Udarbejdet af Jacob Birkebæk

Min søn og jeg i eksil som flygtninge.

januar 8


INDHOLDSFORTEGELSE

Forord

I sidste del 3 kom jeg ind på konsekvenserne af inkorporingen af FN`s Børnekonvention i Danmark. Det blev en længere indledende fortælling. For mange en forudsætning for at kunne sætte sig ind i, hvorfor min søn og jeg i dag lever i eksil som flygninge fra de familieretslige og sociale myndigheder langt væk fra Danmark.

Nu er vi nået til del 4. Jeg vil tage dig med ind på den barske rejse, hvor jeg var nødt til at kappe navlestregen til Danmark. Trusselsniveauet for min søn var simpelthen blevet for højt. 

Vi er teknisk set blot udenlandsdanskere, hvor jer rettidigt, altså i meget god tid, kunne forudse det som ville ske, når jeg som far fastholdte mig retten til mit nej-tak. 

Havde jeg i situationen i maj 2021, hvor alvoren gradvist eskalerede og skiftede gear, så vi hastigt bevægede os ind i den ukontrollerbare fase, hvor enten timer eller dages tøven fra min side, ville ganske sikkert ville have undermineret mine forældrerettigheder. Hvor en mindste tøven med rette handlinger fra min side, pegede alt i retningen af, at mit nødvendige træk ganske sikkert ikke, ville have været muligt.

Det handelede om for mig, at sikre, at jeg fik lukket de familieretslige og sociale myndigheder ude fra deres juristiktion, inden jeg ikke kunne.

I lettelsens reflekterende stund, og det altså gik op for mig, at jeg nåede det og nu er min søn i sikkerhed, gik den barske virkelighed reelt først op for mig!

Uanset din personlige holdning, skal vi undgå den samfundsmæssige splitting!

Vi skal kunne tale åbent, anerkendede og kritisk om det svære, uden at give hinanden en stereotypisk kasket på.

Hele FN`s agenda 2030, altså de 17. verdensmål, hvor flere af delmålene nedskrevet som FN`s børnekonvention, sætter speed på den dogmatiske tilgang. Med andre ord, der findes kun et endegyldigt svar på rigtigt og forkert.

I del 3 er min opmærksomhed rette mod den skjulte bagside inkorporeret i Danmark, hvor man som mor, far og familie hurtigt kan blive gjort forkert.

Debatten i medierne og politisk er på erkendelsen af, at der er store udfordringer på børn, unge, forældre og familieområdet, hvorfor der løbende tilpasses med lovændringe, der så fremføres som den endegyldige løsningen på alt det som ikke virker.

Det så vi ske med nedlæggelse af Statsforvaltningen i april 2019 på familieområdet og blev afløst af det familieretslige system. Det ses ske med det nye initiativ, Barnets Lov i 2024.

Hvorvidt de løbende markante og omfattende ændringer, bliver redningsplanken for barnet, den unge, forælderen og familien, kan jeg med min erfaring og viden blot sige, nej!

Min påstand er, at det ikke bliver en redningsplanke. Min vurdering er, at det bliver begyndelsen på endnu mere kaos og endnu flere ødelagte børn, unge, forældre og familier.

Havde jeg som forælderen et valg i maj 2021, er et kæmpe samtaleemne i sig selv.

Ja det havde jeg. Jeg havde et valg. Jeg kunne vælge, at tage samtalen videre med myndighederne, med enorm stor sikkerhedsrisiko for min søn. Jeg tænker efter gennemgang af del 1 og 2, at dig som har lyttet vil anerkende, når mit valg blev baseret på, at jeg kunne ikke tage risikoen for endnu et ressource drænende forløb endda i to spor på en gang.

Især set i lyset af, at både de familieretlige og sociale myndigsheder havde en stereotypisk og vinklet syn på mig som far. Husk på, det var en svær tid, hvor jeg gik mod den samfundsmæssige korrekthedskasse. Altså tiden, hvor jeg sagde Nej tak, bakkede den største andel af forældre modsat om det som skete også for deres børn. 

Min hensigt er ikke en samtale om det som rigtigt eller forkert samfundsmæssigt i Covidtiden.

Til gengæld er det interessante og samfundsmæssige vigtige i min fortælling, at min pointe er, at vi som forældre kun har rettigheder, sålænge du fletter ind og følger de regler, holdninger og meninger, "nogen" har defineret som rigtigt og forkert.

Set i det lys, at vi sagde nej tak og den ret fastholdte både jeg og min søn. Havde jeg så et valg? Dette emne vender jeg tilbage til helt i dybden, hvor jeg går helt u dybden med det alvorlige for os.

Jeg håber, at den som bakkede op om, og fortsat bakker op om alt det som skete i covid-tiden, lige vil se det som skete i vores liv fra perspektivet, at nej tak ikke var eller er muligt selv i 2023.

Filosofiske og psykologiske perspektiver kan hjælpe med, at skabe en dybere forståelse for det som er sket og sker samfundsmæssigt.

Det er så her, vi lige skal have styr på forskellen på principperne tro og viden? Det er to vidt forskellige måder at skældne verdenen på. Kan man ikke skældne mellem det, kan man heller ikke skældne mellem det, som er en del af vores demokratiske debat. Det er så her, jeg lige vil indskyde, at man kan som barn og ung gå gennem et helt folkeskole, gymnasie og universitet forløb, uden kendskab til filosofi. Et det mon udfordrende i en ungs dannelsesproces, når man skal bearbejde og forholde sig til kvaliteten af de oplysninger "nogen" har vælger at præsentere for os. Grundlæggende færdighed i at tænke kritisk og struktureret, at finde ud af om et argument hænger sammen eller ej, er baseret på et lavt niveua, eller sker indenfor definerede rammer, der for den kritiske virker styrende og kontrollerende. Rammer der er defineret af "nogen".  

Men gennem årerne har filosoffer været antaget som særligt kloge mennesker. Det er nu slet ikke den oplevelse, som jeg har af dem. Men de kan være interessante, at lytte til, for de dykker ofte ned i nogle spændende perspektiver. Men jeg oplever, at alle mennesker kan være i et filosofisk øjeblik. Det sker i mange forskellige sammenhænge. Ofte uden at være rigtigt bevidst om, at nu filosoferer man.

Jeg ser filosofien være præget af specialisering og ofte med en filosofisk tilgang til et specifikt emne. Det er jo i søgen efter sandheden, at man spekulativt kombinerer sine sanseindtryk, erindring, fantasi, erfaring, håb og fornuft, at de filosofiske øjeblikke opstår.

I praksis tænker jeg, at man kan filosofere om hvad som helst. Det er klart, at i de filosofiske svar opstår kritikken, der bliver begyndelsen på en debat. En debat vi som et demokratisk land med ytringsfrihed skal byde velkommen. 

I psykologiens verden ved vi, at der ikke findes en sandhed, men mange, og alt efter hvem som oplever. Det samme gør sig naturligvis også gældende i det filosofiske perspektiverende øjeblikke.

Jeg ser filosofien som præget af konsekvens og sammenhæng, hvor filosofisk stillede spørgsmål fører konsekvenser med sig, der giver anledning til uddybende spørgsmål.

Det vil sige, at jeg ser filosofien som et arbejde med at stille kritiske spørgsmål, udelukkende for at nå til størst mulig afklaring af et foreliggende emne.

At filosofere er på den måde noget, vi gør, når vi til daglig stiller spørgsmål til det som sker omkring os. Det er der, hvor man tænker over ting, og stiller HV spørgsmål til det vi gør, eller til det som sker i den verden, som vi befinder os i.

I det forsøges afdækket årsager til, hvorfor vi gør konkrete ting på en bestemt måde, til hvilken nytte, og burde vi se ting fra helt andre perspektiver.

Til den som lytter til min historie, finder jeg primissen for at undgå splittelse ved at tillade andre vinkler i samtalen, vil jeg inddrage filosiske og psykologiske perspektiver ind i samtalen.

Kan jeg ikke opnå forståelse, så i det mindste anerkendelse for den konkrete og meget alvorlige situation min søn og jeg i maj 2021 blev udsat for.  

Lad os lige se tilbage på den historiske periode i Danmark, der førte til et hidtid uset antal voldsomme restriktioner, vi som civilsamfund enten blev anbefalet og i andre situationer direkte pålagt af myndighederne.

DEN SAMFUNDSMÆSSIGE PÅSTAND: 

Corona - SarsCov2 er en meget farlig og smitsom sygdom. Vi har en global epidemi.

BELÆGGET FOR DENNE PÅSTAND: 

Der er mange som testes positiv for Corona -SarsCov2.

STYRKEMARKØREN: 

Derfor skal du bruge maske/mundbind og holde 2 meters afstand, ikke synge og holder dig i små bobler i dit netværk og familie.

HJEMMEL: 

Der siger Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen.

RYGDÆKNING: 

Det har vi fået at vide af nogen, vi ikke kan komme nærmere ind på, men det siger alt forskning indenfor området.

Min bevæggrund som den kritiske forældre set ud fra de filosofiske principper:

Min påstand: 

Corona - SarsCov2 er ikke en meget farlig og smitsom sygdom.

BelæggeT for min påstand:

PCR-testen udviser ca. 97% falsk positiv, derfor kan vi ikke antage, at raske mennesker der testes positiv for Corona - SarsCov2 er syge, når de ikke udviser symptomer herfor.

