Current Progress
Current Progress
Current Progress
0% fuldført
Video

Undervisning & workshop

Begrebet "pårørende" tales der stort set ikke om...

Begrebet "pårørende" er et begreb, der gør sig gældende i nok 95% af de mest betændte børnesager i Kids Rescue. Giver det anledning til eftertanke i forhold til den fordrejede vinklede forældrefremmedgørelse samtale? Ja, fordi det betyder gruppen der reelt bliver udsat for, at blive vendt mod deres forælder, ikke får rette attention. OG, den store gruppe af "pårørende" er alene med sine invaliderende udfordringer, uden rette attention.

Derfor siger jeg FULD STOP og lad den nuancerede samtale begynde, baseret på virkeligheden og ikke forskruede narrativer!

Vær opmærksom på, at det jeg kommer ind på nu, er et følsomt emne og flere problematikker, kan være aktuelle på samme tid.

Jeg retter min fokus på gruppen af forældre, der har eller udviser en meget dysfunktionel og ensartet adfærd og gælder følgende tre grupper af forældre: 

  • Forældre med en sindslidelse
  • Misbrugere (pille, stoffer og alkohol)
  • Karakterafvigere (Dyssocial personlighedsforstyrrelse; psykopat, narcissist, sociopat mfl.)

Man kan diskutere, hvorvidt det er rimeligt at tale bredspektret og blande flere personlighedstyper med forskellige problematikker ind i samme samtale. Jeg vælger, at gøre det, fordi uanset hvilken af nævnte personlighedstyper og problematikker vi taler om, er belastnings syptomer og reaktioner på de pårørende, reelt de samme. 

Skal jeg hurtigt tage gruppen af forældre med en sindslidende i forsvar, er der dem, som har styr på deres sindslidelse. Dem som har lært, at tackle det for dem svære og udfordrende situationer og bevidste om, at de nære omkring sig, er pårørende til dem, som forældre med en sindslidelse. Hvor den sindsledende er fuldt ud bevidst om og erkender, at dette vilkår ligeledes mærkes hårdt for alle familiens medlemmer. 

Den bevidste og åbne sindslidende forældre, kan derfor naturligvis på trods af udfordringer, være en super god forælder. Så ingen forældre med sindslidelse, hører mig sige andet!

Problemet er, at oftest anerkender den sindslidende, misbrugeren, den dyssociale personlighedsforstyrede mfl. ikke, at det kan være invaliderende vilkår for de pårørende gennemlever, barn som voksen.

Et fællestræk uanset personlighedstype er helt konkret, at de netop ikke er i stand til at anerkende, hvad fællesbarnet og den anden forældre reelt gennemlever, tænker og føler. Det bliver helt eller delvist ignoreret og ikke eksisterende for den "dysfunktionelle" forælder. Opmærksomheden fra den "dysfunktionelle" forælder er primært udelukkende på egne behov. Altså disse personlighedstyper formår oftest ikke, at kunne tilsidesætte egne behov og sine børns forrest.

I disse scenarier er det ikke bare udfordrende og svært at mestre for de pårørende, barn som voksen, det er som oftest direkte ødelæggende menneskeligt. På den måde, påvirkes ofte hele familien i en mindre eller svær grad, når blot en mor eller far har en sindslidelse eller er misbruger. 

www.snak-om-det.dk og Psykiatrifonden produktion af “snak om det” tegnefilm rammer den meget lille målgruppe, hvor den sindslidende eller misbrugeren netop anerkender de overvældende problematikker for de pårørende. 

På den ene side, er der fantastiske positive initiativer "derude". På den anden side er der ingen foreninger eller organisationer, der arbejder med sindslidende eller misbrugere, der ved direkte henvendelse fra Kids Rescue, ytre ønske om nogen former for dialog om rækken af alvorlige problematikker.

Vi er i 11-time og klokken slår. 

Snart er det umuligt, at beskytte de sårbar og udsatte børn i Danmark.

Skal jeg lidt provokerende lave et slogan, der er sigende for denne afstandstagen, vil jeg gå modsat deres egne elegante narrativer sige modsat:

"Alt det vi ikke, må tale åbent om".

Det er altså ikke bare en udfordring. Det er et kæmpe problem!

Tænkt, at flertallets problematikker, som pårørende på ingen måde officielt bliver anerkendt for ikke bliver berørt af disse foreninger og organisationer. 

Igen lever narrativerne i bedste velgående med, at vi som samfund tror, at den rette hjælp findes, men i virkeligheden tabes den største gruppe af pårørende på gulvet, og disse foreninger og organisationer er indirekte medvirkende til det. 

Argumentationen for ikke at indlede dialog om det svære er, at de frygter, at samtalen vil overskygge deres ellers positive arbejde.

