor den sindslidende. Dog forholdte ingen af disse landsorganisationerne sig til, hvordan jeg rent lavpraktisk kunne få lov til at udøve den menneskeret overfor min søn og jeg. En stor del af sindslidende har også et misbrugsproblem, men denne kombination er en problematik foreningerne simpelthen ikke er klædt godt nok på til - og derved ikke i stand til at forholde sig til eller yde vejledning på dette område. 

Jeg gik ligeledes runden rundt hos Børns Vilkår, Redbarnet og landsorganisationer der havde med misbrug at gøre. Jeg fik adgang til utallige snakke og mødte mange søde mennesker den vej, der alle blot henviste til kommune eller daværende Statsforvaltning. Jeg havde svært ved at se børneorganisationers berettigelse - Jeg ønskede ikke flere ligegyldige kaffesnakke, men konkrete råd og vejledning. Gabet mellem deres storytelling om alt det de gør for børn og virkeligheden er stor!

Der var ikke andet for end at gå myndigheder og instanser på klingen i håb om, at finde den konkrete hjælp, jeg så desperat søgte. Hos disse myndigheder mødte jeg til gengæld muren. Jeg kunne på ingen måde trænge igennem og opnå den opmærksomhed, forståelse, hjælp og støtte vores søn havde så megen behov for.

Det blev til det, jeg kalder frit fald - kaos!

I min søgen efter den nødvendige professionelle hjælp, indså jeg nødvendigheden af, at jeg måtte sammensætte mit eget team af forskellige fagkompetencer. Efter samme model, som når jeg i mit tidligere virke skulle have et varekategori ud på markedet. Alle der indgik på mit lille sammensatte team, arbejdede med det formål, at yde hjælp, støtte & vejledning, både til vores søn og jeg. På den måde fik jeg afhjulpet de sværeste situationer, men oftest langvarige processer, der både krævede stor tålmodighed og is i maven.

Jeg er dybt taknemmelig for jeg havde det nødvendige overskud, indsigt og økonomi til at sætte dette team i værk. Desværre er det ikke alle forundt. Det ønsker jeg, med Kids Rescue at gøre noget ved.

Advokaten mit første valg - men den som jeg havde allermindst behov for.

Tidsperspektiv: År 2008 - alder 1½

Jeg lavede samme øvelse, som alle andre forældre, der står med en betændt og alvorlig børnesag, der kræver involvering af myndigheder. Jeg kontaktede som det første en dygtig børneadvokat. Jeg mente, eg havde en "clean sag", hvor den dokumentation der underbyggede min sag både var fyldestgørende og lige til at gå til. Desværre tog jeg fejl. Det blev tydeligt for mig, at jura fylder meget lidt i den slags sager og advokaten ikke kunne gøre meget for mig. Der skulle helt andre "boller på suppen". Følelsen af afmagt var stor og fyldte ekstrem meget.

Pas på
advokat fælden!

Inden du i forbindelse med enten det Familieretslige eller kommunale system, selv kontakter en advokat, anbefales at du får dybere viden via vores undervisningsmateriale.


Lær om myndigheder og instanser Pas på "advokat fælden"

Aldrig har jeg været så alene, med noget så stort!

Tidsperspektiv: År 2014 - alder 7 år

Det var ikke blot overfor systemet jeg skulle forsvare og forklare mig (implicit vores søn), men også venner og familie.

Jeg glemmer aldrig de episoder, hvor familiemedlemmer og venner som ikke forstod alvoren, udtalte; "Jacob, er det nu så slemt?" Deres tvivl om min vurdering og "kamp" for at få myndigheder til at forstå og agere efter vores søns bedste, blev overvældende for mig. De kunne på ingen måde sætte sig ind i, hvilke omkostninger kombinationen mellem det dysfunktionelle i familien og myndighedernes destruktive måde at håndtere vores sag på, havde berørt os menneskeligt og økonomisk. De tvivlede på det, jeg gav udtryk for, fordi den gængse opfattelse er, at myndighederne vil jo barnets bedste. Denne gruppe af venner og familie gav mig følelsen af, at det var mig, som der var noget galt med. Det var endnu et hårdt slag at disse mennesker, jeg holdt af og regnede med, ikke var der for mig og min søn i mit livs største krise. Den dag i dag er jeg stadig uforstående og fuld af undren og jeg har svært ved at forklare hvorfor. Det kan vel kun tilskrives uvidenhed.

Byrettens dom var ganske uventet. Dommen tilgodeså eller anerkendte på ingen måde de omfattende problematikker, som vores søn ikke kunne tåle og skulle skånes for. Min advokat kaldte mig efterfølgende ind til opfølgningsmøde. Det var en samtale om konditionerne for at anke dommen til Landsretten. På det tidspunkt havde min sag været så belastende økonomisk, at jeg ikke havde flere økonomiske ressourcer. På daværende tidspunkt, havde jeg allerede hævet et større beløb fra min pension og taget lån i banken. Vores søns mor kunne få friproces og dermed beskikket en advokat, men det kunne jeg ikke, med begrundelsen fra procesbevillingsnævnet, at de mente ikke, at jeg ville kunne få medhold? På det møde sagde jeg til min advokat, at hun skulle meddele landsretten, at jeg ville anke, men at jeg af økonomiske årsager; ville føre min egen landsretssag - dvs uden advokat. 

Jeg husker alt fra det sidste møde med min advokat. Fra mødet kørte jeg ud til en lille havn, hvor jeg vidste, at jeg kunne være alene med mine tanker. Tårerne trillede ned af kinderne på mig - aldrig har jeg følt mig så alene, som i dette øjeblik. Hele mit følelsesregister var i spil - vrede, sorg, afmagt, stor tristhed og midt i følelsernes vold, gik soldaten i mig ind og tog over. Jeg fandt den indre styrke og mod til næste skridt, der skulle vise sig at blive afgørende for sagen og for vores søn. Næste skridt krævede mit fulde fokus og en stor indre styrke, derfor meddelte jeg mit netværk, venner og familie, at de ikke måtte komme i vejen for mig den næste svære tid. Deres stime af meninger og holdninger var det, som jeg havde allermindst behov for. Beskeden fra mig til dem var tydelig: Vi må mødes eller snakke på den anden side af retssagen... så nu bliver der "radiotavshed" til landsretten er ovre. De efterfølgende 5 måneder havde jeg enten slet ingen eller meget begrænset kontakt til venner og familie.
Min fulde opmærksomhed var på min søn og sagen! Intet andet! Et drastisk, men helt nødvendigt tiltag.

Mit processkrift og ageren på scenen i Landsretten fik afgørende betydning for vores søn - og ideen til Kids Rescue blev fuldendt.

Tidsperspektiv: År 2014 - - alder 7

I mine forberedelser til byretten oplevede jeg, at min advokat havde afsat relativ få timer af til, at forsøge at sætte sig ind i vores sag. Jeg kunne ikke vurdere kvaliteten og indholdet i processkriftet. Men vi tabte eller mere korrekt - jeg fik ikke medhold i byretten. Der har formodentligt været flere årsager til, at det ikke gik som jeg havde ønsket det: Kombinationen af, at advokaten så generaliserende på vores dysfunktionelle familie og havde lagt den energi advokater plejer i børnesager, betyder i praksis; alt for dårlig forberedelse og manglende forståelse for de dynamikker; der er i spil. Det kommer til udtryk i processkriftet til Byretten og selve håndteringen på den retslige scene. Derudover en kommune, som mente jeg sygeliggjorde vores søn og en dommer der var "mor-fokuseret". Det er efter min opfattelse de faktorer, der gjorde udslaget for Byrettens dom.

I landsretten var jeg alene - og jeg fik vendt min ensomhed og det at være alene om noget så afgørende, til stor styrke.

Tidsperspektiv: År 2014 - alder 7

Jeg formåede at holde mig konkret, sober, hård, men direkte i kommunikationen om de dysfunktionelle ting, der ødelagde vores søns.