Styrkemarkøren:

PCR-testen er ubrugelig.

Hjemmel: 

Kary B. Mullis, Nobel Pris i kemi i 1993 for hans opfindelse af polymerase kædereaktion metode, også kalder PCR udtalte inden hans pludselige død oktober 2020: 

Min opfindelse, PCR testen, kan ikke bruges som diagnose redskab, men udelukkende som analyse redskab: 
Hvis PCR-testen identificerer RNA molekyler ved mere end 35 cyklusser, så er der mindre end 3% sandsynlighed for, at personen reelt har en infektion, fordi så har disse molekyler ingen betydning for en persons helbred og vil ikke føre til infektion, fordi der kun er tale om døde virus-fragmenter. 
Min opfindelse bliver dermed misbrugt af interessenter i industrien.

Rygdækning:

Corman-Drosten rapporten var en undersøgelse fra januar 2020 udført af en gruppe forskere ledet af Christian Drosten, en kendt virusforsker fra Tyskland. De undersøgte metoder til at finde den nye coronavirus (kaldet SARS-CoV-2, som forårsager COVID-19). En metode de undersøgte som mulighed var den særlige test kaldet real-time RT-PCR. Denne rapport blev brugt over hele verden til at lave regler for, hvordan man bedst bruger PCR-testen til at finde ud af, hvem der er smittet med virusset.

Samtidigt ignorerede man globalt forskerholdets 22 forskere, der foretog en peer-review af Corman-Drosten rapporten og identificerede alvorlige fejl. De konkluderede, at PCR er helt igennem uegnet som testmetode, fordi teknologien ikke er designet til at blive anvendt som diagnosticering. 

Ingen lyttede til dem, ej heller opfinderen af PCR testmetoden Kary B. Mullis.

Med disse fakta undermineres enhver hjelm mod lockdowns og tunge, alvorlige direkte ødelæggende restriktioner. 

Grundlaget for epidemien er ikke tilstede.

Det er ikke en påstand, men en viden vi havde helt fra begyndelsen og inden Dronning Margrethes kontroversielle tale til sit folk.

Psykologien understøtter det filosofiske perspektiv.

I forbindelse med etiske beslutningsprocesser tænker jeg, at det over en bred kam er tid til nytænkning og tid til at give plads til helt andre vinkler i samtalen. 

I nytænkningen mener jeg ikke, at vi skal til at opfinde den dybe tallerken en gang til. Men når de store beslutninger skal tages på etiske grundlag, har vi som samfund overladt disse, til den akademiske gruppe af medborgere, eller interessenter med en særlig interesse, der på papiret er meget klogere end ”os andre”.

Lad os i min filosofiske stund trække viden fra psykologien ind i, og forhåbentlig begyndelsen på en anerkendende samtale, til brug for en dybere forståelse for den samfundsmæssige splitting, hvor kritikkere gøres forkerte og reelt udskammes. Det er en alvorlig situation, vi som demokratisk land, der på papiret fortsat har ytringsfrihed, skal kunne tale åbent om. En samtale vi har glemt at følge op på, da krigen i Ukraine og Isreal har taget al opmærksomheden. Når jeg før sagde på "papiret" ytringsfrihed, er det fordi, det netop er det den uenige gruppe i civilsamfundet erfarer, at vi ikke længere har.

Psykologien underbygger og forklarer tydeligt, hvor det filosofiske kan snyde forfærdeligt.

Der er nemlig mange situationer, hvor vores hjerne opfører sig utroværdigt. Det taler filosofferne ikke om! Og skulle man med en filosofiske argumentenrende samtale om det som skete i denne periode i Danmark og globalt, bliver ”vi nede på jorden” forført til, at følge de forskellige filosofiske principper i vores tankegang, ukritisk. 

Den fantastiske internationale bestseller Daniel Kahneman har skrevet bogen; “Tænke hurtigt og langsomt”. 

Bogen giver en milepæl i forståelsen af den menneskelige hjerne og menneskelig adfærd generelt.

Han taler om fejlslutninger i hjernen, som noget helt normalt, men som vi tilgengæld skal være bevidste om sker i en eller anden grad for os alle. En fejlslutning kan være “hvad du ser, er alt, hvad der er”. Lad mig inddrage et virkelighedseksempel:

Nyhedsoverskrifter i TV og aviser beretter time for time om den farlige corona virus. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, vores Statsminister Mette Frederiksen, Søren Brostrøm som direktør for Sundhedsstyrrelsen og nøje udvalgte "eksperter" fortalte om den farlig corona epedimi, og bevæggrundende for restriktioner, vi som civilsamfund absolut skulle følge. Men vi fik ikke andre oplysninger, der modsagde dette i mainstream samtalen, hvorfor dette blev til største delen af Danmarks virkelighed, som ukritisk blev accepteret.  

De ansvarlige er kun mennesker og kan tage fejl eller have en særlig interesse, vi ikke har kendskab til. Men befolkningen der modtager informationen, har svært ved at forholde sig sagligt og konkret, da vi alle blev holdt udenfor mellemregningerne, altså konkrete, faktuelle og detaljerede bevæggrunde. De kritiske eksperter blev ganske simpelt enten ignoreret, fik mundkurv på eller censureret.

Et etisk dilemma er medicinalindustrien, der reelt sidder på magten også i FN, som jeg indirekte kom ind på i del 3. Vi har som den moderne borger accepteret præmissen, at medicin og vacciner er mirakelkuren for sygdomme eller forebyggelse af sygdomme. Børns Vilkår, Red Barnet udarbejdede undervisningsmateriale til folkeskolebørn, der ved min nøje gennemgang fremstod som en decideret farlig form for indoktrinering. Alt det kritiske og væsentlige faktuelle informationer blev eleverne ikke præsenteret for. Og for at sikre, at skolebørn ikke tog kritiske informationer fra deres forældre eller andre kilder til sig, inddrog børnenes vogtere i deres 11 timers undersvisningsmateriale endda emnet misinformation, der hurtigt spreder sig. Børnenes vogtere lærte altså børn om dette. De kom med eksempler på misinformation, der endda i dag er varificeret modsat, altså det var ikke misinformation, men konkret og korrekt information. Dette blev børn altså belært som den endegyldige virkelighed. Et emne jeg kommer ind på i interviewet du finder på denne her side på Kids Rescue. 

Jeg har aldrig hørt Etisk Råd gå imod Medicinrådet og gøre krav på fokus på alternativ naturmedicin, mineraler og vitaminer. Især set i lyset af at det vrimler med evidens, der belyser i detaljer, hvordan medicinalindustrien netop agerer uetisk og uden skrupler via korruption, usandheder, og gennem tiden modtaget den ene dom efter den anden. Dette underbygger, at mirakkel medicin og vacciner kan virke modsat og accelerere alvorlige sygdomme og ofte med død som følge. Peter Gøtzsche, er en dansk medicinsk forsker på Rigshospitalet i København, udtaler i utallige interviews afslører big pharma som organiseret kriminalitet. Vi ved det sker, men udviser ikke tilstrækkelige kritiske handlinger. Vi accepterer disse præmisser. Vi lader det ske.

Tilbage til befolkningen der modtager vinklet informationer, der underbygger "magtens fortælling", men samtidigt udelukker de kritiske faglige røster og direkte evidens, bliver det begyndelsen på alvorlig situation, med store konsekvenser som følge. 

Gennemgås de forskellige etiske principper fra filosofien, findes masser af ”huller”. Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at tænke og handle fuldkomment og fejlfrit. Til det spørgsmål skal vi stille os selv spørgsmålet, hvorfor må kritiske eksperter ikke komme til orde i pressen? Hvorfor gøres de forkerte og nærmest mobbet? Denne destruktive ikke demokratiske adfærd der reelt underminer ytringsfriheden og modarbejder at kunne sikre et fuldt oplyst civilsamfund, således til- og fravalg, holdninger for eller imod, bliver på et informeret grundlag.

Det er vist tid til, at jeg trækker snakken en helt anden retning og over i psykologien.

Der er mange kognitionspsykologer, som arbejder med at opdele vores måder, at tænke på: At tænke hurtigt og langsom, bliver også kaldt system 1 og 2.

System 1:

Vi kan tænke “hurtigt”, intuitivt og styret af tillært eller indlejrede mønstre.

Det er faktisk en effektiv egenskab når vi i dagligdagen tager mange små beslutninger. Det kræver ikke mange kræfter og læner sig ofte op ad, hvad vi plejer at gøre eller, hvad vi bliver pålagt at gøre af kompetencer, vi har tillid til.

Altså i system 1. stoles der blindt på dèt der høres, læses og ses. Når du tænker hurtigt, styrer du ikke selv dine tanker, men lader hjernen styre selv. Man kan sige hjernen er på autopilot. Der skal meget til at slå den tankegang fra. Både børn og voksne påvirkes af konstante fortællinger om emner, ”dem som er klogere” fortæller. Fortællingen er umulig at undslippe. Fordi medier gengiver ofte ukritisk eksperters udsagn.

Det vil sige, at vi bliver programmeret via alle vores sanser. Der tales ikke meget om, at vores neurologiske netværk bliver opbygget meget solidt i vores hjerne med narrativer fra de ”kloge”.

