2.2 | Udtalelsernes reelle indflydelse i samværs- og forældremyndighedssager.

De relevante instanser du skal være opmærksom på, er typisk sundhedsplejersken, lægen, daginstitutionen, skolen (AKT pædagoger & lærere) og mange flere.

Vi skal huske på, at skilsmissebørn er sårbare og udsatte børn. Hvor sårbare og udsatte disse børn er, eller bliver, afhænger dels af børnenes egen personlighed, men hovedsageligt af hvordan forældrenes skilsmisse forløber. Om den forløber respektfuldt, eller om der er fysisk og/eller psykisk vold involveret, og/eller en af forældrene lider af en personlighedsforstyrrelse, et misbrug eller anden sindslidelse.

Disse børn vil have behov for, at alle voksne der omgiver dem, er ekstra opmærksomme, både i forhold til mulige reaktioner, men ligeledes hvis børnene ikke synes at reagere.

Er børnene decideret klemt i mellem forældrenes konflikt, og udvikler denne konflikt sig til en højkonflikt/pseudo-konflikt, hvor mulige anmeldelser og underretninger florerer forældrene imellem, kan det blive enormt vanskeligt at navigere i dette spændingsfelt for alle involverede. Og børnene er dem, som er mest sårbare og udsatte i dette spændingsfelt. 

Børn som befinder sig i dette kaos, kan spottes med flere bekymrende træk:

• Få udfordringer i skolen i forhold til indlæring.
• Få en indad eller udad reagerende adfærd – hjemme og/eller i skolen.
• Udvikle sig til mobbere eller blive ofre for mobning.
• Få etiketten ”dårligt opdraget”.
• Få misforståede psykosomatiske reaktioner, der bliver behandlingskrævende, og ende med lægefaglige undersøgelser og iværksættelse af forkert medicinsk behandling.
• Risikere at få en diagnose (eks ADHD, ADD, Autisme etc.) de reelt ikke har. Det anerkendes dermed ofte ikke, at der i utallige situationer reelt er tale om sunde børns problemer, fremkommet af det dysfunktionelle i familien. Altså børn, der endda medicineres for overhovedet mentalt at kunne mestre, at være sammen med sin mor eller far.

Problematikkerne for barnet er omfattende og kræver en nuanceret og detektivmæssig tilgang for udefrakommende, at kunne forstå.

En af barnets udfordringer kan være enten både mor og far eller blot den ene forælder, som barnet bliver påvirket af:

• Det kan hænde, at forældrene har så meget fokus på deres egne problemer og konflikter, at de glemmer at mærke, se, lytte og forstå børnenes reaktioner og adfærd.
  
• Det kan være, at forældrene træffer beslutninger, der imødekommer deres behov mere end deres barns.
  
• Den ene eller begge forældre kan have karakterafvigende træk, hvilket barnet tvinges til at være i.
  

Den anden udfordring kan være fagpersonerne, der omgiver barnet:

• Måske opdager fagpersoner ikke, at barnet er udfordret ud over, hvad deres personlige grænser kan holde til, hvorved handlinger der kan støtte barnet, måske ikke iværksættes.
  
• Måske tolker fagpersonerne barnets reaktioner forkert. Hvilket måske kan medføre, at handlinger iværksættes, men disse kun gør det værre.
  
• Måske er forældrenes højkonflikt så voldsom, at fagpersonerne ikke kan gennemskue fakta, og måske medfører det, at kernen i barnets problematikker bliver uklare.

Udtalelsernes reelle indflydelse i samværs- og forældremyndighedssager.

Lad os begynde med den første udfordring, der handler om kommunikationen mellem fagpersonen der omgiver barnet og myndigheden (Kommune og Familieretslige system).

God kommunikation opstår, når modtager forstår afsenderes besked, hvilket fordrer, at de i denne sammenhæng forstår hinandens sprog. I konstellationen mellem myndighederne og fagpersonen, der omgiver barnet vil det derfor fordre, at det forstås, hvad det er denne fagperson, der kender barnet kommunikerer ud.

Men det sker ofte ikke i praksis.

Stalking by proxy.

Jeg ser ofte i Kids Rescue børnesager, når stalking by proxy er i spil. Det sker når den karakterafvigende forældre fortæller opdigtede historier om den beskyttende forældre til 3. part.

Det sker desværre ofte, at de fagpersoner som omgiver barnet, som pædagogen på stuen i daginstitutionen, skolelæreren eller skolelederen, sundhedsplejersken, lægen ect., at den karakterafvigende forældre får en eller flere til at vende sig mod den beskyttende forældre.

Den karakterafvigende forældre får på den måde de fagpersoner til at tro på usandheder om den beskyttede forældre.