Min sympati for disse foreninger og organisationer, der reelt udviser "pårørende adfærd" ved netop ikke, at ville tale om det svære, giver anledning til stor eftertanke. De modtager ligeledes statsstøtte eller modtager økonomiske bidrag via deres samarbejde med staten. Er der mon endnu en gang en sammenhæng? 

Den barske virkelighed er hårdt og kontant: Trækker den raske beskyttende forældre i nødbremsen før, under eller efter samlivsophør, kan det blive begyndelsen på et langvarigt og ressourcekrævende system-helvedes-forløb. 

Den sindslidende eller misbrugeren bliver endda oftest beskyttet af de fagpersoner, der i psykiatrien eller misbrugscentre forholder og udtaler sig om deres patient. Oftest ses udtalelser der går langt udover både disse fagpersoners kompetencer, og de har absolut ingen viden om den hele familie.

På den måde anerkendes den beskyttende forældres udsagn og vurderinger i en lille, mindre og svær grad oftest på ingen måde.

Dette er et eksempel på udtalelsernes indflydelse i børnesager, hurtigt overskygger reelle problematikker, der aldrig bliver undersøgt, da undersøgelser primært er baseret på udtalelse. 

Udtalelserne reelle indflydelse i børnesager

Uddrag fra undervisningsmaterialet "Bliv din egen sagsleder og pilot i dit skilsmissebarns liv"

Det opleves ofte, at den “dysfunktionelle” forælder får vendt egne udfordringer over på de pårørende (børn og voksne).

I flæng kaldes dette for forældrefremmedgørelse. I virkeligheden er det den omtalte "pårørende adfærd", der er bringes i spil.

Når det sker for den beskyttende forælder, kan det opleves som særdeles overvældende. Ofte bliver situationen uoverskuelig og mange pårørende (børn og voksne), kan have svært ved at sætte ord på, hvad som reelt sker med dem og hvorfor. Sker dette, kan det være svært for de pårørende at finde ro, forudsigelighed og balance i hverdagen.

Det er for mange pårørende (børn og voksne) særdeles traumatiserende. Det ender for mange i stress, udbrændthed, depression og nogen ender med PTSD. De “raske” kan blive “syge” af den sindslidendes / misbrugerens adfærd og handlemønstre.


Karakterafvigeren er en farlig størrelse og svær at spotte.

Det er en helt anden problematik. Det er her, vi har at gøre med narcissisten, sociopaten eller psykopaten m.fl. at gøre, altså det jeg kalder for "karakterafvigeren".

Disse adfærdsmønstre kan gå fra, at dette udvises i få situationer til den rendyrkede og systematiske ondskab.

De pårørende til disse personlighedstyper, udviser det jeg kalder "pårørende-adfærd". De er presset helt ind til knoglerne. Det er oftest samme syptomer som gruppen af pårørende til en misbruger eller sindslidende. Når de reagerer, har systemet tendens til, at mistolke de pårørende der helt naturligt og sundt - reagerer.

Disse forskellige kategorier af personlighedstyper går ofte under radaren og spottes ikke af den uerfarende fagperson. Og uerfarende og inkompetente fagpersoner er der ikke bare alt for mange af - det vrimler med dem i systemet.

På arbejdspladsen eller blandt venner og familie udviser disse personlighedstyper til sin ydre verdenen en positiv side af sig selv. Indenfor hjemmets fire vægge udvises modsat en adfærd, hvor den psykiske og fysiske vold folder sig ud. Det går fra "småting" der føles overvældende for familiens medlemmer, til den rendyrkede ondskab, men vold psykisk og fysisk. Det er her, hvor de seksuelle overgreb kan få frit spil. 

Gaslightning, wictim blaiming og stalking by proxy får frit spil. 

Ofte udøves stalking by proxy, wictim blaiming og gaslightning mod den beskyttende forældre og barnet. Begreber systemet ikke anderkender eller ikke udviser dybere kendskab til generelt i deres undersøgelser. Er det mon en udfordring? Er det nu vi bruger et stærkere ord, det er katastrofalt.

Dette er oftest årsagen til, at konflikter der tager overhånd opstår, og ender i det myndighederne betragter som en højkonflikt skilsmisse, men jeg i Kids Rescue kalder for en pseudo konflikt.

Det er en menneskeret, at beskytte sit barn og sig selv. Modsat bliver det hurtigt meget kompleks og uoverskueligt... og umuligt for mange!

Mange pårørende lever i årevis med håbet om, at snart bliver det bedre. De oplever derved, at fokus er været på de få gode dage, hvilket ofte medfører alvorlige symptomer og reaktioner hos familiemedlemmerne. Det sker alt for sjældent, at familier modtager rette hjælp og støtte, hvorfor det ofte ender med ophævelse af samlivet. 

