Current Progress
Current Progress
Current Progress
0% fuldført
Video

Undervisning & workshop

Der er hos myndigheder ingen fast definition på, hvad er barnets bedste.

Når kommunen har en bekymring for et barn, de ønsker belyst, afholder de typisk en børnesamtale med barnet eller den unge.

Samtalen kan dog udelades, hvis barnets eller den unges modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod det. Hvis der ikke kan gennemføres en samtale, skal kommunen forsøge at tilvejebringe oplysninger om barnets eller den unges synspunkter på anden vis.

Samtalen kan gennemføres uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, og uden at forældremyndighedsindehaveren er til stede, når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste. 

Denne børnesamtale udføres af en socialrådgiver, der mener dette er de fuldt ud kompetente til, men er det oftest på ingen måde, hvorfor det for barnet kan blive begyndelsen på et barne-mareridt.

Alt efter situationen vil barnet typisk være 6-7 år og frem.

Min påstand er, at netop denne børnesamtale er en trussel mod barnets sikkerhed. Den påstand går stik imod det nye mantra, hvor barnets skal høres, hvorfor det for den udenforstående kan lyde forkert, når jeg påstår, det er en trussel mod børnene.

Nogle børn oplever en enkelt børnesamtale, andre en håndfuld. Der er en del børn, der taler med forskellige fagpersoner gennem sagens gang. For de børn, som har oplevet utallige børnesamtaler, viser erfaringer, at de har mistet tilliden og kan næsten ikke rumme flere samtaler med endnu en fuldkommen ukendt voksen.

Det bliver for disse børn et utrygt og re-traumatiserende rum for dem af flere årsager. Der er ingen tvivl om, at de fleste børn oplever børnesamtalen som overvældende og en situation, der for dem føles usikker og ubehageligt.

Socialrådgiveren vælger ofte at basere beslutninger baseret på udfaldet fra børnesamtalen. Har de fået opfattelsen af, at barnet, netop ikke sagde noget som var ”farligt” eller ikke konkret og tydeligt, muligvis fordi, at der aldrig er blevet stillet de rigtige spørgsmål, kan socialrådgiverens beslutninger om, hvad der er bedst for barnet, blive på et forkert grundlag. 

I de situationer, hvor barnet er "forældrefremmedgjort" eller er "pårørende" - begge begreber jeg kommer dybere ind på, og barnet ubevidst har udtalt sig mod egen vilje og bedste, fanges det ikke. 

Det samme kan ske for de børn, der rent faktisk fortæller tydeligt om overgreb.

Vurderinger og tolkninger sker som vinden den blæser, eller den vej systemet ønsker vinden skal blæse. Det sker hver dag, alt for mange gange! 

Der er ligeledes utallige eksempler på, at det som det tydelige barn fortæller, bliver irettesat som "det er ikke sandt" - eller "alle børn skal" - eller "alle børn har behov for"... I psykologien er det ganske forkert og uansvarligt.

Et barn har ret til at have egne holdninger og meninger, baseret på barnets unikke levevilkår. Børnesamtalen kunne give anledning til et forløb for barn og forældre, det reelt er kommunens ansvar at sikre, men forholder sig oftest fuldkommende passive med rette løsninger.

Børnesamtalen sikrer barnets ret til at blive hørt, men det er op til barnet, om det vil sige noget, og hvor meget og hvad det vil sige. Barnet kan fejlciteres, det sagte kan tolkes forkert, eller fagpersonen kan opdigte usande udtalelser, der aldrig er blevet sagt.

En af de helt store problematikker ingen taler åben om, finder jeg i analysen og når jeg sammenkobler, hvad et barn enten har fortalt over tid til forskellige fagpersoner, eller hvilke informationer barnet vælger at sige højt, alt efter hvilken fagperson barnet har tillid til og ikke mindst sammenhængen.  

På den måde ser jeg tydeligt flere ting, som går udover den nødvendige troværdighed, når en socialrådgiver eller andre fagpersoner tolker på samtalen med barnet.

