Skolens afdelingsleder underretter de sociale myndigheder og i det fralægger skolen eget ansvar ved at projekterer Randers Realskoles kriterier for, at min søn kan gå på skolen over på undertegnede.

Nu er vi tilbage til system helvede danmark, hvor instansers adfærd, og i dette tilfælde min søns skole, er intimiderende og direkte ud af kontekst, decideret løgn (og husk, ordet løgn er bandlyst, det hedder usandheder), manipulerende og fordrejet virkelighedsbillede i deres underretning.

Lige til det sidste, efterspurgte jeg alternative løsninger, eller lige se tiden an hen over sommeren i forhold til eventuelle ændringer i verdens situationen i lille Danmark. Dette blev igen og igen mundtligt afvist som en mulighed. Det hed sig, at jeg som forælder ikke bakkede op om skolens værdigrundlag og holdninger, hvorfor de pressede og pressede på for, at jeg skulle opsige samarbejdet og dermed trække min søn ud af skolen.

Jeg holdt fast i, at jeg og min søn ellers var særdeles tilfredse med skolen socialt og fagligt, hvorfor jeg naturligvis ikke ville trække ham ud af skolen, men insisterede på løsningsmodeller. Det endte med, at de skolelederen smed min søn ud - det hedder sig, at samarbejdet ophørte. 

I underretningen fremstod jeg som en konspirationsit og de var meget bekymrede for min søns trivsel og udvikling. Jeg kunne i skriftlig redegørelse for hændelsesforløb kun tage kraftigt afstand, men samtidigt stå ved mine holdninger baseret på viden og min involvering i danske og internationale organisationer som eksempelvis World Freedom Alliance, World Doctors Alliance og Childrens Health, som er stiftet af John F. Kennydis nevø Robert Kennedy.

Skolen løj overfor min søns klassekammerater.

Skolen gik mod min søns ønske på skrift og tale om en ærlig kommunikation til sine klassekammerater, om den reelle årsag til, at han blev smidt ud af skolen. Han blev SÅ skuffet og ked af det, da tre af sine bedste klassekammerater berettede om skolens historie og forklaring om, hvorfor han ikke længere ville møde ind på skolen.

Ludvig kommer ikke tilbage til klassen, fordi vi sammen med hans forældre har fundet ud af, at det var bedst for ham. Det er ikke jeres skyld og har intet med jer at gøre.

"Øhhhh far!!! Hvorfor fortæller skolen ikke sandheden, nøjagtigt som jeg har bedt dem om???"

Jeg ved da godt, hvorfor skolen ikke melder ærligt ud. De er SÅ bange for, at elever skal begynde at stille spørgsmål og gå mod det narrativ og believe system, de hver og en er udsat for både i skolen og hjemme. En rigtig beklagelig og utilgivelig situation, hvor min søn endnu gang oplever åndssvage voksne, der har en utilgivelig adfærd. Direkte overfor min søn, men også hans klassekammerater som får en manipuleret og yderst tilpasset version af den virkelighed, som min søn oplever - hvor skurken nu er hans skole.

Min søn føler sig endnu en gang svigtet og i en høj grad! Han er stolt af, at hans selv står fast i, at han ikke kan tåle en vatpind i næsen eller en vaccine han godt ved, reelt ikke er en vaccine, men genterapi med en mRNA, der absolut har intet med en vaccine at gøre.

Som far bliver sådanne en oplevelse, hvor jeg fortsat "træner" i rollen som den beskyttende forælder, at Kids Rescue skal udvikles til mere end først tænkt. Hvor er Børns Vilkår, Red Barnet, Børnerådet, Børn og samvær, Landsforeningen for forældre og børn eller Etisk Råd. "Markedet bugner" med organisationer, jeg ikke nævner navn på, men tager kraftigt afstand fra, der ligeledes er tavse i forhold til de overgreb, fysisk som psykisk, som børn gennemlever af samtlige voksne der omgiver dem i "corona-restrikstions-helvedet". Et emne jeg kunne skrive en hel bog om og som deler befolkningen i to. Men jeg garanterer for, at der bliver en stribe blogs om emnet...

