Udarbejdet af Jacob Birkebæk

Min søns bedste forsvaret gennem 16 år

januar 4


VORES HISTORIE

Min søns bedste forsvaret gennem 16 år

INDHOLDSFORTEGNELSE
HYBERLINKS
KAPITEL 1 - 30


Forord

I første del er opmærksomheden på Radio24Syv dokumentaren fra 2014 "Barnets ret til to forældre". Journalisterne gik meget tæt på os som familien, der endte med samlivsophævelse.

De familiemæssige bagudliggende problematikker for os som pårørende til en sindslidende mor, der selvmedicinerede sig og dermed også havde et misbrugsbrugsproblem, blev i del 1. meget nuanceret og med ekspertviden analyseret og redegjorde for det ene systemsvigt efter det andet i vores børne- og familiesag. 

Trods det, at det er 9 år siden, er det samme problematikker, alt for forældre står overfor i dag 2023. På den måde er vores historie fortsat meget aktuel og samfundsmæssigt særdeles vigtig.

Hvor Radio24Syv slap og efter tabt byretssag, blev dette blot begyndelsen på et endnu barskere forløb, og er den del af min personlige historie, som jeg inviterer dig ind til at høre om nu. 

Vores udfordringer gennem årerne opstod altid i etaper.

Altså hver gang der opstod en ny situation enten hos mor, hos mig eller vores søn, lærte jeg hurtigt, at dette kunne medføre det, jeg kalder for et nyt "bump", jeg så skulle forholde mig til og navigere i. Det var i forbindelse med disse "bump", at der opstod uenigheder og tvister, der blev begyndelsen på en ny konflikt.

Men mellem disse "bump" var der også en periode med stilhed. Jeg kaldte det stilheden før næste storm. I disse stille perioder var min fokus 100% på, at arbejde med at forbedre min søns trivsel og udvikling. Samtidigt med, at jeg mentalt forberedte mig på, at der ville komme et nyt bump på vejen. For hver gang der kom et nyt bump på vejen, reagerede jeg selv psykosomatisk. Jeg brugte perioderne med stilhed til, at passe på mig selv og styrke mig fysisk og mentalt. Kunne jeg forudsige fremtidige bump der potentielt kunne opstå, var det i disse perioder med stilhed, at jeg forberedte mig kommunikativt eller inddrog rette professionelle sparing, således jeg selv kunne se det som skete fra nye eller andre perspektiver. På den måde blev jeg den nysgerrige detektiv søgen efter nye vigtige oplysninger i både vores søns liv, mit eget og vores todelte families livsvilkår. En øvelse jeg tidlige lærte var afgørende vigtigt. Især i kommunikationen og i argumentationen i de vigtige samtaler med offentlige fagpersoner, der løbende indirekte eller direkte var involveret i vores liv.

Har du ikke set del 1, Radio24Syv dokumentaren "Barnets ret til to forældre", kan du se den ved at klikke her eller på billedet.

Den planlagte del 2. af podcasten, der skulle være en opfølgning på den præserende sag, blev aldrig produceret.

Jeg er i 2023 fortsat den beskyttende forældre, der kæmper mod fjenden; myndigheder og instanser - Staten Danmark. 

Retorisk kan det for mange virke voldsomt, men efter at have forsvaret min søns rettigheder og ret til trivsel, rette professionelle hjælp til ham og coaching i JEG-støtte og betydningen af spejlingen fra mig og os som forældre, således jeg kunne sikre ham en sund dannelse og udvikling og den optimale start på livet i 16 år, har for mig betydet en hævet kapital- og ratepension, mange års tabt arbejdsfortjeneste, altså kostet millioner af kroner for ej heller at glemme de omfattende menneskelige omkostninger staten har påført os.

Derfor er jeg en af dem, der på alle måder forholder mig til den retoriske ret, når jeg udtaler hårdt og kontant og sætter ordet Staten foran Danmark, og kalder staten Danmark min fjende.

Det er en menneskeret, at beskytte sit barn og sig selv. 

Jeg levede inden samlivsophør i 2009 med håbet og overbevisningen om, at snart bliver det bedre. Jeg erfarer på afstand og ved refleksion, at inden samlivsophør var min fokus på de få gode dage, hvilket medførte alvorlige symptomer og reaktioner for hele vores familie, min søn, hans halvsøster og jeg.

Det var umuligt for os som familie at modtage rette hjælp og støtte. Da det gik op for mig, at der er ingen hjælp til os som familie, er der ingen vej uden om. Ophævelse af samlivet var nødvendigt. 

For mit vedkommende gik min fokus fra at hjælpe min søns mor med sine udfordringer til, at nu skulle jeg passe på vores søn. Dette er et tilbageblik på tiden, hvor han dengang var knap 1½ år.

Det er helt normalt, at tolerancegrænsen,  der går fra 0  til 10, bliver gradvist rykket, sådan havde jeg det og sådan erfarer jeg, at de fleste beskyttende forældre har det. På den måde, hvor 10 tidligere synligt er nok er nok, og der skal ske noget, bliver rykket til 16, 25 eller 30. Det skete for mig og er helt normalt som forældre og pårørende "til et eller andet". 

Det er en menneskeret og helt i orden, hvis det opleves, at grænsen er nået og behovet for at trække sig er afgørende nødvendigt. Men er det nu også det i praksis?

Det er så her, at Staten Danmark gør sit til, at denne menneskeret for at trække i nødbremsen ikke kan efterleves. 

Det betyder, at selvom at samlivet har været ophørt længe, måske årevis, og man har trukket i nødbemsen, befinder barnet sig ofte alene i samværet med den "dysfunktionelle" uden beskyttelse og uden rette hjælp og støtte. Det var også min søns udfordring. Det var en kamp, at få lov til at skærme ham!

Barnet og den beskyttende forældre befinder sig i frit-flad-kaos. Jeg håber Hr og Fru Danmark kan sætte sig ind i, når jeg retorisk benytter udtrykket System-Helvede-Danmark, fordi de offentlige fagpersoner og myndighederne medvirker til det, som jeg kalder for systemmæssige overgreb og svigt.

Mange er pårørende til "et eller andet", og husk på, hvad et eller andet er, burde være de sociale og familieretlige myndigheders opgave at finde ud af. Det sker meget sjældent og aldrig uden en urimelig, langvarrig, opslidende, ressourcekrævende, velovervejet, klog og meget kommunikativt strategisk forældres indsats.

Det var en lang liste af forudsætninger jeg lige remsede op her... jeg håber igen, at det giver anledning til eftertanke samfundsmæssigt.

Det er altså i praksis modsat ens menneskeret at sige fra overfor den syge, sindslidende "eller hvad det handler om", men det hurtigt erfares, at denne menneskeret ikke stemmer overens med myndighedernes og samtlige offentlige fagpersoners tilgang. Det bliver hurtigt meget komplekst og uoverskueligt... og umuligt for de fleste forældre som pårørende, at beskytte sit barn og sig selv! I hvert tilfælde for en tid - og oftest i en urimelig lang tidshorisont.

I vores sag var det tydelige så tydeligt, at selv myndighederne, psykiatrien, kommunens misbrugscenter og Alfa Fredensborg havde gennem så mange år et dybdegående kendskab til det meget dysfunktionelle og de sagde det højt. 

Belysningen af en børnesag sker altså ved, at myndighederne beder fagpersonerne der omgiver barnet, forældre eller familien om at udtale sig. 

I vores sag var der rigelige kritiske og nuancerede udtalelser, men en enkelt udtalelse fik dommerens syns i en modsat retning. Det er de færreste der er klar over, hvor stor en indflydelse på udfaldet af en børnesag de offentlige fagpersoner har. I vores sag var det altså blot en enkelt udtalelse fra Psykiatrisk Center i København, der ukritisk bakkede deres patient op, og inplicit antager og mener, at deres patient har rigelig selvindsigt og vurderer rigtigt, når patienten udtaler, at hendes sindslidelse ikke påvirker vores søn. Fokus er i udtalelsen eller i erklæringen på sindslidelsen og på ingen måde på selvmedicineringen - altså misbrug.

Jeg var sikker på og gav udtryk for i dokumentaren i Radio24syv, at vi havde en "nem", men dog følelsesmæssigt barsk familieretssag, fordi dokumentationen netop var klokkeklar. Jeg kunne ikke forestille mig andet. Og slet ikke, at en enkelt udtalelse kunne vægte så meget i udfaldet af byretsdommen.

Det endte modsat mine forventninger som borger i en retsstat, at det dysfunktionelle og den ene belastning efter den anden vores søn, ja vi alle reagerede kraftigt på, ikke blev anerkendt i byretten. Erfaringsmæssigt kan jeg indskyde, at det er en helt normalt retstilstand i Danmark. 

Det som Landsorganisationen Sind, OCD Foreningen og øvrige organisationer indenfor sindslidelser eller misbrug vejledede mig i og endda sendte materiale om, hvor vigtigt det er, at man som pårørende siger tydeligt fra, når det svære ikke længere er tåleligt. De skrev og udtalte ordret, at det er en menneskeret, at beskytte sit barn og sig selv fra den syge forældre. 

Psykiatrien og de offentlige fagpersoner besidder ubevidst en magt, jeg er sikker på de ikke er bevidste om!

Det interessante og problemet er, at vi fylder Hr og Fru Danmark med narrativer, altså vi bliver fortalt en ting, der udvises modsat igen og igen børnesager.  

Jeg var i 2014 efter tabt byretsdom faderen, den fuldkomne tyndslidte forældre

For mig, som far, var der på trods af at jeg var tyndslidt, bankbogen tømt, min alderdomspension tømt, bankgæld og en lukket mulighed for yderligere lån, så jeg ingen anden udvej, end at fortsætte til Landsretten.

Mit had til de offentlige fagpersoner og myndighederne blev større dag for dag.

Mit mod, min tro, mit håb, min indre styrke, de dyrebare erfaringer og kompetencer også i forhold til min forståelse for det jeg kalder "systemet" tillært på den hårde måde. Hvad er det for en størrelse, og hvordan kan få "nedkæmpet min fjende". Hvor er fjendens svagheder?

Min motivation for at beskytte min søn voksede gradvist for hver og et "tabt slag" på System-Helvede-Danmarks slagmarker.

Det handlede om min søn bedste, og jeg var klar til at ofre mig selv, som den tabre soldat kæmpende for sit fædreland med livet som indsats.

Indledende ord om "min søns bedste blev gennem 16 år forsvaret".

The never ending story!

I denne del 2 tager jeg dig endnu dybere med en på rejsen om systemsvigt og det mørke Danmark. Det har været et mangeårigt mareridt, der blot ikke var et mareridt, men i lys vågen tilstand, har været et overvældende livsvilkår.  

Jeg siger godt nok, at dette er fortællingen om vores fulde historie. Det er det faktisk ikke. Det er den fulde historie i forhold til det, jeg mener er samfundsrelevant og lige hen til det øjeblik, hvor jeg og min søn i al hast måtte søge i eksil som danske flygtninge fra de sociale og familieretlige myndigheder.

For at kunne forstå den situation, varmer jeg i del 3 op med årsagerne til de dramatiske og meget grænseoverskridende træk fra min side i 2021, fortalt i del 4 og af sikkerhedsmæssige årsager blev nødvendigt.

Min nuancerede og lange virkelighedsberetning, bør komme ud i alle afkroge i Danmark!

Ikke for min skyld, men for de utallige forældre skyld, der står alene og opgivende med det svære der sker for dem, deres familier og deres børn.

Det er en følelse og oplevelse tusindevis af forældre derude, nikker genkendende til, men ikke opnår forståelse, anerkendelse og opbakning til det endda meget traumatiske som sker. Det gjorde jeg og min søn heller ikke. 

Jeg vælger altså, som ide & udvikler af Kids Rescue, at stå frem med ansigt. Jeg er i denne beretning den beskyttende forældre, faderen, der giver et dybt indblik i den side af historien om mig, der i er vinklet og rette mod systemet og ikke min søns mor.

Virkeligheden er barsk og misforstået samfundsmæssigt.

Den barske virkelighed for mange ”beskyttende” forældre, kender jeg om nogen, når muligheder for at forsvare ens barns helt fundamentale rettigheder og sikre deres trivsel og udvikling, enten er meget svært eller slet ikke muligt. 

Jeg formidler min kritiske tilgang med udgangspunkt i min egen langvarrig børnesag og skåner ingen eller noget i min fortælling om egne oplevelser. I min formidling er det min hensigt at være tydelig og konkret og i øvrigt, at give et billede af hændelserne set ud fra mit perspektiv.

Jeg håber, at min historie giver anledning til forståelse for de personlige processer vi, ja og jeg som denne beskyttende forældre og vi som to-delt familie - ja som mennesker der forventede rette hjælp og støtte fra de offentlige myndigheder, der modsat blev en trussel mod min søn.  

Nyanceret inspiration og forståelse til forældre er vigtigt.

Det er også min hensigt og forhåbning, at forældre der selv erfarer og gennemlever det overvældende, kan blive inspireret og spejle sig i, at det kan lade sig gøre at opnå rette forståelse og medhold, men det kærver rette hjælp. Når det så sagt, findes der ingen, der bare kan fikse det for dig. Det er også her, hvor jeg håber det fremgår tydeligt, at jeg påtog mig rollen som min egen sagsleder og pilot i mit barns liv. 

Det handler meget om ansvar og agere kreativt, klogt, strategisk velovervejet og rettidigt.

Det er min forhåbning, at give forældre, der befinder sig i det svære, følelsen af styrke, tro, håb, der med stort mod og positiv energi kan vende det svære og ofte uoverskuelige til realistiske forhåbninger.

Det er vigtigt ikke at frygte mødet med myndighederne, men der skal udvises respekt for, at i kontakten med hver og en offentlig fagperson, at disse kan have indirekte eller direkte indflydelse på en børnesags udfald.  

Selvfølgelig er det også mit opråb til hele civilsamfundet, at vi har en uoverskuelig og meget omfattende samfundsmæssig opgave, der skal og kan løses, men det kræver en helt anden samtale end den, som foregår blandt forældre, i medierne og politisk i dag.

Du kan enten vælge, at læse hele historien, der danner baggrund for Kids Rescue, eller shoppe rundt i de emner du måtte finde særligt interessante for dig.

Jeg håber, med min fortælling, at den både kan sætte ting i perspektiv i forhold til det samfund vi lever i - og hvem ved, måske finder du lige netop den inspiration du har behov for.

Nu skal vi i gang med beretningen og fortsætter derfra, hvor Radio24Syv slap efter tabt byretssag. 

