Snakken om ligestilling har taget overhånd!

Det sker generelt og bestemt også på børneområdet. Ligestilling er det politiske mantra, der over en bred kam bliver brugt på bekostning af børnene. Derfor er der tusindvis af børn, der hver dag befinder sig i en stor klemme mellem mor, far og systemet, fordi politikerne fastholder deres fejlslagne, eksperimenterende lovgivning. Snakken om ligestilling og forældrerettigheder har simpelthen taget overhånd.

Nogle mødre og fædre bekriger hinanden – men hvem er de? Det er typisk forældre, der i årevis har skullet gennemleve, eller fortsat gennemlever, en meget konfliktfyldt sag, fordi systemet svigter dem og deres børn. Det er typisk sager, hvor der er psykisk eller fysisk vold, måske involvering af seksuelle overgreb, begået typisk af en forældre, der lider af en personlighedsforstyrrelse eller er misbruger.

Kendetegnende for systemets håndtering, eller mangel på samme er, at systemet lader stå til, når den beskyttende forælder og barnet udsættes for overgreb og krænkelser. Systemet fastholder dermed reelt overgrebene og krænkelserne. Barnet fastholdes dermed i en verden af kaos, svigt og lidelser grundet den voksne der udøver dem, og et system, der intet gør for at stoppe det. Kids Rescue ønsker meget mere politisk og nuanceret overvågenhed omkring denne katastrofale konstellation.

De mange svigt fra myndigheder og instanser medfører derfor, at børn og forældre udvikler stress, depression, angst og PTSD, hvilket slider disse sjæle så meget psykisk og fysisk, at de bliver udbrændt – De er derfor typisk kendt under betegnelsen "de brændte mødre og fædre".

Gruppen vi kalder de "brændte mødre og fædre" findes i stort antal i de forskellige netværksgrupper på de sociale medier, og i flere foreninger, hvor de samles.

Og fordi de hver især har oplevet det ultimative svigt af sit barns mor eller far og efterfølgende systemet, får disse individer en tendens til at anskue samtlige sager i Danmark ud fra deres egen dårlige erfaring. Dette medfører ofte, at deres bidrag i samtalen bliver baseres på kønsbestemte løsninger, da deres erfaring er, at det andet køn svigtede. Dette bevirker derfor, at deres egen interesse i egen sag, bliver den gældende interesse de ser mainstream ud fra. Og deres udtalelser omkring disse sager, bliver dermed alt for ofte funderet i negative holdninger til det andet køn.

Disse scenarier opstår, fordi myndigheder og instanser ikke formåede, og ikke havde kompetencerne til at gribe ind med rette beskyttende handlinger fra begyndelsen.

Fronterne mellem kønnene, der befinder sig i disse situationer, er trukket skarpt op, når der samtales og debatteres i disse netværk. Hvert køn mener, systemet hjælper det andet køn mest. På den måde smides der hele tiden benzin på et bål, der i forvejen brænder med kæmpe flammer, og er umuligt at slukke. Den anspændte stemning bunder i mistro til systemet, på grund af reelle tragiske oplevelser.

De brændte mødre og fædre er således mennesker, der befinder sig i en langvarig livskrise, der ofte føles som et mareridt uden ende - og barnet befinder sig meget traumatisk for dem klemt og glemt.

Blandt de to fronter, mødre og fædre imod hinanden, findes krænkeren.

Det er en stor udfordring, når systemet hverken vil se eller anerkende, at der findes en krænker, fordi systemets opgave er, at systemet skal nå frem til, at barnets bedste altid er både mor og far, for det er politisk bestemt. Derfor er systemet ikke kritiske overfor løgne og manipulation, men ”køber" bevidst krænkerens historier.

Igen kan det konstateres, at hele miseren er centreret om det politiske niveaus bestemmelser, omkring hvilken måde de ønsker systemet skal håndtere børnesager på – hvor ligestilling mellem mor og far er vigtigere for politikerne, end barnets ret til et liv i tryghed, sikkerhed og med kærlig omsorg. Men så kalder politikerne det bare barnets ret og barnets bedste, for når det er defineret i ord, så skal forældre i Danmark gennem vold og magt, tro på, at det er sandt.

Dette står i skærende kontrast til den del af systemet, som kun indirekte er forbundet til det Familieretslige System, nemlig kommunerne. De udøver den ene tvangsanbringelse efter den anden.

Enhver dysfunktionel skilsmissefamilie har sin egen unikke historie.

På den baggrund er, hvad både mødre og fædre oplever, emner, der kunne skrives meget om. Jeg vil forsøge at beskrive et par eksempler på situationer.

Der er fædre, der oplever mødre, der krænker, udelukkende, fordi mødre ikke vil lade fædre være fædre for deres fælles barn. De fædre bliver frustrerede, og får følelsen af afmagt, når de ikke oplever ligestilling i praksis, og hjælp fra myndighederne til at sikre samvær med deres barn.

Så er der mødre, der oplever, at fædre begår overgreb imod dem og børnene. Disse mødre bliver frustrerede, og får ligeledes en følelse af afmagt, når de oplever, at ligestilling er vigtigere end barnets og deres sikkerhed.

Beskyldninger om, at mødrene i det første scenarie lider af en forstyrrelse, og at fædrene i det andet scenarie er psykopater, er ikke altid, men kan være, korrekte. Det skræmmende er, at myndigheder og instanser ikke agerer overhovedet, men lader disse typer af svigt fortsætte i årevis, hvorved børn og forældre nedbrydes.

En ting er de "brændte mødre og fædre" helt enige om:

Nemlig deres had til systemet, myndighederne og instanserne, fordi disse ikke forstår, og ikke vil håndtere, de massive konfliktsager, fordi politisk er dette ikke et ønskeligt scenarie.

Der er simpelthen ingen fokus på barnet - og det er virkeligt alvorligt! De problematikker børnene oplever – ender ofte med traumereaktioner, som systemet heller ikke ønsker at se eller anerkende. Her kom så lige en løftet pegefinger til kommunerne, der reelt er ansvarlige for den manglende rette hjælp og støtte - til både børn og forældre.