Det vil sige, at det som siges højt, bliver til virkelighed.

Det er tydeligt, at når et narrativ igen og igen bliver fastholdt af eksperter og myndigheder, bliver det for mange til virkelighed. På den måde bliver konkret og kritiske fakta enten nedtonet eller blankt afvist af myndighederne eller særlige interessenter.

Ofte latterliggøres de kritiske faktuelle røster eller bliver ligefrem gjort til stor skamme. Rigtig mange mennesker registrerer reelt ikke det, som sker i disse situationer.

System 2:

Vi kan også tænke “langsomt”.

Det sker ved, at have en analytisk tilgang til de informationer, som vi modtager. Vi bliver opsøgende efter flere kilder. Vi forsøger, at forstå de informationer vi modtager. Det er ofte brudstykker af information, der endda kan blive begyndelsen til hypotetiske og relevante dybdegående spørgsmål.

På den måde vurderer hvert enkelt menneske i system 2, hvor der tænkes langsomt, fordele og ulemper, hvad er rigtigt og forkert på et bredt og dybdegående grundlag.

Det er en meget tids- og ressourcekrævende proces – derfor er det primært en adfærd, vi udviser i forbindelse med særligt vigtige situationer.

Vores tro, holdning og mening, der udvises i adfærd, er baseret på en lang række årsager.

Socialgeologen Greg Braden har udtalt på en kongres, at den darwinistiske teori om, at det er de stærkeste som overlever, måske alligevel ikke er sand. Han underbygger hans påstand i sin bog “Human by design”.

Der fremgår hans påstande om, hvordan Darwin fik os til at tro, at vi overlever på grund af konkurrence og vigtigheden i at være stærkest. 

Darvins påstår, at er jeg stærkere end dig, er mine chancer for at overleve større.

Vi ser dette konkurrenceprincip overalt i vores samfund: I vores uddannelsessystem, i vores økonomiske system, i vores virksomheder. 

Gregg Bradens påstand er, at Darvin ikke har ret, fordi vi alle er neurologisk forbundet, og der medvirker til, at vi kan holde hinanden i sikkerhed og hjælpe hinanden. 

Skal vi bruge et udtryk fra den filosofiske analyse, så er styrkemarkøren i dette; hvis jeg beskytter dig, og du beskytter mig, har vi sammen en større chance for at overleve. Det er faktisk samarbejde, der får os til at overleve og trives, og ikke som vi har lært af Darvin, konkurrence. 

Det er så synligt i naturen, hvordan dette fungerer. Hjemmelen der underbygger Gegg Brandens påstand kunne være Simon Sinek, der taler om samarbejde i sine dybtgående foredrag, han kalder; “hvorfor ledere spiser sidst”.

Påstanden om, at det ikke er den stærkeste som overlever rygdækkes af marinesoldater. Mens mange mennesker synes, at lederskab handler om rang, magt og privilegium, mener marinesoldater, at ægte lederskab er villigheden til at placere andres behov over sine egne.

Hvorfor trækker jeg netop disse detaljer ind i min mening om filosofiske etiske teorier. Jo fordi, jeg mener vi lever i en tidsalder, hvor vi som menneskehed er gået i stå og lader os uselvstændigt styre på en måde, der er destruktiv for os som menneskehed globalt.

Vi tror uforbeholdent og ukritisk på dem, som kan fremvise titler og et langt flot CV.

Det er min mening, at det er nødvendigt at nytænke, da muligheder for teknologier vinder ind i et tempo, hvor vores tilgang til disse, skader det vi oprindeligt er ”designet” til.

I den udvikling, er det fortsat penge, magt og indflydelse som er det styrende i den globale tankegang og udvikling. Det lavpraktiske, logiske, rationelle, ideologiske, vidensbegærlige, kritiske, dannede mennesker, er vi som samfund blevet tillært, underminer den gruppe mennesker, vi som flok netop har behov for, således vi sammen kan passe på hinanden. Styrke hinanden. Anerkende hinanden også på trods af uenigheder, men give plads til en langsomt tænkende samtale, der bidrager til sammenhold og gensidig respekt.   

Opsummering på mine forord:

Det er med stor risiko, at når jeg åbner op for pandoras æske - altså nu hvor vi er nået til min beretning om min søn og jeg i eksil som flygtninge fra de sociale og familieretslige myndigheder, at jeg af mange vil blive gjort stereotypisk forkert.

Den person som har tabt alt, men samtidigt kan se sig selv etisk og moralsk i spejlet med en god samvittighed, fordi modet og styrken til ikke at betvivle tilegnet dybdegående og bredspektret viden, og omsætte dette til hypotetiske forudsigelser, der viste sig efterfølgende at være korrekte, men striben af rettige kontroversielle handlinger afværgede det mørke og dystre, er reelt en vinder.

Jeg er den person. Jeg er ikke et offer! Men jeg er ej heller den tavse. Jeg kan være hård i min retorik, men jeg håber, at dem som har fulgt mig i det som er sket forudgående, kombineret med mine faktuelle detektivmæssige tilgang krydret med hypoteser, vi skal kunne tale om, er det min forhåbning at vække hele civilsamfundets opmærksomhed, således vi finder sammenhold, samarbejde og sikre vores fremtid, vores børn, unge, forældre og familier.

Det jeg kunne have tabt til Staten Danmark, min søn, er sikret. Prisen har været høj. Det tabte, min karriere, min alderdomspension, min familie, mine nærmeste venner - alt dette blot vilkår, der betyder intet i forhold til, at min søns sikkerhed og fremtid vægtede højere. Jeg havde fortsat intet andet valg, end give afkald på alt det, som ikke vægtede højere end blodets stærke bånd mellem far og søn. Om dette bliver er varrig tilstand eller blot er midlertidig, må fremtiden vise.

Forskellen på Danmark og Sortehavets befolkning er ret markant: I Danmark hører jeg stemmen sige, Jacob, du træf et valg, du havde et valg og ryster på hovedet af mig. Jeg bliver gjort forkert. Ved Sortehavet trille tårerne stille ned at kinderne, når virkeligheden om de store menneskelige omkostninger for min søn, bliver fortalt. Respekten for mig som faderen, som ikke bare udviste stort mod og handling i tide, udvises med sætningen; "The last viking standing is you - Hvor er din søn heldig, at have en far som dig"

I dag har jeg personligt intet at tabe, men alt at vinde! For min søns fremtids skyld. For Danmarks fremtids skyld.

Jeg ligger an til debat.

Jeg har længe udtalt, at samtalen er kørt ad sporet i Danmark og forsøgt, at motivere til en nuanceret samtale, men interessen eller modet fra den enkelte har ikke været muligt for mig at frembringe som hensigten. Mange har ikke kunnet rumme det mentalt og tænkt, det vedrører ikke mig.

Det vedrører dig! Vores børn er vores fremtid - derfor har jeg i samråd med min søn valgt og vurderet, at vores historie og måden vi begge har navigeret i det dysfuktionelle der netop vedrører børn, unge, forældre og familieområdet, os alle, at stå frem!

Kaos er skabt.

Kaos er blevet skabt og ingen kan finde hale og ben i, hvad er rigtigt og forkert. Det gør det ganske svært for den enkelte at overskue, hvad er det som reelt sker. Det kan for udefrakommende være svært og ganske umuligt at vurdere, hvem skal man holde med i samtalen? Den kritiske røst, der lyder skræmmende eller den som siger noget sympatisk, der giver en falsk tryghed og må være rigtigt, for den kritiske skræmmende samtale, kan ikke være sandt, og går mod dem vi har stor tillid til?

Årsag til kaos: De skjulte planer

Danmark er gennem årerne blevet infiltreret med en direkte ødelæggende agenda, der har slået massive rødder med narrativerne; barnet bedste og barnets rettigheder og det tror "vi" så på, er rigtigt, fordi der er ubetinget og ukritisk enighed om dette. Imens disse narrativer slår rødder, har forælderen og familien mistet samtlige rettigheder beskrevet i forudgående del 3.

Løsningen: Skabe kosmos

Kaos bliver skabt, når sympatiske og umiddelbart rigtige handlinger dækker over underliggende planer og handlinger, der står i stor kontrast til de sympatiske italesatte intentioner. Kosmos skal skabes, således at vi kan vende tilbage til den transparente , forudsigelige samtale, hvor lyd og billede hænger sammen.

Min pointe er krystalklar og meget vigtig. Det handler om at skabe klarhed og orden, og skabe et rum for åbenhed og ærlighed, og at sikre, at der er ansvarlighed i alle processer. Kun sådan kan vi skabe en virkelig positiv forandring.

Samarbejde er nøglen til kosmos

Dette er en meget relevant holdning jeg forventer fra "dem som arbejder for folket" og et nødvendigt krav for, at kunne skabe positive forandringer. Alle aktører i feltet - fra politikere og myndigheder til fagfolk og civilsamfund - har et ansvar for at sikre, at politikker, praksis og kommunikation er gennemsigtige, forståelige og i overensstemmelse med de faktiske omstændigheder.

Det er nødvendigt for at opbygge tillid, fremme forståelse og støtte effektive etiske og moralske handlinger. Dette må ikke blot være en ambition, det er en nødvendighed for at sikre, at vores børn, vores unge, vores familier og vores samfund kan trives.