Jacob A. Birkebæk

Aldrig har jeg været så alene, med noget så stort!

Tidsperspektiv: År 2014 - alder 7 år

Det var ikke blot overfor systemet jeg skulle forsvare og forklare mig (implicit vores søn), men også venner og familie.

Jeg glemmer aldrig de episoder, hvor familiemedlemmer og venner som ikke forstod alvoren, udtalte; "Jacob, er det nu så slemt?"

Deres tvivl om min vurdering og ihærdige indsats for at få myndigheder til at forstå og agere efter vores søns bedste, blev overvældende for mig. De kunne på ingen måde sætte sig ind i, hvilke omkostninger kombinationen mellem det dysfunktionelle i familien og myndighedernes destruktive, konfliktoptrappende måde at håndtere vores sag på, havde berørt os menneskeligt og økonomisk. Ikke et eneste konstruktivt løsningsforslag eller blot en teskefuld forståelse, blev udvist fra en eneste offentlig fagperson eller myndighed.

Famile og venner udviste tvivl for de problematikker, som jeg i samtaler gav udtryk for, fordi den gængse opfattelse er, at myndighederne vil jo barnets bedste.

Denne gruppe af venner og familie gav mig følelsen af, at det var mig, som der var noget galt med. Det var endnu et hårdt slag at disse mennesker, jeg holdt af og regnede med, ikke var der for mig, og min søn i mit livs største krise ved i det mindste, at anerkende min vedholdenhed for at sikre min søns fremtidige trivsel. 

Jeg syntes ofte, at jeg skulle gentage ting der var sket, eller gentage min søns alvorlige symptomer og reaktioner på det for ham overvældende. Det var som om, at det ikke var gået op for dem, hvor mange ressoourcer jeg brugte på at sikre hans trivsel og med professionel hjælp samle op på ham. Initiativer jeg selv iværksatte, da kommunen ikke så nødvendigheden af det. Eller som de sagde, vi har ikke et passende "tilbud" til ham og dig som far.

Den dag i dag er jeg stadig uforstående og fuld af undren over, hvordan familiemedlemmer kunne udtrykke efter tabt byret og det gik op for dem, at jeg ville fortsætte til landsretten; "Jacob, hvorfor giver du ikke bare slip. Det er ikke det værd. Er du sikker på, at du ikke overdriver."

Jeg har svært ved at forklare hvorfor. Det kan vel kun tilskrives uvidenhed og en udpræget samfundsmæssig tiltro til de offentlige fagpersoner, instanser og myndigheder, der underminerer mig.

Byrettens dom var ganske uventet. 

Dommen tilgodeså eller anerkendte på ingen måde de omfattende problematikker, som vores søn ikke kunne tåle og skulle skånes for.

Min advokat kaldte mig efterfølgende ind til opfølgningsmøde. Det var en samtale om konditionerne for at anke dommen til Landsretten. På det tidspunkt havde min sag været så belastende økonomisk, at jeg ikke havde flere økonomiske ressourcer.

På daværende tidspunkt, havde jeg allerede hævet et større beløb fra min pension og taget lån i banken. Det vidste min advokat godt, men udtrykte telefonisk villighed til, at fortsætte på trods af mine manglende finiancielle muligheder. Vores søns mor kunne modsat få friproces og dermed beskikket en advokat. Det kunne jeg ikke, med begrundelsen fra procesbevillingsnævnet, at de mente ikke, at jeg ville kunne få medhold?

Det er et kæmpe problem retsikkerhedsmæssigt, at rette advokat bistand kun er muligt, i det omfang at man som forældre har råd til at betale ved kasse 1. Det forklares bedst med børnesagen; "Der bor en bager (...) Og har du penge, så kan du få, men har du ingen, så kan du gå!"

På mødet gik der med det samme økonomi i den. 40 - 50.000 ville en landsretssag koste mig. Det vil sige, det blev et nytteløst og ganske unødvendigt møde, fordi advokaten gik fra at udvise sig som hjælper, til at hun lige kunne sælge sin ekspertise ind til mig. På trods af, hun vidste besked om min økonomiske sitaution.

Jeg belv faktisk overrasket, netop fordi, jeg kom udelukkende som faderen, der havde fået indtrykket, at have en advokat, der ville gå hele vejen uanset hvad. Jeg blev først tavs - det var som om at tiden og sted gik helt i stå og jeg lige skulle vågne op efter realiteterne, før jeg meget bestemt udtrykte klart og tydeligt og uden tøven; "meddel landsretten, at jeg anker, men at jeg af økonomiske årsager fører min egen landsretssag - dvs uden dig!" 

Jeg husker alt fra det sidste næsmest traumatiske møde med min advokat. 

Efter det korte møde med min advokat kørte jeg ud til en lille havn ude ved saltfabrikken ved Mariagerfjord. Jeg vidste, at det var stedet, hvor jeg kunne være alene med mine tanker og lige samle mig. 

Tårerne trillede ned af kinderne på mig - aldrig har jeg følt mig så alene, som i dette øjeblik. Hele mit følelsesregister var i spil - vrede, sorg, afmagt, stor tristhed og midt i følelsernes vold, gik soldaten i mig ind og tog over.

Jeg fandt den indre styrke og mod til næste skridt, der skulle vise sig at blive afgørende for sagen og for vores søn. Jeg rejste mig op fra siddende stilling med øjnene flakkende henover vandet og ud i horisonten. Rettede skuldrene tilbage og brystet frem. Kropsligt måtte jeg udvise, at jeg havde styrken over mine tanker og overbevise min hjerne, at nu tager jeg over og ingen grund til panik.

Jeg vidste, at næste skridt krævede mit fulde fokus og en indre stor styrke. Det første jeg gjorde var, at meddele mit netværk, venner og familie, at de ikke måtte komme i vejen for mig den næste svære tid. Deres stime af meninger og holdninger var det, som jeg havde allermindst behov for.

Beskeden fra mig til dem var tydelig: Vi må mødes eller snakke på den anden side af retssagen... så nu bliver der "radiotavshed" til landsretten er ovre. De efterfølgende 5 måneder havde jeg enten slet ingen eller meget begrænset kontakt til venner og familie.

Min fulde opmærksomhed var på min søn og sagen! Intet andet! Et drastisk, men helt nødvendigt tiltag.

Advokaten mit første valg - men den som jeg havde allermindst behov for.

Tidsperspektiv: År 2008 - alder 1½

Jeg trækker dig lige tilbage til et tilbageblik fra 2008. Jeg lavede samme øvelse, som alle andre forældre, der står med en betændt og alvorlig børnesag, der kræver involvering af myndigheder. Jeg stod dengang overfor mødet med den daværende Statsforvaltning og ville være fuldtud forberedt. I den forbindelse kontaktede som det første en dygtig børneadvokat.

I min google søgen gennem havet af juridiske muligheder i Københavnerområdet, lyste et navn klarere end resten. Han var ikke blot en advokat; han var en stemme i debatten om skilsmisse i Danmark, en stemme, der havde genlyd i dokumentarer, radio og aviser. Hans fremtoning var både sympatisk og skarp, en kombination, der fremkaldte tillid og respekt. Hans ord og indsigt havde nået langt ud over de traditionelle familieretssale, og det var denne troværdighed, der tiltrak mig til ham.

Da jeg ankom til hans imponerende advokatkontor, blev jeg ført til et moderne og stilfuldt mødelokale. På væggene, malerier og i reolerne lovbøger, der stod som stille vidner til juridisk præcision og succes, sad vi nu overfor hinanden. Her skulle vi diskutere min sag, ikke bare en samtale, men en skæbneændrende begivenhed i mit og min søns liv.

Mens vi talte, optog han nøje hvert ord på sin diktafon, en metodisk og præcis tilgang, der gjorde mig sikker på, at intet ville gå tabt i oversættelsen fra menneskelig bekymring til juridisk strategi. Med hver indtaling følte jeg mig mere sikker - her var en, der ikke blot lyttede, men som forstod, og som kunne oversætte mine bekymringer til handling.

Reflekterende over vores møde, indser jeg nu, at det var de dyrest betalte råd jeg nogensinde har investeret i. 4500 kroner i timen var en høj pris, men værdien af hans ærlighed, dedikation og realisme var uvurderlig. Sjældent er normen at møde en advokat så dedikeret til sandheden og klientens reelle behov. Han var klar i sit budskab om, at hans tilstedeværelse ved Statsforvaltningens møde måske ikke ville ændre udfaldet markant og ville koste mig dyrt, men hans råd om at forberede mig på en lang og uforudsigelig proces var uvurderlige.

Han forudsagde det lange forløb, som i starten virkede uoverskueligt, men som tiden gik, viste sig at være en præcis forudsigelse. Dokumentationen i min "rene" sag var solid, men han forberedte mig på, at virkeligheden ofte er mere kompleks og krævende end først antaget. Hans indsigt i, at jura sjældent er kernen i børnesager, men derimod kommunikationen og forståelsen mellem parterne, gav mig et nyt perspektiv. Det var ikke blot et spørgsmål om at kende lovene, men om at kunne formidle og forhandle - at vise empati og forståelse, selv under de mest trykkende omstændigheder.

Hans mest værdifulde råd var dog ikke juridisk; det var dybt personligt og praktisk. Han delte en historie, som virkede simpel, men som havde en dyb betydning for mig. Han fortalte, at hvis min søns mor og jeg nogensinde kom i en situation, hvor hun bad mig om at forlade vores rækkehus, måtte jeg aldrig efterlade min søn. I stedet skulle jeg sige: "Det kan jeg godt, men vores søn kommer med mig, han skal ikke være alene med dig." Dette simple, men kraftfulde råd blev et værktøj, som jeg brugte flere gange. Det sikrede, at jeg aldrig forlod min søn i en usikker situation, og det bragte ro i stormen.

Da jeg forlod det store mødelokale, var det med en følelse af klarhed og en fornyet beslutsomhed. Jeg var ikke længere bare en fortabt far i systemet; jeg var en mand med en mission, rustet med råd og støtte fra en af de skarpeste sind i juridisk Danmark. Vejen forude var måske stadig tåget, men nu havde jeg en fakkel til at lyse vejen op og en viden om, at mine handlinger og ord skulle afspejle min ubøjelige vilje til at beskytte min søn.

Meget tidligt i min sag, fandt jeg det nødvendigt, at tænkte ud af de traditionelle bokse og kreativt.

I min søgen efter den nødvendige professionelle hjælp, indså jeg nødvendigheden af, at jeg måtte sammensætte mit eget team af forskellige fagkompetencer. Efter samme model, som når jeg i mit tidligere virke skulle have et varekategori ud på markedet. Alle der indgik på mit lille sammensatte team, arbejdede med det formål, at yde hjælp, støtte & vejledning, både til vores søn og jeg - og jeg styrede dem.

På den måde fik jeg afhjulpet de sværeste situationer, men oftest langvarige processer, der både krævede stor tålmodighed og is i maven.

Jeg er dybt taknemmelig for jeg havde det nødvendige overskud, indsigt og økonomi til at sætte dette team i værk. Desværre er det ikke alle forundt. Det ønsker jeg, med Kids Rescue at gøre noget ved.

Inden byretten, hvor jeg tabte, skulle jeg finde den helt rigtige kompetente advokat, men det var lettere sagt end gjort.

Tidsperspektiv: År 2014 - alder 7 år

Jeg var nu i Randers, altså langt væk fra advokaten, som godt nok dyrt, havde givet mig et troværdigt og tillidsfuldt forhold. Nu gik søgen efter jyllands bedste til komplicerede børnesager. Jeg måtte gå runden rundt. 

Jeg havde på dette tidspunkt allerede fået et godt billede af faggruppen, advokat. Min søns mor havde ved utallige lejligheder medbragt sin advokat til møder i Statsforvaltningen. Jeg må tilstå, at når advokaten endelig åbnede munden, kunne jeg argumentationsmæssigt hurtigt lukke munden på hende. I øvrigt også en af de såkaldte stjerne børneadvokater, der tales meget om derude... der snakkes meget i de åbne og lukkede facebook grupper, hvor forældre mødes og søger råd.

Jeg kunne efter hvert møde i Statsforvaltningen smile og tænke, det kan godt være at min tidligere råd var dyre, men på den lange bane besparende og medvirkende til, at jeg tog ansvar og blev kreativ i min tilgang.

Så da jeg tiden var inde og jeg ikke kunne komme uden om, at finde en advokat til byretten, måtte jeg i gang med interviews og udvælgelsen. Jeg tale med 4 på stribe. Allerede i telefonen fik jeg afprøvet og mærket efter, hvor de var kompetencemæssigt. Jeg følte ikke nogen af dem, havde den fornødne erfaring og træning i en kompliceret sag som min, trods deres udtalelser om, at det havde de stor erfaring i... Tja, en af advokaterne var en smuk 29 årig. Hun kunne alt i følge hende. Måske var hun smuk. Men i interview med mig, afsløres det, at hun ikke havde haft en eneste sag det seneste år i min kaliber. Videre til den femte advokat. Det blev til et møde med ham.

Advokaten der udtalte, du har ingen beviser, du har ingen sag!

Jeg mødte ind som aftalt i telefonen og havde mine sagsakter med underarmen. Under samtalen kørte han mig konstant over med overfladiske udtalelser om, at jeg ikke havde nogen beviser, så jeg ville tabe!

Frustreret, usikker, ked af det og med en følelse af, mon han har ret, gik jeg fra kontoret med ordene, jeg vender tilbage!

En uge efter modtog jeg brev fra Statsforvaltningen om, at min advokat havde bedt om aktindsigt. Hvad? Jeg havde ingen advokat? Samtidigt kom der en faktura for hans foreløbige indsats.

Han havde åbenbart trods vores tydeligt samtale, der blot var en forventningsafstemning, der endte med, at han nærmest havde taget modet og styrken fra mig, uden samtykke valgt at gå videre med min sag.

Jeg synes det var frækt, uprofessionelt, umenneskeligt uden et gram etik og moral. Jeg husker jeg skrev en klage til ham og beskrev min oplevelse af mødet, og om hvad han havde gjort ved ham. Jeg lovede ham den største markedsføring, hvis han ikke øjeblikkeligt sendte mig en kreditnota. En markedsføring, han nok ville se anderledes. Mindede ham om min kompetencer og når jeg gjorde noget, var det altid dedikeret. Jeg lovede ham en berømmelse, han nok ville se modsat.

Jeg modtog dagen efter en kreditnota.

Nærmest opgivende overfor ideotiske advokater der siger de kan fikse alt eller opfører sig fuldkommen åndssvagt, var jeg i en radius af 100km åbenbart omringet af. Hvor er advokaten jeg søger - den dedikerede, menneskelige med kompetencerne for det komplekse? 

