Current Progress
Current Progress
Current Progress
0% fuldført
Video

Undervisning & workshop

Kommunernes definition af begrebet ”samarbejde”.

Dette kan opleves i forhold til nytte løse initiativer, der tvinger forældre til samarbejde, men i virkeligheden virker modsat.

For at nævne to ud af mange initiativer, som i kommunerne betragtes som et gavnlig kort til løsning af problematikker i de komplicerede højkonflikt skilsmissefamilier, er familierådslagning også kaldet familierådgivning. Et andet kort der ofte kommer i spil i kommunerne er familiebehandling. Begge initiativer er kommuners nyere sort. Altså de tror selv, at det er fantastiske initiativer, men er det oftest ikke. 

Kommunerne har en række standard tilbud, hvor unikke problematikker trækkes ind i en af disse standard-kasser. Jeg nævner her to af de gense og almindeligt benyttede. Når en forælder bliver tilbudt et hvilket som helst initiativ til barnet eller familien, der set med forældre øjne tydeligt skader mere end gavner, så skal ingen være i tvivl om, at i ordet tilbud ligger der implicit en forventning til et ja-tak. Altså et ja-tak man som mor eller far ikke, kan takke nej til.

Et nej-tak med ønske og anmodning om et andet og skræddersyet tilbud, der netop ville gavne barnet, forælderen og familien, er der enorm stor risiko for, at dette altså vil blive betragtet som ikke samarbejdsvilje! 

Fastholder man som mor eller far den alternative bedre løsning, men der er uenigheder mellem forældrene, medvirker kommunens tilbud yderligere som en splitting, hvor kommunen finder "samarbejde" med den ene forældre, og den anden kan sættes i båsen "usamarbejdsvillig". Denne forælder bliver oftest endda fremstillet som konfliktoptrappende. 

De typiske problematikker for barnet:

  • Måske opdager ingen af fagpersonerne, der omgiver barnet, at det er udfordret ud over, hvad barnets personlige grænser kan holde til, hvorved handlinger der kan støtte barnet, måske ikke iværksættes.
  • Måske tolker fagpersonerne barnets reaktioner forkert. Hvilket måske kan medføre, at handlinger iværksættes, men disse kun gør det værre.
  • Måske er forældrenes konflikt så voldsom, at fagpersonerne ikke kan gennemskue fakta, og måske medfører det, at kernen i barnets problematikker bliver uklare.

Følelsen af afmagt bliver stor, når man som mor eller far oplever, at kommunen ikke spotter problematikker, og ens barn dermed ikke får korrekte professionelle hjælp. Ofte ignoreres den beskyttende forælder, der netop ønsker samarbejde, men grundet uenigheder, tolkes dette modsat.

Ofte er man som "beskyttende" forælder alene om at spotte de alvorlige problematikker, der reelt kræver akut attention, der ikke sker. Det kan blive begyndelsen på et rigtig hårdt forløb. 

I pseudo konflikter er samarbejde mellem mor og far umuligt.

Det betyder, at initiativer fra kommunerne bliver oftest fuldkomment uansvarlige, da disse initiativer oftest virker som benzin, der smides på bålet.

De beskyttende forælder, der kæmper for bedste løsninger for sit barn, er bevidste om, at i børnesager er der en risiko for, at en kommune kan og vil bestemme over dig og dit barn. Derfor skal du være skarp på, hvordan konkrete velbegrundede ønsker til initiativer kan italesættes til kommunen. Det er en svær øvelse, kun de færreste kan uden den rette professionel hjælp og støtte.

Den ene beskyttende forælder efter den anden tør sjældent sige fra over for kommunes tilbud, der med vold og magt skal trumfes igennem.

Siger man som forælder nej tak, endda velbegrundet med egne betragtninger til bedste løsninger, vil kommunen som førnævnt oftest se på dig som ”usamarbejdsvillig” og måske endda "konfliktoptrappende".

Sker det, er der yderligere stor risiko for, at kommunens udtalelser til en bopæls- eller forældremyndighedssag, vil skade den beskyttende forælder. Det sker ved, at udtalelser inddrages som troværdig viden i det videre sagsforløb i Familieretten.

Konsekvensen kan blive, at kommunes unuanceret og forfejlede udtalelser tillægges afgørende værdi af domstolene, således eneforældremyndigheden ender alt for ofte med, at tilgå krænkeren.

Er der tale om en pseudo konflikt, hvor der er tale om psykisk eller fysisk overgreb på fællesbarn eller den ene forælder, ignoreres dette oftest af kommunen fuldkommen, ene og alene ved den uprofessionelle tilgang der generelt udvises.

Kommunernes tiltag modarbejder reelt enhver form for detektivmæssig tilgang til at få af- eller bekræftet påstande fra en forælder, der kan inddeles i: 

  1. Falske anklager i ond tro.
  2. Falske anklager i god tro
  3. Reelle anklager

Uanset hvilket scenarie der kan være i spil, kræver det massive og intensive initiativer når et barne- og familiesituation skal belyses og afhjælpes. Afgørende initiativer der sker stort set aldrig bliver initieret i kommunerne. 