Udskamningen eskalerer.

Efter ovenstående generelle og underbyggende fortælling, vender vi tilbage til vores situation.

Jeg forsøgte alt hvad jeg kunne, at vise hvor jeg stod i forhold til restriktioner, der ikke gav mening. Jeg forsøgte helt fra start, at få dem omkring mig til at vågne op ved at fortælle om min research. Jeg gjorde meget ud af at fortælle "stol ikke på mig" - men gå selv ind at læse direkte hos kilderne. Jeg opfordrede til at sige fra og deltage i demonstrationer. Enten troede folk fuld ud på vores myndigheder og politikkere - eller også havde de ikke tid, tid? Det er en historisk tid vi lever i og menneskeheden er under angreb... Den sidste gruppe er så dem, som bare ikke turde gå mod strømmen, i frygt for at vise egne holdninger og meninger i forhold til alt det, som mange i virkeligheden godt kan se ikke giver mening.

Efter et pressemøde med endnu flere restriktioner, som jeg både fandt overvældende og grænseoverskridende - endda decideret farlige, gav jeg til en forældre til min søns kammerat udtryk for mit engagerede "nu er det nok" og "nu må du se at komme ind i kampen og sige fra" og "hvis du ikke siger fra nu, hvad vil du fortælle dit barn, når han siger; far hvad gjorde du for at stoppe galskaben". Jeg blev mødt med den største fuser og nu gad han ikke høre mere på mig. Han var så træt af at læse om mine holdninger på facebook. Nedgjorde mine aktiviteter på børneområdet og min deltagelse i de utallige demonstrationer. Nu gad han ikke høre mere om illuminati. Han skulle nok sikre, at hans børn aldrig fik en vaccine, "det bestemmer jeg, fordi jeg har forældremyndigheden!". Vores børn er kammerater, og det er det. Men jeg skulle bare holde mig langt væk fra ham og hans kone. Det var en af flere situationer, hvor jeg efterfølgende nysgerrig lige så efter, hvorvidt vi fortsat er venner på facebook, men erfarer som forventet, at nu havde han og hans kone slettet mig som ven. Det kan jeg sagtens leve med, men en uheldig splittelse i samfundet, hvor samtalen om det samfundskritiske er umuligt.

Jeg blev truet på skrift og tale med ordene; "du bringer din søns sandhedsvidner i farer - implicit ligger der i den sætning, at han er uønsket og ikke velkommen. For at det ikke skulle være løgn, så havde min søn kammerater, der mødes med ham i det skjulte - ganske simpelt fordi, at deres forældre havde givet dem forbud. De kunne jo smittes og smitte deres lille bobbel.

Ingen forældre i min søns netværk kunne se det dysfunktionelle i, at vores børn sad fra morgen til aften foran deres computer - enten for at deltage i skolens team-undervisning eller efter skole, hvor deres socialebehov og kammeratskab blev dyrket via online videochats og gaming. Det blev svære og svære, at få børn til at mødes fysisk og deres træthed meldte sig og deres fysisk blev dårligere og dårligere. 

Selv på nærmeste familiemæssige hold blev jeg mentalt overvældet, da vi juleaften i 2020 ikke kunne danse rundt om juletræet og synge julesange. Vi, jeg og min søn, havde jo krammet og været sammen med tusindevis af mennesker til demonstrationer og kunne smitte. Da jeg så udtalte rundt om julebordet, at kan vi ikke synge, så skal min søns farmor naturligvis også have to mundbind på - fordi det har Søren Brostrøm jo sagt! Den sætning faldt ikke i god jord. Den del havde de vist overhørt ham sige på åbent pressemøde. Jeg tror, at det kun var min søn og jeg der kunne se, at nu er det da slået helt klik. Og ham og jeg er pludselig en smitterisiko udelukkende fordi, at vi i regn og frost havde stået sammen med tusinde af frihedskæmpere og klinke-klonket på gryder og pander foran Christioansborg eller i optog gennem de Københavnske gader.

