Inddragelse af filosofiske og psykologiske perspektiver

Forord

I sidste del 3 kom jeg ind på konsekvenserne af inkorporingen af FN`s Børnekonvention i Danmark. Det blev en længere indledende fortælling. For mange en forudsætning for at kunne sætte sig ind i, hvorfor min søn og jeg i dag lever i eksil som flygninge fra de familieretslige og sociale myndigheder langt væk fra Danmark.

Nu er vi nået til del 4. Jeg vil tage dig med ind på den barske rejse, hvor jeg var nødt til at kappe navlestregen til Danmark. Trusselsniveauet for min søn var simpelthen blevet for højt. 

Vi er teknisk set blot udenlandsdanskere, hvor jer rettidigt, altså i meget god tid, kunne forudse det som ville ske, når jeg som far fastholdte mig retten til mit nej-tak. 

Havde jeg i situationen i maj 2021, hvor alvoren gradvist eskalerede og skiftede gear, så vi hastigt bevægede os ind i den ukontrollerbare fase, hvor enten timer eller dages tøven fra min side, ville ganske sikkert ville have undermineret mine forældrerettigheder. Hvor en mindste tøven med rette handlinger fra min side, pegede alt i retningen af, at mit nødvendige træk ganske sikkert ikke, ville have været muligt.

Det handelede om for mig, at sikre, at jeg fik lukket de familieretslige og sociale myndigheder ude fra deres juristiktion, inden jeg ikke kunne.

I lettelsens reflekterende stund, og det altså gik op for mig, at jeg nåede det og nu er min søn i sikkerhed, gik den barske virkelighed reelt først op for mig!

Uanset din personlige holdning, skal vi undgå den samfundsmæssige splitting!

Vi skal kunne tale åbent, anerkendede og kritisk om det svære, uden at give hinanden en stereotypisk kasket på.

Hele FN`s agenda 2030, altså de 17. verdensmål, hvor flere af delmålene nedskrevet som FN`s børnekonvention, sætter speed på den dogmatiske tilgang. Med andre ord, der findes kun et endegyldigt svar på rigtigt og forkert.

I del 3 er min opmærksomhed rette mod den skjulte bagside inkorporeret i Danmark, hvor man som mor, far og familie hurtigt kan blive gjort forkert.

Debatten i medierne og politisk er på erkendelsen af, at der er store udfordringer på børn, unge, forældre og familieområdet, hvorfor der løbende tilpasses med lovændringe, der så fremføres som den endegyldige løsningen på alt det som ikke virker.

Det så vi ske med nedlæggelse af Statsforvaltningen i april 2019 på familieområdet og blev afløst af det familieretslige system. Det ses ske med det nye initiativ, Barnets Lov i 2024.

Hvorvidt de løbende markante og omfattende ændringer, bliver redningsplanken for barnet, den unge, forælderen og familien, kan jeg med min erfaring og viden blot sige, nej!

Min påstand er, at det ikke bliver en redningsplanke. Min vurdering er, at det bliver begyndelsen på endnu mere kaos og endnu flere ødelagte børn, unge, forældre og familier.

Havde jeg som forælderen et valg i maj 2021, er et kæmpe samtaleemne i sig selv.

Ja det havde jeg. Jeg havde et valg. Jeg kunne vælge, at tage samtalen videre med myndighederne, med enorm stor sikkerhedsrisiko for min søn. Jeg tænker efter gennemgang af del 1 og 2, at dig som har lyttet vil anerkende, når mit valg blev baseret på, at jeg kunne ikke tage risikoen for endnu et ressource drænende forløb endda i to spor på en gang.

Især set i lyset af, at både de familieretlige og sociale myndigsheder havde en stereotypisk og vinklet syn på mig som far. Husk på, det var en svær tid, hvor jeg gik mod den samfundsmæssige korrekthedskasse. Altså tiden, hvor jeg sagde Nej tak, bakkede den største andel af forældre modsat om det som skete også for deres børn. 

Min hensigt er ikke en samtale om det som rigtigt eller forkert samfundsmæssigt i Covidtiden.