Der er sågar utallige eksempler på, at socialrådgiveren beretter om usandheder om det barnet har udtalt.

Uddrag fra Kids Rescue´s tidligere videoblog:

Børnesamtalen er en trussel for barnets sikkerhed.

Se videoblog - 55 minutter - klik her...

Barnet selv hjælp med hendes farmor hos hendes socialrådgiver i kommunen.

Pigen får et chok, da det går op for hende, at den socialrådgiver hun møder, er den socialrådgiver, der tidligere har haft en børnesamtale med hende og lillebror – en samtale hvor hun oplevede, at socialrådgiveren skrev ting, de aldrig havde sagt.

Hun hvisker sin farmor i øret, at det er hende, der lyver og ikke lyttede til dem sidst. Det vil sige, at barnet møder en repræsentant fra systemet, hun i forvejen ikke har tillid til.

Pigen fortæller, at hun både var genert og bange, og havde stort behov for at blive hjulpet i samtalen, ligesom hendes psykolog plejer at gøre det. Hendes oplevelse på mødet er, at der på ingen måde stilles støttende spørgsmål fra socialrådgiveren, men møder stilhed.

Pigen tager mod til sig og spørger kommune-damen:

“Kan det være rigtigt, at når man som et barn ikke er tryg og ikke tør møde sin mor, at man så skal det?” … tavshed og et fast blik fastholdes mellem den voksne socialrådgiver og barnet … og efter en (alt for lang) pause med tavshed, besvares (?!) spørgsmålet: “Jeg kommer hjem til dig og din mor, og så taler vi om det der”… 

I den sætning ligger implicit, jeg vil ikke hjælpe dig og du kommer hjem til din mor, mod din vilje.

Barnet fortæller, at farmoren kunne se at hun ikke magtede denne mødeform, hvorfor farmor tager voksenansvar. Hun rejser sig, tager sit barnebarn under armen og med det viser hun, at mødet er slut ved at gå mod udgangen, mens socialrådgiveren bliver siddende tavs på sin stol.

På vej ud siger pigen til sin farmor: ”Hun sagde ikke engang farvel til mig”.

Baseret på en samtale med et barn, kan socialrådgiveren frit vælge eller fravælge at blive nysgerrig på det dybere barns perspektiv. 

Vælger socialrådgiveren at fravælge at lytte og tage et barns nødråb alvorligt, møder barnet forråelsen, der kan blive begyndelsen på alarmerende coping strategier. Vælger socialrådgiveren nysgerrigheden, benyttes redskabet den børnefaglig undersøgelse, der skal ende ud med en handleplan...

- Men på hvilket grundlag og på baggrund af hvad?

Jeg gentager: Et nej-tak med ønske og anmodning om et andet og skræddersyet tilbud, der netop ville gavne barnet, forælderen og familien, er der enorm stor risiko for, at dette altså vil blive betragtet som ikke samarbejdsvilje, konfliktoptrappende!

Kommunen kan på baggrund af børnesamtalen iværksætte en "BFU". Det er det vi også kalder for en paragraf 50 børnefaglig undersøgelse.

Den iværksættes når der er grund til at tro, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte, og kommunen finder behov for undersøge forholdene nærmere.

Undersøgelsen udarbejdes af en socialrådgiver. Den kan være overfladisk og tynd og den kan være omfattende og alligevel oftest smæk fuld af fortolkninger, fejlcitater og kritiske partiske konklusioner. Det kan ske, men sker slet ikke i nødvendigt omfang, at der i forbindelse med BFU´en også iværksættes en forældrekompetence undersøgelse, hvilket vil blive udført af en psykolog, en 3-part som kommunen hyrer ind til opgaven. Det kan ske med ordre fra socialrådgiveren, med ønske om et fabrikeret slut resultatet, der udmunder sig i konklusioner, der er skræddersyet kommunens ønskelige indgreb. Vi ved det sker, ser det ske, vi fanger kommunerne i dette gang på gang, men uden dette retssikkerhedsmæssigt anerkendes, og dermed ikke får denne grove systemmæssige krænkelse og ulovlighed ingen konsekvenser.