Gamle højt uddannede kammerater lovede mig, at de ville læse både epidemiloven, Lock Step Reckefeller og The Great Reset. Flere gav udtryk for at de havde læst noget af det og hver gang i samtaler kom det fra dem, har du virkelig selv læst de 115 sider, af hvad det nu end var. Mit svar var prompte; JA! Da de ikke havde læst det samme som jeg og de udelukkende forholdt  sig til dagspressen, stoppede samtaler gradvist.

Distancen mellem gamle venrelationer og familie blev større og større. Retraumer fra min børnesag, hvor jeg stod helt alene gennem alt for mange år, er en følelse kroppen genkender - og det er ganske overvældende!

Min søn og jeg boede i en 4-værelses lejlighed på 2. sal i Randers. I over et år havde ham og jeg bare været hjemme - sammen - kun ganske få besøg ind i mellem, fordi alle havde nok i sin egen bobbel og børn måtte kun mødes i det fri. Når jeg hørte forældre sige sætningen "hvor er det skønt med lockdown, så kan vi virkelig dyrke vores familie og være sammen", fandt jeg det overvældende! Ingen medfølelse og tanke på de tusinde af børn, som nu var tvunget til at leve helt alene og isoleret - og nogen i et meget dysfunktionelt miljø. Jeg anerkender det andre mennesker giver udtryk for, men ser egoismens "eget behov" stige, samtidigt med at den generelle borger ikke udviser bare et gram kritisk tilgang, til alt det, som reelt smadre vores land og den verden vi lever i, børn som voksen! Ikke en i mit nærmeste netværk rejste sig, da vores gamle sad isoleret på plejehjem, uden mulighed for kontakt til børnebørn og familie. De gamle higer efter kram og være sammen med deres nærmeste! Ligesom børnene...

Oven i isolationen og den manglende fysiske kontakt, kom der længere og længere mellem opkald fra den nærmeste vennekreds til det stort set stoppede helt. På samme måde som tidligere, da jeg sled de nærmeste venner op med samtaler om vores børnesag, ser jeg lignende situation nu. Måske ønsker den enkelte ikke, at høre om virkeligheden, fordi den kan ikke rummes. Måske ønsker nogen at leve i uvidenhed, for så at have en undskyldning for ikke at skulle forholde sig og agere. Rigtig mange tror på autoriteten, altså de myndigheder og instanser som jeg har gennem alt for mange år har været "i krig mod", og dermed fremstilles jeg som konspiratorisk og helt gal på den. Apartheid er nu en realitet. Kan der ikke tales om undtagelsestilstanden, så giver al anden samtale ikke mening og intet at stå sammen om.

I frihedskampen fandt jeg min positive energi. Jeg har mødt og lært så mange hjælpsomme og omsorgsfulde mennesker at kende. Alle uden bagtanke med hjertet det rette sted. Ikke styret af den egoisme, som jeg oplever som en generel tilstand både i Danmark og globalt. En tilstand hvor man er sig selv nærmest og stort set ligeglad med andre, bare "jeg får mit" - implicit noget ud af det.

Det svære valg har konsekvenser uanset hvad du gør.

Jeg har altid sagt, man måles ikke på det man siger, men på ens handlinger! Begge bør gå i hånd i hånd, således lyd og billede altid hænger sammen!

Jeg har i Kids Rescue altid sagt til mine klienter; "jeg beder dig ikke om noget, som jeg aldrig selv har gjort". Jeg kender til alle de mekanismer, der sker både men en selv, ens barn og systemet. Sætningen; "hvor langt er du villig til at gå, for at sikre dit barns sikkerhed", kan aldrig gentages ofte nok!

Der er en konsekvens uanset hvad du gør. Det betyder også, at gør du intet, er det i sig selv også en handling, der ligeledes har en konsekvens. Potentielle konsekvenser skal altid holdes op mod hinanden, når den enkelte skal træffe svære beslutninger. Altså skal man gå til højre, venstre, slå bak eller træde på speederen. Min metafor i forhold til, at skulle agere i en verden, hvor det eneste forudsigelige, er alt som sker er uforudsigeligt.