Til gengæld er det interessante og samfundsmæssige vigtige i min fortælling, at min pointe er, at vi som forældre kun har rettigheder, sålænge du fletter ind og følger de regler, holdninger og meninger, "nogen" har defineret som rigtigt og forkert.

Set i det lys, at vi sagde nej tak og den ret fastholdte både jeg og min søn. Havde jeg så et valg? Dette emne vender jeg tilbage til helt i dybden, hvor jeg går helt u dybden med det alvorlige for os.

Jeg håber, at den som bakkede op om, og fortsat bakker op om alt det som skete i covid-tiden, lige vil se det som skete i vores liv fra perspektivet, at nej tak ikke var eller er muligt selv i 2023.

Filosofiske og psykologiske perspektiver kan hjælpe med, at skabe en dybere forståelse for det som er sket og sker samfundsmæssigt.

Det er så her, vi lige skal have styr på forskellen på principperne tro og viden? Det er to vidt forskellige måder at skældne verdenen på. Kan man ikke skældne mellem det, kan man heller ikke skældne mellem det, som er en del af vores demokratiske debat. Det er så her, jeg lige vil indskyde, at man kan som barn og ung gå gennem et helt folkeskole, gymnasie og universitet forløb, uden kendskab til filosofi. Et det mon udfordrende i en ungs dannelsesproces, når man skal bearbejde og forholde sig til kvaliteten af de oplysninger "nogen" har vælger at præsentere for os. Grundlæggende færdighed i at tænke kritisk og struktureret, at finde ud af om et argument hænger sammen eller ej, er baseret på et lavt niveua, eller sker indenfor definerede rammer, der for den kritiske virker styrende og kontrollerende. Rammer der er defineret af "nogen".  

Men gennem årerne har filosoffer været antaget som særligt kloge mennesker. Det er nu slet ikke den oplevelse, som jeg har af dem. Men de kan være interessante, at lytte til, for de dykker ofte ned i nogle spændende perspektiver. Men jeg oplever, at alle mennesker kan være i et filosofisk øjeblik. Det sker i mange forskellige sammenhænge. Ofte uden at være rigtigt bevidst om, at nu filosoferer man.

Jeg ser filosofien være præget af specialisering og ofte med en filosofisk tilgang til et specifikt emne. Det er jo i søgen efter sandheden, at man spekulativt kombinerer sine sanseindtryk, erindring, fantasi, erfaring, håb og fornuft, at de filosofiske øjeblikke opstår.

I praksis tænker jeg, at man kan filosofere om hvad som helst. Det er klart, at i de filosofiske svar opstår kritikken, der bliver begyndelsen på en debat. En debat vi som et demokratisk land med ytringsfrihed skal byde velkommen. 

I psykologiens verden ved vi, at der ikke findes en sandhed, men mange, og alt efter hvem som oplever. Det samme gør sig naturligvis også gældende i det filosofiske perspektiverende øjeblikke.

Jeg ser filosofien som præget af konsekvens og sammenhæng, hvor filosofisk stillede spørgsmål fører konsekvenser med sig, der giver anledning til uddybende spørgsmål.

Det vil sige, at jeg ser filosofien som et arbejde med at stille kritiske spørgsmål, udelukkende for at nå til størst mulig afklaring af et foreliggende emne.

At filosofere er på den måde noget, vi gør, når vi til daglig stiller spørgsmål til det som sker omkring os. Det er der, hvor man tænker over ting, og stiller HV spørgsmål til det vi gør, eller til det som sker i den verden, som vi befinder os i.

I det forsøges afdækket årsager til, hvorfor vi gør konkrete ting på en bestemt måde, til hvilken nytte, og burde vi se ting fra helt andre perspektiver.

Til den som lytter til min historie, finder jeg primissen for at undgå splittelse ved at tillade andre vinkler i samtalen, vil jeg inddrage filosiske og psykologiske perspektiver ind i samtalen.

Kan jeg ikke opnå forståelse, så i det mindste anerkendelse for den konkrete og meget alvorlige situation min søn og jeg i maj 2021 blev udsat for.  