Vi har alle et ansvar

Vi skal tage ansvar og sikre en fremtid baseret på værdier, der får lov til at spire i den virkelige verden og ikke som nu, blot en illusion.

Vi kan og skal skabe kosmos ud af kaos. Jeg gentager, for at vi kan opnå dette, er vi nødt til at arbejde sammen - alle involverede parter, fra politikere og myndigheder til fagfolk og civilsamfund, må spille en aktiv rolle.

Vi skal skabe en transparent, forudsigelig samtale, hvor lyd og billede hænger sammen. Dette kræver ærlighed og gennemsigtighed, samt en fælles forståelse af, at vores ansvar går ud over vores individuelle roller.

Min hensigt og forhåbning.

Min hensigt med mine beretninger er ikke ønsket om, at fremhæve mig selv, eller ønsket om, at nu skal min historie fortælles af egoistiske årsager. Hensigten er ret klar. Vi skal rykke os sammen, så vi kan håndtere den kaos skabte situation, så vi sammen sikre at fremme kosmos.  

Skolens enorme positive og professionelle tilgang og opbakning endte modsat med, at blive til en sikkerhedsrisiko for min søn.  

År 2020 - 7. klasse.

Det her er en virkelighedsberetning og et brudstykke Danmarks historie. Det hele startede som skolen, der for en tid havde den mest positive tilgang, som min søn mærkede og satte ord på. Jeg vil begynde med at beskrive skolen, som netop gjorde den helt store forskel, men senere endte som skolen, der udøvede psykisk overgreb og efterlod min søn med det største svigt, jeg som far ikke kunne rydde op efter. 

Min søn har siden start 7. klasse gået på Danmarks største privatskole. Han havde haft en fantastisk start. Hele klassen kom frisk ind fra andre skoler, så alle var i samme båd i forhold til alt det nye. Det viste sig at blive en super klasse. Alle er søde klassekammerater og de fandt hinanden hurtigt og fik et fantastisk sammenhold.

Lærerne var fantastiske, og særligt klasselæreren havde nogle unikke personlige kompetencer. Hendes måde at håndtere sin elev, der på hjemmefronten var mentalt belastet af sin mor og af børnesamtalen omtalt i del 2, hvor min søn advokerede for sig selv, var ubeskrivelig positivt.

Når jeg tænker tilbage til første indmeldelses samtale med skolens ledelse, hvor jeg husker, at skolens grundlæggende værdier, holdninger og meninger med fokus på den enkelte unikke elev, matchede mit syn. En fokus og holdning til, at trivsel kommer før indlæring og en præmis for en sund faglig udvikling. Deres fokus på det hele barn, hvor det sociale, sammenhold og god tone blandt klassekammerater og lærere var fuldtud prioriteret. Det var ikke bare tomme ord, det var sådan det var. Der var styr på tingene helt ned til mindste detalje. Jeg husker, at for første gang havde jeg følelsen af, at jeg som far endelig kunne sætte paraderne ned og slappe af, uden at skulle føle det nødvendigt, at advokere min søn. 

Men hvordan en skole kan spænde sig fra det nærmest perfekte til, at min søn blev smidt ud af skolen udelukkende grundet et nej tak, vil jeg berette om her. En tilgang der fik enorme menneskelige konsekvenser for både min søn og jeg.

Skolen som helhed forholdt sig meget professionelt og konkret i deres udtalelse i forbindelse med sagen i Familieretshuset. 

For første gang følte min søn sig mødt på en måde og med en tilgang, hvor han i skolen bare kunne slappe af i sit hoved og fokusere skarpt både fagligt og socialt. Skolens forståelse og respekt for, at skal du som elev kunne tilegne dig ny viden og faglig udvikling, kræver det først og fremmest at barnet trives. Den holdning og tilgang mærkes tydeligt. For første gang kunne jeg som forældre sænke skuldrene og slappe helt af. Det var mildest talt en lettelse for mig.

Børnesamtalen berettet om i del 2 var i december 2020 og lockdown var i marts 2021. Det vil sige, at min søn lige akkurat havde fået sit nervesystem i balance og fundet den ro han higede efter,  invaderede lockdown igen de danske skoler. 

Lockdown og overgangen til indslusningen af skolebørn var ikke problemfrit.

Til at begynde med var alle elever i samme situation og undervisningen foregik via Teams. Men da der kom en rolig overgang til fysisk fremmøde, startede splittelsen. Der var to grupper af børn A og B. Min søn var helt alene i B-gruppen. Altså B-gruppen var de børn, som ikke kunne efterleve skolens restriktioner i forhold til maske/mundbind og fremvisning af en negativ PCR test.

Det var så også situationen, hvor den voksne civilbefolkning blev delt i to. Der var de forældre, der fulgte nyhederne på alternative kanaler, og der igennem havde fået kendskab til opfinderen af PCR testen, Nobelpristageren, Karry Mullis. Han forsøgte, at ekponere blandt andet Anthonty Fauci og medicinal industrien for svindel. Påstanden fra ham var en meget veldokumenteret svindel. Karry Mullis døde på mystisk vis tre måneder forinden Covid epidemien begyndelse.

Det blev for denne gruppe kritisk tænkende voksne og forældre en rejse, hvor søgen efter ny viden og svar på den meget destruktive langtidsnedlukning af hele vores samfund, fandt de censurerede eksperter på alternative medier. Hvorfor skulle deres vigtige viden tilbageholdes. EKSEMPEL - VIDEO - KLIK HER... Så var der den anden gruppe af voksne, der ikke stillede spørgsmål og fulgte det italesatte samfundsrigtige.

Husk på, det her handler ikke om, hvad du gjorde, tænkte eller tænker. Det her handlede og handler om, at et nej tak kan være ganske umuligt i forhold til det, som en lille indercirkel af interessenter har besluttet som rigtigt eller forkert. I video-interview på denne side, kan du finde mine refleksion over det som skete og gennemgang af konkret viden, om alt det, vores børn og unge blev udsat for gennem hele covid perioden.

Tilbage til undervisning på Randers Real Skole, der efter det sidste lockdown var en kombination mellem nogle dage undervises via Teams og andre dage via fysisk fremmøde. Hver gang der var fysisk fremmøde, var min søn ikke velkommen. Igen med årsagen; at kunne du ikke fremvise en negativ PCR test, så måtte eleven ikke møde ind til skolegang.

Den 22. marts meddeler jeg skolens leder, at min søn er fritaget for Corona-test to gange per uge jf. BEK nr. 401 af 12/03/2021. I daværende bekendtgørelse fremgår følgende i § 5 stk. 3. - Stk. 1 og gældende for elever, kursister, deltagere og ansatte, der: 

1. af medicinske årsager ikke bør få foretaget en PCR- eller antigentest for covid-19

2. som følge af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en PCR- eller antigentest for covid-19 (https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/401)

På almindeligt dansk betyder ovenstående, at vi ikke har dokumentationspligt for fritagelse i form af lægeerklæring eller lignende. Men virkeligheden var på Randers Real Skole modsat, der endda valgte at gå langt foran de samfundsmæssige restriktioner og gik fuldkommen til yderlighederne. På den ene side måtte de ikke, men på den anden side var der ingen myndigheder, som jeg kontaktede, der ville skride ind. Jeg forsøgte desperat, at få en lægeerklæring om undtagelse udstedt, men vores familielæge ville ikke medvirke uanset årsag. 

Noget skulle ske i skole-hjemsamarbejdet. 

Jeg aftaler med afdelingslederen, at min søn kunne deltage i undervisningen online via Teams - mens klassen fysisk var samlet på skolen.

En løsning min søn efter to dage slet ikke kunne rumme, da han følte sig ekskluderet og stigmatiseret. Altså forestil dig situationen; et barn som glæder sig til at se sine kammerater efter lockdowns, skal som den eneste ikke fremmødte i skolen, sidde hjemme og se på webcam sin klasse modtage undervisning. Jeg betragter det som bevidst social isolation og pyskisk overgreb. Skolen kunne ikke se det problematiske, men jeg fik det stoppet! Jeg husker, at jeg tænkte, hvor er vores samfund på vej hen, når en skole ikke engang kan se, at det her er kriminelt og en diskurs der får omfattende problemer for vores fremtid, børnene og de unge. Det beretter jeg om i meget nuanceret og dybt i serien af mine videoblogs under titlen; "Lad børnene være".

Skolen og jeg lavede efterfølgende en revideret aftale om, at han en periode blot skulle lave de lektier, som klassen også fik for. Det betød i praksis, at han i nogle måneder ikke modtog undervisning. Lærerne gjorde intet for at sikre supplerende lektier i forhold til den manglende undervisning. Min søn rykkede lærerne for orienteringer om det stof de havde gennemgået, men reagerede kun ganske få gange. Det var en særdeles ubehagelig form for apartheid. 

Jeg som en aktiv og engageret far, gjorde naturligvis skolens ledelse opmærksom på rækken af problematikker, som medførte denne uheldige situation. Udelukkende på grund af skolelederens retning af Randers Realskoles ekstra skarpe restriktioner og krav, der overskrider samtlige bekendtgørelser, landets gældende love og menneskerettighedskonventioner. Jeg kunne i samtale forstå på skolelederen, at han påstod, at det er en samlet bestyrelse, som bevidst har valgt at gå imod disse.

