Kids Rescue erfarer, at nødvendige initiativer ikke iværksættes af myndighederne.
Vi erfarer, at vigtige tiltag ikke sker, fordi både kommunen, Familieretshuset, Familieretten, politiet m.v. afventer hinandens initiativer. De har ganske simpelt ikke styr på opgavefordelingen. Altså, hvilken myndighed har ansvaret for hvad.
Ofte er konklusioner baseret på et skøn - med andre ord et gæt baseret på egne følelser og holdninger og ikke på fakta. Rette fagkompetencer bliver enten slet ikke inddraget i rette omfang eller underkendes.
Vi bemærker, at i det nye Familieretslige system indgår kommunen ikke direkte som en del af systemet, men i virkeligheden har kommunen den afgørende rolle og magt, der blot ikke tales om.
Vi nævner her to ud af flere initiativer, der ifølge lovgivningen skal følges og overholdes:
- Er der den mindste mistanke om, at barnet har været udsat for psykisk eller fysisk overgreb, skal regionens børnehus involveres i samarbejde med øvrige myndigheder som kommune, Familieretshus, politi m.v.
- Er der mistanke om sindslidelse eller alkohol-, stof eller pillemisbrug, skal dette undersøges af myndighederne.
Lovgivningen er tydelig, men ovenstående sker ikke i det omfang, det reelt er nødvendigt i pseudo-konflikterne.
Derudover, er politiet og de sociale myndigheder ikke klædt godt nok på til, at håndtere anmeldelser om psykisk-, fysisk-, og seksuelt krænkende overgreb, samt begreber som stalking by proxy og gaslightning. Dette gælder både falske og reelle anmeldelser, der kræver stor ekspertise at behandle.
Forældrekompetenceundersøgelse eller personlighedstest for personlighedsforstyrrelser burde være obligatorisk.
Kids Rescue oplever, at dette ej heller sker i rette omfang og yderst sjældent.Det Familieretslige system benytter primært børnesagkyndige undersøgelser, der som udgangspunkt er partshøring af mor og far, og to til tre samspilsobservationer med barnet samt børnesamtale. Vi oplever ofte, at den ”karakterafvigende” forælder forsøger at fordreje og lyver på en troværdig måde, og således vil fremstå, som den der bedst kan varetage barnets tarv, mens den ”beskyttende” forælder ofte ikke formår, at forsvare sig mod løgnene. Dermed skabes der også tvivl om hvorvidt den ”beskyttende” forældre fortæller sandheden, da den ikke stemmer overens med den ”karakterafvigende” forældres.
Det er umiddelbart ressourcekrævende og dyrt, hvorfor disse fravælges alt for ofte. Reelt set vil både kommune, Familieretshus og Familieretten kunne iværksætte et så væsentligt tiltag. Dog oplever vi, at kommunerne sjældent iværksætter forældrekompetenceundersøgelser og aldrig personlighedstest for personlighedsforstyrrelser i børnesager. Når kommunen ikke vurderer nødvendigheden for sådanne tiltag, oplever vi, at det en kommune vurderer, bliver brugt som vurderingsgrundlag i det videre forløb i det Familieretslige system.Det vil sige, sker der en fejlvurdering, kopieres denne fejl i det videre system. En kritisk røst kunne sige, at konklusioner bliver baseret på logiske fejlslutninger, grundet en stereotypisk tilgang, der er decideret forkert, fordi konklusioner bliver baseret på sammenhænge, hvor der ikke er sammenhænge.
Dette er en omfattende og alvorlig problematik.
Myndigheder og instanser er slet ikke gearet til at håndtere denne typer sager.
Det kræver mere end bare et par samtaler med en psykolog at opdage mennesker der pseudo-samarbejder, manipulere og direkte lyver.
Den ”karakterafvigende” forælder er så dygtig til at fjerne fokus fra sig selv, at det lægger ekstra pres på den ”beskyttende” forælder. Dette kan medføre, at den ”beskyttende” forælder vil fremstår med belastningsreaktioner, som blot forstærker den ”karakterafvigende” forældres mulighed for at forsvare og kynisk udnytte situationen som argument for sin ”egnethed”.