Lad os lige se tilbage på den historiske periode i Danmark, der førte til et hidtid uset antal voldsomme restriktioner, vi som civilsamfund enten blev anbefalet og i andre situationer direkte pålagt af myndighederne.

Min bevæggrund som den kritiske forældre set ud fra de filosofiske principper:

Min påstand: 

Corona - SarsCov2 er ikke en meget farlig og smitsom sygdom.

BelæggeT for min påstand:

PCR-testen udviser ca. 97% falsk positiv, derfor kan vi ikke antage, at raske mennesker der testes positiv for Corona - SarsCov2 er syge, når de ikke udviser symptomer herfor.

Styrkemarkøren:

PCR-testen er ubrugelig.

Hjemmel: 

Kary B. Mullis, Nobel Pris i kemi i 1993 for hans opfindelse af polymerase kædereaktion metode, også kalder PCR udtalte inden hans pludselige død oktober 2020: 

Min opfindelse, PCR testen, kan ikke bruges som diagnose redskab, men udelukkende som analyse redskab: 

Hvis PCR-testen identificerer RNA molekyler ved mere end 35 cyklusser, så er der mindre end 3% sandsynlighed for, at personen reelt har en infektion, fordi så har disse molekyler ingen betydning for en persons helbred og vil ikke føre til infektion, fordi der kun er tale om døde virus-fragmenter. 

Min opfindelse bliver dermed misbrugt af interessenter i industrien.

Rygdækning:

Corman-Drosten rapporten var en undersøgelse fra januar 2020 udført af en gruppe forskere ledet af Christian Drosten, en kendt virusforsker fra Tyskland. De undersøgte metoder til at finde den nye coronavirus (kaldet SARS-CoV-2, som forårsager COVID-19). En metode de undersøgte som mulighed var den særlige test kaldet real-time RT-PCR. Denne rapport blev brugt over hele verden til at lave regler for, hvordan man bedst bruger PCR-testen til at finde ud af, hvem der er smittet med virusset.

Samtidigt ignorerede man globalt forskerholdets 22 forskere, der foretog en peer-review af Corman-Drosten rapporten og identificerede alvorlige fejl. De konkluderede, at PCR er helt igennem uegnet som testmetode, fordi teknologien ikke er designet til at blive anvendt som diagnosticering. 

Ingen lyttede til dem, ej heller opfinderen af PCR testmetoden Kary B. Mullis.

Psykologien understøtter det filosofiske perspektiv.

I forbindelse med etiske beslutningsprocesser tænker jeg, at det over en bred kam er tid til nytænkning og tid til at give plads til helt andre vinkler i samtalen. 

I nytænkningen mener jeg ikke, at vi skal til at opfinde den dybe tallerken en gang til. Men når de store beslutninger skal tages på etiske grundlag, har vi som samfund overladt disse, til den akademiske gruppe af medborgere, eller interessenter med en særlig interesse, der på papiret er meget klogere end ”os andre”.

Lad os i min filosofiske stund trække viden fra psykologien ind i, og forhåbentlig begyndelsen på en anerkendende samtale, til brug for en dybere forståelse for den samfundsmæssige splitting, hvor kritikkere gøres forkerte og reelt udskammes. Det er en alvorlig situation, vi som demokratisk land, der på papiret fortsat har ytringsfrihed, skal kunne tale åbent om. En samtale vi har glemt at følge op på, da krigen i Ukraine og Isreal har taget al opmærksomheden. Når jeg før sagde på "papiret" ytringsfrihed, er det fordi, det netop er det den uenige gruppe i civilsamfundet erfarer, at vi ikke længere har.

Psykologien underbygger og forklarer tydeligt, hvor det filosofiske kan snyde forfærdeligt.

Der er nemlig mange situationer, hvor vores hjerne opfører sig utroværdigt. Det taler filosofferne ikke om! Og skulle man med en filosofiske argumentenrende samtale om det som skete i denne periode i Danmark og globalt, bliver ”vi nede på jorden” forført til, at følge de forskellige filosofiske principper i vores tankegang, ukritisk. 