Den samlede børnefaglige undersøgelse skal munde ud i en begrundet stillingtagen til, om der skal iværksættes støtte til barnet eller familien og hvilket tilbud. Det kaldes for en handleplan.

Det er så her, mange undrer sig over kommunernes katastrofale tilgang til problemløsning. Det handler i hvert tilfælde ikke om barnets bedste. Jeg undrer mig ikke længere. Det er en normal tilstand, og der ligger utallige årsager til grund for den manglende retssikkerhed. Gabet mellem det vi som et demokratisk velfærdssamfund forventer og det som utallige børn, forældre og familier erfarer, er ganske stort.

Allerede på dette tidspunkt, kan kommunerne trække i tvangsanbringelses-kortet og gør det, i et ganske uholdbart omfang. Ordren udføres i utallige sager af en ofte meget ung og nyuddannede socialrådgiver, der uden en mine udfører ordren fra sin leder i kommunens familie afdeling. Den unge socialrådgiver tror, det er bedste løsning, for det er de blevet tillært.

Den katastrofale BFU er langt fra holdbar og milelangt fra et belyst barneliv.

Det betyder, at begrebet belysning af en børnesag, er baseret på meninger, holdninger og vurderinger. 

Nogle gange vurderes indhentelse af udtalelser fra daginstitution og skole som rigeligt. Andre gange indhentes fra samtlige kilder, der kunne have vigtig viden om barnet. Findes der oplysninger via krisecentererklæringer, bliver disse ligeledes indhentet. Kvinde og mande krisecentrene er et stort ulækkert og beskæmmende emne, som jeg kommer mere ind på som et emne for sig selv.

Igen bliver barnets perspektiv belyst via institutionen eller skolen som ofte udtaler sig om emner, de på ingen måde har de faglige eller personlige kompetencerne til.

Det er i denne situation, at jeg kan finde på at bruge udtrykket "ubevidst inkompetence": Altså fagpersonen der udtaler sig, tror de ved en helt masse, men ved ikke, at de ikke ved noget som helst. Men det beretter de så om til kommune eller Familieretslige System.

Der er simpelthen ingen fokus på barnet - og det er virkeligt alvorligt! 

De problematikker børnene oplever – ender ofte med traumereaktioner, som systemet heller ikke ønsker at se eller anerkende. 

Politisk er der et ønske om, at kommunen skal endnu mere på banen, hvilket bakkes op af Børns Vilkår.

Begrundelsen er at kommunen er bedst og tættest på borgeren.  

Familieretshusets opgave er, at sikre barnets perspektiv bliver belyst. 

Barnets perspektiv skal altid belyses. Men på samme måde som i kommunen, er begrebet belysning af en børnesag, ligeledes i Familieretshuset baseret på meninger, holdninger og vurderinger.

Det vurderes ofte, at indhentelse af udtalelser fra daginstitution og skole og kommunen som rigeligt. Andre gange indhentes fra samtlige kilder, der kunne have vigtig viden om barnet. Findes der oplysninger via krisecentererklæringer, bliver disse ligeledes indhentet eller leveret, når Familieretshuset henvender sig til kommunen. Nøjagtigt på samme måde, som beskrevet ovenfor i kommune regi. 

Familieretshusets jurist samt børnesagkyndige oplyser, at en krisecentererklæring er en retskilde. Det betragtes som en myndighedsafgørelse, hvorfor Familieretshuset ofte finder sig forpligtiget til netop, at følge de anvisninger krisecenteret kommer med. Dette er en unik situation, da krisecentre reelt ikke er en myndighed. Denne problematik kommer jeg mere ind på senere som et emne for sig selv.

Oftest følger Familieretshuset myndighedsafgørelser i kommunen. Det samme gælder altså også krisecentererklæringer.