Jeg blev bevist om hvor stor betydning samspillet mellem et gennemarbejdet processkrift og storytelling fik i Landsretten. Den "levering" er baseret på et massivt komprimeret materiale ud af tusindevis af dokumenter. Det forarbejde og levering skriftligt og mundtligt, er jeg overbevist om, fik afgørende betydning for landsretsdommernes forståelse for problematikker. Det var en ubeskrivelig lettelse, at nogen i systemet endelig forstod problematikker tydeligt og det kom til udtryk i dommen. Jeg erfarerede for første gang, hvor lidt jura har af betydning i børnesager, men det er storytellingen underbygget med relevant og nøje udvalgt dokumentation, der kan blive udslagsgivende.

Jeg vil ikke påstå, at jeg som civilist er bedre til at føre en sag end advokater. Men jeg erfarede i egen sag og ofte i Kids Rescue, at advokaten hverken har kompetencerne eller tiden til at sætte sig ind i det, som netop er relevant for det, der ønskes opnået. Nogen advokater udviser ligeledes en stor berøringsangst for at tale om de svære og dysfunktionelle detaljer, fordi det nemt kan virke konfliktoptrappende. Det er jo barske ting der ofte kommer frem på bordet. Jeg fandt ud af, at det handler om fortælle de svære ting sober, kortfattet og konkret.

Derved fandt jeg svaret på, hvordan en advokat bedst bliver klædt på, hvilken form for sparring mange advokater ikke mener de har behov for. De ved jo bedst - og det gør de naturligvis ikke! Antallet af uduelige, overfladisk, arrogante advokater, som jeg i Kids Rescue har skulle rydde op efter, er bekymrende mange. Jeg skylder så også alle de dygtige og yderst kompetente advokater, at rose dem for der åbenhed, når de siger ja tak til at samarbejde og nogle gange med et helt team. De udtaler alle, at det sparer dem for ressourcer i tid og gør deres muligheder for en god levering i retten meget bedre. 

Det er muligvis også svaret på, hvorvidt der i et ellers så civiliseret land som Danmark, reelt er retssikkerhed for barnet eller forælderen. 

I landsretten var jeg alene - og jeg fik vendt min ensomhed og det at være alene om noget så afgørende, til stor styrke. 

Tidsperspektiv: År 2014 - alder 7 I landsretten, formåede jeg at holde mig konkret, sober, tydelig, men direkte i kommunikationen om de dysfunktionelle ting, der ødelagde vores søns trivsel. Jeg blev bevist om, hvor stor betydning samspillet mellem et gennemarbejdet processkrift og storytelling fik i Landsretten. Den "levering" er baseret på et massivt komprimeret materiale - tusindvis af dokumenter. Mit forarbejde og leveringen af den skriftlige og mundtlige del, er jeg overbevist om, fik afgørende betydning for landsretsdommernes forståelse for problematikkerne.

Det var en ubeskrivelig lettelse, at nogen i systemet endelig forstod problematikkerne tydeligt og det kom til udtryk i dommen. For første gang erfarede jeg, hvor lidt jura har af betydning i børnesager. Det er storytellingen underbygget med relevant og nøje udvalgt dokumentation, der kan blive udslagsgivende.

Jeg vil ikke påstå, at jeg som civilist, er bedre til at føre en sag end advokater. Men jeg erfarede i egen sag og sidenhen i Kids Rescue, at advokaten, hverken har kompetencerne eller tiden til at sætte sig ind i det, som netop er relevant. Nogen advokater udviser ligeledes en stor berøringsangst for at tale om de svære og dysfunktionelle detaljer, fordi det nemt kan virke konfliktoptrappende. Det er jo barske ting, der ofte kommer frem på bordet. Det handler om fortælle de svære ting sobert, kortfattet og konkret.

Derved fandt jeg svaret på, hvordan en advokat bedst bliver klædt på og hvilken form for sparring mange advokater mener, de ikke har behov for. De ved jo bedst - og det gør de naturligvis ikke! Antallet af uduelige, overfladiske, arrogante advokater, som jeg i Kids Rescue har skullet rydde op efter, er bekymrende mange. Der findes heldigvis også dygtige og yderst kompetente advokater, og dem vil jeg gerne rose for deres åbenhed, når de siger ja tak til at samarbejde og nogle gange med et helt team. De udtaler alle, at det sparer dem for ressourcer i tid og gør deres muligheder for en god levering i retten meget bedre.

Dette kan få en til at overveje, hvorvidt der i et ellers så civiliseret land som Danmark, reelt er retssikkerhed for barnet eller forælderen….

Venner og familiemedlemmer troede, at med aleneforældremyndigheden er der endeligt ro. Sådan blev det ikke!

Tidsperspektiv: År 2014 - alder 7 år

Efter landsretsdommen var mit kendskab til myndigheder og instanser så stort, at jeg kunne forudsige potentielle nye bump på vejen. Min familie og venner troede, at nu var alt ok og havde svært ved at forestille sig, at mere kunne gå galt. Jeg havde på den hårde måde lært, at udfordringer opstår i etaper. Næste etape var den daværende Statsforvaltning, hvor der skulle tales om samvær, baseret på en børnesagkyndig undersøgelse.

Rettens afgørelse var altså ikke hele løsningen på at skærme min søn.

Det er sådan, at indholdet i en børnesagkyndig undersøgelse, på ingen måde fortæller dybdegående og nuanceret om barnets og forældrenes reelle situation. Psykologer må kun undersøge en sag tilstrækkeligt, underforstået de må ikke være nysgerrige og dybdegående i det omfang, det i forhold til retssikkerheden, måtte forventes. Vores første børnesagkyndige undersøgelse tangerede mere til en forældrekompetence undersøgelse. Det var som sådan værdifuld viden i situationen, men vores søns perspektiv blev på ingen måde belyst og den begrænsede viden der var, blev mistolket i den daværende Statsforvaltning.

Efter Statsforvaltningen havde udarbejdet en resolution baseret på juristens tolkning af den børnesagkyndige undersøgelse, som jeg på ingen måde mente var i vores søns bedste, og i et omfang han ikke kunne tåle, ankede jeg både den børnesagkyndige undersøgelse og Statsforvaltningens resolution. En proces der under "normale" omstændigheder varer 7-12 måneder. For at presse på og forkorte den proces, ringede jeg høfligt, men vedholdende hver morgen til Ankestyrelsen. Efter 5 uger var der pludselig en jurist, der godt kunne se, at det var vigtigt, at hastebehandle anken. Jeg fik medhold med sætningen; "at barnets perspektiv ikke er tilstrækkeligt belyst og Statsforvaltningen skal iværksætte en ny undersøgelse - og denne gang sikre, at barnets perspektiv belyses."

Der gik over et halvt år inden opstart af den nye børnesagkyndige undersøgelse, nu med et helt andet opdrag (altså det som undersøgeren skal have belyst). Undersøgeren var en ældre kvinde, der ifølge hende selv havde 30 års psykolog erfaring med børn som pårørende til en sindslidende og misbruger. Det blev til en børnesagkyndig undersøgelse fuld af kritiske fejl og ret væsentlige og reelt fatale mangler. Vores sags problematikker blev drastisk nedtonet, og det nedskrevne blev partisk og beskyttende overfor min søns mor. Psykologens konklusioner blev baseret udelukkende på psykologens egne holdninger og ikke reel viden, både psykologfagligt og i forhold til sagen.

Jeg husker, at jeg sad i 4 timer i min stue og gennemgik hele rapporten med undersøgeren. Gabet mellem det jeg i gennemgangen af rapportens ordlyd var uenig i var stor. I mødet udfordrede undersøgeren med væsentlige detaljer, som jeg påpegede med stærke underbyggende argumenter set ud fra et psykologisk og socialfagligt perspektiv. Undersøgeren noterede side op og ned. Noter jeg på ingen måde oplevede blev brugt i den endelige rapport. Om det var dovenskab eller et spil for galleriet, ved jeg ikke. Jeg ved kun, at den endelige rapport var lige til makulatoren.

Ankestyrelsen anerkendte i denne omgang ikke min anke og Statsforvaltningen iværksatte overvåget og støttet samvær. Det er min holdning, at vores søns voldsomme symptomer og reaktioner udelukkende var grundet sin mors misbrugsadfærd i samværet med ham. Til trods for at samværet var overvåget.