Jeg kan huske, at jeg ringede til vores gamle familieadvokat, eller han havde siddet i min fars bestyrrelse i utallige år, men nu på pension. Han udtalte intet navn til mig, men sagde malerrisk, søg mod nord nær x fjord. Mere behøver jeg ikke at sige her, da jeg ikke vil udstille mit næste træk.

Lad mig lige evaluere min advokats indsats i forbindelse med byretten.

Hun var fra første møde sød, venlig og imødekommende. Jeg fik på introduktionsmødet en kop kaffe og en småkage. Lyttede til min fortælling og virkede troværdig og kompetent når hun kom med sine inputs.

Jeg havde forberedt min sag grundigt og overrakte hende mine sagsakter.

Jeg synes nu, at selve processkriftet var tynd, men hun forklarede mig, at det var vigtigt ikke at virke konfliktoptrappende og resten tog vi i retten. Jeg ville gerne bruge lidt tid på at forberede mine argumenter til det jeg ønskede at opnå. Hun overbeviste mig om, at den troværdige samtale i retten, hvor det kommer lige fra hjertet er det allerbedste. På den måde mere naturligt. Tja, set i bagspejlet kan jeg kun sige, det er den største fejl, der i øvrigt er standard modellen for de fleste advokater. 

Vi talte såmænd ikke meget efter første møde og kort efter min undren over, at jeg følte processkriftet manglede saft og kraft. Hun overbevidste mig om, at det var lige som det skulle være og hun var jo jyllands bedste, sagde de derude... 

Vi skulle mødes en time før retsmødet, standard modellen erfarer - hvor vi lige kunne tage en snak om de løse ender sammen. Hun kom 5 meget forsinket 5 minutter inden selve retsmødet forpustet. Det var noget med, at hun troede retsmødet var i en anden bygning og noget med svært at finde parkering?

I byretten styrede hun samtalen og spørgsmålene til mig. Undervejs tænkte jeg, stop nu og kom videre til det vigtige. Dommeren stoppede os! Hvilket føltes utrygt for mig og minus point på kontoen. 

Jeg gik fra mødet med stor frustration og følte på ingen måde vi havde fået leveret kommunikativt alvoren til dommeren.

Det havde vi jo heller ikke... viser dommen senere!

Ser jeg lige tilbage til mine forberedelser til byretten oplevede jeg, at min advokat havde afsat relativ få timer af til, at forsøge at sætte sig ind i vores sag. Jeg kunne ikke vurdere kvaliteten og indholdet i processkriftet. Men vi tabte eller mere korrekt - jeg fik ikke medhold i byretten.

Der har formodentligt været flere årsager til, at det ikke gik, som jeg havde ønsket det: Kombinationen af, at advokaten så generaliserende på vores dysfunktionelle familie og havde lagt den energi advokater plejer i børnesager, betyder i praksis; alt for dårlig forberedelse og manglende forståelse for de dynamikker; der er i spil. Det kommer til udtryk i processkriftet til Byretten og selve håndteringen på den retslige scene. Derudover en kommune, som mente jeg sygeliggjorde vores søn og en dommer der var "mor-fokuseret". Det er efter min opfattelse de faktorer, der gjorde udslaget for Byrettens dom.

Tilbage til min overskrift, Advokaten mit første valg - men den som jeg havde allermindst behov for! Jeg måtte efter tabt byretssag og efter jeg havde indset, at jeg med kommende mine forberedelser til ekstrakten til Landsretten og alene på scenen overfor tre dommere, tænkte, det kan umuligt blive værre end den her levering fraenjydsk advokat, jeg følte ikke leverede i min ånd.

Lad mig lige lave en opsummering af min navigering i de juridiske farvande

I min rejse gennem det komplekse og ofte uforudsigelige landskab af familieret og sociale myndigheder har jeg stødt på en række advokater med markant forskellige tilgange og forståelser af både loven og menneskeligheden bag hver sag. Fra det første inspirerende møde med en advokat, der skilte sig ud for sin deltagelse i offentlige debatter og dokumentarer og helt lavpraktisk, troværdigt nærmest kunne agere som min mentor, til det frustrerende og til tider opgivende samarbejde med andre advokater, er det blevet klart, at valget af advokat ikke bare er et valg af en tjenesteydelse, men en afgørende beslutning, hvor det handler om samarbejde, og hvordan styrker du din advokat, så din advokat kan styrke dig endnu mere. Det har afgørende betydning på så mange parametre, og det kan forme hele forløbet og udfaldet af en sag.

Jeg lærte, at det er mit ansvar, at klæde min advokat på! Ikke omvendt! Jeg fandt ud af, hvordan jeg brugte min advokats ressourcer mest optimalt, var mit ansvar! Jeg lærte tidligt i min egen sag, at jeg har et ansvar, et ansvar jeg ikke kan udlicitere til nogen anden fagkompetence, ej heller min advokat.

Ærlighed, dedikation og realisme

Det står klart, at ærlighed, dedikation, samarbejde og realisme er uvurderlige kvaliteter hos en advokat. Det første møde med en prominent advokat gav mig indblik i værdien af disse kvaliteter og viste, at mens juridisk ekspertise i situationer er afgørende, er forståelse for den menneskelige side af det komplekse og det man som forældre er op imod, ikke mindst evnen til realistisk vejledning essentiel. 4500 kr. i timen var en høj pris, men de råd og den indsigt, jeg fik, var uvurderlige, og de formede min fremgangsmåde og forståelse for resten af min rejse dybt ind i farvande, hvor jeg hurtigt erfarede, at det eneste forudsige er, at alt som sker er fuldkommen uforudsigeligt. Derfor skal du være forberedt som soldaten, klar til kamp og beredt til hver uforudsigelig situation. 

Kommunikation og empati over Jura

Gennem møder og interaktioner med forskellige advokater blev det også tydeligt, at succes i børnesager ikke kun hviler på juridisk argumentation, men endnu mere  høj grad på evnen til at kommunikere og fremvise empati. Juridiske strategier skal understøttes af en forståelse for ens barns behov og en evne til, at formidle denne forståelse videre til modparten. Jeg fandt ud af, at det handler i bund og grund om, at jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne sikre, at den offentlige fagperson, som jeg talte eller skrev med, kunne opnå samme interesse i løsninger, som enten på den korte eller længere bane, går den retning, jeg fandt rigtigst. Hvor var deres etik og moral,  og hvordan kunne jeg opnå sympati? En svær øvelse, der ofte gik med meget små skridt og indimellem, to skridt frem og tre tilbage.  

Den personlige og praktiske Indvirkning

Mødet med den første advokat gav mig et konkret og personligt anvendeligt råd: at qua vores situation, måtte jeg aldrig forlade min søn i en usikker situation, hvilket resulterede i ro og sikkerhed for os begge. Dette råd, så enkelt, men kraftfuldt, understregede for mig vigtigheden af ikke bare at forstå lovene, men også at forstå og anvende dem på en måde, der tjente min søn bedst.

Forskellen i advokaters tilgang

Som min søgen efter den rigtige advokat fortsatte, blev det smerteligt tydeligt, at der er stor forskel på, hvordan advokater håndterer børnesager. Fra dem, der nærmest udgiver sig for, at have en tryllepind, der lige kan fikse alt det, som fikses skal, men uden substans, til dem, der skaber følelsen af, at man intet kan gøre og man ikke har en sag, der kan ende med et positivt udfald til den advokat, der har en dyb forståelse og dedikerede engagement i deres klients sag, er forskellene markante. Det er afgørende for en forælder i en familieretlig eller hvor de sociale myndigheder er indblandet, at finde en advokat, der ikke kun er kompetent i loven, det reelt er gråzone og gradbøjes alt efter holdninger og meninger, men som også er sympatisk, udviser forstående over for de menneskelige aspekter af sagen. En som er tydelig i, hvad er deres styrker og begrænsninger og gør det klart i en forventningsafstemning, hvad er det som skal ske, hvordan og hvornår baseret på den konkrete opgave, man som forældre er med til at styre.

Jeg runder min juridiske rejse i advokat farvandene af

Min oplevelse fremhæver et presserende behov for omhyggelighed og forberedelse, når man vælger en juridisk repræsentant i børnesager. Det er essentielt at forstå, at mens advokater er eksperter i loven, er de også individer med forskellige kapaciteter, tilgange og forståelser af, hvad der tjener deres klienter bedst. Som forældre i en retslig kamp for sit barns bedste, er det vores ansvar at vælge en advokat, der ikke blot vil kæmpe for juridisk, men som også vil guide og støtte gennem de udfordrende personlige og emotionelle aspekter af sagen.

Det er så vigtigt, at forstå, hvad kunne ens rolle og opgave være i samarbejdet med advokaten. Altså situationen hvor man finder inspiration i mødet med den menneskelige, ærlige, troværdige, dedikerede advokat, der er klar til det mest optimale samarbejde med dig, således man udnytter sin advokats ressourcer, styrker og kompetencer mest optimalt. Det er her, hvor man sammen med sin advokat får defineret og afstemt forventninger til dette vigtige samarbejde. Et tæt og dedikeret samarbejde, der kan afgøre udfaldet af din sag.

I sidste ende er det en rejse, der kræver mere end blot juridisk assistance; det kræver en samarbejdspartner, der forstår problematikkernes kerne, og som er forberedt på at gå hele vejen 100%, altså ikke kun som en juridisk rådgiver, men som en betroet vejleder, støtte og sparring.

Alene med det svære i hele Landsretsprocessen vidste sig, at få afgørende betydning for vores søns fremtid - og ideen til Kids Rescue slog rødder.

Tidsperspektiv: År 2014 - alder 7

Vi er nu skridtet videre fra til tiden med min advokat ved min side og tabt byretssag til det som kom efter, hvor jeg stod med det komplicerede, nemlig mine personlige forberedelser til Landsretten. Det blev en ny og vigtigt lærringsproces for mig.  

I landsretten skulle jeg sidder alene foran tre dommere og en børnepsykolog. Det lykkedes mig, at vende det ensomme i den proces, og det at være alene om noget så afgørende, til stor styrke. 

I mange måneder var det et fuldtidsarbejde for mig, at dykke ned i alle de omfattende sagsakter og i min proces, jeg kalder for den personlige transformation. Endnu engang skulle jeg fortælle den "fulde baggrundshistorie", men jeg var bevidst om, at det skulle foregå på en anden måde end leveret af min advokat i byretten. 

Der var ingen tvilv om, at der manglede så mange væsentlige nuancer og detaljer, der kunne have underbygget mine påstande, men disse havde advokaten enten ikke spottet eller blot fravalgt som relevante.

Jeg blev bevist om hvor stor betydning samspillet mellem et gennemarbejdet processkrift underbygget med evidens og ens storytelling fik i Landsretten. Den "levering" blev baseret på et massivt komprimeret materiale ud af tusindevis af dokumenter. 

På scenen i landsretten formåede jeg, at holde mig konkret, sober, hård, men direkte i kommunikationen om de dysfunktionelle ting, der var ødelæggende for vores søns trivsel.

Tidsperspektiv: År 2014 - alder 7

Mit kæmpe forarbejde og levering skriftligt og mundtligt, fordi jeg havde alle sagsakter helt ind under huden og kunne inddrage disse i samtalen, er jeg overbFevist om, fik afgørende betydning for landsretsdommernes forståelse for problematikker.

Efter leveringen på scenen i Østrelandsret gik jeg der fra udmattet og videre ud i stilheden til hverdagen støj af biler i trafikken. Jeg havde følelsen af i situationen, at jeg havde forsøgt alt hvad jeg kunne og der, hvor jeg vil kunne sige til mig selv uanset udfald, jeg har gjort mere end mit bedste! 

Jeg havde absolut ingen analelse om, hvor jeg havde de tre dommeres holdninger og meninger. Enten havde de forstået mit nødråb eller det ville blive en spejling af den tilgang, jeg var vant til fra tidligere.

Jeg kan huske, at jeg dette år havde valgt sommerferie i forbindelse med den børnevenlige Langeland Festival. Jeg fik ferien til reduceret pris, fordi jeg indgik i den tusind store arbejdsgruppe.

En af de første dage på festivallen, skulle jeg ringe til Østrelandsret for at få dommen at vide telefonisk. Budskabet var kort og præcis, sagsøger tilkendes den fulde forældremyndighed.

Det var en ubeskrivelig lettelse, at nogen i systemet endelig forstod problematikker tydeligt og det kom til udtryk i dommen. Jeg erfarerede for første gang, hvor lidt jura har af betydning i børnesager, men det er storytellingen underbygget med relevant og nøje udvalgt dokumentation, der kan blive udslagsgivende.

Jeg vil ikke påstå, at jeg som civilist er bedre til at føre en sag end advokater. Men jeg erfarede i egen sag og ofte i Kids Rescue, at advokaten hverken har kompetencerne eller tiden til at sætte sig ind i alt det, som netop er relevant for det, der ønskes opnået og argumentere godt for det med en solid relevant fortælling.

Mange advokater udviser ligeledes en stor berøringsangst for at tale om de svære og dysfunktionelle detaljer, fordi de siger, at det nemt kan virke konfliktoptrappende. Det er jo barske ting der ofte kommer frem på bordet. Jeg fandt ud af, at det handler om fortælle de svære ting sobert, kortfattet og konkret underbygget med evidens.

Derved fandt jeg svaret på, hvordan en advokat bedst bliver klædt på, hvilken form for sparring mange advokater ikke mener de har behov for. De ved jo bedst - og det gør de naturligvis ikke! Antallet af uduelige, overfladisk, arrogante advokater, som jeg i Kids Rescue har skulle rydde op efter, er bekymrende mange.

Jeg skylder så også alle de dygtige og yderst kompetente advokater, at rose dem for deres åbenhed, når de siger ja tak til at samarbejde og nogle gange med et helt team. De udtaler alle, at det sparer dem for ressourcer i tid og gør deres muligheder for en god levering i retten meget bedre. 

Det er muligvis også svaret på, hvorvidt der i et ellers så civiliseret land som Danmark, reelt er retssikkerhed for barnet eller forælderen.

Venner og familiemedlemmer troede, at med aleneforældremyndigheden er der endeligt ro. Sådan blev det naturligvist ikke!

Tidsperspektiv: År 2014 - alder 7 år

Efter landsretsdommen var mit kendskab til myndigheder og instanser så stort, at jeg kunne forudsige potentielle nye bump på vejen. Min familie og venner troede, at nu var alt ok og havde svært ved at forestille sig, at mere kunne gå galt. Jeg havde på den hårde måde lært, at udfordringer opstår i etaper. Næste etape var den daværende Statsforvaltning, hvor der skulle tales om samvær, baseret på en børnesagkyndig undersøgelse.