Familieretshuset og kommunerne tager ofte parti.
Det er vores erfaring, at Familieretshuset og kommunerne ofte tager part, hvor de tager udgangspunkt i den “karakterafvigende” og krænkende forældres situation, udlægning og version af hændelsesforløb, herunder i påstande, der ikke kan underbygge med dokumentation, frem for i årsagen til pseudo-konflikten og børnenes mistrivsel.
Det vil sige, at fagpersonernes (der omgiver barnet) holdninger og syn bliver en spejling af den “karakterafvigende” og krænkende forælder.
Det betyder, at myndighederne ikke forholder sig nysgerrigt og undersøgende, i forhold til hvorfor et barn mistrives, og har en bekymrende adfærd. Når det sker, hjælper en kommune reelt en chikane og overgrebsforælder til at fastholde sin chikane, men nu med loven i hånden. Kendt som stalking by proxy.
Familieretten tager beslutninger på grundlag af sagens materialer.
Det vil sige, at Familieretten træffer afgørelse i de komplekse sager, hvor der er et højt konfliktniveau mellem forældrene, eller hvor der er vold eller misbrug ind over. Det er ligeledes Familieretten der står for tvangsfuldbyrdelse af afgørelser og aftaler om samvær, bopæl og forældremyndighed, hvis den ene forælder for eksempel ikke vil udlevere barnet til den anden.
Familieretten burde være der, hvor barnet perspektiv blev sikret belyst.
Kids Rescue oplever i alt for mange børnesager, at Familierettens grundlag for afgørelser, er baseret på det materiale der ligger på sagen fra Familieretshuset og kommunen. Det betyder i praksis, at Familieretten stoler blankt på systemet øvrige myndigheder, hvorfor selv tydelige fejl og mangler fra sagens tidligere forløb, blot bliver taget for troende.
Det vil sige, at samfundets sidste bagstopper, der skal sikre barnets rettigheder, ofte ikke skrider til rette handlinger og dermed svigtes barnet.
Når den "karakterafvigende" forælder får eneforældremyndigheden på barnet.
Det forudsigelige i børnesager er, at alt hvad der sker er uforudsigeligt. Det gælder ligeledes i en Familieretten, der skal beslutte hvad der er bedst for et barn.
Er pseudo-konflikten høj og rettens tilgang og vurdering er, at det blot handler om en højkonflikt, medfører dette ikke de nødvendige psykologiske undersøgelser af forældrene og barnet. Deres gennemgående holdning er, at barnet vil få det bedre hvis der skabes ro. Familieretten vurderer når det er åbenlyst, at samarbejde mellem forældrene er umuligt, at give den ene forælder eneforældremyndigheden.
Vi er i Kids Rescue for så vidt enig i, at ro er nødvendigt, når der er tale om pseudo-konflikter. Vi er ligeledes enige i, at eneforældremyndigheden ofte er bedste løsning. Det er blot et kæmpe problem for barnet, når det bliver den “karakterafvigende” og pseudo-konfliktskabende forældre, der får det fulde ansvar for barnet.
Når den "beskyttende" forælder udelukkes muligheden for at beskytte barnet.
Det første der sker, når den “karakterafvigende” forælder får eneforældremyndigheden er, at den “beskyttende” forældre enten minimeres eller helt udelukkes barnets liv. Det betyder kontakten til daginstitutionen, skolen, og muligheder for alt der vedr. barnets sundhed og trivsel. Ja selv kommunens Familieafdeling udelukkes den “beskyttende” forælder for.
Det vil sige, alle væsentlige beslutninger og tiltag, for at hjælpe det traumatiserede udsatte barn, ikke længere er muligt for den “beskyttende” forælder.
Vi har flere eksempler på, at “karakterafvigende” forældre, der som det første stopper barnets psykologiske eller terapeutiske behandlingsforløb eller helt nægter, at sætte det i værk.