Et længerevarende samværsstop var nødvendigt, da det var tydeligt at alle mine indsatser og de ressourcer jeg iværksatte, blot blive til symptombehandling og en reel behandling af traumer ikke muligt. De ting, der blev iværksat var på mit initiativ. Jeg var på overarbejde konstant. At samle op på en ødelagt dreng er hjerteskærende og udmattende. Afmagten ved ikke at kunne hjælpe ham var stor.

Ankestyrelsen anerkendte i denne omgang ikke min anke og Statsforvaltningen iværksatte overvåget og støttet samvær mellem vores søns mor og ham. Det er min holdning, at vores søns voldsomme symptomer og reaktioner udelukkende var grundet sin mors misbrugsadfærd i samværet med ham. Til trods for at samværet var overvåget. Et længerevarende samværsstop var nødvendigt, da det var tydeligt at alle mine indsatser og de ressourcer jeg iværksatte, ville blot blive til symptombehandling og en reel behandling af traumer ikke muligt. De ting, der blev iværksat var på mit initiativ. Jeg var på overarbejde konstant. At samle op på en ødelagt dreng er hjerteskærende og udmattende.

Afmagten ved ikke at kunne hjælpe ham var stor.

Familie og venner slidt op.

På et tidspunkt fandt jeg ud af, at jeg havde slidt mine nærmeste venner helt op. De havde i de første år støttet mig til fulde og igen og igen gået en ekstra mil - og gjorde det i det omfang de kunne mestre. Jeg værdsætter alt den støtte, de har givet os. Samtidigt blev jeg mere og mere bevidst om, at jeg havde slidt dem helt op. Det kunne mærkes og gik udover vores forhold på mange måder. Det blev aldrig som før!

Det er blot umuligt for udenforstående, at sætte sig ind i det dysfunktionelle i familien, og yderlige et kollapset systems ageren i disse svære sager. På den måde opstod enten diskussioner, eller jeg skulle ud i lange udredninger, der også var opslidende. De kunne ikke forstå, at det system som er sat i verdenen til at hjælpe og støtte, pludselig var en fjende mod min søns bedste.

Vi lever jo i Danmark, velfærdsstaten, og er det nu også så slemt.

Gode Råd

Baseret på egne erfaringer og utallige andre forældre, der beretter om hvor svært det er både for dem, men bestemt også for deres nærmeste netværk som venner og familie. Har jeg fået udarbejdet dette undervisningsforløb, hvor der findes gode råd og alt det, som der i enhver skilsmisse bør overvejes og ageres på. 

Jeg håber, at det giver mening og kan hjælpe både dig og dit netværk, således alle de nærmeste voksne medvirker til, at passe på jeres barn. 

Skilsmisse eller ophør af samliv - hvad med børnene?  | Gode råd: Alle påvirkes skilsmissen/ophævelse af samlivet.

Barnets bedste i forbindelse med det overvågede og støttede samvær, sikret i en studehandel.

Tidsperspektiv: År 2015- alder 8 år

Der er helt klare regler og rammer for, hvordan ting foregår, siges der. Det er en sandhed med modifikationer.

På mødet i Statsforvaltningen er samtalen mellem vores søns mor, jeg og juristen, om hvordan det kommende overvåget og støttet samvær skal foregå. Vi får beskrevet overvågerens og støttens rolle, lokalets indretning og de begrænsede muligheder der er for mor og vores søn. Mor og barn skal mødes i 3 timer hver 3 uge. Ikke meget legetøj og begrænsede muligheder for at lave kreative ting sammen. Der er slet ingen mulighed for at bage en kage sammen eller andet, der kan virke naturligt i samværet og samspillet mellem mor og barn. Det er helt urimelige og uansvarlige forhold systemet, tilbyder barn og forælder.

På daværende tidspunkt er vores søn i et privat behandlingsforløb for sine traume symptomer og reaktioner hos en privat SE terapeut og psykoterapeut. Der arbejdes både med kroppen, følelserne, det kognitive og der gives rådgivning og vejledning til mig med udgangspunkt i terapien med min søn. Klinikken er placeret på en stor gård lidt uden for byen. I den ene længe er der et stort lokale med et stort køkken, sanse område, kropsmassage-seng, og bløde stole med et lille hyggeligt rundt sofabord. I baghaven er der en lille sø, der ind mellem benyttes til en samtale-tur. Fantastiske positive rammer for børn og familier.

Jeg spørger juristen hvilke kriterier, der er for, at et overvåget kunne foregå et andet sted og under andre forhold. Det afvises først, da det under normale omstændigheder er umuligt, at gå uden for de rammer, der er sat. Men som sælgeren der vil have ordren i hus, fastholder jeg fokus. Vi taler om pris. Vi taler om, at vores søns mor også skal acceptere forslaget. Jeg får hurtigt den første indvending afværget. Vores søns mor synes, det lyder mere børnevenligt, hyggeligt og naturligt. Hun kan ligeledes se, det giver mening, at det foregår med hjælp og støtte for en fagperson, vores søn er tryg ved og kender. Og i øvrigt i et miljø, som er hyggeligt og har fysiske rammer, de begge bedre vil trives i. Jeg får yderligere flettet ind som argument, at det giver stor mening i forhold til det terapeutiske forløb med ham, at overvåger kan bruge viden og iagttagelse i det videre terapeutiske forløb. Jeg inviterer vores søns mor til, at hun også kan blive en del af det private familieterapeutiske forløb, således hun også kan få hjælp til sin tilgang til vores søn. På den måde er jeg ved at sammensætte en samlet "pakke", der giver stor mening! Sidste indvending er prisen. Jeg spørger nu helt konkret, hvad må det koste. Det viste sig, at standardprisen i det private, er langt under prisen i Statsforvaltningen.

Vores søn og hans mor fik hermed landets første alternative løsning - og det var en god og meningsfuld løsning i både barne- og voksen højde.

Kontaktbevarende samvær i slud og regn, torden og skybrud - uden shelter til vores søn og mor.

Tidsperspektiv: År 2015 - alder 8 år

Efter det overvågede samvær, træf Statsforvaltningen afgørelse om, at det overvågede og støttede samvær nu skulle afløses af samme omfang af samvær, men nu uden støtte. Det skulle foregå ved, at mor kom fra København til Randers. Jeg skulle aflevere vores søn på busstationen til mor og hente igen 3 timer efter. I en lille provinsby med begrænsede muligheder i samværet.

Efter denne uhensigtsmæssige løsning spurgte jeg kommunen, om de ikke kunne stille deres børnehus til rådighed, således de begge kunne få shelter og have et fast og trygt sted at være til samvær. Det ville kommunen på ingen måde tilbyde. Igen fralagde de sig deres ansvar. Kommunen ville ikke involvere Statsforvaltningen og Statsforvaltningen ville ikke involvere kommunen. Ingen samarbejde om en løsning, der pludselig ikke er i barnets bedste. Jeg kunne betale 1750,- pr. time hvis jeg ønskede et sted til dem. Rystet takkede jeg nej tak.

Vilkåret for vores søn møde med sin mor, hvor de i samværet kunne traske rundt i byen i alt slags vejr. Jeg afleverede ham troligt under vejrlige forhold som regn og skybrud. Det var total urimelige og ikke værdige forhold for dem begge. Jeg mangler ord for måden vores velfærdsmodel afslører sig selv, ved blot at være et narrativ, kun de uvidende tror på - og dem er der mange af!

Ved hvert samvær stod jeg standby - for der blev altid kaldt på min hjælp og støtte i bred forstand. Ret overvældende for mig da jeg igen skulle rydde op efter systemets udueligheder med løsninger, der i pseudo-konflikten trækker på min rummeligheds- og goodwills konto - og i et ganske urimeligt omfang. 

Møde om optrapning af samvær - men lukkes ned med et brag.