Rettens afgørelse var altså ikke hele løsningen på at skærme min søn.

Den børnesagkyndige undersøgelse blev mistolket

Det er sådan, at indholdet i en børnesagkyndig undersøgelse, på ingen måde fortæller dybdegående og nuanceret om barnets og forældrenes reelle situation. Psykologer må kun undersøge en sag tilstrækkeligt, underforstået de må ikke være nysgerrige og dybdegående i det omfang, det i forhold til retssikkerheden, måtte forventes. Vores første børnesagkyndige undersøgelse tangerede mere til en forældrekompetence undersøgelse. Det var som sådan værdifuld viden i situationen, men vores søns perspektiv blev på ingen måde belyst og den begrænsede viden der var, blev mistolket i den daværende Statsforvaltning.

Jeg fik den børnesagkyndige undersøgelse slået tilbage til hjørnespark - det blev en "ommer".

Efter Statsforvaltningen havde udarbejdet en resolution baseret på juristens tolkning af den børnesagkyndige undersøgelse, som jeg på ingen måde mente var i vores søns bedste, og i et omfang han ikke kunne tåle, ankede jeg både den børnesagkyndige undersøgelse og Statsforvaltningens resolution. En proces der under "normale" omstændigheder varer 7-12 måneder. For at presse på og forkorte den proces, ringede jeg høfligt, men vedholdende hver morgen til Ankestyrelsen. Efter 5 uger var der pludselig en jurist, der godt kunne se, at det var vigtigt, at hastebehandle anken. Jeg fik medhold med sætningen; "at barnets perspektiv ikke er tilstrækkeligt belyst og Statsforvaltningen skullel iværksætte en ny undersøgelse - og denne gang sikre, at barnets perspektiv belyses."

Der gik over et halvt år inden opstart af den nye børnesagkyndige undersøgelse, nu med et helt andet opdrag (altså det som undersøgeren skal have belyst). Undersøgeren var en ældre kvinde, der ifølge hende selv havde 30 års psykolog erfaring med børn som pårørende til en sindslidende og misbruger. Det blev til en børnesagkyndig undersøgelse fuld af kritiske fejl og ret væsentlige og reelt fatale mangler. Vores sags problematikker blev drastisk nedtonet, og det nedskrevne blev partisk og beskyttende overfor min søns mor. Psykologens konklusioner blev baseret udelukkende på psykologens egne holdninger og ikke reel viden, både psykologfagligt og i forhold til sagen.

Den børnesagkyndig undersøgelse i anden runde skånede min søns mor for sin misbrugsadfærd.

Jeg husker, at jeg sad i 4 timer i min stue og gennemgik hele rapporten med psykologen. Gabet mellem det jeg i gennemgangen af rapportens ordlyd var uenig i var stor. Jeg husker, at det fremgik i rapporten, at min søns mor under en samtale med psykologen faldt i søvn. Det var blot en information der ikke blev stillet spørgsmål til eller nogen former for kritisk nysgerrig tilgang. Altså at falde i søvn midt i samtale med en psykolog, er det normalt? I mødet udfordrede jeg undersøgeren med væsentlige detaljer, som jeg påpegede med stærke underbyggende argumenter set ud fra et psykologisk og socialfagligt perspektiv. Undersøgeren noterede side op og ned. Noter jeg på ingen måde oplevede blev brugt i den endelige rapport. Om det var dovenskab eller et spil for galleriet, ved jeg ikke. Jeg ved kun, at den endelige rapport var lige til makulatoren.

Ankestyrelsen anerkendte i denne omgang ikke min klage over endnu en ubrugelig børnesagkyndig undersøgelse og Statsforvaltningen iværksatte overvåget og støttet samvær mellem vores søns mor og ham. 

Undersøgerens inkompetence medførte, at jeg for en tid ikke kunne bremse min søns samvær med sin mor, der reelt ødelagde ham.

Et længerevarende samværsstop var nødvendigt, da det var tydeligt at alle mine indsatser og de ressourcer jeg iværksatte i krops- traume og familieterapien, blot blive til symptombehandling og en reelt gavnligt behandlingsforløb for ham var ikke muligt. Altså tiltag, jeg alene på mit initiativ iværksatte uden kommunens hjælp. Jeg var på konstant på overarbejde. At samle op på en ødelagt dreng er hjerteskærende og udmattende og afmagten ved ikke. at kunne hjælpe ham var stor.

Barnets bedste i forbindelse med det overvågede og støttede samvær, sikret i en studehandel.

Tidsperspektiv: År 2015- alder 8 år

Der er helt klare regler og rammer for, hvordan ting foregår, siges der. Det er en sandhed med modifikationer.

På mødet i Statsforvaltningen er samtalen mellem vores søns mor, jeg og juristen, om hvordan det kommende overvåget og støttet samvær skal foregå. Vi får beskrevet overvågerens og støttens rolle, lokalets indretning og de begrænsede muligheder der er for mor og vores søn. Mor og barn skal mødes i 3 timer hver 3 uge. Ikke meget legetøj og begrænsede muligheder for at lave kreative ting sammen. Der er slet ingen mulighed for at bage en kage sammen eller andet, der kan virke naturligt i samværet og samspillet mellem mor og barn. Det er helt urimelige og uansvarlige forhold systemet, tilbyder barn og forælder.

På daværende tidspunkt er vores søn i et privat behandlingsforløb for sine traume symptomer og reaktioner hos en privat SE terapeut og psykoterapeut. Der arbejdes både med kroppen, følelserne, det kognitive og der gives rådgivning og vejledning til mig med udgangspunkt i terapien med min søn. Klinikken er placeret på en stor gård lidt uden for byen. I den ene længe er der et stort lokale med et stort køkken, sanse område, kropsmassage-seng, og bløde stole med et lille hyggeligt rundt sofabord. I baghaven er der en lille sø, der ind mellem benyttes til en samtale-tur. Fantastiske positive rammer for børn og familier.

Jeg spørger juristen hvilke kriterier, der er for, at et overvåget kunne foregå et andet sted og under andre forhold. Det afvises først, da det under normale omstændigheder er umuligt, at gå uden for de rammer, der er sat. Men som sælgeren der vil have ordren i hus, fastholder jeg fokus. Vi taler om pris. Vi taler om, at vores søns mor også skal acceptere forslaget. Jeg får hurtigt den første indvending afværget. Vores søns mor synes, det lyder mere børnevenligt, hyggeligt og naturligt. Hun kan ligeledes se, det giver mening, at det foregår med hjælp og støtte for en fagperson, vores søn er tryg ved og kender. Og i øvrigt i et miljø, som er hyggeligt og har fysiske rammer, de begge bedre vil trives i. Jeg får yderligere flettet ind som argument, at det giver stor mening i forhold til det terapeutiske forløb med ham, at overvåger kan bruge viden og iagttagelse i det videre terapeutiske forløb. Jeg inviterer vores søns mor til, at hun også kan blive en del af det private familieterapeutiske forløb, således hun også kan få hjælp til sin tilgang til vores søn. På den måde er jeg ved at sammensætte en samlet "pakke", der giver stor mening! Sidste indvending er prisen. Jeg spørger nu helt konkret, hvad må det koste. Det viste sig, at standardprisen i det private, er langt under prisen i Statsforvaltningen.

Vores søn og hans mor fik hermed landets første alternative løsning - og det var en god og meningsfuld løsning i både barne- og voksen højde.

Kontaktbevarende samvær i slud og regn, torden og skybrud - uden shelter til vores søn og mor.

Tidsperspektiv: År 2015 - alder 8 år

Efter det overvågede samvær, træf Statsforvaltningen afgørelse om, at det overvågede og støttede samvær nu skulle afløses af samme omfang af samvær, men nu uden støtte. Det skulle foregå ved, at mor kom fra København til Randers. Jeg skulle aflevere vores søn på busstationen til mor og hente igen 3 timer efter. I en lille provinsby med begrænsede muligheder i samværet, blev de efterladt på gaden.

Efter denne uhensigtsmæssige løsning spurgte jeg kommunen, om de ikke kunne stille deres børnehus til rådighed, således de begge kunne få shelter og have et fast og trygt sted at være til samvær. Det ville kommunen på ingen måde tilbyde. Igen fralagde de sociale myndigheder sig deres ansvar. Kommunen ville ikke involvere Statsforvaltningen og Statsforvaltningen ville ikke involvere kommunen. Ingen samarbejde om en løsning, der pludselig ikke er i barnets bedste. Jeg kunne betale 1750,- pr. time hvis jeg ønskede at benytte kommunens børnehus til samvær for dem. Rystet takkede jeg nej tak.

Vilkåret for vores søn møde med sin mor, hvor de i samværet kunne traske rundt i byen i alt slags vejr var på ingen måde forsvarligt. Jeg afleverede ham troligt under vejrlige forhold som regn og skybrud. Det var total urimelige og ikke værdige forhold for dem begge. Jeg mangler ord for måden vores velfærdsmodel afslører sig selv, ved blot at være et narrativ, kun de uvidende tror på - og dem er der mange af!

Ved hvert samvær stod jeg standby - for der blev altid kaldt på min hjælp og støtte i bred forstand. Ret overvældende for mig da jeg igen skulle rydde op efter systemets udueligheder med løsninger, der i pseudo-konflikten trækker på min rummeligheds- og goodwills konto - og i et ganske urimeligt omfang.

Møde om optrapning af samvær lukkes ned med et brag.

Tidsperspektiv: År 2015 - alder 8 år

Jeg ved faktisk ikke hvor mange møder, som jeg gennem årerne har haft i Statsforvaltningen. Det er mange - rigtig mange! Det her møde slog i varighed alle rekorder; 4½ time

Jeg troppede som sædvanlig alene op til mødet, og vores søns mor havde sin bisidder med sig - en misbrugskonsulent fra kommunen. Efter lange samtaler om hvordan det kontaktbevarende samvær er gået og om et næste skridt, som jeg på ingen måde var enig i, fordi Statsforvaltningen igen mistolkede det som stod i konkluderende rapport fra overvågeren, kom bomben: Misbrugskonsulenten lukkede op for et ret relevant og stort emne, der ikke kunne andet end få indflydelse på muligheder for det kommende samvær. 

Kommunens misbrugscenter og psykiatrien havde i samarbejde med jobcenter planlagt et 3-årigt tilbud til vores søns mor. Først skulle hun afgiftes på Alfa Fredensborg for sit misbrug og i den forbindelse indlægges i 3 måneder. Derefter ud i et længere udredningsforløb i psykiatrien, efterfulgt af et målrettet behandlingstilbud i psykiatrien. Først da ville kommunen kunne tage stilling til næsteskridt.

Det stod klart hvor omfattende vores søns mors misbrug igen var - og hun igen skulle igennem et langvarigt intensivt hårdt forløb. Et forløb hvor hun ikke kunne andet end bruge energi og kræfter til holde sig selv ovenvande.

Samtalen havde nu taget en fuldstændig drejning, og selvfølgelig måtte alt dialog om her og nu samvær lukkes ned. Det var vores søns mor på ingen måde enig i. Jeg forstår godt, hvor hårdt det må være ikke at skulle se sin søn. Men intet varer for evigt. Det bedste var at skåne vores søn med ro fra sin mor og lade hende få fuld fokus på det kommende behandlingsforløb, hvor hun for første gang endeligt modtager den massive professionelle hjælp, hun har så afgørende behov for. Og jeg imens hun passede på sig selv, passede på vores søn og kunne fokusere på, at få ham helt i balance. Jeg sagde prompte på mødet "ej hvor er det godt for dig!" Jeg lovede og tilbød hende rummeligt for vores søns skyld, at bakke hende op i hendes kommende forløb. Jeg forsøgte i den svære situation at motivere med, at når hun "kom over på den anden side", ville jeg gøre alt for at hjælpe hende og vores søn med, at de kunne få skabt en ny og sund relation til hinanden - og gerne uden inddragelse af den uduelige kommune og Statsforvaltning! 

I situationen kunne hun ikke forstå nødvendigheden af endnu et samværsstop. Hun råbte til os alle skældsord, rejste sig fra sin stol, gik over mod mig og hældte et kæmpe glas vand nedover hovedet på mig og skred ud af mødet. Misbrugskonsulenten løb efter hende. Psykologen og juristen fulgte efter - og der sad jeg i en hvid og nu gennemsigtig skjorte, alene i mødelokalet uden at sige en lyd. Jeg iagttagende bare... 

Mødet blev afsluttet sammen med juristen, hendes bisidder og jeg: Samvær blev ophørt.

Familie og venner slidt op.

På et tidspunkt fandt jeg ud af, at jeg havde slidt mine nærmeste venner helt op. De havde i de første år støttet mig til fulde og igen og igen gået en ekstra mil - og gjorde det i det omfang de kunne mestre.

Jeg værdsætter alt den støtte, hver og en har givet os. Samtidigt blev jeg mere og mere bevidst om, at jeg havde slidt dem helt op. Det kunne mærkes og gik udover vores forhold på mange måder. Det blev aldrig som før!

På den ene side var de nysgerrige og spurgte løbende ind til, hvordan går det, på den anden side mærkede jeg, at de ikke kunne rumme at høre om de løbende "bumb" på vejen, som jeg berettede om. Det var samtaler, hvor det svære for mig, reelt traumatiske omstændigheder og vilkår, ikke var rart at høre om. Jeg hadede spørgsmålet; "hvordan går det" eller "går det godt". Langsomt blev jeg ubevidst kørt ud på et sidespor, for som alenefar, altid travlt optaget med enten at skulle forsvare kommunikativt på skrift de løbende "bumb", eller arbejde med min JEG-støtte til min søns mistrivsel fyldte mit liv 100%.

Venner og kammerater der mente jeg trænge til at komme ud og være alene, havde på den ene side ret, men på den anden side kunne de ikke forstå, at jeg mere havde behov for at sove eller lave noget på mine præmisser. De kunne ikke sætte sig ind i og lød ofte uforstående, når jeg sagde, min søn kan ikke bare passes af en barnepige, eller han ikke kunne tåle overnatninger ude. Skete det, så var det overvældende og grænseoverskridende og på ingen måde rart for ham. Det satte nogle naturlige begrænsninger i vedligeholdelsen af venskaber. Flere venskaber gik i stykker, fordi jeg ikke kunne levere det som de havde behov for. Den uforståenhed placerede jeg som et vilkår. Det skete jeg bliv ked af det og såret, fordi jeg havde lyst, men kunne ikke. Jeg samlede mig hurtigt og mit liv gik videre som et vilkår, jeg måtte håndtere følelsesmæssigt. Og det gjorde jeg så. Det skal heller ikke være en hemmelighed, at de økomiske friheder jeg engang havde, var et endt kapitel for en tid... og er stadigvæk i 2023 presset. Jeg kunne ikke bare tage til en koncert eller på skitur med vennerne en weekend. Det økonomiske råderum jeg havde gik 100% til, at finansere min indsats for at sikre min søn. 