Det vil sige, at min søn, som i øvrigt har fuldstændig styr på sine ting og ingen kan sætte en finger på ham; samtidigt et 13-årigt barn, som nu bliver den store taber. Han er vant til, at de voksne fagpersoner, der omgiver ham, gennem årene har presset ham til alt det, han ikke har kunnet tåle. Randers Realskole medvirker til en re-traumatisering og stigmatisering, der er ganske unødvendig og mildest talt utilgivelig og bør få konsekvenser for dem. Igen skal jeg forsvare og advokere for min søn, der reelt bliver udsat for endnu et psykisk overgreb fra Danmarks største privatskole, som jeg skal afhjælpe og håndtere.

Kontrasten mellem første indmeldelses samtale med skolens ledelse, hvor skolens grundlæggende værdier, holdninger og meninger med fokus på den enkelte unikke elev, matchede mit syn, og det som skete nu, var alarmerende stor.

For mig personligt, som forælderen der netop for første gang endeligt havde mærket følelsen af, at jeg som far endelig kunne sætte paraderne ned og trygt kunne slappe af, uden at skulle føle det nødvendigt, at advokere min søn. Blev dette også for mig en følelsesmæssig og retraumatiserende rutchetur. 

En ny systemmæssig kamp var i vente, ja lige rundt om hjørnet. En kamp jeg om nogen, ved hvad det vil betyde for mig som den beskyttende forældre og for min søn.

Igen kunne jeg konstatere, at ensomheden tog overhånd. Jeg var alene igen med lige at løse dette bump på vejen. Igen mødte jeg ikke forståelse for alvoren blandt familiemedlemmer og nærmeste venner, ikke engang den mindste anerkendelse! Tvært imod blev jeg igen gjort forkert. Det er situationen, hvor had og konsekvens bliver sat op mod hinanden, og det at stå alene med noget så overvældende, bliver vendt til stor styrke, konsekvensberegningerne taler sit tydelige sprog, og plan B bliver i hemmelighed finjusteret og tilpasset en sidste gang. Stikkersamfundet er en del af den danske samfundsnorm, når du ikke tilpasser dig korrekthedskassen, så handleplaner sker i tavshed og uden involvering af nogen i nærmeste omkreds, blot i frygt for, at nogen vil bremse eller stoppe eksikeringen af min plan B. 

Randers Realskoles afdelingsleder underretter de sociale myndigheder og lyver om faktiske forhold.

Nu er vi tilbage til system helvede danmark, hvor instansers adfærd, og i dette tilfælde min søns skole, er intimiderende og direkte ud af kontekst. Deciderede og direkte løgne (og husk, ordet løgn er bandlyst i børnesager, det hedder usandheder), manipulerende og en fordrejet virkelighedsbillede i deres underretning.

Lige til det sidste, efterspurgte jeg alternative løsninger, eller lige se tiden an hen over sommeren i forhold til eventuelle ændringer i verdenssituationen i lille Danmark. Dette blev igen og igen mundtligt afvist som en mulighed. Det hed sig, at jeg som forælder ikke bakkede op om skolens værdigrundlag og holdninger, hvorfor de pressede på for, at jeg skulle opsige samarbejdet og dermed trække min søn ud af skolen.

Randers Realskole, Danmarks største privatskole smed min søn ud af skolen grundet et nej tak.

Jeg holdt fast i, at jeg og min søn ellers var særdeles tilfredse med skolen socialt og fagligt, hvorfor jeg naturligvis ikke ville trække ham ud af skolen, men insisterede på løsningsmodeller. Det endte med, at skolelederen smed min søn ud - det hedder sig, at samarbejdet ophørte. 

I underretningen fremstod jeg som en konspirationsteoretisk far, og de var meget bekymrede for min søns trivsel og udvikling. Jeg kunne i skriftlig redegørelse for hændelsesforløb kun tage kraftigt afstand, men samtidigt stå ved mine holdninger baseret på viden og min involvering i danske og internationale organisationer.

Skolen løj overfor min søns klassekammerater.

Altså, skolen gik mod min søns ønske på skrift og tale om en ærlig kommunikation til sine klassekammerater, om den reelle årsag til, at han blev smidt ud af skolen. Han blev SÅ skuffet og ked af det, da tre af hans bedste klassekammerater berettede om skolens historie og forklaring om, hvorfor han ikke længere ville møde ind på skolen.

Ludvig kommer ikke tilbage til klassen, fordi vi sammen med hans forældre har fundet ud af, at det var bedst for ham. Det er ikke jeres skyld og har intet med jer at gøre.

Citat fra en klassekammerat - et vidne:

Ludvig kommer ikke tilbage til klassen, fordi vi sammen med hans forældre har fundet ud af, at det var bedst for ham. Det er ikke jeres skyld og har intet med jer at gøre.

"Øhhhh far!!! Hvorfor fortæller skolen ikke sandheden, nøjagtigt som jeg har bedt dem om???"

Jeg ved da godt, hvorfor skolen ikke melder ærligt ud. De er SÅ bange for, at elever skal begynde at stille spørgsmål og gå mod det narrativ og belief system, de hver og en er udsat for både i skolen og hjemme.

En rigtig beklagelig og utilgivelig situation, hvor min søn endnu en gang oplever åndssvage voksne, der har en utilgivelig og destruktiv adfærd. Ikke bare direkte overfor min søn, men også hans klassekammerater som får en manipuleret og yderst tilpasset version af den virkelighed, som min søn oplever - hvor den virkelige skurk er Randers Real Skole.

Min søn føler sig endnu en gang svigtet og i en høj grad! Han er stolt af, at han selv står fast i, at han ikke kan tåle en vatpind i næsen eller en vaccine han godt ved, reelt ikke er en vaccine, men genterapi med en mRNA, der er et produkt der absolut intet har med en vaccine at gøre.

Som far bliver sådanne en oplevelse, hvor jeg fortsat "træner" i rollen som den beskyttende forælder, at Kids Rescue skal udvikles til mere end først tænkt.

Hvor er Børns Vilkår, Red Barnet, Børnerådet, Børn og Samvær, Landsforeningen for forældre og børn eller Etisk Råd. "Markedet bugner" med organisationer, jeg ikke nævner navn på, men tager kraftigt afstand fra, der ligeledes er tavse i forhold til de overgreb, fysisk som psykisk, som børn gennemlever af samtlige voksne der omgiver dem. Ikke kun i "corona-restriktions-helvedet", men ordet også skal flettes ind. Et emne jeg kunne skrive en hel bog om og som deler befolkningen i to. Men jeg garanterer for, at jeg forholder mig ikke i tavshed.

Den forberede del 3. der omhandler konsekvenserne af inkorporingen af FN`s Børnekonvention i Danmark, er et indblik i min brudte tavshed, Virkeligheden skal frem og de kriminelle interessenter skal stoppes! Jeg håber, at dem som udviser og finder troværdighed og dermed ikke har spottet, hvilken vej med Danmark i føretrøjen globalt er på vej hen, lige vil finde modet og styrken til, at lade sine logiske og rationelle tanker få plads til at gro. 

I Covid-19 situationen gik jeg fra at være "klassens pæne dreng" til den proaktive kritisk undersøgende, der fastholdte mit nej tak.

Jeg tog helt fra begyndelsen stor afstand til den offentlige samtale og propaganda skabt politisk og fremført af en ukritisk presse. Jeg mærkede hurtigt, at jeg i forhold til nærmeste venner og familie stod helt alene med min afstandstagen til de eskalerede restriktioner mod SARS-CoV-2. 

Jeg stillede spørgsmål, mange spørgsmål! Jeg søgte information direkte hos kilderne: WHO, World Economic Forum, Rockefeller Foundation blot for at nævne tre ud af en lang stribe - det vrimler med kilder. Da jeg læste Lockstep planen fra 2010 udarbejdet af Rockefeller, blev jeg klar over den alvor vi står overfor. Da jeg læste bogen The Great Reset skrevet af stifteren af World Economic Forum, Klaus Schwab, blev jeg bekræftet i, at det jeg mærkede i mit hjerte, det jeg så ske omkring os i Danmark og globalt.

Det jeg med mine detektivmæssige kompetencer undersøgte på klokkeklar evidens, fandt jeg svarene på, at det som skete reelt ikke handlede om en farlig "killer virus".

Jeg lærte hele tiden noget nyt i min research. I den forbindelse også om det som kaldes MK Ultra - en mangeårig programmering af os som menneskehed, nationalt og globalt. I tæt dialog og samarbejde med globale psykologer blev psykologiske begreber som massepsykologien og massepsykosen relevante samtaleemner, som forklaring på, hvorfor så mange troede og fortsat tror på narrativer, der så tydeligt ikke gav nogen rationel mening. Altså igen situationen hvor det tydelige, bliver utydeligt i børnesager gælder samfundsmæssigt. Det er her, hvor vi begreber der forklarer folks adfærd helt ind under huden. Den dogmatiske tilgang med en negativ konnisation og indoktrinering, blot for at nævne nogle jeg kom ind på i sidste podcast del 3.

Når jeg konfronterede mine nærmeste venner og familie med de frygtindgydende informationer jeg fandt i min research, kunne jeg på ingen måde nå ind til dem. Alle så på mig med underlige øjne og kunne sige; "Jacob, kan du høre hvad du selv siger - tror du virkelig selv på det"

I frihedens navn og i et forsøg på opråb, deltog jeg i den ene demonstration efter den anden. Det blev til 16.000 km i bil i frihedskampens navn og min søn var med mig ved flere lejligheder, hvor vi stod foran Christiansborg og "klinke-klonkede" på gryder og pander.