Tidsperspektiv: År 2015 - alder 8 år

Jeg ved faktisk ikke hvor mange møder jeg gennem årerne har haft i Statsforvaltningen. Det er mange - rigtig mange! Det her møde slog i varighed alle rekorder; 4½ time! Jeg troppede som sædvanlig alene op til mødet, og vores søns mor havde sin bisidder med sig - en misbrugskonsulent fra kommunen. Efter lange samtaler om hvordan det kontaktbevarende samvær er gået og om et næste skridt, som jeg på ingen måde var enig i, fordi Statsforvaltningen igen mistolkede det som stod i konkluderende rapport fra overvågeren, kom bomben: Misbrugskonsulenten lukkede op for et ret relevant og stort emne, der ikke kunne andet end få indflydelse på muligheder for det kommende samvær. 

Kommunens misbrugscenter og psykiatrien havde i samarbejde med jobcenter planlagt et 3-årigt tilbud til vores søns mor. Først skulle hun afgiftes på Alfa Fredensborg for sit misbrug og i den forbindelse indlægges i 3 måneder. Derefter ud i et længere udredningsforløb i psykiatrien, efterfulgt af et målrettet behandlingstilbud i psykiatrien. Først da ville kommunen kunne tage stilling til næsteskridt.

Det stod klart hvor omfattende vores søns mors misbrug igen var - og hun igen skulle igennem et langvarigt intensivt hårdt forløb. Et forløb hvor hun ikke kunne andet end bruge energi og kræfter til holde sig selv ovenvande.

Samtalen havde nu taget en fuldstændig drejning, og selvfølgelig måtte alt dialog om her og nu samvær lukkes ned. Det var vores søns mor på ingen måde enig i. Jeg forstår godt, hvor hårdt det må være ikke at skulle se sin søn. Men intet varer for evigt. Det bedste var at skåne vores søn med ro fra sin mor og lade hende få fuld fokus på det kommende behandlingsforløb, hvor hun for første gang endeligt modtager den massive professionelle hjælp, hun har så afgørende behov for. Og jeg imens hun passede på sig selv, passede på vores søn og kunne fokusere på, at få ham helt i balance. Jeg sagde prompte på mødet "ej hvor er det godt for dig!" Jeg lovede og tilbød hende rummeligt for vores søns skyld, at bakke hende op i hendes kommende forløb. Jeg forsøgte i den svære situation at motivere med, at når hun "kom over på den anden side", ville jeg gøre alt for at hjælpe hende og vores søn med, at de kunne få skabt en ny og sund relation til hinanden - og gerne uden inddragelse af den uduelige kommune og Statsforvaltning! 

I situationen kunne hun ikke forstå nødvendigheden af endnu et samværsstop. Hun råbte til os alle skældsord, rejste sig fra sin stol, gik over mod mig og hældte et kæmpe glas vand nedover hovedet på mig og skred ud af mødet. Misbrugskonsulenten løb efter hende. Psykologen og juristen fulgte efter - og der sad jeg i en hvid og nu gennemsigtig skjorte, alene i mødelokalet uden at sige en lyd. Jeg iagttagende bare... 

Mødet blev afsluttet sammen med juristen, hendes bisidder og jeg: Samvær blev ophørt.

Vores søn ser mor uden indragelse af myndigheder tre gange i streg, men sagde selv STOP!

Tidsperspektiv: 4. kvartal - år 2019- alder 12 år

I tiden hvor vores søns mor var indlagt for afgiftning på Alfa Fredensborg i forbindelse med hendes 3-årige lange forløb, sikrede jeg kontakten mellem vores søn og sin halvstoresøster. Hendes far og jeg talte fantastisk sammen og hele hans familie udviste stor rummelighed og stor hjælpsomhed. Enten kom halvsøster til os eller vores søn kom til hende hos sin fars familie. Værdsat og stor betydning for de to søskende, at dette kunne lade sig gøre. Senere inde i det 3-årige forløb kørte jeg nogle få gange vores søn til København, hvor han sammen med sin halvsøster, også kunne være sammen med sin mor. Søster gav ham den tryghed, som han behøvede i samværet. På den måde kunne de, når mor havde det godt, se hinanden og få nogle gode timer sammen - uden systemet blev indblandet!

Skruer vi tiden tilbage til julen 2018, syntes vores søn dengang ikke, at mor skulle være alene i julen med sin store halvsøster. Han fik derfor lov til at invitere dem begge. Vi er en meget rummelig familie, og de har intet had eller vrede mod vores søns mor. De ved hun er syg og hun kæmper med sit. På trods af, at jeg slugte mange kameler, blev det for vores søn en rigtig glædelig jul, som han tænker tilbage på med et smil. Det glæder mig, at det gik så godt og at hun i forhold til hendes svære proces i psykiatrien, selv kunne mestre det.

Herefter var der en lang pause fra mor igen. Planen er ændret til en endnu en indlæggelse, men nu af 8 måneders varighed på psykiatrisk hospital. Vi skruer tiden frem til oktober 2019, hvor vores søn er inviteret til at se, hvor og hvordan sin mor bor på det psykiatriske hospitalet. Det er en daglang tur fra Randers til Roskilde. En rundvisning og et spil bordtennis, en pizza ude i byen og hjem igen. 

Næste samvær er i december 2019 i forbindelse med, at vores søn inviteres ind til en børnesamtale på det psykiatriske hospital. Det var en hård samtale, hvor hans halvsøster, mor, jeg og behandleren var tilstede. Vores søn modtog beskeden i børnehøjde; "din mor bliver aldrig rask - men her lærer hun, hvordan hun skal håndtere sig selv, når hun får de svære tanker, der påvirker hende også i kroppen." Der blev talt om hvordan hendes misbrug havde taget overhånd og hvordan det påvirkede hende og havde svært ved at passe på sig selv, hvorfor hun derfor heller ikke kunne passe på ham. Der blev talt om følelser, savn, svigt og sidst men ikke mindst, at her på hospitalet har mor nogle dygtige mennesker omkring hende, som hjælper hende gennem alt det svære. Målet er, at hun får det så godt, at han igen kan se sin mor. Vi tog efter den svære samtale en weekend sammen alle sammen i min søster sommerhus. Jeg var blot den som sørgede for rammer og lavede mad. Ellers holdte jeg mig i baggrunden. En god weekend - men hård...

Julen nærmer sig og vores søn kan jo huske, hvor godt det gik sidste år, da mor og sin store halvsøster var på besøg. Han får igen lov til at invitere sin mor, men i år uden sin halvsøster, der holder jul hos sin far. 

Jeg husker det, som var det i går. I ugen op til juleferie kunne jeg i telefonsamtaler høre, at hun var påvirket når jeg talte med hende, hvilket bekymre mig en del. Fredag som vores søns mor skal på juleferie fra psykiatrisk hospital, får jeg meldingen: Hun er smidt ud. Det kom ikke bag på mig, da jeg selv havde bemærket, at den var helt gal. I følge hospitalet fordi hun løj om omfanget og hyppigheden af hendes tilbagevendende misbrug. Hospitalet anerkender og accepterer tilbagefald hos deres patienter, men de har også en grænse, ellers hjælper deres terapeutiske indsatser ikke. Derfor er de hårde, når deres patienter forsøger, at snyde med deres misbrug.

Det er jul og jeg har travlt og svært ved at forholde mig til "hvad nu". Jeg talte kort med hende i telefonen, og kan høre, at hun er påvirket af et eller andet samtidigt med, at hun lyder rystet og ked af det, vred, bange og fralægger sig et hvert ansvar. Hun forsøger at overbevise mig om, at de lyver og er onde. Jeg siger til hende, at hun kun skal komme, hvis hun har overskud til at være sammen med vores søn og hygge med ham. Jeg giver udtryk for, at jeg er usikker på om det overhovedet er god ide, at hun kommer, sådan som jeg fornemmer hun har det. Jeg når også at give udtryk for, at vi bør samtale med professionelle om dette, fordi jeg er overhovedet ikke i stand til at vurdere, hvorvidt det er forsvarligt med julebesøg. Det sker ikke og vi får slet ikke talt sammen inden hun kommer, kun via korte praktiske tekstbeskeder.