Mange bliver som “pårørende” så påvirket og berørt, at behovet for at træffe svære beslutninger, bliver større og større for hver dag der går.

På skalaen 0 – 10, hvor niveauet 10 er grænsen for hvad man som menneske kan holde til, oplever mange, at det familien reelt gennemlever, at niveauet reelt overskrider max grænsen 10 og ofte over en alt for lang årrække.

Det er en menneskeret og helt i orden, hvis det opleves, at grænsen er nået og behovet for at trække sig er afgørende nødvendigt.

Staten gør sit til, at denne menneskeret for at trække i nødbremsen ikke kan efterleves. Det betyder, ofte har samlivet været ophørt længe, måske årevis. Desværre barnet befinder sig alene i samværet med den "dysfunktionelle" uden beskyttelse og uden rette hjælp og støtte.

Barnet og den beskyttende forældre befinder sig midt inde i nålen øje og frit-flad-kaos er det nye overvældende vilkår. Mødet med system-helvede-danmark bliver oftest til endnu en række systemmæssige overgreb.

Statens måde at håndtere det, de kalder for de "komplicerede højkonflikt" børnesager, skal have en ende - men det er netop her samtalen er kørt fuldkommen ad sporet.

Barnet som pårørende mistolkes af fagpersonerne, der omgiver barnet!

Vi taler om den sårbar og udsatte gruppe af børn, der har en sindslidende, misbrugsforælder, narcissistisk og psykopatisk forældre m.fl. og gennemlever et dysfunktionelt familiemønster.

Er barnet belastet yderligere af ophævelse af samlivet og befinder sig klemt i konflikten mellem mor og far, bør du som forælder være særlig forsigtig og opmærksom.

Børns adfærd varierer meget og på sin unikke måde og kommer meget an på, årsagen til det dysfunktionelle, som de har gennemlevet og gennemlever.

Der er de børn, som har behov for at kontrollere, hvordan den “dysfunktionelle” forælder har det. Det kommer til udtryk i rigtig mange forskellige situationer. På den måde oplever barnet forælderen både når det går godt og når det er rigtigt slemt. De synes det er synd og vil gerne gøre alt for at deres “dysfunktionelle” forælder får det godt. I den proces tilsidesætter barnets sig selv.

Andre børn er bange eller har angst, hvorfor de indfrier den “dysfunktionelles” forventninger. Det sker ofte i de situationer, hvor de udsættes for reelle overgreb psykisk eller fysisk.

Uanset situationen udvikler og tilpasser barnet sine coping strategier, således de kan være i det. Den adfærd kommer til udtryk i deres adfærd, symptomer og reaktioner i forskellige sammenhænge, som de voksne der omgiver dem meget sjældent spotter eller ofte misforstår. På den baggrund er Kids Rescue ikke enig med Mary Fondens, Børns Vilkår og Red Barnets undervisning til pædagogger og skolelærere, baseret på fejlslagende konklusioner  i “alle for en mod mobning”.

Når børn reagerer, forsøger de at fortælle de voksne "noget", der som hovedregel mistolkes, hvorfor alt for mange børn går alene med deres hemmeligheder…

Erfaringen viser tydeligt, at disse børn ofte:

  • Tilsidesætter egne behov for at tilfredsstille og glæde den “dysfunktionelle” forælder.
  • Ikke sætte sine egne grænser.
  • De har behov for at kontrollere, hvordan den “dysfunktionelle” forælder har det.
  • Har svært ved, at håndtere konflikter og bruger ofte uhensigtsmæssig megen energi på at undgå dem.
  • Har udadagerende eller indadagerende adfærd.
  • Ikke kan mærke egne behov, og derved ikke sætte ord på, hvad de tænker og føler.
  • Kan ikke mærke egne følelser, hvorfor barnets handle mønstrer, kan blive en spejling af den “dysfunktionelle” forælder.
  • Er meget følsomme og sensitive.
  • Har let ved at græde, eller for at beskytte sine følelser, bliver hårde i tonen.
  • Hemmeligholder hvad de ser, hører og oplever derhjemme.
  • Føler skyldfølelse og skam.
  • Har angst og følelsen af være ked af det, uden at kunne sætte ord på hvorfor.
  • Mange børn har angst for, at de selv er syge, ligesom sin syge mor eller far.
  • Misforstås af systemet når barnet har symptomer og reaktioner, hvorfor mange af disse børn får diagnosen ADHD eller ADD m.fl.
  • De oplever tiden i daginstitutionen eller skolen som et frirum.
  • Mange får udfordringer og kommer bagefter fagligt, grundet koncentrationsbesvær og tankemylder. Nogle børn skaber modsat ro i hovedet ved, at fordybe sig i det faglige, fordi så er barnet fri for tankemylder.

Vi er i 11-time og klokken slår. 