Jeg fik hurtigt både et nationalt og internationalt netværk til organisationer og involverede mig i en børnegrupper for vi vidste, at på et tidspunkt skal der samles op på børnene og de unge, en hvordan? Et ansvar ingen børneorganisationer havde eller har fokus på. I skrivende stund er min påstand, at samtlige danske børneorganisationer reelt medvirker som interessenterne, der spiller en central rolle i implementringen af Agenda 2030, De 17. verdensmål og under 169 delmål. Der ved nøje gennemgang er baseret på destruktive planer og handlinger, vi i hast skal kunne tale åbent om. En samtale der er kræfter af interessenter, som blokere for at dette tillades.

Min fokus er på de tusindvis af udsatte og sårbare børn, som nu ikke længere kun er gruppen blandt pseudo konflikt forældre, men nu også den kategori af forældre, der ukritisk og uden spørgsmål, ikke tør gå mod flokken og udviser en overdreven tillid til magthaverne - altså dem vi har en samfundsmæssig tillid til, vil vores alles bedste.

Voksne der udsætter børn for dette voldsomme overgreb på trods af, at det er helt åben viden, at den amerikansk biokemiker, Karry Mullis, der i 1993 modtog Nobelprisen i kemi for sin opfindelse af polymerase chain reaction technique, også kaldet PCR test, og inden hans pludselige død i oktober 2020, forsøgte at advare verdenen om, at hans PCR test blev misbrugt af medicinalindustrien. Den er simpelthen ikke egnet til test af virus, heriblandt også SARS-CoV-2 - Covid-19. Testresultat bliver alt efter hvor mange cykler der køres i testen mellem 97-99% falsk positiv. Influenzaen er udryddet! Er der en klokke der ringer?

Udskamningen eskalerer.

Efter ovenstående generelle og underbyggende fortælling, vender vi tilbage til vores situation.

Jeg forsøgte alt hvad jeg kunne, at vise hvor jeg stod i forhold til restriktioner, der ikke gav mening. Jeg forsøgte helt fra start at få dem omkring mig til at vågne op ved at fortælle om min research. Jeg gjorde meget ud af at fortælle "stol ikke på mig" - men gå selv ind for at læse direkte hos kilderne. Jeg opfordrede til at sige fra og deltage i demonstrationer. Enten troede folk fuldt ud på vores myndigheder og politikere - eller også havde de ikke tid, tid? Det er en historisk tid vi lever i og menneskeheden er under angreb... Den sidste gruppe er så dem, som bare ikke turde gå mod strømmen, i frygt for at vise egne holdninger og meninger i forhold til alt det, som mange i virkeligheden godt kan se ikke giver mening.

Efter et pressemøde med endnu flere restriktioner, som jeg både fandt overvældende og grænseoverskridende - endda decideret farlige, gav jeg til en forældre til min søns kammerat udtryk for mit engagerede "nu er det nok" og "nu må du se at komme ind i kampen og sige fra" og "hvis du ikke siger fra nu, hvad vil du fortælle dit barn, når han siger; far hvad gjorde du for at stoppe galskaben". Jeg blev mødt med den største fuser og nu gad han ikke høre mere på mig. Han var så træt af at læse om mine holdninger på facebook. Nedgjorde mine aktiviteter på børneområdet og min deltagelse i de utallige demonstrationer. Nu gad han ikke høre mere om illuminati. Han skulle nok sikre, at hans børn aldrig fik en vaccine, "det bestemmer jeg, fordi jeg har forældremyndigheden!". Vores børn er kammerater, og det er det. Men jeg skulle bare holde mig langt væk fra ham og hans kone. Det var en af flere situationer, hvor jeg efterfølgende nysgerrigt lige så efter, hvorvidt vi fortsat er venner på facebook, men erfarer som forventet, at nu havde han og hans kone slettet mig som ven. Det kan jeg sagtens leve med, men en uheldig splittelse i samfundet, hvor samtalen om det samfundskritiske er umuligt.

Jeg blev truet på skrift og tale med ordene; "du bringer din søns sandhedsvidner i farer" - implicit ligger der i den sætning, at han er uønsket og ikke velkommen. For at det ikke skulle være løgn, så havde min søn kammerater, der mødes med ham i det skjulte - ganske simpelt fordi, at deres forældre havde givet dem forbud. De kunne jo smittes og smitte deres lille bobbel.

Ingen forældre i min søns netværk kunne se det dysfunktionelle i, at vores børn sad fra morgen til aften foran deres computer - enten for at deltage i skolens team-undervisning eller efter skole, hvor deres sociale behov og kammeratskab blev dyrket via online video chats og gaming. Det blev svære og svære at få børn til at mødes fysisk, deres træthed meldte sig og deres fysisk blev dårligere og dårligere. 

Selv på nærmeste familiemæssige hold blev jeg mentalt overvældet, da vi juleaften i 2020 ikke kunne danse rundt om juletræet og synge julesange. Vi, jeg og min søn, havde jo krammet og været sammen med tusindvis af mennesker til demonstrationer og kunne smitte. Da jeg så udtalte rundt om julebordet, at kan vi ikke synge, så skal min søns farmor naturligvis også have to mundbind på - fordi det har Søren Brostrøm jo sagt! Den sætning faldt ikke i god jord. Den del havde de vist overhørt ham sige på åbent pressemøde. Jeg tror, at det kun var min søn og jeg der kunne se, at nu er det da slået helt klik. Og ham og jeg er pludselig en smitterisiko udelukkende fordi, at vi i regn og frost har stået sammen med tusinde af frihedskæmpere og klinke-klonket på gryder og pander foran Christiansborg eller i optog gennem de Københavnske gader.

Gamle højtuddannede kammerater lovede mig, at de ville læse både epidemiloven, Lock Step Rockefeller og The Great Reset. Flere gav udtryk for at de havde læst noget af det, og hver gang i samtaler kom det fra dem, har du virkelig selv læst de 115 sider, af hvad det nu end var. Mit svar var prompte; JA! Da de ikke havde læst det samme som jeg og de udelukkende forholdt  sig til dagspressen, stoppede samtalerne gradvist.

Distancen mellem gamle ven relationer og familie blev større og større. Retraumer fra min børnesag, hvor jeg stod helt alene gennem alt for mange år, er en følelse, kroppen genkender - og det er ganske overvældende!

Min søn og jeg boede i en 4-værelses lejlighed på 2. sal i Randers. I over et år havde han og jeg bare været hjemme - sammen - kun ganske få besøg ind imellem, fordi alle havde nok i sin egen bobbel, og børn måtte kun mødes i det fri. Når jeg hørte forældre sige sætningen "hvor er det skønt med lockdown, så kan vi virkelig dyrke vores familie og være sammen", fandt jeg det overvældende! Ingen medfølelse og tanke på de tusinde børn, som nu var tvunget til at leve helt alene og isoleret - og nogen i et meget dysfunktionelt miljø. Jeg anerkender det andre mennesker giver udtryk for, men ser egoismens "eget behov" stige, samtidigt med at den generelle borger ikke udviser bare et gram kritisk tilgang, til alt det, som reelt smadre vores land og den verden vi lever i, børn som voksen! Ikke en i mit nærmeste netværk rejste sig, da vores gamle sad isoleret på plejehjem, uden mulighed for kontakt til børnebørn og familie. De gamle higer efter kram og være sammen med deres nærmeste! Ligesom børnene...

Oven i isolationen og den manglende fysiske kontakt, kom der længere og længere mellem opkald fra den nærmeste vennekreds, til det stort set stoppede helt. På samme måde som tidligere, da jeg sled de nærmeste venner op med samtaler om vores børnesag, ser jeg en lignende situation nu. Måske ønsker den enkelte ikke at høre om virkeligheden, fordi den ikke kan rummes. Måske ønsker nogen at leve i uvidenhed, for så at have en undskyldning for ikke at skulle forholde sig og agere. Rigtig mange tror på autoriteten, altså de myndigheder og instanser som jeg har gennem alt for mange år har været "i krig mod", og dermed fremstilles jeg som konspiratorisk og helt gal på den. Apartheid er nu en realitet. Kan der ikke tales om undtagelsestilstanden, så giver al anden samtale ikke mening og intet at stå sammen om.

I frihedskampen fandt jeg min positive energi. Jeg har mødt og lært så mange hjælpsomme og omsorgsfulde mennesker at kende. Alle uden bagtanke med hjertet det rette sted. Ikke styret af den egoisme, som jeg oplever som en generel tilstand både i Danmark og globalt. En tilstand hvor man er sig selv nærmest og stort set ligeglad med andre, bare "jeg får mit" - implicit noget ud af det.

Det svære valg har konsekvenser uanset hvad du gør.

Jeg har altid sagt, man måles ikke på det man siger, men på ens handlinger! Begge bør gå hånd i hånd, således at lyd og billede altid hænger sammen!