Var jeg inviteret ud og mødte venners venner, blev jeg mødt med undren og mange spørgsmål, der aldrig kunne forklares kort eller simpelt. På den måde, havde jeg ikke noget positivt at tale om, eller det havde jeg set fra et perspektiv, nemlig, hvordan støttede jeg min søn med det svære. Men set fra perspektivet vennens ven, der måske selv var en af de offentlige fagpersoner, som jeg samfundsmæssigt kritiserede, eller vennens ven blot var overbevidst om, at vi i Danmark har rette støtte om hjælp til børn og forældre, så blev jeg nok lidt anstrengt og barsk i samtalen rundt om bordet.

Det er blot umuligt for udenforstående, at sætte sig ind i det dysfunktionelle i familien, og yderlige et meget komplicerede børneområde, hvor systems ageren i disse svære sager oftest forværre vilkårerne for barnet og den beskyttende forældre.

På den måde opstod der igen og igen enten lange diskussioner, eller jeg skulle ud i lange udredninger, der også var opslidende. Ingen kunne forstå, at vores vælfærdsmodel, som forventes af civilsamfundet netop hjælper og støtter, pludselig blev anset af mig som en fjende mod min søns bedste.

Vi lever jo i Danmark, velfærdsstaten, og er det nu også så slemt.

Når jeg var ude på besøg hos venner, var min søn altid med mig. Det var svært for ham, at møde nye ansigter eller ansigter han ikke havde set længe. Han hang på mig, eller var altid lige i nærheden af mig. I interaktionen med andre børn skulle han lige se dem an, inden han kunne frigøre sig bare en smule. På udebane fremstod min søn som den usikre, den som krævede en nærhed, omsorg og opmærksomhed fra mig, som udefrakommende havde svært ved at forstå. Og skulle de tilnærmelsesvis kunne forstå, krævede det igen en længere forklaring, der drænede mig for energi. Jeg skulle konstant advokere for ham, og oversætte hans adfærd, som et sundt barns symptomer og reaktioner, på et dysfunktionelt familieliv. Så kom spørgsmålene, og uvidenheden om det samfund de absolut havde et idyllisk billede af og modsat virkeligheden, kunne så blive et samtale emne, der både drænede mig og egenligt ikke rart for nogen at tale om eller høre om.

I 2012 fik jeg første tanke til udviklingen af Kids Rescue. Der manglede noget, da de organisationer der var derude og fortsat er derude, mener jeg faktisk ikke bidrager og reelt svigter, ved at lade Hr og Fru Danmark tro, at de gør en helt masse for børn, forældre og familien, men det interessante er, at det kan deres målgruppe blot ikke genkende og oplever modsat. Altså jeg taler om at de børn og forældre, civilsamfundet bliver bildt ind hjælper og støtter. Gabet mellem det som fortælles og virkeligheden er bare grundlæggende vilkår ingen må stille spørgsmål til. Disse organisationer agerer som eksperter ved system og lovændringer. Jeg ved faktisk ikke, hvad de bruge de indsamlede ret store beløb til?

Jeg er reelt uforstående overfor, hvorfor alle disse ressourcestærke familiemedlemmer, nære venner, venners venner forholder sig passiv. Hvorfor er det, at vidnerne til det dysfunktionelle samfundsmæssigt ikke siger fra? Den tavshed legaliserer eller fastholder svigt af børn, forældre og familieområdet og narrativerne, der er modsat virkeligheden har frit spil.

Når jeg sagde farvel og tak for i dag, så kunne jeg ofte få følelsen af, at det var en lettelse for dem. Jeg kunne ikke ændre min virkelighed og leve "normalt" som dem. Når jeg forlod selvskabet, fortsatte min og min søns virkelighed med de konstante "bumb", der lige skulle håndteres. Modsat fik de ro fra mig og ro fra samtalen om det svære og hårde, og kunne fortsætte deres normale liv uden at trække en mine samfundsmæssigt.

Set bagud ved refleksion, så tror jeg aldrig jeg har hørt en eneste i mit nærmeste netværk spørge, kan jeg gøre noget for dig eller bare tage initiativ til at gøre noget proaktivt, når jeg i situationer tydeligt var tyndslidt, fordi mit liv fra morgen til aften kun handlede om, at sikre min søn og være der for ham.

Jeg bebrejder ingen. Jeg er ikke et offer! Jeg er en sejrsherre, der har gjort alt det rigtige, eller i hvert tilfælde det bedste jeg kunne og mere til. Jeg har betalt prisen på alle områder selv. Men jeg vil have retten til at være vred på Staten Danmark, der er skurken og den som har drænet mig gennem så mange år.

Jeg ville dog ønske, at alle dem på min vej, der er tæt på mig, at de ville have hjulpet mig og de tusinde af sårbar børn, forældre og familier der samfundsmæssigt skal råbe op!

Det er så her, at jeg lige må give Hr og Fru Danmark en opsang! Vi har alle et ansvar! Det gør Hr. og Fru Danmark bare ikke, fordi vi er opdraget til ikke at tage ansvar, men har udliciteret ansvaret til andre vi inplicit med denne handling udviser tillid til og finder troværdige. På den anden side mærker mange, at noget er galt, men fordi vi har udliceteret ansvaret til staten, kan den enkelte ikke gøre en forskel. Ikke mange tager del i at skabe eller bakke op om nødvendige tiltag, der kan skabe livsvigtige forandringer for vores børn, unge, forældre og familiers fremtids skyld. 

Ære mindet min søns oldemor, min farmor!

Vi ser frem i tiden og dette sker i 2020 - min søns alder, 12 år.

Trods vilkårene for min søn, at være et barn med sunde symptomer og reaktioner på ikke bare et dysfunktionel familiemønster, men i virkeligeheden en dysfunktionel dansk stat, fleretallet i befolkningen ikke tør erkende og sige højt, gik han lige i hjertet på alle omkring sig. 

Min søn havde det tætteste forhold med sin oldemor. Han var ved hendes side lige til det sidste ved dødslejet. Et tæt bånd, hvor begrebet og konstillationen familien blev udvist i kærlighed, nærhed og omsorg. De forstod hinanden og det var ingen omkring dem i tvivl om. Et bånd der i 2023 fortsat er ubrydeligt. Minderne er tydelige og han og jeg mærker hende, og ved hun fortsat er her, nu bare på en anden måde. 

Hun døde, rask og fuldkommen skarp naturligt af alderdom. Det kom ikke pludseligt. Hun fik hjemmeplejen til at ringe til mig, fordi som hun sagde, Jacob dig kan man altid få fat i. Jeg fik meddelsen, at nu havde hun valgt, at nu var det hendes tid. Hun gjorde sig klar til at blive lukket ind i himmeriget af Gud. Hun kunne godt nok ikke forstå, at han var så langsom og efter flere uger klar til rejsen, blev hun godt nok lidt utålmodig. 

Vores olde var en hendes dødsleje altså fuldstændig klar i hovedet. Vi talte dybt og længe og så sov hun dybt. Vågnede igen og så kunne vi tale om alt det hun i sine drømme havede bearbejdet i sin dybe søvn. Det var hele hendes liv, som hun gennemgik tankemæssigt, som tydelige erdringer.

Nogle dage før hendes død kaldte hun mig ind til sig. "Jacob, hvor er jeg stolt af dig. Du har været gennem så meget, og hvor ville jeg have ønsket, at jeg ville have kunnet støtte dig og Ludvig med alt det svære. Jeg ville have ønsket, at jeg kunne have støttet dig økonomisk, for jeg ved det har været dyrt for dig, at passe på ham. Er der overhovedet flere penge på min konto når jeg er borte, så skal du have dem, så du kan fortsætte med at passe på ham. Hun vidste ikke, hvad hun havde af midler og slet ikke, at hun ikke skulle bekymre sig om omkostninger til bedemanden.

Det skete så ikke, men jeg fik da min mindre andel fordelt helt efter bogen. Midler der blev brugt til det som skete året efter i vores liv, fortalt i del 4.

Hun var nok den, der i virkeligheden havde givet mig den største opbakning gennem alle årerne. 

Den anerkendelse min farmor har udvist mig lige til det sidste, har været en uvurderlig støtte for mig. Vi skal huske, at anerkendelse styrker ens selvværd og identitet og en bekræftese af, at føler sig set, forstået og værdsat. Anerkendelse fungerer som en kraftig motivator. Det belønner og bekræfter positive handlinger og resultater, hvilket virker motiverende til at fortsætte eller forbedre indsatser. Anerkendelse fremmer positive sociale interaktioner og styrker relationer. Det kan reducere stress og fremme positive følelser og midt i det svære og overvældende. Det bekæmper negative følelser som usikkerhed og ensomhed.

Hun kunne modsat familie og venner, huske hver en detalje jeg løbende indrog hende i. Hun kunne om nogen tale om det barske og tåle, at høre om det. Hun kunne endda vende tilbage senere med ordene, Jacob jeg har tænkt lidt over det, jeg vil bare sige, hvor er du stærk. Hvor er Ludvig heldig med at have dig som far!

Tre vigtige familiemedlemmer døde indenfor 1½ år - alle tre de eneste, der løbende gav mig den anerkendelse, man som menneske særligt i en svær situation, har så megen behov for at høre. Min kusine, min far og som den sidste i rækken min farmor.

Når jeg i dag har behov for et skud styrke, så kan jeg finde deres stemmer i meditationen, hvor jeg stærkt mærker, hvordan de i situationen bekræfter mig i, at jeg er stærk. Det giver mig tro, håb og bidrager til den positive energi, der giver mig styrken til at fortsætte med at navigere i det fortsatte overvældende og svære menneskelige landskab nu gennem 16 år.

Vores søn ser mor uden indragelse af myndigheder tre gange i streg, men sagde selv STOP!

Tidsperspektiv: 4. kvartal - år 2019- alder 12 år

I tiden hvor vores søns mor var indlagt for afgiftning på Alfa Fredensborg i forbindelse med hendes 3-årige lange forløb, sikrede jeg kontakten mellem vores søn og sin halvstoresøster. Hendes far og jeg talte fantastisk sammen og hele hans familie udviste stor rummelighed og stor hjælpsomhed. Enten kom halvsøster til os eller vores søn kom til hende hos sin fars familie. Værdsat og stor betydning for de to søskende, at dette kunne lade sig gøre. Senere inde i det 3-årige forløb kørte jeg nogle få gange vores søn til København, hvor han sammen med sin halvsøster, også kunne være sammen med sin mor. Søster gav ham den tryghed, som han behøvede i samværet. På den måde kunne de, når mor havde det godt, se hinanden og få nogle gode timer sammen - uden systemet blev indblandet!

Skruer vi tiden tilbage til julen 2018, syntes vores søn dengang ikke, at mor skulle være alene i julen med sin store halvsøster. Han fik derfor lov til at invitere dem begge. Vi er en meget rummelig familie, og de har intet had eller vrede mod vores søns mor. De ved hun er syg og hun kæmper med sit. På trods af, at jeg slugte mange kameler, blev det for vores søn en rigtig glædelig jul, som han tænker tilbage på med et smil. Det glæder mig, at det gik så godt og at hun i forhold til hendes svære proces i psykiatrien, selv kunne mestre det.

Herefter var der en lang pause fra mor igen. Planen er ændret til en endnu en indlæggelse, men nu af 8 måneders varighed på psykiatrisk hospital. Vi skruer tiden frem til oktober 2019, hvor vores søn er inviteret til at se, hvor og hvordan sin mor bor på det psykiatriske hospitalet. Det er en daglang tur fra Randers til Roskilde. En rundvisning og et spil bordtennis, en pizza ude i byen og hjem igen. 

Næste samvær er i december 2019 i forbindelse med, at vores søn inviteres ind til en børnesamtale på det psykiatriske hospital. Det var en hård samtale, hvor hans halvsøster, mor, jeg og behandleren var tilstede. Vores søn modtog beskeden i børnehøjde; "din mor bliver aldrig rask - men her lærer hun, hvordan hun skal håndtere sig selv, når hun får de svære tanker, der påvirker hende også i kroppen." Der blev talt om hvordan hendes misbrug havde taget overhånd og hvordan det påvirkede hende og havde svært ved at passe på sig selv, hvorfor hun derfor heller ikke kunne passe på ham. Der blev talt om følelser, savn, svigt og sidst men ikke mindst, at her på hospitalet har mor nogle dygtige mennesker omkring hende, som hjælper hende gennem alt det svære. Målet er, at hun får det så godt, at han igen kan se sin mor. Vi tog efter den svære samtale en weekend sammen alle sammen i min søster sommerhus. Jeg var blot den som sørgede for rammer og lavede mad. Ellers holdte jeg mig i baggrunden. En god weekend - men hård...

Julen nærmer sig og vores søn kan jo huske, hvor godt det gik sidste år, da mor og sin store halvsøster var på besøg. Han får igen lov til at invitere sin mor, men i år uden sin halvsøster, der holder jul hos sin far. 

Jeg husker det, som var det i går. I ugen op til juleferie kunne jeg i telefonsamtaler høre, at hun var påvirket når jeg talte med hende, hvilket bekymre mig en del. Fredag som vores søns mor skal på juleferie fra psykiatrisk hospital, får jeg meldingen: Hun er smidt ud. Det kom ikke bag på mig, da jeg selv havde bemærket, at den var helt gal. I følge hospitalet fordi hun løj om omfanget og hyppigheden af hendes tilbagevendende misbrug. Hospitalet anerkender og accepterer tilbagefald hos deres patienter, men de har også en grænse, ellers hjælper deres terapeutiske indsatser ikke. Derfor er de hårde, når deres patienter forsøger, at snyde med deres misbrug.

