Begrebet og emnet samværschikane har gennem alle årerne været en kendt problematik.

Hvordan det kommer til udtryk i børnesager er meget forskelligt. 

Det er min erfaring, at Familieretslige system og kommunerne ofte bliver partisk i deres tilgang. De tager ofte udgangspunkt i den “karakterafvigende” og krænkende forældres situation, udlægning og version af hændelsesforløb, herunder i påstande, der ikke kan underbygge med dokumentation, frem for i årsagen til pseudo-konflikten og børnenes mistrivsel.

Det vil sige, at fagpersonernes (der omgiver barnet) holdninger og syn bliver en spejling af den “karakterafvigende” og krænkende forælder.

Det betyder, at myndighederne ikke forholder sig nysgerrigt og undersøgende i forhold til, hvorfor et barn mistrives, og har en bekymrende adfærd. Når det sker, hjælper en kommune reelt en chikane og overgrebsforælder til at fastholde sin chikane, men nu med loven i hånden. Kendt som stalking by proxy.

Der er endda masser af eksempler på en bopælsforælder, der får frit spil til at gå imod afgørelser i Familieretten. Det ender med, at det konflikt niveau bopælsforælderen skaber alene, medfører reducering af barnets samvær eller helt ophør.

Vi kan ikke tale om emnet samværschikane uden, at samtale om alle de øvrige begreber, hvor tilgangen fra systemet, selv medvirker til chikanen. Trækker jeg mine påstande fra modul 2.2.4 | Højkonflikt tilbage i samtalen, handler det ikke om mor eller far, men om begreberne ”beskyttende” og ”karakterafvigende” forælder som erfares kommer til udtryk i situationer som:

1. Bopælsforældre, som ikke kan beskytte børnene mod den “karakterafvigende” samværsforældre.
2. Samværsforældre, som har mistet børnene til den “karakterafvigende” bopælsforælder.

Når den "karakterafvigende" forælder får eneforældremyndigheden på barnet.

Det forudsigelige i børnesager er, at alt hvad der sker er uforudsigeligt. Det gælder ligeledes i en Familieretten, der skal beslutte hvad der er bedst for et barn.

Er pseudo-konflikten høj og rettens tilgang og vurdering er, at det blot handler om en højkonflikt, medfører dette ikke de nødvendige psykologiske undersøgelser af forældrene og barnet. Deres gennemgående holdning er, at barnet vil få det bedre hvis der skabes ro. Familieretten vurderer når det er åbenlyst, at samarbejde mellem forældrene er umuligt, at give den ene forælder eneforældremyndigheden.

Vi er i Kids Rescue for så vidt enig i, at ro er nødvendigt, når der er tale om pseudo-konflikter.  Vi er ligeledes enige i, at eneforældremyndigheden ofte er bedste løsning. Det er blot et kæmpe problem for barnet, når det bliver den “karakterafvigende” og pseudo-konfliktskabende forældre, der får det fulde ansvar for barnet.

Når den "beskyttende" forælder udelukkes muligheden for at beskytte barnet.

Det første der sker, når den “karakterafvigende” forælder får eneforældremyndigheden er, at den “beskyttende” forældre enten minimeres eller helt udelukkes barnets liv. Det betyder kontakten til daginstitutionen, skolen, og muligheder for alt der vedr. barnets sundhed og trivsel. Ja selv kommunens Familieafdeling udelukkes den “beskyttende” forælder for.

Det vil sige, alle væsentlige beslutninger og tiltag, for at hjælpe det traumatiserede udsatte barn, ikke længere er muligt for den “beskyttende” forælder.

Vi har flere eksempler på, at “karakterafvigende” forældre, der som det første stopper barnets psykologiske eller terapeutiske behandlingsforløb eller helt nægter, at sætte det i værk.

Chikane-lovgivning fra 2015 signalerer, at chikane ikke er ok. 

Dette kan jeg tilslutte mig, men problemet er, at beskyttelsen af et barn, ligeledes kan karakteriseres som chikane, fordi manglende udlevering til samvær er chikane.

Udfordringen omkring chikanepakken, der i øvrigt kun bliver benyttet alt efter, hvordan vinden blæser, er, at systemet ikke undersøger sagerne ordentligt til bunds. Da dette ikke sker, virker loven modsat, hvorfor den reelt beskyttende forælder rammes hårdt.

I den forbindelse er der kommet et ukendt større antal mødre i fængsel. Hvor mange ved vi ikke, fordi ingen taler om det, som sker med disse mødre. Det er i sig selv bekymrende, at medierne er stille. Samtidigt må jeg trække emnet krisecentre ind i samtalen, da de i et meget omfattende omfang, bliver brugt som skalkeskjul - altså en form for et helle. Kriseramte kvinder og mænd skal naturligvis have beskyttelse og rette hjælp og støtte. Krisecentrene er blot ofte medvirkende til skabe en kaos-frit-fald situation for barnet og opleves af fædrene, som medvirkende til samværschikane. Krisecentrene er et betændt emne jeg vil komme dybere ind på, men som et emne for sig selv.

Chikane-lovgivningen er på den baggrund i realiteten en katastrofe, fordi den misbruges og kan misbruges, fordi systemet vælger ikke, og jeg vil påstå, heller ikke har kompetencerne til, at undersøge sagerne til bunds.

Hvilke konsekvenser medfører chikanepakken for barnet?

Det interessante er at vi erfarede, at ligeefter i 2015 of frem til ca. 2017 blev den brugt i utallige børnesager. Herefter har det været som om, at domstolene glemte den eksisterede. Det er en interessant iagttagelse. Andre problematikker er siden kommet i spil især efter 2019, hvor den gamle Statsforvaltning blev overtaget af det Familieretslige system. 

Helt grundlæggende kan man sige, udleverer en forælder ikke barnet til samvær, fordi forælderen anser dette for skadeligt eller farligt, vil barnet typisk blive udsat for en traumatisk fogedretsafhentning. En såkaldt fuldbyrdelse kan ikke ske i følge §1, som siger:

»I alle forhold, som er omfattet af denne lov, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række.«  

Men hvem tolker, hvornår situationen er alvorlig nok for et barn, til at denne retssikkerhed foranstaltes? 

At ingen ser, hører eller taler højt om dette magtmisbrug, er fordi systemet jo skal følge den politiske vilje, hvilket fortæller mig, at det reelt er den lovgivende magt, der har udarbejdet gældende vejledning til de instanser og myndigheder, der skal forvalte lovgivningen – og det er rystende, for hvilket signal sender politikerne til alle de voksne, der omgiver barnet? 

Kids Rescue, jeg, som fluen på væggen - den observerende og med de tungeste børnesager i "kufferten", kan næsten ikke holde ud at høre mere på "chip og chap talestrømmen" - altså i samtalen, jeg oplever som kørt fuldkommen ad sporet.

Det er useriøst at samtale om emnet samværschikane, uden at tale om alle de øvrige begreber, der har medvirkende årsager til det som sker.

I de situationer, hvor barnet er "forældrefremmedgjort" eller er "pårørende" og barnet ubevidst har udtalt sig mod egen vilje og bedste, fanges det ikke. 

Det samme kan ske for de børn, der rent faktisk fortæller tydeligt om overgreb.

Vurderinger og tolkninger sker som vinden den blæser, eller den vej systemet ønsker vinden skal blæse. Det sker hver dag, alt for mange gange!