Jeg har i Kids Rescue altid sagt til mine klienter; "jeg beder dig ikke om noget, som jeg aldrig selv har gjort". Jeg kender til alle de mekanismer, der sker både med sig selv, ens barn og systemet. Sætningen; "hvor langt er du villig til at gå, for at sikre dit barns sikkerhed", kan aldrig gentages ofte nok!

Der er en konsekvens uanset hvad du gør. Det betyder også, at gør du intet, er det i sig selv også en handling, der ligeledes har en konsekvens. Potentielle konsekvenser skal altid holdes op mod hinanden, når den enkelte skal træffe svære beslutninger. Altså skal man gå til højre, venstre, slå bak eller træde på speederen. Min metafor i forhold til, at skulle agere i en verden, hvor det eneste forudsigelige, er alt som sker er uforudsigeligt.

Jeg siger også altid til mine klienter; "det handler om, at når dit barn en dag ser tilbage og spørger dig, hvorfor agerede du som du gjorde, så skal du kunne se dig selv i spejlet og sige - jeg undersøgte grundigt, fik rådgivning fra de bedste af de bedste, og baseret på disse træf jeg beslutninger. Beslutninger vi først senere kender svaret på, hvorvidt disse var rigtige eller forkerte. Min erfaring er, at alt for mange ikke prioriterer tid og ressourcer til, at sikre vurderinger på rette grundlag, og dermed ageres der ikke i tide og ofte aldrig.

I samme øjeblik at min søn udelukkes fællesskabet i skolen, iværksatte jeg min Plan B

En plan jeg løbende i lockdown havde planlagt: I eksil som flygtninge mod Corona restriktioner og udskamningen.

Op til de sidste forberedelser af vores eksil, modtager jeg flere håndskrevne breve og e-mails fra mine nærmeste, hvor de ubevidst alle udøver det, som kaldes for gaslightning. Jeg blev sygeliggjort og talt ned til, uden anerkendelse og respekt for mine kompetencer og evner som menneske. Både personligt og professionelt. Jeg ved de ikke ønsker os noget ondt. Men deres ageren blev til en belastning, som vi ikke havde behov for. Det var svært at holde fokus på forberedelser samtidigt med, at jeg skulle forholde til deres ubevidste inkompetence; altså de tror de ved en helt masse, men ved ikke, at de ikke ved en skid! På samme måde som under min landsretssag i 2014, blev jeg nødt til at stoppe alt dialog. Simpelthen for at sikre fokus rette sted.

Bilen fik et sidste service og 4 nye dæk. Endeligt klar til at blive pakket med alt det livsnødvendige, så jeg i hvert tilfælde kunne sige højt, at vi havde alt med til at kunne overleve selv den værst tænkelige situation: Telt, bivuak, 2 x 20 liter vand i Jerrycan, ekstra benzin, feltrationer til 10 dage, udvidet førstehjælpsudstyr, 2 store tasker med vores tøj, elektrisk køleboks, computere og kontanter.

På afrejsedagen kørte jeg og min søn forbi PentaBase testcenter for en PCR test. 

Betalte de 800 kroner for to spyttest. Jeg vil på ingen måde udsætte mig selv eller min søn for de obligatoriske og gratis næse- eller svælg test, hvorfor jeg i min research fandt frem til PentaBase. Deres spyttest er som et af de få godkendt af Sundhedsstyrelsen.

På vej mod friheden retning langt borte fra Danmark.

En 2600 km lang rejse havde vi nu endeligt begivet os ud i. Jeg mærkede både spændingen fra det ukendte, men også en lettelse over endelig at være på vej til friheden og landet uden restriktioner.

Jeg vendte den egentlig triste situation til, at nu skulle jeg og min søn på eventyr. Jeg havde hørt mange historier om situationen i de forskellige lande, vi skulle igennem. De historier var generelt langt fra den virkelighed vi mødte. Vores naturlige adfærd uden mundbind fastholdt vi på hele turen gennem både Tyskland og Østeuropa. Det blev ind imellem påtalt på tankstationer, men med fastholdelsen af "jeg er undtaget grundet helbredsmæssige årsager", slap vi udenom det obligatoriske mundbind.

Da vi skulle fra Slovakiet og ind i Ungarn var flere grænseovergange lukket og bevogtet af militæret. Det lykkedes mig, at finde en åben grænseovergang og kom rimelig smidig igennem. Fra rejsen hvor vi kørte forbi Hannover i Tyskland retning Tjekkiet og helt frem til den Ungarske grænse, myldrede det med kæmpe truckloads lastbiler. De helt fyldte helt enorm meget på både motorvejen, men også på tankstationer, hvorfor det var ganske umuligt for mig, at finde et sted med ro til hvil.

I Rumænien kom vi fra fin motorvej til landevej, som endte ud i 9 km bumlevej. Når jeg siger bumlevej, så var det værre end det. Trafikken var massiv. Vi var pludselig ude i "point of no return", og kunne kun fortsætte. Vi kørte mellem 10-30 km/t og med mange pludselige opbremsninger, simpelthen for at undgå eller yderst forsigtigt kravle over de dybe huller og kløfter i vejen. Jeg kaldte det efterfølgende for "Saab 9-5 Exstream Testing". Det var virkelig udfordrende for bilen og mig. Jeg må tilstå, at jeg på et tidspunkt kom i tvivl, om bilen kunne holde til belastningen, men det gik imponerede fint. Efter de 9 km bumlevej, gled vi ud på den bedste brede motorvej og med en asfalt, der føltes som at køre på fløjl. Nu kunne jeg give den gas og lige mærke og lytte efter, om alt i bilen helt var, som det skulle være. Det var det.

Efter 2½ dag gennem Østeuropa med en enkelt overnatning og kørt gennem den smukkeste natur, nåede vi vores endelige destination. 

Europas mest ukendte land. Landet med ingen restriktioner. Landet hvor vitaminer og mineraler kan købes over alt. Landet hvor befolkningen går højt op i, hvad de stopper i munden, og fravælger i høj grad fødevarer med konserveringsmidler og E‑numre. Over alt et stort udbud af friske og lokalt producerede grøntsager og frugt. Det er så nemt at spise sundt. Som kontrast til det sunde, koster en cigaretpakke under 20 kroner. Velkommen til Bulgarien.

De sociale myndigheder valgte børnesamtalen med min søn via telefonopkald, 2600 km væk fra Danmark.

De sociale myndigheder havde ikke bare modtaget en enkelt underretning fra min søns skole, men pludselig også fra min søns mor. Jeg havde som man skal og bør orienteret hende om, at vi ville forlade landet grundet udskamningen af vores søn og få ham et sikkert sted hen, hvor vi begge kunne slappe af i vores nervesystem. Når jeg husker tilbage til samtaler med hende, var hun SÅ glad for, at jeg som far tog ansvar og agerer mod presset for Covid test i skolen. Igen vendt på en tallerken, så nu er jeg igen slangen, psykopaten, den uansvarlige far, der nu udelukker ham for venner og familie og skolegang. Så hun ville have vores søn tilbage til Danmark og på ny ville søge forældremyndighed. Det vil sige, at jeg går en sag i to systemmæssige myndighedsspor i møde.

Jeg blev ringet op af den samme socialrådgiver fra begyndelsen af min sag tilbage i 2011. Nu var samme socialrådgiver pludselig i telefonen. Det sætter selvfølgelig mig under pres og jeg vil lyve, hvis jeg ikke indrømmer, at jeg var angst. Hun var reelt inhabil grundet tidligere klientsag, hvor jeg havde fået hende sat af en familiesag, som den inkompetente farlige offentlige fagperson.

Så jeg kunne ikke vide, hvad er hendes motivation for potentielle konsekvente beslutninger, som hun selvstændigt kan træffe alene baseret på sine holdninger og meninger om mig som far.

Jeg blev mødt med spørgsmålet; "hvor er du Jacob?" - Et spørgsmål jeg gjorde hende kraftigt opmærksom på, at jeg af sikkerhedsmæssige årsager ikke kunne oplyse hende om. Jeg har ingen tillid til dig eller kommunen. Et svar hun lige skulle sluge, og så talte vi ikke mere om det. 

Hun kommenterede det ikke, men siger: “Jacob, modtager din søn undervisning - går han i skole, der hvor i er?” Jeg kunne så svare ærligt, at han ingen undervisning moder, og det skal han heller ikke før tid er. Har et barn blot 15% fravær fra sin skole, skal kommunen underrettes. For nogen bliver det blot en samtale om årsager og videre, for andre begyndelsen på en massiv indgriben med alvorlige konsekvenser til følge for barn, forældre og familien. 

Jeg gjorde hende endnu engang opmærksom på, at Randers Kommune forsætligt har medvirket til at understøtte, hjælpe og facilitere, at en privat skole reelt udøver psykisk og fysisk vold på børn, via to ugentlige test i gymnastiksalen. Og gjorde hende opmærksom på, at min søn ikke modtog undervisning nu, alene grundet et nej tak, der medførte de store konsekvenser for min søn. Og jeg garanterede hende for, at jeg kommer til at gå juridisk direkte efter både skole, skolebestyrelse og kommunen. Jeg mindede hende endnu gang om, at hun har skærpet underretningspligt og dermed et medansvar for de overgreb, som hun reelt er vidne til.