Jeg siger også altid til mine klienter; "det handler om, at når dit barn en dag ser tilbage og spørger dig, hvorfor agerede du som du gjorde, så skal du kunne se dig selv i spejlet og sige - jeg undersøgte grundigt, fik rådgivning fra de bedste af de bedste, og baseret på disse træf jeg beslutninger. Beslutninger vi først senere kender svaret på, hvorvidt disse var rigtige eller forkerte. Min erfaring er, at alt for mange ikke prioriterer tid og ressourcer til, at sikre vurderinger på rette grundlag, og derved ageres der ikke i tide og ofte aldrig.

I samme øjeblik at min søn udelukkes fællesskabet i skolen, iværksatte jeg min Plan B. 

En plan jeg løbende i lockdown havde planlagt: I eksil som flygtninge mod Corona restriktioner og udskamningen.

Op til de sidste forberedelser af vores eksil, modtager jeg flere håndskrevne breve og emails fra mine nærmeste, hvor de ubevidst alle udøver det, som kaldes for gaslightning. Jeg blev sygeliggjort og talt ned til, uden anerkendelse og respekt for mine kompetencer og evner som menneske. Både personligt og professionelt. Jeg ved de ikke ønsker os noget ondt. Men deres ageren blev til en belastning, som vi ikke havde behov for. Det var svært at holde fokus på forberedelser samtidigt med, at jeg skulle forholde til deres ubevidste inkompetence; altså de tror de ved en helt masse, men ved ikke, at de ikke ved en skid! På samme måde som under min landsretssag i 2014, blev jeg nødt til at stoppe alt dialog. Simpelthen for at sikre fokus rette sted.

Bilen fik et sidste service og 4 nye dæk. Endeligt klar til at blive pakket med alt det livsnødvendige, så jeg i hvert tilfælde kunne sige højt, at vi havde alt med til at kunne overleve selv den værst tænkelige situation: Telt, bivuak, 2 x 20 liter vand i Jerrycan, ekstra benzin, feltrationer til 10 dage, udviddet førstehjælpsudstyr, 2 store tasker med vores tøj, elektrisk køleboks, computere og kontanter.

På afrejsedagen kørte jeg og min søn forbi PentaBase testcenter. 

Betalte de 800 kroner for to spøttest. Jeg vil på ingen måde udsætte mig selv eller min søn for de obligatoriske og gratis næse- eller svælg test, hvorfor jeg i min research fandt frem til PentaBase. Deres spøttest er som et af de få godkendt af Sundhedsstyrelsen.

En 2600 km lang rejse havde vi nu endeligt begivet os ud i. Jeg mærkede både spændingen fra det ukendte, men også en lettelse over endeligt at være på vej til friheden og landet uden restriktioner.

Jeg vendte den egentlig triste situation til, at nu skulle jeg og min søn på eventyr. Jeg havde hørt mange historier om situationen i de forskellige lande, vi skulle igennem. De historier var generelt langt fra den virkelighed vi mødte. Vores naturlige adfærd uden mundbind fastholdt vi på hele turen gennem både Tyskland og Østeuropa. Det blev ind i mellem påtalt på tankstationer, men med fastholdelsen af "jeg er undtaget grundet helbredsmæssige årsager", slap vi udenom det obligatoriske mundbind.

Da vi skulle fra Slovakiet og ind i Ungarn var flere grænseovergange lukket og bevogtet af militæret. Det lykkedes mig, at finde en åben grænseovergang og kom rimelig smidig igennem. Fra rejsen hvor vi kørte forbi Hanover i Tyskland retning Tjekkiet og helt frem til den Ungarske grænse, myldrede det med kæmpe truck loads lastbiler. De helt fyldte helt enorm meget på både motorvejen, men også på tankstationer, hvorfor det var ganske umuligt for mig, at finde et sted med ro til hvil.