Den 24. december henter jeg hende ved bussen. Hun er virkelig påvirket at "et eller andet" - så meget at jeg er helt rystet. Alle ser det; naboer, venner, familie og vores søn. Hvordan hun agerer kropsligt og verbalt kan jeg ikke sætte ord på - men uhyggeligt var det at se på. Det blev en meget anderledes og trykket juleaften. Hun mestrede slet ikke, at kunne bevare opmærksomheden til vores søn. Når hun endelig og kortvarigt har kontakt til ham, bliver han inddraget i ting, han på ingen måde skal inddraget i og har svært ved at rumme det. Han siger på et tidspunkt til mig "far, er det ok jeg går ind til mig selv, mor sidder alligevel mest for sig selv og ser på sin telefon". Jeg forsøger, at gøre hende opmærksom på det, som vi alle oplever. Hun er slet ikke klar over, hvordan hun selv opleves og tager mine ellers meget forsigtige ord, som et personligt angreb. Det ender ud i en højlydt ene-svale af skældsord og ikke pæne ting om mig. Jeg er psykopat, slange, narcissist, syg, og det må jeg i øvrigt have fra min familie - der blev til endnu en ustoppelig ene-svale af skældsord. Imens sad vores søn med onkel inde i stuen, med tårerne trillede ned af kinderne, mens han kunne høre sin mor råbe til mig, at hun ikke elskede vores søn, men kun hans halvstore søster. Selvfølgelig mener hun ikke det hun siger og det ved vores søn. Alligevel er det hårde ord, som i situationen går rent ind og splitter hans hjerte i stykker.

Vi efterlod hende alene, mens vi tog på familiebesøg hos olde og øvrig familie. Da vi kom retur trak vores søn mig til side og sagde; "far, det gør ikke mig noget, hvis mor tager hjem før tid - jeg kan simpelthen ikke rumme hende". På det tidspunkt havde jeg netop lige bestilt en returbillet til hende. Tidlig morgen fulgte vores søn loyalt sin mor til bussen med mig. Bussen forlod byen og han brød ud i bilen "nu kan jeg slappe af - må jeg godt tage hjem og spille lidt - Far? -og jeg kan lige så godt sige det rent ud, jeg vil ikke se mor før hun er helt rask! Hun skal ikke bare være halvt rask - hun skal være helt rask!"

Vores søn får et sammenbrud efter jul & nytårs episoden. Rette hjælp blev akut iværksat.

Tidsperspektiv - År 2019 - alder 12 år

Hele hans følelsesregister er aktiveret og tankerne har frit spil. Det er lige fra had og vrede til sorg, tristhed og skyld overfor sine svære tanker om sin mor. Vores søn ved, at han ikke kan rumme hende og vil selv bestemme den dag, han føler behov og igen kan rumme at se hende. Han reagerer psykosomatisk og har utal af svære tanker, han ikke kan holde styr på. Jeg meddeler skolen, at han kommer i skole, men laver ingen lektier. Han er i hele januar måned udkørt og færdig, efter endt skolegang. Hans trænger til ro i sit hoved.

Heldigvis har vi kvag vores historik og mit arbejde i Kids Rescue, de helt rette professionelle fagpersoner omkring os. Jeg ved fra en dygtig sorg- krise terapeut, at for at man kan tale om de svære ting, skal kroppen først være i balance. Jeg booker tid hos en kranie sakral terapeut, der er vant til at arbejde med børn. Han får 3 akut tider med 4 dages mellemrum. Som vores søn udtalte; "det er som om, at alle de svære og ubehagelige følelser og tanker, er pakket ind i et blødt tæppe og lagt helt væk, så jeg ikke har dem i mig længere." Nu ved jeg, at vi er klar til at tale om de svære ting. Så jeg booker tider hos vores SE terapeut og psykoterapeut. Det er samme fagperson som han kender fra tidligere. Der fik han sat rette ord på alt det svære. Det er en hård proces, men også en proces, hvor jeg får hjælp til at forstå, hvordan han har det - hvad er det, som konkret er svært. Det er fundamental og væsentlig viden for mig, så jeg som forælder kan hjælpe og støtte ham.

I dette intensive kriseforløb får han styr på sine tanker, ønsker og behov. Han holder fast i ikke at ville se sin mor. Han kan sætte ord på, hvad som sker i ham og med ham, når de både ses og har telefonisk eller skriftlig kontakt.

Omvendt er det ligeledes tydeligt for mig som far, at jeg ikke kan blive ved med at investerer i professionel hjælp. Både menneskeligt og økonomisk. Ulykken skal stoppes helt!

Nytårsaften bliver vores søn udsat for det voldsomste psykiske overgreb via telefon og modtog et hav af tekstbeskeder. Mor blev blokeret!

Tidsperspektiv - År 2019 - alder 12 år

Vi skal have gæster, fætre og kusiner på besøg. Jeg står midt i forberedelserne af nytårsmiddagen og skal være klar til Statsministerens tale. Min telefon ringer og nu vil vores søns mor diskutere. Jeg lukker den hurtigt ned med sætning "ikke nu, en anden dag - godt nytår." Jeg ligger min telefon på lydløs og i skuffen. Hvad jeg først senere finder ud af; så ringer hun videre til vores søn og involverer ham i alt det, en voksen på ingen måde ikke skal involvere sit barn i. Jeg genfortæller ikke detaljer i dette, kun overskrifter i problematikker. Han kommer til mig i fuld alarmberedskab, frustreret og meget ked af det. Hun skriver og skriver til ham. Han vil ikke svare, fordi han kan ikke svare på stimen af fortællinger og urimelige spørgsmål. Først blokerer han telefonen. Så skriver hun videre i messenger. Så blokerer han den. Så skriver hun i snapchat. Alt bliver endeligt blokeret, så den voldsomme stime af voksen ord stoppes helt.

Nytårsmorgen ser jeg ser et utal af beskeder på min telefon. Der er selvmordstrusler og voldsomme anklager mod mig. Men jeg kunne se på sidste sms, at hun stadig er i live. Jeg ved af erfaringer, at det kun er selvmordsplaner man skal tage alvorligt og ikke selvmordstrusler. Det er en helt normalt adfærd.

Uforberedt børnesagkyndige psykolog udfordret.

Tidsperspektiv - År 2020 - alder 13 år

Efter mange års ro uden inddragelse af myndigheder, kontakter vores søns mor Familieretshuset med ønske om kontaktbevarende samvær. 


Jeg husker, at den børnesagkyndige psykolog ringede mig op midt i lockdown 2020. Hun begyndte med den generaliserede snak om, hvad er bedst for barnet. "Det er vigtigt din søn ser sin mor"... Jeg bliver SÅ træt, når en psykolog i systemet taler generaliserende og ikke forholder sig nysgerrigt og spørgende. Kunne de ikke bare have læst akterne fra år tilbage og starte spørgende til hvad er der sket siden... Jeg gjorde psykologen opmærksom på, at der reelt har været samværsstop og ingen samværsaftale i årevis af en årsag, der fremgår tydeligt i sidste referat fra Statsforvaltningen. Jeg tror denne samtale ville være svær for den uforberedte forældre, fordi jeg måtte virkelig trække mig i det professionelle mode i forhold til samtalen om, hvad er barnets bedste. Med det blev det min endelige og tydelige underbyggende nej tak. Husk på, det begrænsede kontaktbevarende samvær er noget jeg har koordineret uden om systemet.


I september måned mødes vi igen i Familieretshuset! Skal jeg være ærlig, så havde jeg ikke læst et eneste dokument, som hun havde indsendt. Jeg møder ind til mødet med den børnesagkyndige psykolog og juristen. Lidt underligt, at være "tilbage" ikke som partsrepræsentant, men igen som far. Det er mange år siden sidst.


Jeg hilser pænt på, sætter mig og tier helt stille. Jeg iagttager alle. Hvad siger de. Hvordan siger de det. Lytter til hvad vores søns mor beretter om. Jeg tier fortsat helt stille. Efter en længere samtale jeg ikke er deltagende i verbalt, bliver de opmærksomme på mig. Nu inviteres jeg ind i samtalen. Jeg lægger ud med, at jeg på ingen måde vil forholde mig til, eller kommenterer på vores søns mors fortælling. Til gengæld vil jeg begynde et helt andet sted. Hvad skete der på vores sidste møde i Statsforvaltningen? Situationen og det hændte siden da... gennemgang af året 2019, med besøg på psykiatrisk hospital, børnesamtalen på hospitalet og hvad der var blevet talt om. Julen hvor vores søn oplevede det voldsomste psykiske overgreb. Jeg fortalte om den hjælp han havde fået og hvad han selv giver udtryk i klart sprog. 