Det betyder, at er der sket procesfejl, eller der er tale om en partisk tilgang med væsentlige fejl i kommunen, vælger Familieretshuset oftest på trods af mulige fejlkilder, at følge anvisninger og konklusioner fremfor selv, at undersøge med en detektivmæssig tilgang til den samlede situationen?

Sker der en fejl blot et sted i systemet, kan man sige, at oftest kopieres fejlen og danner grundlag for sagens videre forløb. Spørgsmålet er så, er denne fejl tidligere sket i kommunalt regi eller i det retslige system. Derfor er det meget ressourcekrævende menneskeligt og økonomisk, at vende en misforstået sag.  

Det er reelt en ganske alvorlig situation.

Giver disse oplysninger fra disse kilder (udtalelser og vurderinger) anledning til bekymring, kan dette bevirke, at alt efter barnets alder suppleres disse med en børnesamtale. Dette tilsammen kan stå alene, som rigelig belysning af barnets perspektiv.

Andre gange giver børnesamtalen sammenholdt med oplysninger fra kilderne (udtalelser og vurderinger) anledning til udarbejdelse af en børnesagkyndig undersøgelse. For paragrafrytterne kaldes det en § 7-sag.

Vægter biologien højere end ligestilling, når mor og far ikke formår samarbejde og har et mindre fællesbarn?

I de komplekse børnesager, altså de sager som officielt omtales som højkonflikt og jeg omtaler som en pseudo-konflikt (falsk), opstår ofte tvivl om, hvorvidt samvær med en forælder taler for eller i mod. 

I disse situationer benyttes redskaber som overvåget eller støttet samvær, således Familieretshuset ved selvsyn kan vurdere situationen.

Udgangspunktet i Lovgivningen er, at det er vigtigt for barnet, at fastholde relationen til sin forældre, hvis dette taler for barnets bedste.

I børnesager hvor der er anklager eller reelt tale om vold, er der stor uenighed blandt fagpersoner, hvorvidt barnet vil kunne tåle et overvåget eller støttet samvær eller ej. Hvordan Familieretshuset vælger, at håndtere disse konfliktfyldte situationer er meget er forskelligt. Det forudsigelige er, at alt hvad som sker, er ganske uforudsigeligt.

Dilemmaet og samtalen går på flere vinkler. Holdningen er generelt, at man kan jo ikke holde et spædbarn fra sin mor, bare for en sikkerhedsskyld, indtil man kan få undersøgt om samvær nu er godt for barnet.  

Omvendt oplever fædre, at det gælder ikke dem. Det er et kæmpe samtaleemne og lige nu det helt store debatemne.

Er det biologien som skal vægte højest med argumentet, at moderen er den med den største tilknytning kvag biologien? Eller kan faderen være det i forhold til ligestilling og rettigheder? Det er her debatten og det helt store slagsmål mellem mødre, fædre og de populistisk og dermed partiske stemmer, vælger en side i den vinklede samlede samtale, og kæmper hårdt for at få ret. Endda lovgive i forhold til den vinklede krig. 

Emnet barnets tilknytning kvag biologien er et emne, ingen i samtalen tør eller har kompetencerne til, at berøre i dybden.

Er samtalen mon baseret på holdninger, meninger, "tro" eller har vi konkret viden?

Det bliver et interessant stort og vigtigt emne for sig selv, jeg vender tilbage til som et emne for sig selv.

Konkret er situationen, at spørgsmål med respekt for biologien, der til nu i samtalen undermineres og ignoreres.

Dermed på ingen måde anerkendes af far-vinklen, kunne til fars forsvar gå på: Er der situationer, hvor faderen er det lille barns bedste omsorgs- og tryghedsperson? Det spørgsmål hverken stilles eller undersøges af myndighederne.

Er den beskyttende forælder en far, er han altså ringere stillet end moderen, der i naturligvis også kan være en "karakterafviger. Det vil sige, at beslutninger i det Familieretslige System ofte bliver grundet myndighedernes tilgang, der lider under manglende faglighed og kompetencer, samt vilje til at sikre barnets bedste. 