Disse fagpersoner forholder sig ikke kritisk og tager de opdigtede historier for troende. Det kendetegnende ved denne situation er, at de ikke konfronterer den beskyttende forældre, med den viden de modtager.

Den beskyttende forældre opdager disse falske historier, når det karakterafvigeren har fortalt, bliver videregivet i udtalelser som noget fagpersonen ved, eller har selv har oplevet. På den måde går 3. part ubevist karakterafvigerens ærinde og en smedekampagne med ofte uhyrlige fri fantasi historier, falder i hænderne på den børnesagkyndige undersøger (psykolog).

Derudover bliver den beskyttende forældre ofte spillet ud mod 3. part på en måde, hvorved der skabes en dårlig stemning eller reel konflikt. På den måde formår den karakterafvigende forældre både at krænke den beskyttende forældre og skabe splid mellem de fagpersoner, der omgiver fællesbarnet.

Det er ganske alvorligt når fagpersoner på den måde, bliver medløbere til den psykiske vold barn og forældre har været udsat for.

Udtalelser i disse fagpersoner i denne beskrevne situation, kan være meget skadeligt for barnet og den beskyttende forældre.

Institutionen og skolens primære fokusområder.

Derudover har institutionen og skolen ligeledes et andet opdrag end myndighederne, hvilket præger deres udtalelser. Institutionen og skolens ønsker og primær fokus er på, at skabe et frirum til børnene. Dette ønsker de for alle børn, men for de børn der yderligere er udfordret på eks. hjemmefronten, såfremt mor og far har en sag kørende i kommunen eller i det Familieretslige system, ligger det ofte institutionen og skolen endnu tungere på sinde.

Da institutionen og skolen opnår de bedste resultater for børnene, ved at have et godt samarbejde med begge forældre, er de derfor meget tilbageholdende med at skrive noget, der kan virke negativt, – som at barnet ikke kan tåle en given adfærd eller andet hos den ene af forældrene – for at institutionens eller skolens samarbejde med en forælder ikke skal vanskeliggøres.

Det er alene, hvis et barn rent fysisk har så massive visuelle fysiske skader, at det er åbenlyst for enhver, eller såfremt barnet verbalt beskriver meget bekymrende forhold, at skolen reagerer med en skrivelse, der er negativ i forhold til den ene forælder.

Dog kan sproget også i sådan en negativt bekymrende skrivelse, være anderledes end myndighedernes, hvorfor myndighederne fortsat kan nå til den konklusion, at der ikke er grund til bekymring.

Udtalelsernes vægt i myndighedernes afgørelser fra fagpersoner:

• Myndighederne lægger til grund, at de ved udtalelser fra institution/skole har belyst barnets perspektiv.
• Myndighederne afgørelser hviler med 99,9 % på fagpersoners udtalelser.
• Forældrenes udtalelser anser myndighederne ikke som en del af barnets perspektiv.
• Forældrenes udtalelser anses derimod som værende støj, såfremt de ikke vil indgå en aftale.
• Lærerne/pædagogerne ved ikke, at deres udtalelser afgør 99,9 % af børnesager, men tror, at forældrene overvejende belyser barnets perspektiv.

Barnets perspektiv bliver delt eller delvist belyst via disse udtalelser fra daginstitution og skole.

• Juristen, socialrådgiveren eller den børnesagkyndige læser ikke institutionens/skolens udtalelse ud fra en pædagogisk sprogforståelse.
• Juristen, socialrådgiveren eller den børnesagkyndige tager ikke med i overvejelserne, at institutionens/skolens grundlæggende fundament er, at samarbejdet med begge forældre ikke ønskes udsat.
• Juristen, socialrådgiveren eller den børnesagkyndige læser alle udtalelser ud fra myndighedens egen sprogforståelse.

Derfor er der stort set ingen udtalelser fra fagpersoner, der efter de er blevet læst og behandlet, kommer til at repræsenterer barnets perspektiv. Det sker fordi sproget i udtalelsen undervejs af myndighederne oversættes fra anden fagpersons sprog til myndighedens, og dermed omgøres barnets reelle perspektiv til, hvad end det vælges at fortolke det udtalte til.

Dette er uhensigtsmæssigt og en yderst bekymrende tilstand, da du skal være opmærksom på, at alle sager jo, som det hedder sig, bliver behandlet individuelt. Men denne individuelle behandling, som skulle handle om barnets individuelle situation, handler i stedet om myndighedens individuelle personlige fortolkning.

Derfor vil en sag med stor sandsynlighed få to vidt forskellige udfald alt efter sagsbehandler.

Når fagpersonerne bliver uenige om barnets perspektiv.

Det sker ofte i de betændte børnesager, at fagpersonerne ser eller spotter noget forskelligt. Når dette sker, kan udfaldet enten blive, at myndigheden vælger at undersøge problematikker dybere, eller det bliver situationen, hvor information ignoreres og ikke anerkendes.