I Rumænien kom vi fra fin motorvej til landevej, som endte ud i 9 km. bumlevej. Når jeg siger bumlevej, så var det være end det. Trafikken var massiv. Vi var pludselig ude i "point of no return", og kunne kun fortsætte. Vi kørte mellem 10-30 km/t og med mange pludselige opbremsninger, simpelthen for at undgå eller yderst forsigtigt kravle over de dybe huller og kløfter i vejen. Jeg kaldte det efterfølgende for "Saab 9-5 Exstream Testing". Det var virkelig udfordrende for bilen og mig. Jeg må tilstå, at jeg på et tidspunkt kom i tvivl, om bilen kunne holde til belastningen, men det gik imponerede fint. Efter de 9 km bumlevej, gled vi ud på den bedste brede motorvej og med en asfalt, der føltes som at køre på fløjl. Nu kunne jeg give den gas og lige mærke og lytte efter, om alt i bilen helt var, som det skulle være. Det var det.

Efter 2½ dag gennem Østeuropa med en enkelt overnatning og kørt gennem den smukkeste natur, nåede vi vores endelige destination. 

Europas mest ukendte land. Landet med ingen restriktioner. Landet hvor vitaminer og mineraler kan købes over alt. Landet hvor befolkningen går højt op i, hvad de stopper i munden, og fravælger i høj grad fødevarer med konserveringsmidler og E‑numre. Over alt et stort udbud af friske og lokalt producerede grønsager og frugt. Det er så nemt at spise sundt. Som kontrast til det sunde, koster en cigaretpakke under 20 kroner. Velkommen til Bulgarien.

De sociale myndigheder ringede og ville tale med min søn.

De sociale myndigheder havde ikke bare modtaget en enkelt underretning fra min søns skole, men pludselig også fra min søns mor. Jeg havde som man skal og bør orienteret hende om, at vi ville forlade landet grundet udskamningen af vores søn og få ham et sikkert sted hen, hvor vi begge kunne slappe af i vores nervesystem. Når jeg husker tilbage til samtaler med hende, var hun SÅ glad for, at jeg som far tog ansvar og agerede mod presset for Covid test i skolen. Igen vendt på en tallerken, så nu er jeg igen slangen, psykopaten, den uansvarlige far, der nu udelukker ham for venner og familie og skolegang. Så hun ville have vores søn tilbage til Danmark og på ny søgt forældremyndighed. Det vil sige, at jeg går en sag i to systemmæssige spor i møde.

Jeg blev ringet op af den samme socialrådgiver fra begyndelsen af min sag tilbage i 2011. I øvrigt en socialrådgiver jeg fik smidt af en Kids Rescue klientsag, fordi hun ikke greb ind overfor en reel kidnapning: En forælder hvor politiet efterforskede overgreb som fysisk og psykisk vold, voldtægt, sexuelt og intimiderende adfærd overfor mor og fællesbarnet samt trusler, indtrængning i hjem, stalking by proxy i en høj og ulækker grad, og indvidere truet vidner til at holde mund, så det der fremgik i politirapporten, ikke kunne huskes i retten. En god "hævn" kan jeg huske, "så fik jeg hende endeligt" og uvurdeligt for det lille barn, der også oplevede systemmæsigt overgreb fra den inkompetente socialrådgiver!

Nu var samme socialrådgiveren pludselig i telefonen. Jeg blev mødt med spørgsmålet; "hvor er du Jacob?" - Et spørgsmål jeg gjorde hende kraftigt opmærksom på, at jeg ikke behøver at oplyse hende om. Jeg har ingen tillid til dig eller kommunen og mit opholdssted skal ikke fremgå nogen steder, informationer der kan falde i forkerte hænder. - Et svar hun lige skulle sluge, og så talte vi ikke mere om det. 

Jeg måtte gøre hende opmærksom på, at Nürnberg processen allerede er iværksat i forhold til PCR testen og det ville blive begyndelsen på et korthus, som falder helt. Og jeg personligt, vil gøre alle voksne der svigter børnene opmærksom på, at vi kommer efter jer juridisk og retslig. Det gælder også embedsfunktioner i kommuner, der reelt enten indirekte eller direkte medvirker til at overgreb på børn i forhold til ulovlige restriktioner børn tvinges til at følge.