På den måde tog mødet en helt anden drejning. Jeg gik uden om alle beskyldninger, som jeg blot tog helt afstand fra og langt fra den virkelighed jeg og vores søn har oplevet. Altså hvad har han gennemlevet, gennemlever, tænker og føler.

Vores søn advokerede for sig selv og fik endeligt friheden til selv at bestemme. 

Jeg havde forinden fortalt min søn, at uanset hvad han siger er helt i orden. Dog orienterede jeg ham om konsekvenserne ved forskellige scenarier, hvis han ikke mestre at være tydeligt "som pis i sne". Jeg forberedte ham på tre forskellige scenarier og hvad udfaldet ville blive. Det skulle han vide inden børnesamtalen. Jeg gjorde det klart, at jeg ikke kan hjælpe ham - nu er det ham selv, der skal hjælpe sig selv.


  1. Hvis du blot taler om savn, at du elsker mor, at du gerne vil se hende på et tidspunkt, jamen så bliver der lavet kontaktbevarende samvær med det samme.
  2. Hvis du bliver utydelig i din fortælling og "kravler under bordet" - altså du kan ikke sætte ord på det der er sket, det du tænker, mærker, føler og ønsker -  så bliver der også lavet kontaktbevarende samvær med det samme.
  3. Hvis du er tydelig, ikke skåner nogen, forbereder dig på hvad vil fortælle, inddrage alt det som du har oplevet i samværet med mor. Siger højt hvad det gør ved dig. Hvordan det føles. Hvad sker der med dine tanker og hvordan det påvirker dig i kroppen. Ikke mindst hvordan det påvirker dig hjemme, i skolen, og med kammerater. Sætter ord på det du helt konkret ønsker og hvorfor. Så skal Familieretshuset indfri dine ønsker - Det er den eneste måde du selv vil kunne bestemme, hvornår du vil se mor, hvor og hvordan.

Jeg forberedte ham ligeledes på, at børnesamtalen er en svær øvelse og den er du helt alene med - og igen - jeg kan ikke hjælpe dig. Du skal hjælpe dig selv! Det er rigtigt uretfærdigt, at det skal være sådan, men sådan er vilkårene til en børnesamtale i Familieretshuset.

Da jeg hentede vores søn efter børnesamtalen, blev han fulgt af en meget påvirket børnepsykolog. Det viser sig, at han absolut ikke havde skånet nogen eller noget og været tydelig i en grad, der sjældent ses i børnesamtaler. Psykologen gjorde mig opmærksom på, at det havde været hårdt for ham og det godt kunne være, at skulle have noget hjælp efter dette. Pskologen overvejede om hun skulle underrette kommunen, hvilket jeg fik sagt klart nej tak til! Med de oplevelser vi har haft, skal de holde sig langt væk. 


Selvfølgelig skal vores søn have hjælp. Det var en meget hård og situation for ham. Han bad efter børnesamtalen om, at komme ned til "Lene" - Kranie Sakral terapeuten. Som han sagde efter endnu et forløb:

 "Tænk! Der skal så lidt til at få det rigtigt skidt! Men der skal heller ikke meget til at få det godt igen!"

Min søn & jeg som Corona-restriktions-flygtninge 

og i eksil langt væk fra system-helvede-danmark.

Gennem 14 år har vi efter behov modtaget professionel hjælp og støtte.

Både min søn og jeg er belastet mentalt på hver vores måde. Symptomer og reaktioner kommer til udtryk hos os begge, men på forskelligvis - og sætter sig som overvældende psykomatik. I forhold til min søn fik problematikker periodisk nye "ansigter", der nemt kunne narre selv den bedste fagperson - men af en eller anden årsag var jeg hurtig til at spotte og tilpasse min tilgang til ham. Et vigtigt emne, som jeg kunne skrive en hel bog om.

Rækken af involverede private fagkompetencer til min søn er gennem årer mange.

  • Sorg- og kriseterapeut
  • Psykoterapeut & SE behandler med speciale i traumebehandling
  • Kranio sakral terapeut

Tidsperspektiv for min søn: Fra 2011 til 2021 - Startede i alderen 3½ til 13 år - Altså 10 års hjælp og støtte uden om systemet.


Jeg er som forælder deltagende i den familieterapeutiske del. Hans mor kortvarig, men da hun modarbejdede stoppede det efter få gange. Jeg prioriterede det psykoterapeutiske med udgangspunkt i det individuelle perspektiv med min søn, men med anerkendelse og respekt for, at traumer sidder i kroppen og kan kun afhjælpes sideløbende med kropsterapi. Jeg blev som far tidligt inddraget og instruereret i simple, men effektive øvelser, som ham og jeg kunne lave sammen. Jeg fik hjælp til at tolke girafsprog og de utallige symptomer og reaktioner, der løbende kom til udtryk. Jeg fandt ud af, at begrebet god opdragelse, er i forhold til et sårbart og udsat barn et fy-ord! Det handler om tilgangen til sit barn. Satte jeg samme krav og forventninger som Lola Jensen og egentligt også min gamle psykoterapeut John Halse, der taler meget om emnet opdragelse, ville jeg lave overgreb på ham. De taler også meget om curlingforældre, der skal tage sig sammen. Jeg har SÅ ofte fra venner og familie hørt sætningen "du beskytter ham alt for meget" - "hvorfor kan han ikke dit og dat uden din hjælp, det skal han da lære, det kan mine børn..." I de bemærkninger ligger der implicit, at jeg overbeskytter og sygeliggør min søn. Det gør jeg bestemt ikke. Et sårbart og udsat barn er ofte meget sensitiv og iagttagende. Trætheden melder sig hurtigt og tydeligt, da kræfter bruges i institutionen eller skolen til bare at være til på lige fod og med samme konditioner, som de jævnaldrende børn. Derfor er min påstand, at følges de råd Lola og Halse giver til "curlingforældre", der i min verden ofte ikke er curlingforældre, men forældre som ser deres barns behov, baseret på deres unikke situation, men som oftest misforstås af de voksne der omgiver barnet, vil dette for barnet føles som et overgreb. Tryghed, forudsigelighed og en hverdag i balance er særdeles vigtigt, at man som forældre anerkender og sikre, at støtte sit barn lige netop i det.


I forhold til at være barn og pårørende til "et eller andet", bliver disse helt fundamentale behov ofte udfordret med intimiderende og grænseoverskridende voksen adfærd, der kan blive til den ene episode efter den anden, hvor nogle episoder kan barnet mestre, andre episoder kan barnet ikke; dermed sker der reelt et overgreb, som sætter sig som traumer, der kræver professionel hjælp til at afhjælpe og udligne. 


Efter vores lange forløb med rette professionelle hjælp og støtte til min søn, har han tillært kompetencer, som ikke en gang de fleste voksne har lært: Han har lært og mestre til fulde, hvad han ser med sine øjne, hører med sin ører og mærker i sin krop, kan han bruge sin mund til at sætte rette ord på. Dermed kan han i dag udtrykke verbalt de behov og ønsker han har. Det er netop denne egenskab, der skaber fuld balance og kompetencerne til at sige til og fra hos et menneske.


Jeg er en meget stolt og tilfreds far. Vi har fået vendt det negative til positive kompetencer.


INDSKUDT BEMÆRKNING 

Randers Kommune gav mig i forløbet to trusler om tvangsanbringelse af min søn - udelukkede for at lukke munden på mig.

Jeg pressede på for, at de skulle tilbyde os den hjælp, vi som familie, min søn og jeg, havde så afgørende behov for. Dette forløb fremgår i akterne. Hvad der ikke fremgår i akterne, er truslerne. De kom direkte og mundlig fra kommunens øverste ledelse og inddirekte via daværende Borgermester. Han så mig som en trussel, fordi Radio24syv var i gang med at lave del 1. - dokumentaren om vores sag og han vidste, at jeg havde belastende materiale og dokumentation liggende.