I en Kids Rescue sag var der endeligt en sundhedsplejerske, der i samtalen hørte barnet sige "jeg har det så svært i skolen og jeg er så ked af, at jeg ikke må have kontakt til min far for min mor. Vil du hjælpe mig?" Disse udtalelser fra barnet medførte en underretning til kommunen. Skole og mor afviste bekymringen. Det blev intet foretaget yderligere.

Jeg har i Kids Rescue en anden sag, hvor kommunen skulle udtale sig til Familieretshuset. En sag hvor det indenfor 2 år havde været 11 forskellige socialrådgivere på familien. Samtlige informationer var enten forvrænget eller decideret forkerte oplysninger og fuld af tolkninger, der harmonerede og underbyggede meget partisk den psuodo-konflikt skabende forælders historie. Dette på trods af, at akterne kunne modbevise et helt andet forløb, med en helt anden virkelighed.

Eller sagen hvor bopælsforælderen skifter læge til barnet, hver gang lægen spotter og italesætter det dysfunktionelle i familien, barnet ikke kan tåle. Lægen skulle undersøge barnets psykosomatiske reaktioner, der i øvrigt kun forekom hos bopælsforælderen, hvorfor bopælsforælderen mente, at barnet måtte fejle noget fysisk. Men når lægen bliver anmodet om udtalelse, glemmes væsentlig information, der kunne hjælpe undersøgeren i børnesagen med at forstå dybere.

Eller hospitalet der har en åben indlæggelse på et barn, der ikke kan komme af med afføringen hos bopælsforælderen, men har ingen udfordringer på nogen måde, når barnet er er sammen med sin samværsforælder. Barnet bliver simpelthen medicineret for at kunne komme af med sin afføring hos bopælsforælderen. Kommer barnet ikke af med sin afføring, udvides tarmene og kan frembringe en sundhedsmæssig farlig situation. Da samværsforælder stiller spørgsmål til hospitalet om behandlingsforløbet og relevante detaljerede informationer der spottes på samvær, vil hospitalet ikke i dialog og ej heller svare. Da samværsforælder insisterer på svar på konkrete og relevante spørgsmål, ender det med en partisk underretning, der ikke gavner barnet, men gavner den dysfunktionelle bopælsforælder. Både kommune og familieretslige system ser i denne sag udelukkende på det konkrete som hospitalet skriver i deres udtalelse og underretning, og ikke sammenhængen det skrives i.

I en meget omfattende børnesag, hvor både barnet og bopælsforælder er udsat for direkte ondskab, psykisk- og fysisk vold - reelt et meget dysfunktionel familieforløb gennem alt for mange år. En børnesag hvor udtalelserne er beskrevet i en meget dyb og nuancerede detalje grad af barnet i forbindelse med terapeutisk krisehjælp, og meget nuancerede informationer fra læge, sundhedsplejersker, børnehave, skole og kommune,  der alle forsøger at skærme barnet fra sin samværsforælder, da barnet af angst og frygt på ingen måde, kan tåle nogen former for kontakt, hvilket fremgår tydeligt i samtlige udtalelser. Efter en massiv indsats er barnet endelig i bedring og alene grundet tryghed, ro, forudsigelighed, mødt anerkendende og modtaget rette professionelle hjælp. I dom i Familieretten dømmes samvær for dette udsatte, sårbar og meget veldokumenterede barn, der på ingen måde kan tåle nogen former for kontakt.

Hvordan den beskyttende forældre håndterer Familierettens dom, vil der kunne tales timer om. Det er situationen, hvor alt hvad du gør, vægtes og måles og den mindste fejl kan blive fatal. Det er situationen, der kræver fuld dedikation og kræver man som forælder ikke panikker.

Det forudsigelige er, at alt hvad som sker, er ganske uforudsigeligt.

Der er ingen tvivl om, at udtalelser fra de fagpersoner der omgiver barnet har stor indflydelse på, hvordan myndigheder ser på dig som mor eller far, jeres barn og ikke mindst på jer som skilsmissefamilie.

Men uanset om udtalelserne taler din og dit barns sag, eller går direkte i mod, bliver måden du vælger at gå ind i det på, meget afgørende.

Dette undervisningsforløb og din workshop klæder dig på til, hvordan du vælger at bruge det materiale og den dokumentation, som ligger på jeres sag i systemet.

På den måde, skal man som forældre aldrig føle sig for sikker og omvendt, der er heller ingen grund til at tabe modet, hvis materialet i udtalelser umiddelbart ikke taler din sag.

Jeg erfarer i Kids Rescue, at en børnesag kan vende 180 grader fra det ene øjeblik til det andet. På den måde, er disse sager meget ressourcekrævende og udmattende.

Bevar roen, overblikket og din fokus.