Den fantastiske internationale bestseller Daniel Kahneman har skrevet bogen; “Tænke hurtigt og langsomt”. 

Bogen giver en milepæl i forståelsen af den menneskelige hjerne og menneskelig adfærd generelt.

Han taler om fejlslutninger i hjernen, som noget helt normalt, men som vi tilgengæld skal være bevidste om sker i en eller anden grad for os alle. En fejlslutning kan være “hvad du ser, er alt, hvad der er”. Lad mig inddrage et virkelighedseksempel:

Nyhedsoverskrifter i TV og aviser beretter time for time om den farlige corona virus. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, vores Statsminister Mette Frederiksen, Søren Brostrøm som direktør for Sundhedsstyrrelsen og nøje udvalgte "eksperter" fortalte om den farlig corona epedimi, og bevæggrundende for restriktioner, vi som civilsamfund absolut skulle følge. Men vi fik ikke andre oplysninger, der modsagde dette i mainstream samtalen, hvorfor dette blev til største delen af Danmarks virkelighed, som ukritisk blev accepteret.  

De ansvarlige er kun mennesker og kan tage fejl eller have en særlig interesse, vi ikke har kendskab til. Men befolkningen der modtager informationen, har svært ved at forholde sig sagligt og konkret, da vi alle blev holdt udenfor mellemregningerne, altså konkrete, faktuelle og detaljerede bevæggrunde. De kritiske eksperter blev ganske simpelt enten ignoreret, fik mundkurv på eller censureret.

Et etisk dilemma er medicinalindustrien, der reelt sidder på magten også i FN, som jeg indirekte kom ind på i del 3. Vi har som den moderne borger accepteret præmissen, at medicin og vacciner er mirakelkuren for sygdomme eller forebyggelse af sygdomme. Børns Vilkår, Red Barnet udarbejdede undervisningsmateriale til folkeskolebørn, der ved min nøje gennemgang fremstod som en decideret farlig form for indoktrinering. Alt det kritiske og væsentlige faktuelle informationer blev eleverne ikke præsenteret for. Og for at sikre, at skolebørn ikke tog kritiske informationer fra deres forældre eller andre kilder til sig, inddrog børnenes vogtere i deres 11 timers undersvisningsmateriale endda emnet misinformation, der hurtigt spreder sig. Børnenes vogtere lærte altså børn om dette. De kom med eksempler på misinformation, der endda i dag er varificeret modsat, altså det var ikke misinformation, men konkret og korrekt information. Dette blev børn altså belært som den endegyldige virkelighed. Et emne jeg kommer ind på i interviewet du finder på denne her side på Kids Rescue. 

Jeg har aldrig hørt Etisk Råd gå imod Medicinrådet og gøre krav på fokus på alternativ naturmedicin, mineraler og vitaminer. Især set i lyset af at det vrimler med evidens, der belyser i detaljer, hvordan medicinalindustrien netop agerer uetisk og uden skrupler via korruption, usandheder, og gennem tiden modtaget den ene dom efter den anden. Dette underbygger, at mirakkel medicin og vacciner kan virke modsat og accelerere alvorlige sygdomme og ofte med død som følge. Peter Gøtzsche, er en dansk medicinsk forsker på Rigshospitalet i København, udtaler i utallige interviews afslører big pharma som organiseret kriminalitet. Vi ved det sker, men udviser ikke tilstrækkelige kritiske handlinger. Vi accepterer disse præmisser. Vi lader det ske.

Tilbage til befolkningen der modtager vinklet informationer, der underbygger "magtens fortælling", men samtidigt udelukker de kritiske faglige røster og direkte evidens, bliver det begyndelsen på alvorlig situation, med store konsekvenser som følge. 