Det er et kendt trick, og meget effektiv måde at lukke munden på en forælder! Det ses igen og igen at trusler direkte på barnet, sker fra kommunerne! Så ikke en gang den slags grov embedsmissbrug, er der noget unikt ved.

Familieretshuset undrede sig i forbindelse med møde i 2020 over omfanget af hjælp og støtte til vores søn og vores historie, og kunne slet ikke forstå at der ikke lå akter og en historie i kommunen.

Vi forventer som borger i velfærdsstaten Danmark, at får man behov for hjælp og støtte fra det offentlige, så er hjælpen lige ved hånden. Virkeligheden er en helt anden! Et forløb i det kommunale, bliver oftest begyndelsen på et mareridt og meget belastende for hele familien, hvorfor bedste råd er:

Tag selv ansvar - og søg professionel hjælp andet sted.

Husk at give dig selv iltmasken på før dit barn! 

Jeg fik ikke bare forståelsen, men også respekten for, hvor vigtigt det er at man passe på sig selv som forælder, for at man kan passe på sit barn. Jeg var meget bevidst om, at det ikke måtte blive enten eller løsninger, men både og!


Det må aldrig blive et tabuemne!


Tidsperspektiv for mig: Fra 2007 til 2015 - Det vil sige 8 års professionel hjælp og støtte!

Striben af involverede fagpersoner til mig, er ligeledes lang. Jeg lister dem op forneden, udelukkende som inspiration til dig, der selv er under ekstrem pres og reagerer kropsligt og psykisk.

  • Sorg- og kriseterapeut
  • Psykoterapeut & SE behandler
  • Psykolog
  • Body SDS
  • Zoneteraoi
  • Akupunktur
  • Psykiatrisk udredning med second opinion.
  • Kiropraktik efterfulgt med kropsmassage
  •  Fokusering- og chakra meditation coathingforløb
  • Yoga undervisning - intensivt 4 timer dagligt i en måned
  • Jurist og advokat
  • Socialfaglig konsulent (vi i det offentlige kalder for en socialrådgiver)

De psykosomatiske symptomer reaktioner buldrede derud af.

Lige efter min søns fødsel vidste det sig, at han havde kolik. Det var særligt hårdt med en mor, der ikke kunne være i sig selv - hun var meget syg. Som mange andre desperate forældre, forsøgte vi nogle behandlinger hos en kranio sekral terapeut, men uden held. Vi endte hos en kiropraktor, der med to fingre og få behandlinger fik kolikken til at forsvinde. Jeg er normalt ikke et menneske, der lider af noget som helst. Men jeg var allerede på det tidspunkt meget belastet psykosomatisk. Jeg vidste blot ikke, at det var det som var årsagen til mine reaktioner i kroppen. I forbindelse med vores søns behandling hos kiropraktoren, sagde jeg til ham, jeg har vist også lidt du skal sætte på plads i min krop. Det blev begyndelsen på et længere varende kombineret behandlingsforløb. Jeg fandt ud af, at det var ganske effektivt med kombinationen kiropraktik og kropsmassage.

Klinikken havde en 82 årig kvinde tilknyttet. Hun var uddannet i Berlin i slutningen af 30érne og blev endeligt uddannet fysioterapeut i forbindelse med de Olympiske Lege lige inden krigens start. Hun flygtede senere til USA, hvor hun blev personlig behandler for den verdenskendte bokser Muhammad Ali. En fantastisk lille kvinde, med stærke hænder der virkelig kunne noget. Jeg glemmer hende aldrig - hun var så fantastisk. Jeg modtog i perioder ugentligt og i andre et par gange om måneden behandling af hende og altid kombineret med kiropraktik. En dag var jeg sikker på, at jeg måtte fejle noget. Jeg forespurgte kiropraktoren om en røntgen fotografering. Han bad mig sætte mig i stolen. Nu skulle vi snakke: "Hvordan går det Jacob, på arbejde, med vores søn, der hjemme?" Han var selv pårørende til en psykisk syg kone og kendte godt vores familiemæssige baggrund. Som han sagde, så længe du ikke løser dine problemer hjemme, vil du føle det nødvendigt at komme her. Jeg kan ikke fikse dig, jeg kan symptom behandle og intet andet. Du fejler intet! Du er sund og rask! Din krop reagerer blot psykosomatisk! Jeg gik derfra med en opgave, jeg på ingen måde kendte løsninger på...

Jeg havde helt fra begyndelsen løbende rådgivende konsultationer med både min advokat Viggo Bækgaard og børnepsykologen John Halse. Alt hvad de begge forudsagde og gav udtryk for, at jeg kunne forvente for fremtiden, har de fået ret i. Begge kyndige og meget professionelle fagpersoner, med hver deres ærekær fagområder. I 2010 var min søn knap 3 år og vi var bosiddende i Birkerød. Vores søn led under det dysfunktionelle i familien også på trods af, at han kun så sin mor når hun følte, at hun havde overskud og behov. Udfordringen var, at vores søn reagerede kraftigt på sin mor både under og efter samvær. Jeg blev anbefalet at flytte på afstand af mor med vores søn. Det kunne jeg, fordi jeg havde bopælen og hun på ingen måde kunne varetage vores søn i længere tid af gangen. Dertil blev mit spørgsmål til John Hale, er 342 km en passende afstand? Det var det. Vi flyttede til mit familieære netværk i Randers i januar 2011. Vores søn var 3½ år gammel.

Det første halve år hvor han skulle se sin mor, fløj vi med Norwegian. En bekostelig løsning, men den mest børnevenlige i forhold til transporttid og mindre belastende mellem de store fysiske afstande. Det blev begyndelsen på en tid, hvor uenigheder om omfang af samvær begyndte for alvor. Statsforvaltningen blev inddraget igen. Gabet mellem hvordan vi så situationen, vores dysfunktionelle familie og årsagen dertil, og sidst men vigtigst; at vi så forskelligt på vores søns trivsel, var mile stor. Første halvår i det jyske blev hårdt. Konfliktniveauet optrappes og både min søn og jeg reagerer mentalt og fysisk på disse belastninger. 

Sommeren 2011, altså 4 år efter min før omtalte samtale med min kiropraktor, følte jeg mig faktisk så stresset og udbrændt og min krop reagerede så voldsomt, at det blev invaliderende for mig. Jeg kunne ikke bruge min højre arm når jeg skulle skifte gear i bilen. Spiste med min gaffel i modsatte hånd simpelthen fordi, at jeg havde ondt fra skulder, ned langs ryggen, den ene balle og helt ned i fødderne. Jeg forsøgte, at afhjælpe med yoga øvelser, akupunktur og zoneterapi. Men det hjalp kun i få timer efter behandling. Min læge var sikker på, at det blot var slidtage - og så mærkeligt på mig, når jeg sagde det kom fra mit hoved, som var på overarbejde. Han gav mig en blokering i skulderen, der hjalp lige nøjagtigt i hele to dage.

Jeg fandt en psykoterapeut og gav hende opgaven; find ud om jeg er i grøn, gul eller rød. Hendes vurdering efter første lange samtale; Jacob du er i rød og bør sygemelde dig.

Hvor langt er du villig til at gå for dit barn skyld?

Det er et spørgsmål der stilles i det åbne, besvares det med "selvfølgelig vil jeg gøre alt for mit barn"! Stemmer det så overens med virkeligheden? Det svar hører en anden blog sted i forhold til Kids Rescue´s oplevelser ... og mit svar vil nok overraske dig ...

Jeg stod i situationen med et barn i mistrivsel og en omfattende og hård sag med involvering af myndigheder. Tidsmæssigt var det i sommeren 2011. Jeg var iflg. min føromtalte psykoterapeut i "rød" og burde sygemelde mig for udbrændthed. Min chef var en svensker, og sad på kontoret i Böblingen i Tyskland. Han ringede og svarede naturligt, "det går godt med resultaterne, så vi skal vel have Finland til at forlænge din kontrakt"? Mit umiddelbare svar var kort, "det ved jeg ikke, nej! Jeg føler mig stresset! Meget stresset". Han havde kendskab til eftervirkninger fra et andet stressforløb på tæt hånd, så han var både forstående og god i situationen. Han kendte kun overskrifter til mine udfordringer... Han beordrede mig på ferie med min søn - og så kunne vi tale om løsninger efterfølgende. 