Det er jul og jeg har travlt og svært ved at forholde mig til "hvad nu". Jeg talte kort med hende i telefonen, og kan høre, at hun er påvirket af et eller andet samtidigt med, at hun lyder rystet og ked af det, vred, bange og fralægger sig et hvert ansvar. Hun forsøger at overbevise mig om, at de lyver og er onde. Jeg siger til hende, at hun kun skal komme, hvis hun har overskud til at være sammen med vores søn og hygge med ham. Jeg giver udtryk for, at jeg er usikker på om det overhovedet er god ide, at hun kommer, sådan som jeg fornemmer hun har det. Jeg når også at give udtryk for, at vi bør samtale med professionelle om dette, fordi jeg er overhovedet ikke i stand til at vurdere, hvorvidt det er forsvarligt med julebesøg. Det sker ikke og vi får slet ikke talt sammen inden hun kommer, kun via korte praktiske tekstbeskeder.

Den 24. december henter jeg hende ved bussen. Hun er virkelig påvirket at "et eller andet" - så meget at jeg er helt rystet. Alle ser det; naboer, venner, familie og vores søn. Hvordan hun agerer kropsligt og verbalt kan jeg ikke sætte ord på - men uhyggeligt var det at se på. Det blev en meget anderledes og trykket juleaften. Hun mestrede slet ikke, at kunne bevare opmærksomheden til vores søn. Når hun endelig og kortvarigt har kontakt til ham, bliver han inddraget i ting, han på ingen måde skal inddraget i og har svært ved at rumme det. Han siger på et tidspunkt til mig "far, er det ok jeg går ind til mig selv, mor sidder alligevel mest for sig selv og ser på sin telefon". Jeg forsøger, at gøre hende opmærksom på det, som vi alle oplever. Hun er slet ikke klar over, hvordan hun selv opleves og tager mine ellers meget forsigtige ord, som et personligt angreb. Det ender ud i en højlydt ene-svale af skældsord og ikke pæne ting om mig. Jeg er psykopat, slange, narcissist, syg, og det må jeg i øvrigt have fra min familie - der blev til endnu en ustoppelig ene-svale af skældsord. Imens sad vores søn med onkel inde i stuen, med tårerne trillede ned af kinderne, mens han kunne høre sin mor råbe til mig, at hun ikke elskede vores søn, men kun hans halvstore søster. Selvfølgelig mener hun ikke det hun siger og det ved vores søn. Alligevel er det hårde ord, som i situationen går rent ind og splitter hans hjerte i stykker.

Vi efterlod hende alene, mens vi tog på familiebesøg hos olde og øvrig familie. Da vi kom retur trak vores søn mig til side og sagde; "far, det gør ikke mig noget, hvis mor tager hjem før tid - jeg kan simpelthen ikke rumme hende". På det tidspunkt havde jeg netop lige bestilt en returbillet til hende. Tidlig morgen fulgte vores søn loyalt sin mor til bussen med mig. Bussen forlod byen og han brød ud i bilen "nu kan jeg slappe af - må jeg godt tage hjem og spille lidt - Far? -og jeg kan lige så godt sige det rent ud, jeg vil ikke se mor før hun er helt rask! Hun skal ikke bare være halvt rask - hun skal være helt rask!"

Nytårsaften bliver min søn udsat for det voldsomste psykiske overgreb via telefon og modtog et hav af tekstbeskeder. Mor blev blokeret!

Tidsperspektiv - År 2019 - alder 12 år

Vi skal have gæster, fætre og kusiner på besøg. Jeg står midt i forberedelserne af nytårsmiddagen og skal være klar til Statsministerens tale. Min telefon ringer og nu vil vores søns mor diskutere. Jeg lukker den hurtigt ned med sætning "ikke nu, en anden dag - godt nytår." Jeg ligger min telefon på lydløs og i skuffen. Hvad jeg først senere finder ud af; så ringer hun videre til vores søn og involverer ham i alt det, en voksen på ingen måde ikke skal involvere sit barn i. Jeg genfortæller ikke detaljer i dette, kun overskrifter i problematikker. Han kommer til mig i fuld alarmberedskab, frustreret og meget ked af det. Hun skriver og skriver til ham. Han vil ikke svare, fordi han kan ikke svare på stimen af fortællinger og urimelige spørgsmål. Jeg husker han spørger, hvordan kan jeg få mor til at stoppe? Jeg minder ham om, at han kan, hvis han vil, blokere sin mor på telefonen. Det synes han lyder som en god ide og vil have mig til at vise ham, hvordan man gør det. Først blokerer han telefonen. Men så skriver hun videre i messenger. Så blokerer han hende på messenger. Men så skriver hun nu i snapchat. Alt bliver endeligt blokeret, så den voldsomme stime af voksen ord stoppes helt.

Om morgenen første nytårsdag ser jeg ser et utal af beskeder på min telefon. Der er selvmordstrusler og voldsomme anklager mod mig. Men jeg kunne se på sidste sms, at hun stadig er i live. Jeg ved af erfaringer, at det kun er selvmordsplaner man skal tage alvorligt og ikke selvmordstrusler. Det er en helt normalt adfærd.

Vores søn får et sammenbrud efter jul & nytårs episoden. Rette hjælp blev akut iværksat.

Tidsperspektiv - År 2019 - alder 12 år

Hele hans følelsesregister er aktiveret og tankerne har frit spil. Det er lige fra had og vrede til sorg, tristhed og skyld overfor sine svære tanker om sin mor. Vores søn ved, at han ikke kan rumme hende og vil selv bestemme den dag, han føler behov og igen kan rumme at se hende. Han reagerer psykosomatisk og har utal af svære tanker, han ikke kan holde styr på. Jeg meddeler skolen, at han kommer i skole, men laver ingen lektier. Han er i hele januar måned udkørt og færdig, efter endt skolegang. Hans trænger til ro i sit hoved.

Heldigvis har vi kvag vores historik og mit arbejde i Kids Rescue, de helt rette professionelle fagpersoner omkring os. Jeg ved fra en dygtig sorg- krise terapeut, at for at man kan tale om de svære ting, skal kroppen først være i balance. Jeg booker tid hos en kranie sakral terapeut, der er vant til at arbejde med børn. Han får 3 akut tider med 4 dages mellemrum. Som vores søn udtalte; "det er som om, at alle de svære og ubehagelige følelser og tanker, er pakket ind i et blødt tæppe og lagt helt væk, så jeg ikke har dem i mig længere." Nu ved jeg, at vi er klar til at tale om de svære ting. Så jeg booker tider hos vores SE terapeut og psykoterapeut. Det er samme fagperson som han kender fra tidligere. Der fik han sat rette ord på alt det svære. Det er en hård proces, men også en proces, hvor jeg får hjælp til at forstå, hvordan han har det - hvad er det, som konkret er svært. Det er fundamental og væsentlig viden for mig, så jeg som forælder kan hjælpe og støtte ham.

I dette intensive kriseforløb får han styr på sine tanker, ønsker og behov. Han holder fast i ikke at ville se sin mor. Han kan sætte ord på, hvad som sker i ham og med ham, når de både ses og har telefonisk eller skriftlig kontakt.

Omvendt er det ligeledes tydeligt for mig som far, at jeg ikke kan blive ved med at investerer i professionel hjælp. Både menneskeligt og økonomisk. Ulykken skal stoppes helt!

Uforberedt børnesagkyndige psykolog udfordret.

Tidsperspektiv - År 2020 - alder 13 år

Efter mange års ro uden inddragelse af myndigheder, kontakter vores søns mor Familieretshuset med ønske om kontaktbevarende samvær.

Jeg husker, at den børnesagkyndige psykolog ringede mig op midt i lockdown 2020. Hun begyndte med den generaliserede snak om, hvad er bedst for barnet. "Det er vigtigt din søn ser sin mor"... Jeg bliver SÅ træt, når en psykolog i systemet taler generaliserende og ikke forholder sig nysgerrigt og spørgende. Kunne de ikke bare have læst akterne fra år tilbage og starte spørgende til hvad er der sket siden... Jeg gjorde psykologen opmærksom på, at der reelt har været samværsstop og ingen samværsaftale i årevis af en årsag, der fremgår tydeligt i sidste referat fra Statsforvaltningen. Jeg tror denne samtale ville være svær for den uforberedte forældre, fordi jeg måtte virkelig trække mig i det professionelle mode i forhold til samtalen om, hvad er barnets bedste. Med min stærke argumenterende fortælling, takkede jeg nej tak til kontaktbevarende samvær. Husk på, det tidligere begrænsede kontaktbevarende samvær der havde været i denne forgangne periode, er noget jeg har koordineret uden om systemet. Et kontaktbevarende samvær min søn ikke længere kunne rumme og tåle.

Jeg havde nok lidt naivt håbet på, at den børnesagkyndige kunne have brugt den information hun havde fået, til at trykprøve min søns mor og få hende til at slippe hendes eget behov for kontakt og anerkende det svære for vores søn.

Men man det er lidt naivt at tro, at man kan slippe med en samtale i telefonen. Det vidste jeg godt. Det er jo en retssikkerhed, at man som forældre igen og igen kan anmode om, at få etableret kontaktbevarende samvær.

Så i september måned i 2020 mødes vi igen på det lille kontor i Familieretshuset! Skal jeg være ærlig, så havde jeg ikke læst et eneste dokument, som hun havde indsendt. Jeg kunne mentalt ikke rumme det og for ikke at bringe mine retraumer til live ved, at læse min søns mors holdninger og meninger, som jeg vidste potentiel kunne medføre psykosomatiske reationer hos mig. Jeg valgte i stedet en anden klog strategi. Uforberedt var jeg altså ikke, fordi min strategi var professionel og i forsøg på, at holde de normale følelser, der normalt frembringes hos forældre og altså også mig, på afstand. 

Jeg finder Familieretshuset i Århus og mødes med den børnesagkyndige psykolog, juristen og min søns mor. Lidt underligt, at være "tilbage" ikke som partsrepræsentant, men igen som far. Det er mange år siden sidst.

Jeg hilser pænt på, sætter mig og tier helt stille. Det første jeg gjorde for at sikre, at jeg netop ikke agerede med følelser, bragte jeg mig ind i et tillempet meditationsmode. En metode jeg har tillært mig, og i chakraet min bobel. I boblen er alt sikkert og der skabes ro og balance til den rette opmærksomhed. Min øjne rettes ind på en skraldespand der står under skrivebordet. På den måde fik jeg ikke øjenkontakt til nogen i lokalet. Jeg lyttede til gengæld. Lyttede til det vores søns mor berettede om. Jeg tiede fortsat helt stille og lod hende tale og lod den børnesagkyndige og juristen stille spørgsmål til hende uden min indblanding. 

Efter en længere samtale jeg altså ikke var deltagende i verbalt, bliver de opmærksomme på mig. Der var gået næsten 45 minutter uden jeg havde åbnet munden en eneste gang. Nu inviteres jeg ind i samtalen. Jeg lægger ud med, at jeg på ingen måde vil forholde mig til, eller kommenterer på vores søns mors fortælling. 

Til gengæld vil jeg begynde et helt andet sted. Hvad skete der på vores sidste møde i Statsforvaltningen? Vores situation og det hændte siden da i kronologisk rækkefølge. Jeg berettede om året 2019 og om vores besøg på psykiatrisk hospital. Om børnesamtalen på hospitalet og om hvilke svære emner, der var blevet talt om der. Om jul og nytår hvor vores søn oplevede det voldsomste psykiske overgreb. Jeg fortalte om den hjælp han havde fået, og hvad han selv giver udtryk i klart sprog. 

På den måde tog mødet en helt anden drejning. Jeg gik uden om alle beskyldninger, som jeg blot tog helt afstand fra. Min fokus var på vores søns virkelighed. Altså hvad har han gennemlevet, gennemlever, tænker og føler.

Efter endt møde blev det besluttet, at han skulle indkaldes til endnu en børnesamtale.

Vores søn advokerede for sig selv og fik endeligt friheden til selv at bestemme. 

Det er altid en udfordring for en mor eller far i forhold til, hvordan man forbereder sit barn bedst til en børnesamtale.

Jeg havde forinden fortalt min søn, at uanset hvad han siger er helt i orden. Dog orienterede jeg ham om konsekvenserne ved forskellige scenarier, hvis han ikke kunne mestre at være tydeligt "som pis i sne". Jeg forberedte ham på tre forskellige scenarier og hvad udfaldet ville blive. Det skulle han vide inden børnesamtalen. Jeg gjorde det klart, at jeg ikke kan hjælpe ham - nu er det ham selv, der skal hjælpe sig selv.

  1. Hvis du blot taler om savn, at du elsker mor, at du gerne vil se hende på et tidspunkt, jamen så bliver der lavet kontaktbevarende samvær med det samme.
  2. Hvis du bliver utydelig i din fortælling, mister modet og styres af din loyalitet og "kravler under bordet",  altså du kan ikke sætte ord på det der er sket, det du tænker, mærker, føler og ønsker, så bliver der også lavet kontaktbevarende samvær med det samme.
  3. Hvis du er tydelig, ikke skåner nogen, forbereder dig på hvad vil fortælle, inddrage alt det som du har oplevet i samværet med mor. Siger højt hvad det gør ved dig. Hvordan det føles. Hvad sker der med dine tanker og hvordan det påvirker dig i kroppen. Ikke mindst hvordan det påvirker dig hjemme, i skolen, og med kammerater. Sætter ord på det du helt konkret ønsker og hvorfor. Så skal Familieretshuset indfri dine ønsker - Det er den eneste måde du selv vil kunne bestemme, hvornår du vil se mor, hvor og hvordan.

Jeg forberedte ham ligeledes på, at børnesamtalen er en svær øvelse og den er du helt alene med - og igen - jeg kan ikke hjælpe dig. Du skal hjælpe dig selv! Det er rigtigt uretfærdigt, at det skal være sådan, men sådan er vilkårene til en børnesamtale i Familieretshuset.

Da jeg hentede vores søn efter børnesamtalen, blev han fulgt af en meget påvirket børnepsykolog. Det viser sig, at han absolut ikke havde skånet nogen eller noget og været tydelig i en grad, der sjældent ses i børnesamtaler. Psykologen gjorde mig opmærksom på, at det havde været hårdt for ham og det godt kunne være, at skulle have noget hjælp efter dette. Pskologen overvejede om hun skulle underrette kommunen, hvilket jeg fik sagt klart nej tak til! Med de oplevelser vi har haft, skal de holde sig langt væk. 

Selvfølgelig skal vores søn have hjælp. Det var en meget hård situation for ham. Han bad efter børnesamtalen om, at komme ned til "Lene" - Kranie Sakral terapeuten. Som han sagde efter endnu et forløb:

 "Tænk! Der skal så lidt til at få det rigtigt skidt! Men der skal heller ikke meget til at få det godt igen!"

Gennem 14 år har vi efter behov modtaget professionel hjælp og støtte.

Både min søn og jeg er belastet mentalt på hver vores måde.