Gennemgås de forskellige etiske principper fra filosofien, findes masser af ”huller”. Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at tænke og handle fuldkomment og fejlfrit. Til det spørgsmål skal vi stille os selv spørgsmålet, hvorfor må kritiske eksperter ikke komme til orde i pressen? Hvorfor gøres de forkerte og nærmest mobbet? Denne destruktive ikke demokratiske adfærd der reelt underminer ytringsfriheden og modarbejder at kunne sikre et fuldt oplyst civilsamfund, således til- og fravalg, holdninger for eller imod, bliver på et informeret grundlag.

Det er vist tid til, at jeg trækker snakken en helt anden retning og over i psykologien.

Der er mange kognitionspsykologer, som arbejder med at opdele vores måder, at tænke på: At tænke hurtigt og langsom, bliver også kaldt system 1 og 2.

System 1:

Vi kan tænke “hurtigt”, intuitivt og styret af tillært eller indlejrede mønstre.

Det er faktisk en effektiv egenskab når vi i dagligdagen tager mange små beslutninger. Det kræver ikke mange kræfter og læner sig ofte op ad, hvad vi plejer at gøre eller, hvad vi bliver pålagt at gøre af kompetencer, vi har tillid til.

Altså i system 1. stoles der blindt på dèt der høres, læses og ses. Når du tænker hurtigt, styrer du ikke selv dine tanker, men lader hjernen styre selv. Man kan sige hjernen er på autopilot. Der skal meget til at slå den tankegang fra. Både børn og voksne påvirkes af konstante fortællinger om emner, ”dem som er klogere” fortæller. Fortællingen er umulig at undslippe. Fordi medier gengiver ofte ukritisk eksperters udsagn.

Det vil sige, at vi bliver programmeret via alle vores sanser. Der tales ikke meget om, at vores neurologiske netværk bliver opbygget meget solidt i vores hjerne med narrativer fra de ”kloge”.

Det vil sige, at det som siges højt, bliver til virkelighed.

Det er tydeligt, at når et narrativ igen og igen bliver fastholdt af eksperter og myndigheder, bliver det for mange til virkelighed. På den måde bliver konkret og kritiske fakta enten nedtonet eller blankt afvist af myndighederne eller særlige interessenter.

Ofte latterliggøres de kritiske faktuelle røster eller bliver ligefrem gjort til stor skamme. Rigtig mange mennesker registrerer reelt ikke det, som sker i disse situationer.

System 2:

Vi kan også tænke “langsomt”.

Det sker ved, at have en analytisk tilgang til de informationer, som vi modtager. Vi bliver opsøgende efter flere kilder. Vi forsøger, at forstå de informationer vi modtager. Det er ofte brudstykker af information, der endda kan blive begyndelsen til hypotetiske og relevante dybdegående spørgsmål.

På den måde vurderer hvert enkelt menneske i system 2, hvor der tænkes langsomt, fordele og ulemper, hvad er rigtigt og forkert på et bredt og dybdegående grundlag.

Det er en meget tids- og ressourcekrævende proces – derfor er det primært en adfærd, vi udviser i forbindelse med særligt vigtige situationer.

Vores tro, holdning og mening, der udvises i adfærd, er baseret på en lang række årsager.

Socialgeologen Greg Braden har udtalt på en kongres, at den darwinistiske teori om, at det er de stærkeste som overlever, måske alligevel ikke er sand. Han underbygger hans påstand i sin bog “Human by design”.

Der fremgår hans påstande om, hvordan Darwin fik os til at tro, at vi overlever på grund af konkurrence og vigtigheden i at være stærkest. 

Darvins påstår, at er jeg stærkere end dig, er mine chancer for at overleve større.

Vi ser dette konkurrenceprincip overalt i vores samfund: I vores uddannelsessystem, i vores økonomiske system, i vores virksomheder. 

Gregg Bradens påstand er, at Darvin ikke har ret, fordi vi alle er neurologisk forbundet, og der medvirker til, at vi kan holde hinanden i sikkerhed og hjælpe hinanden. 

Skal vi bruge et udtryk fra den filosofiske analyse, så er styrkemarkøren i dette; hvis jeg beskytter dig, og du beskytter mig, har vi sammen en større chance for at overleve. Det er faktisk samarbejde, der får os til at overleve og trives, og ikke som vi har lært af Darvin, konkurrence. 