Jeg bookede et hotel lige på stranden et hyggeligt og roligt sted på Kreta, Grækenland. Vi havde en fantastisk ferie, med masser sol og et skønt hav. En ferie min søn stadigvæk tænker tilbage på, på trods af, at det er mange år siden. Jeg husker aftenen inden vi skulle hjem, sender jeg en sms til min svenske chef i Böblingen: "Jeg er fortsat sygemeldt. Jeg ønsker ikke, at min kontrakt fornyes". 

Fravalg af karriere til fordel for min søns ve og vel.

Det endte med jeg opsagde mit karrierejob og dedikerede min fulde attention på min søns ve og vel og meterhøje sagsakter, der kun blev større og større, dag for dag. Min hverdag handlede udelukkende om at skabe ro og forudsigelighed for min søn og sikre ham rette hjælp og støtte, børnesagen, og mit eget helbred! Jeg kunne intet andet rumme - det var et fuldtidsjob.

Jeg forstår godt, at som udenforstående kan det være svært at sætte sig i. Men det er så krævende og opslidende, at kæmpe mod et system, som siger de vil barnets bedste, men via deres handlinger reelt gør det modsatte: De nedbryder menneskeliv, barn som voksen! 

Fra stærke smerte i sjæl og krop, til en fuldendt stærk okse, og nu kunne jeg huske som en elefant og kæmpe som en modig løve - med succes! 

Hvilken form for hjælp man har behov for, er helt sikkert unikt fra menneske til menneske. Jeg erfarede, at cocktailen med body SDS, og psykoterapeutiske samtaler, samt fokusering- og chakra meditationsforløb blev begyndelsen på en healingsproces, der gjorde mig metal og fysisk stærk. Jeg kom gennem det umulige og karma løftede mig helt ubeskriveligt.

Jeg kan i dag ikke sige, at det en bestemt person eller fagkompetence der hjalp mig mest. Jeg fandt ud af, at jeg havde behov for en sammensætning af forskellige ting, der til sammen hjalp mig gennem mit livs største krise.

Body SDS hjalp mig særligt på to områder: Mine psykosomatiske spændinger havde sat sig som en stjernehimmel af knudepunkter fra tå til top, der behøvede lange seje tryk, for at kunne udlignes. Men hvert et knudepunkt er kommet grundet årelange traumatiske hændelser. Det gør mega ondt når behandleren trykker på et knudepunkt. Det ret fantastiske som sker samtidigt, er at de traumer fra den ene episode efter den anden, som har forårsaget spændinger, hjalp mig til at kunne frembringe tydelige billeder fra konkrete helt specifikke hændelser. Disse kunne jeg så bearbejde terapeutisk og via chakra meditationen visualisere alt det, som kroppen kunne huske, men jeg havde glemt. Endda tydeligt. Det blev til spændende samtaleemner i psykoterapien. 

Jeg blev altså meget bevidst om ting, som jeg ikke tidligere var bevidst om. Chakra meditationen lærte mig at fokusere og slå autopiloten i min hjerne fra. På den måde blev det mig som styrede, hvordan de svære tanker skulle fylde og mærkes i min krop.

Body SDS´en var en nødvendig førstehjælp, således min krop kunne gå fra en invaliderende tilstand til en komplet healet tilstand. Som supplement kørte jeg ofte 5 gange om ugen ud i skoven for at meditere. Modtog jeg er brev i min eboks, så reagerede jeg prompte psykosomatisk. Forskellen fra tidligere og til nu er, at jeg via min meditation kan løse nye spænding helt op. En fantastisk kompetence at have tillært sig. Jo mere jeg mediter, jo bedre og hurtigere kan jeg både bearbejde de svære situationer og sikre jeg ikke får tilbagefald psykosomatisk. 

Slå autopiloten fra og opnå fuld kontrol over dine egne tanker og følelser.

Det er med stor glæde, at Kids Rescue kan tilbyde 10 ugers chakrameditationsundervisning, udviklet og indtalt af den 4 dobbelte verdensmester i fridykning, Peter Pedersen. 

4 uger intensivt med yoga, vejrtrækningsøvelser og meditation.

Tilbage i 2011 gennemførte jeg et 4 ugers yoga kursus hos Skandinavist Yoga Center. Hver dag fra 9 til 13 med yoga, vejrtrækningsøvelser og meditation.

Jeg husker, at den første uge var mega grænseoverskridende for mig. man sad jo længe i positioner jeg ikke var vant til og lave mærkelige lyde. Når jeg ind i mellem spurgte dumt "hvad er det vi laver og hvad gør det godt for", blev jeg mødt med en anerkendende og uddybende forklaring. Efter den første uge, kunne jeg både se og mærke den afgørende forskel, som de mange øvelser positivt forandrede mig helt ubeskriveligt og skønt.

Det har til min krop og sind der reagerede kraftigt og som supplement til mine øvrige tiltag, været et uvurderligt og prisværdigt forløb. Altså har man bare en gang været i hænderne på Scandinavist Yoga Center, vil Yoga andre steder slet ikke føles rigtigt. Jeg giver dem hermed min allerstørste anbefaling.

Det de lærte mig, er nu en væsentlig kompetence, som jeg fortsat drager stor nytte af. Samlet set, er jeg blevet bevidst om vigtigheden i at kunne trække vejret korrekt. Og ikke mindst, hvor vigtigt det er, at ilte hjernes så vores tusindevis af neurons der i udbrændingssituationer er særligt udsatte for at visne, men nemt kan bringes til live igen.

Selv dette, er et emne for sig selv og som du kan høre mere om i undervisningsmaterialet "Du er programmeret".


Brug kraften fra dit hjerte.

Uddrag fra undervisningsmaterialet "Du er programmeret".

Hjertet har også neuroner og kan tænke for sig selv. Det er der ikke mange mennesker som ved. Altså dit hjerte kan føle, tænke og beslutte for sig selv.

Nylig forskning viser, at hjertet har omkring 40.000 neuroner og et helt netværk af neurotransmittere med meget specifikke funktioner, hvilket gør det til en perfekt forlængelse af hjernen.

Det vil sige, at der er flere neuroner, der går fra hjertet til vores hjerne end omvendt. Hjernen tænker, men dit hjerte ved besked.

Måske har du bemærket, at i i vigtige situationer sætter mange mennesker ubevidst sine hænder over sit hjerte. Det sker er automatisk – et ur-instinktivt bliver aktiveret.

Gregg Braden fortæller om hjertets intelligens.
Varrighed ca. 7 min.

Jeg håber min historie giver anledning til forståelse for de personlige processer man som barn og voksen - ja som menneske bliver udsat for. 

Husk, min historie er ikke unik! Det er håndteringen af mit samlede forløb, der er det unikke. 

Tidlig indsats kan jeg på det allerkraftigste anbefale. Havde jeg haft den viden helt fra begyndelsen, som jeg har i dag, ville vi have blevet skånet både menneskeligt og økonomisk.

Til gengæld er jeg i dag utrolig glad for, at både jeg og min søn er kommet ud af vores mareridt og nået enden af tunnelen, som to individer, der menneskeligt har udviklet en lang række kompetencer, jeg ikke vil være for uden.

Min motivation og kompetencer til Kids Rescue er tydelig - jeg føler et særligt ansvar for, at få Kids Rescue placeret klart og tydeligt på landkortet, seriøst, kompetent og gerne med en rabellisk og kritisk tilgang til hele børneområdet.  

Tak fordi du læste min historie.

Seneste blogs

Behovet for en evaluering af tidens børnesagkyndige undersøgelser er alarmerende stor. Når

Når myndighederne ønsker at få belyst barnets perspektiv, er børnesamtalen det første

I pseudo-konflikt (højkonflikt) skilsmissesager florerer der både reelle og falske anmeldelser. En

>