Symptomer og reaktioner kommer til udtryk hos os begge, men på forskelligvis - og sætter sig som overvældende psykomatik.

I forhold til min søn fik problematikker periodisk nye "ansigter", der nemt kunne narre selv den bedste fagperson - men af en eller anden årsag var jeg hurtig til at spotte og tilpasse min tilgang til ham.

Et vigtigt emne, som jeg kunne skrive en hel bog om.

Rækken af involverede private fagkompetencer til min søn er gennem årer mange.

  • Sorg- og kriseterapeut
  • Psykoterapeut & SE behandler med speciale i traumebehandling
  • Kranio sakral terapeut

Tidsperspektiv for min søn: Fra 2011 til 2021 - Startede i alderen 3½ til 13 år - Altså 10 års hjælp og støtte uden om systemet.


Jeg er som forælder deltagende i den familieterapeutiske del. Hans mor kortvarig, men da hun modarbejdede stoppede det efter få gange. Jeg prioriterede det psykoterapeutiske med udgangspunkt i det individuelle perspektiv med min søn, men med anerkendelse og respekt for, at traumer sidder i kroppen og kan kun afhjælpes sideløbende med kropsterapi. Jeg blev som far tidligt inddraget og instruereret i simple, men effektive øvelser, som ham og jeg kunne lave sammen.

Jeg fik hjælp til at tolke girafsprog og de utallige symptomer og reaktioner, der løbende kom til udtryk. Jeg blev skolet i at give ham rette JEG-støtte og betydningen af spejlingen fra mig og hans mor, hvilket jeg brugte mange ressourcer på både at forstå og lære betydningen af.

Jeg fandt ud af, at begrebet god opdragelse, er i forhold til et sårbart og udsat barn et fy-ord! Det handler om tilgangen til sit barn. Satte jeg samme krav og forventninger som Lola Jensen og egentligt også min gamle psykoterapeut John Halse, der taler meget om emnet opdragelse, ville jeg lave overgreb på ham.

De taler også meget om curlingforældre, der skal tage sig sammen. Jeg har SÅ ofte fra venner og familie hørt sætningen "du beskytter ham alt for meget" - "hvorfor kan han ikke dit og dat uden din hjælp, det skal han da lære, det kan mine børn..." I de bemærkninger ligger der implicit, at jeg overbeskytter og sygeliggør min søn. Det gør jeg bestemt ikke.

Et sårbart og udsat barn er ofte meget sensitiv og iagttagende. Trætheden melder sig hurtigt og tydeligt, da kræfter bruges i institutionen eller skolen til bare at være til på lige fod og med samme konditioner, som de jævnaldrende børn. Derfor er min påstand, at følges de råd Lola og Halse giver til "curlingforældre", der i min verden ofte ikke er curlingforældre, men forældre som ser deres barns behov, baseret på deres unikke situation, men som oftest misforstås af de voksne der omgiver barnet, vil dette for barnet føles som et overgreb. Tryghed, forudsigelighed og en hverdag i balance er særdeles vigtigt, at man som forældre anerkender og sikre, at støtte sit barn lige netop i det.

I forhold til at være barn og pårørende til "et eller andet", bliver disse helt fundamentale behov ofte udfordret med intimiderende og grænseoverskridende voksen adfærd, der kan blive til den ene episode efter den anden, hvor nogle episoder kan barnet mestre, andre episoder kan barnet ikke; dermed sker der reelt et overgreb, som sætter sig som traumer, der kræver professionel hjælp til at afhjælpe og udligne. 

Efter vores lange forløb med rette professionelle hjælp og støtte til min søn, har han tillært kompetencer, som ikke en gang de fleste voksne har lært: Han har lært og mestre til fulde, hvad han ser med sine øjne, hører med sin ører og mærker i sin krop, kan han bruge sin mund til at sætte rette ord på.

Dermed kan han i dag udtrykke verbalt de behov og ønsker han har. Det er netop denne egenskab, der skaber fuld balance og kompetencerne til at sige til og fra hos et menneske.

Jeg er en meget stolt og tilfreds far. Vi har fået vendt det negative til positive kompetencer.

INDSKUDT BEMÆRKNING 

Randers Kommune gav mig i forløbet to trusler om tvangsanbringelse af min søn - udelukkede for at lukke munden på mig.

Jeg pressede på for, at de skulle tilbyde os den hjælp, vi som familie, min søn og jeg, havde så afgørende behov for. Dette forløb fremgår i akterne. Hvad der ikke fremgår i akterne, er truslerne. De kom direkte og mundlig fra kommunens øverste ledelse og inddirekte via daværende Borgermester. Han så mig som en trussel, fordi Radio24syv var i gang med at lave del 1. - dokumentaren om vores sag og han vidste, at jeg havde belastende materiale og dokumentation liggende.

Det er et kendt trick, og meget effektiv måde at lukke munden på en forælder! Det ses igen og igen at trusler direkte på barnet, sker fra kommunerne! Så ikke en gang den slags grov embedsmissbrug, er der noget unikt ved.

Familieretshuset undrede sig i forbindelse med møde i 2020 over omfanget af hjælp og støtte til vores søn og vores historie, og kunne slet ikke forstå at der ikke lå akter og en historie i kommunen.

Vi forventer som borger i velfærdsstaten Danmark, at får man behov for hjælp og støtte fra det offentlige, så er hjælpen lige ved hånden. Virkeligheden er en helt anden! Et forløb i det kommunale, bliver oftest begyndelsen på et mareridt og meget belastende for hele familien, hvorfor bedste råd er:

Tag selv ansvar - og søg professionel hjælp andet sted.

Husk at give dig selv iltmasken på før dit barn! 

Jeg fik ikke bare forståelsen, men også respekten for, hvor vigtigt det er at man passe på sig selv som forælder, for at man kan passe på sit barn. Jeg var meget bevidst om, at det ikke måtte blive enten eller løsninger, men både og!


Det må aldrig blive et tabuemne!


Tidsperspektiv for mig: Fra 2007 til 2015 - Det vil sige 8 års professionel hjælp og støtte!

Striben af involverede fagpersoner til mig, er ligeledes lang. Jeg lister dem op forneden, udelukkende som inspiration til dig, der selv er under ekstrem pres og reagerer kropsligt og psykisk.

  • Sorg- og kriseterapeut
  • Psykoterapeut & SE behandler
  • Psykolog
  • Body SDS
  • Zoneteraoi
  • Akupunktur
  • Psykiatrisk udredning med second opinion.
  • Kiropraktik efterfulgt med kropsmassageFokusering- og chakra meditation coathingforløb
  • Yoga undervisning - intensivt 4 timer dagligt i en måned
  • Jurist og advokat
  • Socialfaglig konsulent (vi i det offentlige kalder for en socialrådgiver)

Mine psykosomatiske symptomer og reaktioner blev invaliderende for mig.

Lige efter min søns fødsel viste det sig, at han havde kolik. Det var særligt hårdt med en mor, der ikke kunne være i sig selv - for hun var meget syg. Som mange andre desperate forældre med et kolik baby, forsøgte vi nogle behandlinger hos en kranio sekral terapeut, men uden held. Vi endte hos en kiropraktor, der med to fingre og få behandlinger fik kolikken til at forsvinde. Jeg er normalt ikke et menneske, der lider af noget som helst. Men jeg var allerede på det tidspunkt meget belastet psykosomatisk. Jeg vidste blot ikke, at det var det som var årsagen til mine reaktioner i kroppen. I forbindelse med vores søns behandling hos kiropraktoren, sagde jeg til ham, jeg har vist også lidt du skal sætte på plads i min krop. Det blev begyndelsen på et længere varende kombineret behandlingsforløb. Jeg fandt ud af, at det var ganske effektivt med kombinationen kiropraktik og kropsmassage.

Klinikken havde en 82 årig kvinde tilknyttet. Hun var uddannet i Berlin i slutningen af 30érne og blev endeligt uddannet fysioterapeut i forbindelse med de Olympiske Lege lige inden krigens start. Hun flygtede senere til USA, hvor hun blev personlig behandler for den verdenskendte bokser Muhammad Ali. En fantastisk lille kvinde, med stærke hænder der virkelig kunne noget. Jeg glemmer hende aldrig - hun var så fantastisk. Jeg modtog i perioder ugentligt og i andre et par gange om måneden behandling af hende og altid kombineret med kiropraktik. En dag var jeg sikker på, at jeg måtte fejle noget. Jeg forespurgte kiropraktoren om en røntgen fotografering. Han bad mig sætte mig i stolen. Nu skulle vi snakke: "Hvordan går det Jacob, på arbejde, med vores søn, der hjemme?" Han var selv pårørende til en psykisk syg kone og kendte godt vores familiemæssige baggrund. Som han sagde, så længe du ikke løser dine problemer hjemme, vil du føle det nødvendigt at komme her. Jeg kan ikke fikse dig, jeg kan symptom behandle og intet andet. Du fejler intet! Du er sund og rask! Din krop reagerer blot psykosomatisk! Jeg gik derfra med en opgave, jeg på ingen måde kendte løsninger på...

Jeg havde helt fra begyndelsen løbende rådgivende konsultationer med både min advokat Viggo Bækgaard og børnepsykologen John Halse. Alt hvad de begge forudsagde og gav udtryk for, at jeg kunne forvente for fremtiden, har de fået ret i. Begge kyndige og meget professionelle fagpersoner, med hver deres ærekær fagområder. I 2010 var min søn knap 3 år og vi var bosiddende i Birkerød. Vores søn led under det dysfunktionelle i familien også på trods af, at han kun så sin mor når hun følte, at hun havde overskud og behov. Udfordringen var, at vores søn reagerede kraftigt på sin mor både under og efter samvær. Jeg blev anbefalet at flytte på afstand af mor med vores søn. Det kunne jeg, fordi jeg havde bopælen og hun på ingen måde kunne varetage vores søn i længere tid af gangen. Dertil blev mit spørgsmål til John Hale, er 342 km en passende afstand? Det var det. Vi flyttede til mit familieære netværk i Randers i januar 2011. Vores søn var 3½ år gammel.

Det første halve år hvor han skulle se sin mor, fløj vi med Norwegian. En bekostelig løsning, men den mest børnevenlige i forhold til transporttid og mindre belastende mellem de store fysiske afstande. Det blev begyndelsen på en tid, hvor uenigheder om omfang af samvær begyndte for alvor. Statsforvaltningen blev inddraget igen. Gabet mellem hvordan vi så situationen, vores dysfunktionelle familie og årsagen dertil, og sidst men vigtigst; at vi så forskelligt på vores søns trivsel, var mile stor. Første halvår i det jyske blev hårdt. Konfliktniveauet optrappes og både min søn og jeg reagerer mentalt og fysisk på disse belastninger. 

Sommeren 2011, altså 4 år efter min før omtalte samtale med min kiropraktor, følte jeg mig faktisk så stresset og udbrændt og min krop reagerede så voldsomt, at det blev invaliderende for mig. Jeg kunne ikke bruge min højre arm når jeg skulle skifte gear i bilen. Spiste med min gaffel i modsatte hånd simpelthen fordi, at jeg havde ondt fra skulder, ned langs ryggen, den ene balle og helt ned i fødderne. Jeg forsøgte, at afhjælpe med yoga øvelser, akupunktur og zoneterapi. Men det hjalp kun i få timer efter behandling. Min læge var sikker på, at det blot var slidtage - og så mærkeligt på mig, når jeg sagde det kom fra mit hoved, som var på overarbejde. Han gav mig en blokering i skulderen, der hjalp lige nøjagtigt i hele to dage.

Jeg fandt en psykoterapeut og gav hende opgaven; find ud om jeg er i grøn, gul eller rød. Hendes vurdering efter første lange samtale; Jacob du er i rød og bør sygemelde dig.

Ingen hjælp fra de Landsorganisationer målrettet børn, forældre & familier.

Samtlige Landsorganisationer, der skulle have fokus på børn og familien eller pårørende til en forælder med misbrug eller sindslidelser, svigtede.

Tidsperspektiv: År 2008 - alder 1½ år til år 2014 - alder 7 år.

Det var i det helt tidlige stadie i 2008, en tid præget af dyb personlig krise, da jeg, med min 1½-årige søn i armen, stod overfor resterne af et familiebrud. Hans mor, plaget af en turbulent kombination af sindslidelse og misbrug, havde efterladt os i en virkelighed, hvor hver dag var en kamp for normalitet og stabilitet. Jeg havde troet, at børneorganisationer og landsorganisationer for sindslidende eller misbrug ville være fyrtårne af støtte og vejledning, men i stedet mødte jeg en forbløffende tomhed af reelle løsninger.

Efter endnu et tilbagefald og indlæggelse på psykiatrisk hospital for hans mor, fandt jeg mig selv i en situation, hvor jeg måtte vælge mellem to ondskaber. Det brød mit hjerte, men jeg måtte vælge vores søn først, give ham det trygge miljø, han så desperat havde brug for, hvilket betød et liv uden hans mor.

Mine opringninger til organisationerne var som at tale ind i et ekkokammer af velmenende, men utilstrækkelige råd. En samtale, der brændte sig fast i min hukommelse, var med en medarbejder hos en landsorganisation for sindslidende, som sagde: “Det er din ret at passe på dig selv og din søn.” Men da jeg spurgte efter konkrete handlinger, vejledning i, hvordan denne ret kunne omsættes i praksis, mødte jeg det traditionelle råd, tag fat i kommunen eller Statsforvaltningen. Begge havde jeg allerede erfaret var nytteløse og uden rette hjælp og støtte. Da jeg gjorde den søde rådgivende kvinde i telefonen opmærksom på det, mødte jeg en mur af tavshed. Der var intet at gøre og ingen hjælp og støtte at finde. Denne oplevelse blev et symbol på hele min rejse gennem systemet – mange ord, men få løsninger.

Jeg havde svært ved at se børneorganisationers berettigelse. Jeg ønskede ikke flere ligegyldige kaffe snakke, men konkrete råd og vejledning. Gabet mellem deres storytelling om alt det de gør for børn og virkeligheden er stor! Mange i mit netværk sagde, tag fat i Foreningen Far! Tja, jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var enig i deres holdninger og meninger. Deres måde at gribe ting an på, lå langt fra der, hvor jeg var som menneske og far. Det var også tidspunktet, hvor jeg indså, at der også var mor-vinklede foreninger. Fagpersoner som psykologer osv. vis speciale var rettet mod enten far eller mor. Jeg blev træt! Endnu en årsag til, at jeg selv den dag i dag mener, at min ide til Kids Rescue er yderst aktuelt og et nødvendigt tiltag. Splittingen mellem køn eller forældre med en særlig overbevisning om, hvad de oplevede krænket og med den vinkel baserer sit syn og mening, der taler for lovgivningsændringer, der vil kunne hjælpe lige netop dem, var stor dengang og er det også i dag. 