Utallige børn og forælder der er psykisk eller fysisk voldsofre, udsættes helt fatalt for traumatisering via stalking by proxy - dette sker ved kommunernes forfejlede tilgang. 

Det er et ganske alvorligt systemmæssigt omsorgssvigt.

Jeg ser ofte i Kids Rescue børnesager, når stalking by proxy og victim blaming er i spil, at den karakterafvigende forældre fortæller opdigtede historier om den beskyttende forældre til 3. part.

Det kan ske til fællesvenner, familie, eller de fagpersoner som omgiver barnet, som pædagogen på stuen i daginstitutionen, skolelæreren eller skolelederen, sundhedsplejersken, lægen ect.

På den måde får den karakterafvigende forældre, en eller flere til at vende sig mod den beskyttende forældre. Den karakterafvigende forældre får på den måde de fagpersoner til at tro på usandheder om den beskyttede forældre.

Disse fagpersoner forholder sig ikke kritisk og tager de opdigtede historier for troende. Det kendetegnende ved denne situation er, at de ikke konfronterer den beskyttende forældre, med den viden de modtager.

Den beskyttende forældre opdager disse falske historier, når det karakterafvigeren har fortalt, bliver videregivet i udtalelser som noget fagpersonen ved, eller har selv har oplevet.

På den måde går 3. part ubevist karakterafvigerens ærinde og en smedekampagne med ofte uhyrlige fri fantasi historier.

Ofte bliver den beskyttende forældre spillet ud mod 3. part på en måde, hvorved der skabes en dårlig stemning eller reel konflikt - det er den perfekte opskrift til opnå fagpersonernes stereotypiske tilgang, og opfattelse af den beskyttende forælder som ikke samarbejdsvillig. 

På den måde formår den karakterafvigende forældre både at krænke den beskyttende forældre og skabe splid mellem de fagpersoner, der omgiver fællesbarnet. Det er ganske alvorligt når fagpersoner på den måde, bliver medløbere til den psykiske vold barn og forældre har været udsat for.

I tvangsanbringelses sager udviser socialrådgiveren og plejeforældre ofte samme beskrevne handlinger. Det er en effektiv måde at køre biologiske forældre ud på et sidespor eller helt over. Konsekvensen bliver, at deres barn enten helt eller delvist bliver udelukket kontakt til forældre. Barnet udviser tydelige tegn på coping strategier, der ikke fanges af de tunnelsynede fagpersoner, som omgiver barnet.

Kommunerne tager ikke ansvar.

Kombinerer vi de såkaldte fagpersoner i kommunerne med en ledelse, der ofte udviser unødigt magtmisbrug og fralæggelse af ansvar, når der fejles alvorligt, finder du det systemmæssige overgreb på et barneliv. 

Ofte bliver en første kontakt med ønske om konkret hjælp fra kommunen til et årelangt forløb. I det forløb er det mere normalen end undtagelsen, at udskiftningen af socialrådgivere på en konkret børnesag er stor.

8 til 12 forskellige socialrådgivere over sådanne et forløb er helt normalt. Det skaber kaos og den beskyttende forældre skal bruge mange ressourcer på, at samle op på de tabte informationer i et socialrådgiver skifte. Det er næsten umuligt. Ingen af socialrådgiverne sætter sig ind i historiske og vigtig informationer tilgået akterne. Procesfejl fejes meget elegant ind under gulvtæppet. En stereotypisk tilgang fastholdes eller videreføres af den nye socialrådgiver.

Mange socialrådgivere stopper på grund af stress andre udskiftet med bevidst overlæg. Det er en måde, at kommunerne kan dække over fejl.

Kommunens tolkning af samarbejde strækker udelukkende i det omfang, at du ikke påklager afgørelser baseret på enten ubevidst inkompetence eller reelle procesfejl. Sætter man som forældre hælene i og går konstruktiv imod strømmen af fejl og mangler, bliver forælderen altså sat i båsen "konfliktoptrappende" og ikke samarbejdsvillig.  

Kommunerne vil altså ikke erkende sags- og procesfejl.

Det kræver omfattende menneskelige og økonomiske ressourcer for en forælder, når det sker. Og selv når sags- og procesfejl er tydelige og dokumenterbare, fejes disse smidigt og elegant ind under gulvtæppet - endda i situationer med Kommunernes Landsforening i ryggen. Fejl skal holdes hemmeligt og kommunerne må ikke erkende fatale fejl.

Naturligvis kan Ankestyrelsen inddrages. I Ankestyrelsen handler det udelukkende om sags- og procesfejl, hvorfor man som mor eller far nemt kan lade sine følelser tage over i den skriftlige kommunikation. Desværre dækker Ankestyrelsen alt for ofte over kommunernes forfejlede tilgang. De forholder sig udelukkende til tydelige procesfejl, en kommune efterfølgende nemt kan justere ind, så fejl sløres og herefter nemt kan fejes ind under gulvtæppet. Dette uden nogen former for konsekvenser eller indgriben. 