Jeg håber, at denne forklaring giver mening!

Vi er i 11-time og klokken slår. 

Snart er det umuligt, at beskytte de sårbar og udsatte børn i Danmark.

Bliver fokus ikke på myndighedernes tilgang til børnesager, men på ligestilling og rettigheder, vinder krænkeren, der findes blandt mødre og fædre!

Det politiske narrativ er modsat virkeligheden, at det netop ikke handler om barnets bedste!

Uanset hvilken myndighed, instans eller 3-parts aktør der arbejder på børneområdet, er narrativet om barnets bedste i praksis altså modsat det, som udvises i praksis. Disse er fuldkommen ligeglade med barnet bedste. Fokus er på, at skabe ro. Det bliver begyndelsen på misforståede løsninger, der forværrer situationen for barnet markant.    

Vender vi lige tilbage i samtalen til de før omtalte overvågede eller støttede samvær, bliver disse ofte afvist med begrundelse manglende ressourcer.

Altså ikke baseret på et sagligt grundlag. Nej manglende ressourcer. Set i kombination med før omtalte, så er det jo i den grad et svigt af barnets rettigheder. Det vil sige, afvisningen er ikke som det kan være i situationer, hvor der er vold i spil, bedst for barnet.

Det bemærkelsesværdige er, at ofte afvises iværksættelse af en børnesagkyndig undersøgelse selv i de tilfælde, hvor der ikke findes nogen oplysninger om et barn ud over partiske oplysninger fra mor og far og indhentelse af udtalelser fra de fagpersoner der omgiver barnet.

Årsagen der er højaktuel, skal findes i følge Familieretshusets medarbejdere, at der er 1½ års ventetid. På den baggrund et nytteløst initiativ.

Når Familieretshuset skal vurdere i de komplicerede børnesager, hvor der ikke findes tilstrækkeligt materiale til at oplyse sagen, kunne en kritisk røst stille spørgsmålene: 

  • Hvad nu hvis barnet ikke kan tåle samvær? 
  • Hvad nu hvis barnet ikke kan tåle samværsafbrydelsen?

Her er det lovens klare udgangspunkt, at barnet har ret til samvær med sine forældre, medmindre dette er i strid med "barnets bedste". 

Den nemme "biologiske kort" trækkes altså ofte i Familieretshuset, når der er tale om småbørn i alderen 0-6 år, da man ikke kan belyse sagen grundet ressourcemæssige årsager.

På den baggrund må far ofte afvente til mor ønsker, at etablere samvær for barnet med sin far. Eller barnet får en alder, hvor barnet selv kan frembringe ønsker og ytre behov for samvær med sin far. Sker det, er barnet ofte 10-12 år på det tidspunkt.

Kritikken og fokus er på et par væsentlige detaljer:

  1. De langsommelige processer i Familieretshuset. I den samtale er syndebukken meget forståeligt Familieretshuset. Det glemmes blot i samtalen generelt, at det reelt er hele børneområdet, der befinder sig i en "omvendt undtagelsestilstand", og ikke "bare" Familieretshuset. Det gavner igen ikke samtalen, der er kørt fuldkommen ad sporet.
  2. Forældrerettigheder og her menes fars rettigheder i forhold til ligestilling om barnet. 
  3. Der ønskes lovgivning mod chikane og en forældre der lyver, skal kunne straffes.

Det er vel berettede kritik- og fokus punkter, eller hvad? 

Barnet har ret til samvær med begge sine forældre, medmindre

dette er i strid med "barnets bedste".

Spørgsmålet og tolkningen af begrebet, "hvad er barnets bedste”, står blottet til fri tolkning.

Det fremstår altså intet sted i loven, hvad der konkret menes. Det er ganske simpelt op til den børnesagkyndige undersøger, juristen på sagen i Familieretshuset og endeligt dommeren at vurdere, hvad er barnets bedste.

Kan du se problematikken?

Der samtales lige nu om ønsket, at der bør lovgives mod chikane, og en forældre der lyver, skal kunne straffes.