Det er så synligt i naturen, hvordan dette fungerer. Hjemmelen der underbygger Gegg Brandens påstand kunne være Simon Sinek, der taler om samarbejde i sine dybtgående foredrag, han kalder; “hvorfor ledere spiser sidst”.

Påstanden om, at det ikke er den stærkeste som overlever rygdækkes af marinesoldater. Mens mange mennesker synes, at lederskab handler om rang, magt og privilegium, mener marinesoldater, at ægte lederskab er villigheden til at placere andres behov over sine egne.

Hvorfor trækker jeg netop disse detaljer ind i min mening om filosofiske etiske teorier. Jo fordi, jeg mener vi lever i en tidsalder, hvor vi som menneskehed er gået i stå og lader os uselvstændigt styre på en måde, der er destruktiv for os som menneskehed globalt.

Vi tror uforbeholdent og ukritisk på dem, som kan fremvise titler og et langt flot CV.

Det er min mening, at det er nødvendigt at nytænke, da muligheder for teknologier vinder ind i et tempo, hvor vores tilgang til disse, skader det vi oprindeligt er ”designet” til.

I den udvikling, er det fortsat penge, magt og indflydelse som er det styrende i den globale tankegang og udvikling. Det lavpraktiske, logiske, rationelle, ideologiske, vidensbegærlige, kritiske, dannede mennesker, er vi som samfund blevet tillært, underminer den gruppe mennesker, vi som flok netop har behov for, således vi sammen kan passe på hinanden. Styrke hinanden. Anerkende hinanden også på trods af uenigheder, men give plads til en langsomt tænkende samtale, der bidrager til sammenhold og gensidig respekt.   

Opsummering på mine forord:

Det er med stor risiko, at når jeg åbner op for pandoras æske - altså nu hvor vi er nået til min beretning om min søn og jeg i eksil som flygtninge fra de sociale og familieretslige myndigheder, at jeg af mange vil blive gjort stereotypisk forkert.

Den person som har tabt alt, men samtidigt kan se sig selv etisk og moralsk i spejlet med en god samvittighed, fordi modet og styrken til ikke at betvivle tilegnet dybdegående og bredspektret viden, og omsætte dette til hypotetiske forudsigelser, der viste sig efterfølgende at være korrekte, men striben af rettige kontroversielle handlinger afværgede det mørke og dystre, er reelt en vinder.

Jeg er den person. Jeg er ikke et offer! Men jeg er ej heller den tavse. Jeg kan være hård i min retorik, men jeg håber, at dem som har fulgt mig i det som er sket forudgående, kombineret med mine faktuelle detektivmæssige tilgang krydret med hypoteser, vi skal kunne tale om, er det min forhåbning at vække hele civilsamfundets opmærksomhed, således vi finder sammenhold, samarbejde og sikre vores fremtid, vores børn, unge, forældre og familier.

Det jeg kunne have tabt til Staten Danmark, min søn, er sikret. Prisen har været høj. Det tabte, min karriere, min alderdomspension, min familie, mine nærmeste venner - alt dette blot vilkår, der betyder intet i forhold til, at min søns sikkerhed og fremtid vægtede højere. Jeg havde fortsat intet andet valg, end give afkald på alt det, som ikke vægtede højere end blodets stærke bånd mellem far og søn. Om dette bliver er varrig tilstand eller blot er midlertidig, må fremtiden vise.

Forskellen på Danmark og Sortehavets befolkning er ret markant: I Danmark hører jeg stemmen sige, Jacob, du træf et valg, du havde et valg og ryster på hovedet af mig. Jeg bliver gjort forkert. Ved Sortehavet trille tårerne stille ned at kinderne, når virkeligheden om de store menneskelige omkostninger for min søn, bliver fortalt. Respekten for mig som faderen, som ikke bare udviste stort mod og handling i tide, udvises med sætningen; "The last viking standing is you - Hvor er din søn heldig, at have en far som dig". 