Familieretshuset definerer modsat kommunen begrebet ”samarbejde” alene med vægt på, at forældrene skal overholde samværsresolutioner.

Det betyder primært i praksis, kan mor og far hente og bringe deres fællesbarn til tiden, og overholde aftaler ifølge forældrenes samværsresolution (aftale på skrift), betragtes dette af Familieretshuset som samarbejde. 

Sekundært ses et tydeligt mønster, når mor og far er uenige om hvad de finder bedst for fællesbarnet i forhold til trivsel, sundhed, helbred og udvikling. Det betyder, at det som er sket eller sker i kommunalt regi, kan få betydning for den børnesag, der er endt i det Familieretslige System. 

Den forældre der går mod anbefalinger fra "korrekthedskassen", vil oftest betragtes som en ikke samarbejdende forældre.   

Det gør sig gældende i forbindelse med alternative meninger og holdninger og forældrene er uenige om: Hjemmeskole, ingen vacciner, ingen medicin, ikke anerkender diagnoser på fællesbarnet, fokus på alternative behandlinger ect.

Det er ikke bare svært, men oftest umuligt, at gå mod anbefalinger fra systemets fagpersoner, der fokuserer på "korrekthedskassen" og ikke åben for andre løsninger, der kan tale for barnets bedste. 

Det er meget svært for en forælder, at se behov for sit barn, der ikke matcher "korrekthedskassen".

Familierettens (domstolens) opfattelse af begrebet ”samarbejde”, fremkommer helt konkret i forbindelse med enighed om ganske få ting.

Det er noget så simpelt som enighed mellem mor og far om barnets navn, religion og overholdelse af afgørelser og aftaler som, at hente og bringe til tiden.    

Det betyder i praksis, at hvis den karakterafvigende krænker blot indvilliger samarbejde om dette, kan det blive fribilletten til at fortsætte med at tyrannisere.

For den beskyttende forælder, bliver det enten svært og ressourcekrævende, når det findes nødvendigt, at få ophævet den fælles forældremyndighed. Oftest bliver ressourcer menneskeligt og økonomisk spildt, da ophævelse efter domstolenes tilgang oftest er umuligt.

Domstolene lægger stor vægt på, hvem af forældrene der er bedst til at "samarbejde", samtidigt ser de på, hvem af forældrene der i det samarbejde bedst, kan sikre samvær.  

Vi er i 11-time og klokken slår. 

Snart er det umuligt, at beskytte de sårbar og udsatte børn i Danmark.

Alt for mange beskyttende forældre, kan i deres "kamp" for at beskytte deres barn, ikke indfri systemet tilgang til samarbejde.

Det medfører, at de "taber" ved at gøres forkert og med systemets øjne, dermed ikke evner samarbejde. 

Fokus er på det forfejlet tolkede begreb "samarbejde" og ikke på bedste løsninger.

Taler vi om samarbejde, hvor samarbejde på ingen måde er muligt i forhold til systemet tilgang, fejler vi altså som samfund!


Kerneproblematikkerne for barnet og den beskyttende forældre er, at de er pårørende til en “karakterafvigende” forælder, der lider enten af en personlighedsforstyrrelse, udviser psykopatiske og/eller narcissistiske træk - oftest ved vi ikke, hvad der reelt ligger bag årsager til den dysfunktionelle adfærd. Det kan være en ubehandlet sindslidelse, eller har et alkohol-, stof-, eller pillemisbrug.

Barnet og den beskyttende forælder bliver altså udsat for overgreb. Det kan være fysisk og/eller psykisk vold, overgreb af seksuel karakter, grænseoverskridende eller intimiderende adfærd.

Det første forældre i disse situationer gør, er at kontakte "den bedste stjerne advokat". Forventningen om at advokaten lige kan fikse det, som fikses skal, er stor.

Alt for mange forældre bliver en erfaring rigere: Advokaterne svigter massivt generelt, da de hverken har tiden eller modet til at sige fra offentligt - advokatsamfundet kender godt til alvoren og problematikkerne, men fortsætter blot med, at berette om, hvor dygtige de er som eksperter i børnesager. I virkeligheden er det for advokaterne blot en sag de meget overfladisk og uansvarligt sagsbehandler, som de efterfølgende kan sende en faktura på. Det er en ulækker børneindustri, der blot holdes i live som et nemt tjent levebrød.

Begrebet samarbejde, tolkes altså forskelligt og ordet og opfattelsen af dette ord, fremkommer meget forskelligt når "system-orkesteret spiller med flere system-diagenter".

Som mor eller far er det bestemt en alvorlig udfordring, når kommunernes familieafdeling, Familieretshuset eller Familieretten ikke har en fælles definition af så væsentligt et begreb?

For forældre der befinder sig i en verserende børne- og familiesag, er det vigtigt at tage højde for, at begrebet samarbejde mellem forældre, tolkes og bruges forskelligt alt efter, hvilken myndighed der indblandes i børnesager. 

Kids Rescue vil arbejde på, at få fastsat tydelige begrebsafklaringer. 

Er du klar til at gå videre?

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
Pen
>