Snart er det umuligt, at beskytte de sårbar og udsatte børn i Danmark.

At være pårørende er en af de sværeste ting i livet at komme til livs. 

Det kan være hæmmende for et barns sociale udvikling og trivsel, og konsekvenserne kan blive fatale.

Børn der er pårørende, kan gennemleve mange forskellige ting. Det kan være:

  • Fysisk vold
  • Psykisk vold
  • Utallige bliver manipuleret og derved vendt mod den anden forælder og nogle gange søskende eller bonusforælder.
  • Sexuelt misbrug eller mistanke om sexueltmisbrug.

Kids Rescue’s oplevelse er, at detektivtilgangen alt for sjældent sker hos myndigheder og instanser, hvorfor rette hjælp og støtte til børn oftest ikke sker.

Det vil sige, at hvad barnet har gennemlevet, gennemlever, tænker og føler bliver stort set aldrig undersøgt og kortlagt af rette fagpersoner.

Det går galt i allerede i børnesamtalen.

Når kommune og Familieretslige system samtaler med børn, der er massivt klemt i skilsmissen mellem sine forældre, er det min erfaring i Kids Rescue, at der som oftest stilles spørgsmål til hvad barnet ønsker. De fleste vil sige, det er korrekt og rigtigt fint at stille spørgsmål om barnets ønsker, men det er reelt et kæmpe problem.

Udfordringen er blot, at et barn der er pårørende til en sindslidende, en misbruger eller karakterafviger, giver som oftest udtryk for ønsker, som er baseret på den optimale idylliserende verden. Ikke mindst hvad de reelt savner, og håber på vil ske.

Børn der er pårørende, får en pårørende adfærd og det er de færreste børn der er i stand til at sige fra og sætte grænser. Det er de voksne der omgiver dem, der skal spotte, hvad hvert unikke barn har af behov.

Er barnet massivt klemt mellem den raske og den “syge” forælder, og der er uenigheder om bedste løsninger for barnet, går barnet ofte ind og beskytter den “syge”. Barnets ønsker bliver som oftest en spejling af den “syge” forældres ønsker.

Pizza & Cola børnesamtalen.

Det er min erfaring, at når disse børn kommer til en børnesamtale eller samtaler med de voksne der omgiver dem, ender samtalen i det jeg kalder for “pizza og cola” samtalen. Jeg bruger det udtryk, fordi vi godt ved, at ønsker et barn “pizza og cola” morgen, middag og aften, skal vi som de voksne på barnets vegne sige fra og fortælle dem, at den går ikke… Det er reelt det, vi oplever som sker, når et barn der er pårørende skal beskrive, hvad de ønsker i forhold til samvær og bopæl.


Det er ret uheldigt, at fokus er på myndighedernes fokus på barnets ønsker og at indfri dem, frem for at have fokus på hvad barnets behov reelt er. Ved myndighedernes “pizza-cola-adfærd, fastholdes børnene dermed reelt i deres pårørende-rolle. Det får fatale konsekvenser både på kort sigt, men også i forhold til barnets fremtid.

Har et barn angst for den “syge” forælder, fordi overgrebene fortsætter, er der børn der får et meltdown – altså hele deres verden bryder sammen, og vil ikke på samvær. Når det sker, mistolkes eller vendes årsager oftest af fagpersonerne, der omgiver barnet. På den måde, bliver barnet udsat for overgreb flere gange.

Barnets ønske om samværsstop er et behov, ikke alle børn kan få indfriet. Barnet oplever oftest, at den “beskyttende” forælder ikke kan beskytte dem mod myndighedernes beslutninger og afgørelser. Barnet mister tillid til alle de voksne også deres beskyttende forældre, de oplever ikke kan beskytte dem.

En del af disse børn, placeres hos den "dysfunktionelle", der i mange tilfælde modsat, projicerer årsager til barnets voldsomme symptomer og reaktioner over i den beskyttende forælder. Situationen kan blive lige fra mindre eller begrænset samvær til samværsstop med den beskyttende forælder.

Min påstand er, at "skurken" er ikke den syge, dysfunktionelle forælder, der blot udviser en destruktiv adfærd, der kan være farlig og ødelæggende for barnet. Et menneske kan ikke gøre for, at de er "syge". Den virkelige skurk er staten og samtlige fagpersoner der omgiver barnet, som på ingen måde træder til i nødens stund med rette tiltag, hjælp og støtte.
Den ubevidste inkompetence lever i bedste velgående uden nogen modige fagpersoner, sætter hælene i med et FULD STOP SKILT. De tror så stærkt på, at de ved en helt masse, men ved ikke, at de i virkeligheden ikke ved noget som helst. Vi vender altid tilbage til før nævnte udtalelsernes indflydelse.

Er du klar til at gå videre?

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
Pen
>