I dag har jeg personligt intet at tabe, men alt at vinde! For min søns fremtids skyld. For Danmarks fremtids skyld.

Jeg ligger an til debat.

Jeg har længe udtalt, at samtalen er kørt ad sporet i Danmark og forsøgt, at motivere til en nuanceret samtale, men interessen eller modet fra den enkelte har ikke været muligt for mig at frembringe som hensigten. Mange har ikke kunnet rumme det mentalt og tænkt, det vedrører ikke mig.

Det vedrører dig! Vores børn er vores fremtid - derfor har jeg i samråd med min søn valgt og vurderet, at vores historie og måden vi begge har navigeret i det dysfuktionelle der netop vedrører børn, unge, forældre og familieområdet, os alle, at stå frem!

Kaos er skabt.

Kaos er blevet skabt og ingen kan finde hale og ben i, hvad er rigtigt og forkert. Det gør det ganske svært for den enkelte at overskue, hvad er det som reelt sker. Det kan for udefrakommende være svært og ganske umuligt at vurdere, hvem skal man holde med i samtalen? Den kritiske røst, der lyder skræmmende eller den som siger noget sympatisk, der giver en falsk tryghed og må være rigtigt, for den kritiske skræmmende samtale, kan ikke være sandt, og går mod dem vi har stor tillid til?

Årsag til kaos: De skjulte planer

Danmark er gennem årerne blevet infiltreret med en direkte ødelæggende agenda, der har slået massive rødder med narrativerne; barnet bedste og barnets rettigheder og det tror "vi" så på, er rigtigt, fordi der er ubetinget og ukritisk enighed om dette. Imens disse narrativer slår rødder, har forælderen og familien mistet samtlige rettigheder beskrevet i forudgående del 3.

Løsningen: Skabe kosmos

Kaos bliver skabt, når sympatiske og umiddelbart rigtige handlinger dækker over underliggende planer og handlinger, der står i stor kontrast til de sympatiske italesatte intentioner. Kosmos skal skabes, således at vi kan vende tilbage til den transparente , forudsigelige samtale, hvor lyd og billede hænger sammen.

Min pointe er krystalklar og meget vigtig. Det handler om at skabe klarhed og orden, og skabe et rum for åbenhed og ærlighed, og at sikre, at der er ansvarlighed i alle processer. Kun sådan kan vi skabe en virkelig positiv forandring.

Samarbejde er nøglen til kosmos

Dette er en meget relevant holdning jeg forventer fra "dem som arbejder for folket" og et nødvendigt krav for, at kunne skabe positive forandringer. Alle aktører i feltet - fra politikere og myndigheder til fagfolk og civilsamfund - har et ansvar for at sikre, at politikker, praksis og kommunikation er gennemsigtige, forståelige og i overensstemmelse med de faktiske omstændigheder.

Det er nødvendigt for at opbygge tillid, fremme forståelse og støtte effektive etiske og moralske handlinger. Dette må ikke blot være en ambition, det er en nødvendighed for at sikre, at vores børn, vores unge, vores familier og vores samfund kan trives.

Vi har alle et ansvar

Vi skal tage ansvar og sikre en fremtid baseret på værdier, der får lov til at spire i den virkelige verden og ikke som nu, blot en illusion.

Vi kan og skal skabe kosmos ud af kaos. Jeg gentager, for at vi kan opnå dette, er vi nødt til at arbejde sammen - alle involverede parter, fra politikere og myndigheder til fagfolk og civilsamfund, må spille en aktiv rolle.

Vi skal skabe en transparent, forudsigelig samtale, hvor lyd og billede hænger sammen. Dette kræver ærlighed og gennemsigtighed, samt en fælles forståelse af, at vores ansvar går ud over vores individuelle roller.

Min hensigt og forhåbning.

Min hensigt med mine beretninger er ikke ønsket om, at fremhæve mig selv, eller ønsket om, at nu skal min historie fortælles af egoistiske årsager. Hensigten er ret klar. Vi skal rykke os sammen, så vi kan håndtere den kaos skabte situation, så vi sammen sikre at fremme kosmos.