Jeg talte lidt om underretningen fra min søns mor, hvor jeg blot tog kraftigt afstand fra indholdet, og hun vidste godt fra år tilbage, at hun svinger i meninger, holdninger og følelser. Men samtidigt var det vand på kommune-møllens mulige hensigter, at de nu også havde en underretning fra min søns mor. Jeg fortalte lidt om seneste børnesamtale i december 2020 i Familieretshuset og sagde igen med tydelige ord, at nu holder du og I jer helt væk, og lad os være i fred! Vi ønsker kun en ting og det er fred! Respekter det!

Vi kom ind på skolens underretning og mens jeg talte med hende, mailede jeg hende min skriftlige kommunikation med dem. Jeg gav den fuld gas med, hvordan skolen igen og igen projicerede egne handlinger over på mig. Det var helt psykopatisk som skolen manipulerede, fordrejede virkeligheden og decideret løj - og endda fraholder sig ethvert ansvar, som skolen og nu kommunen efterfølgende pålægger mig som forældre. Det ligger implicit i spørgsmålet "går han i skolen", uden at spørge til, om min søn var ok efter alt det svære. Fokus er på korrekthedskassen beskrevet i del 3. 

Jeg fik hende vist også fortalt, at jeg foragtede enhver form for beskyldning om, at jeg er en konspiratorisk far, i øvrigt med fejlcitater og manglende forståelse for, hvad jeg reelt har udtalt til skolen. Derfor jeg i min indledning gjorde meget ud af at tale om forskellen på tro og viden - de filosofiske vinkler krydret med viden fra psykologien.

Pludselig udbrød hun; "Jamen jeg har også taget vaccinen og bliver løbende testet"... Jeg kunne kun svare; så er du jo ganske inhabil, da du aldrig vil kunne sætte dig ind i vores problematikker. Du tror jo på narrativet og mener de overgreb vi alle udsættes for, er for alles bedste - barnets bedste! 

Hun bad om at tale med min søn. Det fik hun lov til..

Socialrådgiveren: Hej - mit navn er.... Du ved godt hvorfor jeg ringer?
Min søn: Øhhh nej, svarede min søn.
Socialrådgiveren: Det er fordi jeg har modtaget en underretning fra din skole og din mor. De er meget bekymrede for dig, hvorfor gerne vil tale med dig om det.
Min søn svarer, det kan jeg ikke forstå de er.
Socialrådgiveren: Hvordan har du det?
Min søn svarer, jeg har det godt.
Socialrådgiveren: Det er godt at høre. Hvad laver du og hvad får du tiden til at gå med?
Min søn:Lige nu bader jeg i poolen og på stranden, eller gamer og snakker med mine venner i Danmark.
Socialrådgiveren: Savner du ikke dine kammerater?
Min søn: Hvad vil du have, at jeg skal svare, selvfølgelig savner jeg min skole og mine kammerater.
Socialrådgiveren: Forstår du, at din mor er bekymret for, at du ikke ser din familie og kammerater?
Min søn: Øhh, det ved jeg ikke.
Socialrådgiveren: Hvor skal du gå i skole, har du og din far talt om det?
Min søn: Jeg skal hjemmeskoles og vil få hjælp fra nogle lærere i Danmark.
Socialrådgiveren: Nå jamen det lyder jo godt... Så du har det altså godt?
Min søn: Ja.
Socialrådgiveren: Jamen, det var sådan bare det, jeg lige ville tjekke op på.

Jeg overtog telefonen, og sagde bestemt og kyndigt, at det var nogle underlige spørgsmål, at sætte min søn til at forholde sig til.

Hvad forventer du, at han skulle svare? Især når det handler om voksne, som nu i anden runde i hans liv, svigter ham i høj grad. Du svigtede sidst og nu skolen! 

Jeg vil gerne bede dig om at lukke sagen omgående, og holde dig langt væk fra min søn og jeg.

Tryk på F5 om 3 minutter og du vil se, at jeg så er udenfor dit jurisdiktion og herefter har du ikke ret til, at ringe til mig igen. 

Hun forstod intet af hvad jeg mente i situationen.

Rettidigt blev navlestrengen til Danmark klippet. Vi var nu udenlandsdanskere lovligt og udenfor de familieretlige og sociale myndigheders jurisdiktion. 

Mange vil måske sige, var det så slemt med et opkald fra kommunen?

Tja, de forældre som kender til kommunernes ageren, og hvordan de med deres særlige værktøjskasse beskrevet i del 3, hvor jeg kommer ind på inkorporeringen af Agenda 2030, hvor FN Børnekonventionen er en del af de 169 delmål, så skal der ikke meget matematik til at kunne regne ud, at den dogmatiske tilgang med en negativ konnositation er en farlig systemmæssig tilgang og udvises med den udøvede magt, der misbruges.

Jeg var stemplet som den uansvarlige far. Ser man på vores historik og vores historie fortalt i del 1 og 2, samt mine erfaringer i gennem utallige år i Kids Rescue, så var det en kæmpe sikkerhedsrisko jeg ikke turde tage.

Jeg kunne ikke!

I min serie af videoblogs "Lad børnene være" beskriver jeg, hvordan ingen advokater kunne beskytte børn og forældre, når de sociale eller familieretslige myndigheder først havde spottet en kritisk forældre, der sagde nej tak.

Staten Danmark besidder nu i dag så stor en magt og kan underminere forældrerettigheder. Det ses erfares ske hver dag for utallige mødre og fædre derude. 

Jeg valgte ikke, at hjemmeskole min søn, men fik ham på den Amerikanske Skole.

Et interessant og lærerigt forløb for ham på en lille skole med kun 23 elever.

I øvrigt en skole, hvor de fleste er flygtninge. 90% corona-restriktiv-flygtninge. Bugarer boet i Canada, Australien eller øvrigt Europa, men måtte vælge mellem at udsætte deres barn for mRNA produkter, kaldt vaccine, eller flygte i al hast.

De øvrige elever er krigsflygtninge fra Ukraine og enkelte fra Rusland grundet den svære situation også der.

I dag har min søn det godt. Han trives og har ro. Selvfølgelig savner han sine venner i Danmark.
 
Sikkerhedsrisikoen ved at besøge Danmark, er alt for alt for høj for os.

Myndighederne venter blot på, at jeg er tilbage indenfor deres jurisdiktion. Tvangsanbringelse er en reel trussel for ham, eller eneforældremyndigheden vil blive udfordret. Jeg orker ikke mere børnesag privat! Nok er nok!
 
Mine ressourcer og kompetencer bruges bedst i Danmark, men fra afstand.
Kids Rescue bliver genopbygget, men med endnu mere slagkraft.

Til gavn for de danske Børn-, Unge- og Familier.

Jeg håber min historie giver anledning til forståelse for de personlige processer man som barn og voksen - ja som menneske kan blive udsat for i Danmark. 

Husk, min historie er ikke unik! Det er håndteringen af mit samlede forløb, der er det unikke. Jeg har valgt at være åben om mine bevæggrunde for mine handlinger og forsøgt at beskrive, det konkrete som sker samfundsmæssigt og mine hypoteser til årsager, jeg finder særdeles problematisk og må aldrig blive et tabu emne. Disse alvorlige problematikker, har alvorlige konskvenser for mig og min søn og tusinde af andre børn og forældre.

Jeg er dog i dag utrolig glad for, at både jeg og min søn er kommet ud af vores mareridt og nået enden af tunnelen, som to individer, der menneskeligt har udviklet en lang række kompetencer, jeg ikke vil være foruden. Vores måde at vende det negative til noget positivt.

Tak fordi du læste min historie.

Med venlig hilsen

Jacob A. Birkebæk

ide & udvikler af Kids Rescue

Podcast

Podcast

Coronavaccinering af børn og unge – Flemming Blicher Interviewer Jacob Birkebæk

​Indhold i videoen:

– Børne- familiesager rejses på baggrund af valg omkring corona vaccinering

– “Jagten på vacciner”-projekt af Børns Vilkår og Røde Kors

– Kids Rescue – hjælp til dem systemet er efter Hør bl.a. om: “Anbragte børn tvangsvaccineres med mRNA indsprøjtninger!”

Se interview

Tags


{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

Du efterlades ikke alene med de svære vilkår!

Det kan være hårdt mentalt, at læse og lytte til artikler og videoer på Kids Rescue.

Du må ikke tabe modet. Kan du placerede det svære du oplever i din sag mentalt som et vilkår, hvor du "blot" vælger at navigere klogt, velovervejet og rettidigt, finder du styrken, modet og håbet.

Kids Rescue præsenterer det første initiativ af slagsen, hvor hjælp, støtte og direkte guidning, kan du finde her...

Det er omfattende materiale og opgaven, der er i vente for dig, er hårdt arbejde!

Men du kan godt!

#Skilsmisse, #Samvær, #Bopæl, #Forældremyndighed, #Tvangsanbringelse, #Tvangsbortadoption 

#Familieretshuset, #Familieretten, #kommune, #Forvaltningen, #Børn&UngeUdvalget, #Ankestyrrelsen 

Undervisning & workshop

Find inspiration - du guides hele vejen og ikke alene med det svære!

Opnå styrke, tro, håb og mod i din navigering med myndigheder og instanser

Frygt ikke dit møde med myndigheder, men udvis respekt og prioriter tidlig indsats.

Hvem kan hjælpe dig og dit barn? Hvordan? Du lærer at tage styringen over din "hjælper"; advokaten, socialrådgiveren ect.

>