Denne mangel på praktisk støtte og forståelse strakte sig altså dybt ind i kommunen og Statsforvaltningen. De syntes ude af stand til at se hele billedet, forstå dybden af vores krise, og kunne på ingen måde tilbyde den hjælp, der kunne gøre en reel forskel.

I denne tid blev vores hjem et sted af sorg og forvirring. Jeg så min søn kæmpe med følelser og psykosomatiske reaktioner, han var for lille til at forstå det som skete, og jeg selv kæmpede med at være den klippe, han havde brug for, alt imens jeg navigerede i et labyrintisk system, der syntes designet til at ignorere os. 

Hver dag var en kamp mod 'frit fald' - en tilstand af kaos, hvor hver eneste håndsrækning syntes at smuldre mellem fingrene.

I retrospekt ser jeg denne tid som en dyb læreproces. Jeg lærte, at systemet ofte er uforberedt til at håndtere den komplekse virkelighed af livet for pårørende til personer med både sindslidelse og misbrug eller dyssocial personlighedsforstyrret. 

Min rejse blev en kamp for at finde lys i mørket, en vej gennem et system, der ofte føles som en uigennemtrængelig mur, og en lærdom i, at de stærkeste kampe ofte kæmpes i stilhed.

Mislykket forsøg på at sagsøge Staten Danmark.

Vores forsøg på at udfordre Staten Danmark i retten i 2014 var en rejse fyldt med håb og hindringer. Vi, en gruppe forældre bestående af både dem, der havde gennemgået skilsmisser, og dem med tvangsanbragte børn, fandt sammen i et fælles mål. Under vejledning af to engagerede advokater var vores mission at indgive et samlet søgsmål mod Staten for systematiske overgreb på børn, forældre og familier – et skridt vi så som nødvendigt for at søge retfærdighed og retssikkerhed, ikke kun for os, men for fremtidige generationer.

Vores gruppe var præget af slidte, forgældede forældre, der længtes efter en form for retfærdighed, som synes at være uden for rækkevidde. Vi stod over for det, vi opfatter som en ligegyldig holdning fra det bredere civilsamfund, en situation, hvor vores kamp blev betragtet som en uundgåelig byrde, vi måtte bære alene.

I processen gennemgik advokaterne en omfattende juridisk screening af omkring 150 børnesager. Det var afgørende for os, at hver sag var ægte og havde potentiale til at bidrage til vores fælles søgsmål. Af disse blev omkring 35 sager udvalgt – der hver og en var underbygget med stærk dokumentation. Årsagen til, at mange sager ikke kom igennem nåleøjet, i den kritiske endelige udvælgelse, var mangfoldig. Nogle forældre manglede tilstrækkelig dokumentation, mens andre muligvis reelt var en krænker, der så sig som offer.

Projektet blev drevet i en høj grad hemmeligt. Det var nødvendig under så følsomme omstændigheder, hvor meget var på spil. Vi var bevidste om, at der i kulisserne kunne være øjne og ører, der var opsatte på at forhindre vores fremskridt. Vi erfarede, at vi i perioder blev overvåget og aflyttet, og alt pegede retningen  efterretningstjenesten, hvilket lagde et tungt tryk på vores skuldre. Sikkerhedsprocedurer blev udarbejdet og de blev fuldt.

Kommunikationen i gruppen blev altså begrænset til det absolut nødvendige, og der udviklede nye restriktioner i selvdisciplinen for hver og en, simpelthen for at undgå at tiltrække uønsket opmærksomhed. En af vores primære opgaver var at skaffe finansiering til retssagen gennem donationer, et initiativ, der til sidst mislykkedes, hvilket var et hårdt slag mod vores kollektive indsats.

I retrospekt, med den viden og erfaring jeg har opnået siden da, kan jeg bedre forstå de skjulte dynamikker og statslige interesser, der muligvis arbejdede imod os. Dette perspektiv er yderligere uddybet i den tredje del af min fortælling, hvor jeg beskriver FN's Børnekonvention og dens indvirkning på den danske kontekst – en afsløring af en skjult bagside, som vi dengang kun skimtede.

Hvor langt er du villig til at gå for dit barn skyld?

Det er et spørgsmål der stilles i det åbne, besvares det med "selvfølgelig vil jeg gøre alt for mit barn"! Stemmer det så overens med virkeligheden? Det svar hører en anden blog sted i forhold til Kids Rescue´s oplevelser ... og mit svar vil nok overraske dig ...

Jeg stod i situationen med et barn i mistrivsel og en omfattende og hård sag med involvering af myndigheder. Tidsmæssigt var det i sommeren 2011. Jeg var iflg. min føromtalte psykoterapeut i "rød" og burde sygemelde mig for udbrændthed. Min chef var en svensker, og sad på kontoret i Böblingen i Tyskland. Han ringede og svarede naturligt, "det går godt med resultaterne, så vi skal vel have Finland til at forlænge din kontrakt"? Mit umiddelbare svar var kort, "det ved jeg ikke, nej! Jeg føler mig stresset! Meget stresset". Han havde kendskab til eftervirkninger fra et andet stressforløb på tæt hånd, så han var både forstående og god i situationen. Han kendte kun overskrifter til mine udfordringer... Han beordrede mig på ferie med min søn - og så kunne vi tale om løsninger efterfølgende. 

Jeg bookede et hotel lige på stranden et hyggeligt og roligt sted på Kreta, Grækenland. Vi havde en fantastisk ferie, med masser sol og et skønt hav. En ferie min søn stadigvæk tænker tilbage på, på trods af, at det er mange år siden. Jeg husker aftenen inden vi skulle hjem, sender jeg en sms til min svenske chef i Böblingen: "Jeg er fortsat sygemeldt. Jeg ønsker ikke, at min kontrakt fornyes". 

Fravalg af karriere til fordel for min søns ve og vel.

Det endte med jeg opsagde mit karrierejob og dedikerede min fulde attention på min søns ve og vel og meterhøje sagsakter, der kun blev større og større, dag for dag. Min hverdag handlede udelukkende om at skabe ro og forudsigelighed for min søn og sikre ham rette hjælp og støtte, børnesagen, og mit eget helbred! Jeg kunne intet andet rumme - det var et fuldtidsjob.

Jeg forstår godt, at som udenforstående kan det være svært at sætte sig i. Men det er så krævende og opslidende, at kæmpe mod et system, som siger de vil barnets bedste, men via deres handlinger reelt gør det modsatte: De nedbryder menneskeliv, barn som voksen! 

Fra stærke smerte i sjæl og krop, til en fuldendt stærk okse, og nu kunne jeg huske som en elefant og kæmpe som en modig løve - med succes!

Hvilken form for hjælp man har behov for, er helt sikkert unikt fra menneske til menneske. Jeg erfarede, at cocktailen med body SDS, og psykoterapeutiske samtaler, samt fokusering- og chakra meditationsforløb blev begyndelsen på en healingsproces, der gjorde mig metal og fysisk stærk. Jeg kom gennem det umulige og karma løftede mig helt ubeskriveligt.

Jeg kan i dag ikke sige, at det en bestemt person eller fagkompetence der hjalp mig mest. Jeg fandt ud af, at jeg havde behov for en sammensætning af forskellige ting, der til sammen hjalp mig gennem mit livs største krise.

Body SDS hjalp mig særligt på to områder: Mine psykosomatiske spændinger havde sat sig som en stjernehimmel af knudepunkter fra tå til top, der behøvede lange seje tryk, for at kunne udlignes. Men hvert et knudepunkt er kommet grundet årelange traumatiske hændelser. Det gør mega ondt når behandleren trykker på et knudepunkt. Det ret fantastiske som sker samtidigt, er at de traumer fra den ene episode efter den anden, som har forårsaget spændinger, hjalp mig til at kunne frembringe tydelige billeder fra konkrete helt specifikke hændelser. Disse kunne jeg så bearbejde terapeutisk og via chakra meditationen visualisere alt det, som kroppen kunne huske, men jeg havde glemt. Endda tydeligt. Det blev til spændende samtaleemner i psykoterapien. 

Jeg blev altså meget bevidst om ting, som jeg ikke tidligere var bevidst om. Chakra meditationen lærte mig at fokusere og slå autopiloten i min hjerne fra. På den måde blev det mig som styrede, hvordan de svære tanker skulle fylde og mærkes i min krop.

Body SDS´en var en nødvendig førstehjælp, således min krop kunne gå fra en invaliderende tilstand til en komplet healet tilstand. Som supplement kørte jeg ofte 5 gange om ugen ud i skoven for at meditere. Modtog jeg er brev i min eboks, så reagerede jeg prompte psykosomatisk. Forskellen fra tidligere og til nu er, at jeg via min meditation kan løse nye spænding helt op. En fantastisk kompetence at have tillært sig. Jo mere jeg mediter, jo bedre og hurtigere kan jeg både bearbejde de svære situationer og sikre jeg ikke får tilbagefald psykosomatisk. 

Slå autopiloten fra og opnå fuld kontrol over dine egne tanker og følelser.

Det er med stor glæde, at Kids Rescue kan tilbyde 10 ugers chakrameditationsundervisning, udviklet og indtalt af den 4 dobbelte verdensmester i fridykning, Peter Pedersen.

Endda ganske gratis!

Tak Peter P, for din gave til danske forældre en svær situation og overvældende tid, hvor jeg personligt ved, at din stemme kan gøre den helt store forskel for den enkelte, der prioriter tid til at skabe ro & balance med henbllik på, at kunne opnå et overblik, så det kaostiske kan bringes nærmere kosmos tilstande.

4 uger intensivt med yoga, vejrtrækningsøvelser og meditation.

Tilbage i 2011 gennemførte jeg et 4 ugers yoga kursus hos Skandinavist Yoga Center. Hver dag fra 9 til 13 med yoga, vejrtrækningsøvelser og meditation.

Jeg husker, at den første uge var mega grænseoverskridende for mig. man sad jo længe i positioner jeg ikke var vant til og lave mærkelige lyde. Når jeg ind i mellem spurgte dumt "hvad er det vi laver og hvad gør det godt for", blev jeg mødt med en anerkendende og uddybende forklaring. Efter den første uge, kunne jeg både se og mærke den afgørende forskel, som de mange øvelser positivt forandrede mig helt ubeskriveligt og skønt.

Det har til min krop og sind der reagerede kraftigt og som supplement til mine øvrige tiltag, været et uvurderligt og prisværdigt forløb. Altså har man bare en gang været i hænderne på Scandinavist Yoga Center, vil Yoga andre steder slet ikke føles rigtigt. Jeg giver dem hermed min allerstørste anbefaling.

Det de lærte mig, er nu en væsentlig kompetence, som jeg fortsat drager stor nytte af. Samlet set, er jeg blevet bevidst om vigtigheden i at kunne trække vejret korrekt. Og ikke mindst, hvor vigtigt det er, at ilte hjernes så vores tusindevis af neurons der i udbrændingssituationer er særligt udsatte for at visne, men nemt kan bringes til live igen.

Selv dette, er et emne for sig selv og som du kan høre mere om i undervisningsmaterialet "Du er programmeret".


Afsluttende ord

Jeg håber, at min historie har rørt ved noget i dig, at den har åbnet dine øjne for de stille kampe, som foregår bag lukkede døre, og inspireret dig til at tage handling, uanset omstændighederne. Husk, min historie er ikke enestående, men det, at jeg står her i dag, stærk, informeret og i stand til at påvirke ændring, det er min sejr.

Tidlig indsats, forståelse, og en utrættelig kamp for retfærdighed og beskyttelse har ikke bare været en rejse for min søn og mig - det har været vores overlevelse. Havde jeg kendt til de ressourcer, viden og støtte, som jeg nu besidder, fra starten, kunne vores vej have været mindre stenet. Men vejen har lært mig værdien af vedholdenhed, kærlighed og mest af alt, modet til at stå op for det, der er rigtigt.

Til gengæld står jeg nu her med en dyb forståelse og et brændende ønske om at sikre, at ingen skal føle sig alene i denne kamp. Gennem Kids Rescue og mine undervisningsmaterialer, "Bliv din egen Sagsleder & Pilot i dit barns liv", ønsker jeg at klæde andre på til deres egne kampe, udstyre dem med viden, støtte og styrke.

Vores rejse er dog ikke slut her. Men før vi går videre med del 4, hvor jeg fortæller videre om virkelighedsberetningen om min søn og jeg, som i dag lever tusinder af kilometer bort fra Danmark i eksil og som flygtninge fra de familieretslige og sociale myndigheder, skal vi lige kikke lidt på årsagerne til dette hjerteskærende, brutale og nødvendige træk. Dette belyses i del 3, jeg tænker og håber, bliver et wake-up-call nationalt.

Del gerne min historie, ikke for min skyld, men for alle dem, der stadig kæmper. Lad os sammen bane vejen for forandring, forståelse, og en fremtid, hvor ingen børn eller forældre skal kæmpe alene.

Tak fordi du fulgte med mig på denne rejse. Sammen gør vi en forskel.

Med varmeste hilsener,

Jacob A. Birkebæk

Podcast

Podcast


Tags


{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

Du efterlades ikke alene med de svære vilkår!

Det kan være hårdt mentalt, at læse og lytte til artikler og videoer på Kids Rescue.

Du må ikke tabe modet. Kan du placerede det svære du oplever i din sag mentalt som et vilkår, hvor du "blot" vælger at navigere klogt, velovervejet og rettidigt, finder du styrken, modet og håbet.

Kids Rescue præsenterer det første initiativ af slagsen, hvor hjælp, støtte og direkte guidning, kan du finde her...

Det er omfattende materiale og opgaven, der er i vente for dig, er hårdt arbejde!

Men du kan godt!

#Skilsmisse, #Samvær, #Bopæl, #Forældremyndighed, #Tvangsanbringelse, #Tvangsbortadoption 

#Familieretshuset, #Familieretten, #kommune, #Forvaltningen, #Børn&UngeUdvalget, #Ankestyrrelsen 

Undervisning & workshop

Find inspiration - du guides hele vejen og ikke alene med det svære!

Opnå styrke, tro, håb og mod i din navigering med myndigheder og instanser

Frygt ikke dit møde med myndigheder, men udvis respekt og prioriter tidlig indsats.

Hvem kan hjælpe dig og dit barn? Hvordan? Du lærer at tage styringen over din "hjælper"; advokaten, socialrådgiveren ect.

>