Jeg er fuldt ud enig i, at begge er problematikker der bestemt gør sig gældende i utallige børnesager. Udfordringen er her, at vi i Danmark ikke har fagpersoner, der kan vurdere, hvorvidt en forælder tale sandt eller falsk. Når en forældre forsøger, at forsvare sig mod anklager, har vi reelt ikke et system, der fagligt er klædt på til at vurdere bevismateriale. 

Jeg har fra to forskellige steder i Danmark en klientsag hvor jeg coacher en mor og en anden klientsag, hvor jeg coacher en far. Ens for begge sager, er at deres udfordringer er de samme, men det kommer til udtryk på hver sin måde - på trods af det som er sket bagud historisk er dog helt forskelligt. 

I den ene sag er der tungtvejende vejende beviser på, at barnet skal skærmes fra far. Det bliver barnet ikke, fordi undersøgeren i Familieretshuset mener, at årsagen til at barnet ikke vil have nogen former for kontakt til sin far, blot er grundet en mor der projicerer hendes angst over i barnet. I virkeligheden en mor der har skærmet sit barn for en ondskab Hr. og Fru Danmark ikke kan tåle at høre om i detaljer. I denne sag taler vi om psykisk og fysisk overgreb i den hårde kategori, de færreste vil tro på eksisterer i dagens Danmark. 

Det vil sige, at utallige overgreb ikke tages alvorligt i det Familieretslige System og der lyttes ikke til et barns nødråb, der i øvrigt bakkes op af samtlige fagpersoner i skolen, kommunen og det traumeterapeutiske rum. Tungtvejende dokumentation tages ikke for troende af systemets undersøger - en psykolog. Holdningen der udvises er, at barnet blot skal lære, at være sammen med sin voldelige far. Barnets far siger mor lyver og det tror undersøgeren delvist på, uden at lytte til barnet. Undersøgeren konkluderer, at barnet må være udsat for forældrefremmedgørelse, fordi graden af den beskrevne ondskab, kan på ingen måde være virkeligt - det må være en opdigtet historie. 

Den anden klientsag er en far, hvor det gradvist er lykkedes moderen, at fraholde mod barnets vilje, muligheden for kontakt til sin far og familie. Det endte i en resolution med samværsstop i Familieretshuset. Barnets psykosomatiske reaktioner blev år tilbage italesat af faderen i en underretning til kommunen - men mødte en partisk tilgang og fuldkommen passivitet. Barnets voldsomme reaktioner fortsætter i årevis. Barnet udsættes for den voldsomste psykiske vold, og når barnet går mod sin mor, ender det med en fysisk hårdhændet håndtering af moderen. Konfliktniveauet mellem forældrene er i denne sag bemærkelsesværdigt ikke eksisterende. Til gengæld er konfliktniveauet mellem barnet og moderen markant højt. For at dække over dette og forklaringer om barnets psykosomatiske reaktioner, sygeliggjorde moderen blot barnet. Det medførte en åben indlæggelse for barnet på hospitalet og efterfølgende et utal af speciallæger. Barnet måtte jo fejle noget. Barnet blev endda medicineret for at kunne være sammen med sin mor. En medicinering der ikke var nødvendig når barnet var hos sin far: Barnet kunne ikke komme af med sin afføring i det primær samvær med mor, men havde ingen udfordringer overhovedet blot ved tilstedeværelsen af sin far. Derfra kommer mit spørgsmål, kan en lort fortælle os noget?

Det lykkedes moderen at udelukke faderen fra samtlige fagpersoner der omgiver fællesbarnet, ved at trække voldskortet - far er voldelig mod hende og barnet og "jeg er et offer". Mors forklaring på det høje konfliktniveau mellem mor og barn, får faderen skylden for. Stalking by proxy mod faderen lykkedes moderen. Det lykkedes moderen, at få de fagpersoner der omgiver barnet, til at irettesætte barnet, når barnet beretter om overgrebene af sin mor.