Jacob, modtager din søn undervisning - går han i skole der hvor i er? Han modtager lige nu ingen undervisning og det skal han heller ikke før tid er. Jeg gjorde hende endnu engang opmærksom på, at Randers kommune forsættelig har medvirket til at understøtte, hjælpe og facilcitere, at en privat skole reelt udøver psykisk og fysisk vold på børn, via to ugentlige test i gymnastiksalen. Og jeg garanterede hende for, at jeg og organisationer kommer til gå juridisk direkte efter både skole, skolebestyrelse og kommunen. Jeg mindende hende endnu gang om, at hun har skærpet underretningspligt og dermed et medansvar for de overgreb, som hun reelt er vidne til.

Jeg talte lidt om underretningen fra min søns mor, hvor jeg blot tog kraftigt afstand fra indholdet, og hun godt vidste fra år tilbage, at hun svinger i meninger, holdninger og følelser. Jeg fortalte lidt om seneste børnesamtale i december 2020 i Familieretshuset og sagde igen med tydelige ord, at nu holder du og I jer helt væk og lader os være i fred!

Vi kom ind på skolens underretning og mens jeg talte med hende, mailede jeg hende min skriftlige kommunikation med dem. Jeg gav den fuld gas med, hvordan skoler igen og igen projekterer, manipulerer, fordrejer virkelighed og decideret lyver - og endda fraholder sig et hvert ansvar, som de efterfølgende pålægger forældre. Og jeg anerkender og forakter enhver form for beskyldning om, at jeg er en konspiratorisk far, iøvrigt med fejlcitater og manglende forståelse for, hvad jeg reelt har udtalt til skolen.Pludselig udbrød hun; "Jamen jeg har også taget vaccinen og bliver løbende testet"... Jeg kunne kun svare; så er du jo ganske inhabil, da du aldrig vil kunne sætte dig ind i vores problematikker. Du tror jo på narrativet og mener de overgreb vi alle udsættes for, er det for alles bedste - barnets bedste! 

Hun bad om at tale med min søn. Det fik hun lov til...

Jeg valgte ikke, at hjemmeskole min søn, men fik ham på den Amerikanske Skole.

Et interessant og lærerigt forløb for ham på en lille skole med kun 23 elever.

I øvrigt en skole, hvor de fleste er flygtninge. 90% corona-restriktiv-flygtninge. Bugarer boet i Canada, Australien eller øvrigt Europa, men måtte vælge mellem at udsætte deres barn for mRNA produkter, kaldt vaccine, eller flygte i al hast.

De øvrige elever er krigsflygtninge fra Ukraine og enkelte fra Rusland grundet den svære situation også der.

I dag har min søn det godt. Han trives og har ro. Selvfølgelig savner han sine venner i Danmark.
 
Risikoen og sikkerhedsrisikoen ved at besøge Danmark, er bare alt for alt for høj for os.

Myndigheder venter blot på, at jeg er tilbage indenfor deres jurisdiktion. Tvangsanbringelse er en reel trussel for ham, eller eneforældremyndigheden vil blive udfordret. Jeg orker ikke mere børnesag privat!
 
Mine ressourcer og kompetencer bruges bedst i Danmark, men fra afstand.
Kids Rescue bliver genopbygget, men med endnu mere slagkraft.

Til gavn for de danske Børn-, Unge- og Familier.

Jeg håber min historie giver anledning til forståelse for de personlige processer man som barn og voksen - ja som menneske bliver udsat for. 

Husk, min historie er ikke unik! Det er håndteringen af mit samlede forløb, der er det unikke. 

Tidlig indsats kan jeg på det allerkraftigste anbefale. Havde jeg haft den viden helt fra begyndelsen, som jeg har i dag, ville vi have blevet skånet både menneskeligt og økonomisk.

Til gengæld er jeg i dag utrolig glad for, at både jeg og min søn er kommet ud af vores mareridt og nået enden af tunnelen, som to individer, der menneskeligt har udviklet en lang række kompetencer, jeg ikke vil være for uden.

Min motivation og kompetencer til Kids Rescue er tydelig - jeg føler et særligt ansvar for, at få Kids Rescue placeret klart og tydeligt på landkortet, seriøst, kompetent og med en kritisk tilgang til hele børneområdet.  

Tak fordi du læste min historie.

Med venlig hilsen

Jacob A. Birkebæk

ide & udvikler af Kids Rescue