Moderens forsøg på gaslightning af barnet er markant, men lykkedes dog ikke. På trods af barnets tydelige gentagende nødråb til et utal af fagpersoner der omgiver barnet, vælger disse igen og igen på ingen måde, at lytte til barnets stemme. Det vil sige, at barnets ignorerede og irettesatte nødråb, føles for barnet som endnu et overgreb på overgreb.

I børnesamtalen fortæller barnet tydeligt, hvordan ingen lytter til ham og derfor hader han også dommeren. Barnet vil væk fra mor og hjem til far. På trods af, at der i forbindelse med børnesamtalen længe ikke har været kontakt mellem barnet og faderen, får faderen skylden for at have præget barnet til en endda kritisk tilgang til alle de voksne der omgiver barnet, dommeren og sin mor.

Fælles for begge af disse to eksempler på børnesager er

  1. Fagpersonerne i systemet vælger udsagn fra en forælder højere, end et barn reelle nødråb og italesatte behov for beskyttelse.    
  2. Barnet tabes til en krænkende forælder.
  3. Volden mod barnet fortsætter uden voksenstøtte.
  4. Begrebet "forældrefremmedgørelse" siges i flæng, men i virkeligheden handler det om et barn som er "pårørende". Spørgsmålet er "pårørende" til hvad? 

Barnet har ret til samvær med begge sine forældre, medmindre

dette er i strid med "barnets bedste".

Dette står så til fri tolkning og ikke baseret på dybdegående undersøgelser med respekt, anerkendelse, og speciale fagligt i forbindelse med børnesager hvor der er tale om vold, psykisk, fysisk og seksuelle krænkelser.

Forældrefremmedgørelse og pårørende adfærd afhjælpes sjældent.

Et andet spørgsmål: Skal biologien vægte højere end den far, der bedst kan samarbejde og sikre barnet tilknytning til begge sine forældre bedst?

  • Vinder biologien kan en kritisk røst sige, er dette virkelig acceptabelt for det barn, der nu mangler en forælder i sit liv? 
  • Vinder biologien er dette så udtryk for manglende ressourcer og kompetencer af belysning af barnets perspektiv, at eneste løsning kan blive, en nødtvunget afgørelse om samværsstop? Eller vinder biologien grundet klokkeklar og korrekt vurderet grundlag - og er dette grundlag belyst forsvarligt efter alle kunstens regler? 

Omvendt er "ligestilling og fars rettigheder" det nye mantra.

Jeg forstår godt årsagen til, at fædre i barnets tidligere alder føler sig kørt ud på et sidespor. Min hypotese og påstand er netop mangel på dybdegående undersøgelser, som lider under fagligheden.

Det er min påstand, at blev barnets perspektiv belyst gundigt, sammenkoblet og i sammenhæng med en detektivmæssig tilgang til årsager til det dysfunktionelle i familien eller skilsmissefamilien, ville ligestilling og fars rettigheder ikke få plads i samtalen. 

FAKTA ER TYDELIG:

  • Blandt fædrene findes krænkeren.
  • Blandt mødrene findes krænkeren.
  • Forskning på børneområdet er baseret på den vinkel, forskeren ønsker at frembringe. Altså en partisk tilgang i måden der forskes på og i analysefasen. Det er min påstand, at der findes kun begrænset relevant forskning. Denne viden og indsigt burde give anledning til endnu dybdegående forskning, der tager højde og udgangspunkt i de meget dysfunktionelle dynamikker, der reelt er spil i pseudo konflikt skilsmisser. Det sker ikke.
  • Der er et kæmpe gab mellem psykologer og terapeuters vurderinger, baseret alene på holdninger og meninger, alt efter om de tager mors parti eller fars... Der findes reelt psykologer og terapeuter, der tager barnets parti - og via dedikeret faglighed kan belyse det hele billede, men dem der kan, er i fåtal og langt fra rigeligt. Den lille dedikerede og fagligt dygtige gruppes arbejdsmetoder spejler på ingen måde "systemets" tilgang. Giver det anledning til eftertanke?
  • Samtalen om hvad er bedst for det unikke barn sker ikke, fordi der konstant generaliseres, hvor der ikke kan generaliseres.
  • Der er altså bestemt situationer hvor mors "biologiske kort" ikke er ens betydning med, at det er bedst for barnet, men omvendt, at far varetager barnet bedst.

Intet er sort/hvidt eller enten eller. Beslutninger og samtalen bør igen baseres ud fra den unikke situation. Men grundet tilstanden i hele systemet, får de vinklede samtaler frit spil. I den samtale findes altså krænkeren - og krænkeren har frit spil - uanset biologien mellem kønnene.

Er det mon et problem? Især set i lyset af, at systemet svigter både i det kommunale og familieretslige system. Krænkeren har frit spil i dagens Danmark i 2022, uanset om denne er en mor eller en far.

Det er en af årsagerne til, at jeg mener, at samtalen er kørt fuldkomment ad sporet. Lovgives der, hvor der reelt ikke lovgives kan, grundet hele børneområdets tilgang og reelt befinder sig i en "omvendt undtagelsestilstand", svigter vi barnet.

Begrebet ”barnets bedste” står altså til fri tolkning.

Jeg har til nu forsøgt, at beskrive de børnesagkyndige undersøgere (psykologer), der konsekvent ikke forholder sig med en detektivmæssig tilgang i selve udredningen af barnets perspektiv.

Kombinerer du det med jurister og dommere, hvor tolkningen af en børnesagkyndig undersøgelse, er baseret på egne holdninger og meninger generelt og dermed udvises manglende evner og kompetencer i afgørelser, har du et utal af børn, der burde skærmes fra en forældre, men bliver ganske simpelt ikke.

Omvendt har du et utal af børn, der bliver fraholdt den ene forældre på forkert grundlag.

Det er fuldkommen galimatias!

Det typiske for beskyttende forældre i pseudo-konflikt sagerne er:

Jo længere barn og beskyttende forælder gennemlever ekstrem pres, jo mere reagerer kroppen og sjælen.

Typiske symptomer:

  • Har svært ved at skabe overblik
  • Koncentrationsproblemer
  • Utryg og bange
  • Angst
  • Tristhed, længsel og savn
  • Sorg
  • Følelsen af afmagt og forråelse
  • Søvnforstyrrelser
  • Skyld og skam
  • Social tilbagetrækning
  • Lavt selvværd

Fysiske gener

  • Mavepine og hovedpine/migræne
  • Rygproblemer
  • Spændinger i kroppen der kan virke lammende
  • Eksem og udslæt
  • Øjnenes syn kan ændre sig

Ofte svækkes immunforsvaret i en så alvorlig grad, at der udvikles sygdomme. Mange forældre udvikler eksempelvis kræft. Er der mon en sammenhæng?

Tilstanden bliver ofte præget af stress, angst.

– og derudover ende med depression eller andre psykosomatiske symptomer, og i de værste tilfælde udvikles traumer, der kan ende ud i en PTSD.

Det er for den beskyttende forælder svært at undgå den negative spiral. Og barnet modtager ingen eller fuldkommende forkert hjælp og støtte.

Det generelle træk fra systemet er:

  1. Enten placeres barnet hos den karakterafvigende forælder af domstolene.
  2. Eller kommunen tvangsanbringer barnet.  

Begge virkelighedsscenarier lever i bedste velgående under narrativet "barnets bedste" - og det tror Hr. og Fru Danmark så på!

Kids Rescue udfordrer gerne i en direkte offentlig samtale følgende medansvarlige:

Hvor er Børns Vilkår, Red Barnet, Børnerådet og øvrige børneorganisationer i denne samtale?

Hvor er advokat samfundet, socialrådgiver foreningen, psykolog foreningen ect.?

Kids Rescue holder samtlige fagpersoner, der enten direkte eller indirekte har indflydelse på disse systemmæssige overgreb ansvarlige!

Er du klar til at gå videre?

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
Pen
>