Mine refleksioner på Statsministerens nytårstale, var planlagt som min nytårstale, men jeg valgte at tie... Fordi flere omkring mig mente, at nu gik jeg for langt. 

Spørgsmålet er, går jeg for langt nu?

Som tilstanden i Danmark fortsat bliver mere og mere dysfunktionelt over en bred kam, og vores kollektive bevidsthed overtages fortsat kun af èn dominerende fortælling - og med den massive storytelling vi og vores børn bliver fortalt igen og igen, er der stor risiko for, at vi mister synet på andre aspekter af vores virkelighed.

Det kendes under begrebet massepsykologien. I massepsykologien mister de individer, der er en del af massen, følelsen af ansvar som en individuel person. Og vi mister styrken til at tænke rationelt og logisk. Vi ser på hinanden og føler os trygge, når vi tilhører den største gruppe. 

Det er set ske gennem historien mange gange! Det burde vores børns historielærere netop nu tage op som et emne i skoleklasserne. Det er ikke mig bekendt, at det er sket endnu for de danske elever.

Tvært i mod, bliver vores børn og unge tillært en vinkel, som virkelighed. Fordi historien fra vores politikere, bliver ført helt ud i krogene i klasseværelserne, som vores alle sammen virkelighed. Uden nuancer eller en kritisk tilgang.

Altså vi bliver fortalt, hvad vi skal tænke. Ellers udskammes den enkelte og bliver nærmest gjort til forræder.

Det er en udvikling, der skal have vores alle sammens bevågenhed. En samfundsmæssig dysfunktionel udvikling, der skal stoppes nu!   

Altså, når det som siges højt, bliver til virkelighed.

Det er et kendt fænomen, at når et narrativ igen og igen bliver fastholdt og sagt højt, bliver det for mange til virkelighed. På den måde bliver konkret og kritisk fakta enten nedtonet eller blankt afvist af vores politikere og de myndigheder, der skal tilpasse sig den politiske agenda. 

Min påstand er, at der heldigvis er en stor andel af børn og voksne, der på ingen måde er enige i Statsministerens afsluttende ord i sin nytårstale.

Ofte latterliggøres de kritiske faktuelle røster eller bliver ligefrem gjort til stor skamme. 

Det Rigtig mange mennesker registrerer reelt ikke det, som sker i disse situationer. Enten er vi som menneske drevet af de politisk orienterede narrativer – eller vi kan være drevet af kritisk tilgang og ønsket om, at komme så tæt på sandheden som muligt. For mange er det grundet oplevelsen af, at lyd og billede hænger ikke sammen. Sagt på en anden måde, det som siges ikke stemmer overens med det børn og forældre oplever i Danmark, der for alt for mange, opleves modsat det Statsministeren udtrykker i sin tale. 

Det er med stor risiko, at mine refleksioner vil af nogen latterliggøres. Andre vil se det som et frisk pust og skub til en debat om vigtige emner på børneområdet, vi ikke taler åbent og ærligt om.

Vi er delte i synet over tilstanden i Danmark.

Jeg forstår godt, at vores selvudnævnte Børnenes Statsminister ikke fulgte op på hendes nytårstale fra 2019. Hovedbudskabet var dengang, om en målsætning om flere tvangsanbringelser og tvangsbortadoptioner. 

Hendes selvopfundne titel og budskaber til den danske befolkning i 2019 nytårstalen, fik håret til at rejse sig på rigtig mange børn, forældre og aktivister på børneområdet, der hver dag oplever et kollapset dansk kommunalt og familieretsligt system. Der er nu gået to år og situationen for børn og forældre, er udelukkende blevet forværret yderligere. Det gælder både det familieretslige System og det kommunale. Jeg kan godt forstå, at vores Statsminister går uden om den varme gryde. 

Skal vi komme den katastrofale situation for børn og forældre til livs, skal vi have modet til at gå op mod den samfundsmodel, der gennem mange årtier har medvirket til, at forældre gradvist bliver umyndiggjort og gjort forkerte, hvis de samfundsmæssige normer ikke følges. 

Jeg erfarer, at myndigheder endda ser på gruppen af forældre, der går i mod og forsøger at skærme deres barn mod det dysfunktionelle Danmark, som uansvarlige og at de ikke besidder forældreevnen. Det legaliserer når kommunen tager over ansvaret for barnet. Når det sker, kan mor eller far ikke gøre det, som de mener er rigtigst for deres barn. Det vil sige, at deres holdninger og livssyn på, hvad der er bedst for deres barn, har de ikke lov til efterleve. For nogen sort snak. For andre lysende klart.

Staten kan potentielt overtage myndigheden og dermed væsentlige beslutninger over dit barn. Det sker hver dag. Årsagerne til anbringelse af et barn frivilligt eller med tvang, kan være mange. Oftest et fatalt indgreb for barnet og familien, der oftest ikke er nødvendigt, men sker når forældre afviser at følge den samfundsmodel, som er politisk bestemt. Kommunernes rolle er åbenbart at sikre, at forældre skal rette ind og dem, som ikke retter ind, mærker konsekvenserne. I forhold til skilsmisseforældre, kan konsekvensen være, at kommunen bakker op om den forældre, de bedst kan styre. Altså ikke den bedst egnede. Nej den de bedst kan styre. Er der sideløbende et forløb i det Familieretslige System grundet uenigheder om samvær, bopæl eller forældremyndighed, vil kommunens ageren og udtalelser vægte så højt, at den forældre kommunen bedst kan styre, vil opnå Familierettens sympati og medhold. Ikke alle forældre oplever dette systemmæsige overgreb, der for barnet er en skræmmende og forrående situation, da barnet på den måde bliver fraholdt sin beskyttende og sunde forældre og ofte overlades til en overgrebsforældre. Jeg gentager: Dette er udelukkende baseret på Kommune vurdering af, hvem kommunen bedst kan styre.  

Det er ikke en ny situation. Systemet har været kollapset i årtier. Forældre ved det godt ubevidst. Når de møder de stærke kræfter hos myndigheder og instanser, vælger de fleste, at fravige egen overbevisning om, hvad der er bedst for ens barn.

Vores samfundsmodel er så tydelig og magtfuld, at vi gennem årtier er blevet tillært, at lade os styre af de såkaldte "eksperter". Vi er som voksne, blevet tillært og programmeret helt fra fødsel, at vi skal have andre til at fortælle, hvad vi som individ trofast og loyalt skal, nemlig at følge den flok, vi som menneske altid har søgt accept og beskyttelse hos.  

Usikkerheden hos forældre er stor i forhold til, om man gør det godt nok som mor eller far. Især hvis man ønsker en anden familie-model, men ikke møder anerkendelse og accept af et helt andet livssyn, som er baseret på grundlægende værdier, der ikke matcher den officielle norm og samfundsmodel. Vi er blevet tillært, at have fagpersoner fra Staten, altså myndigheder eller instanser til at fortælle, hvad der er rigtigst for ens barn. Det mærkes lige fra sundhedsplejerskeren, vuggestuen og frem til barnet skolegang. 

Jeg tænker, at de fleste forældre vil være enige, når min påstand er, at det netop i de allerfleste tilfælde er mor og far, som varetager ens barns interesser bedst. Fordi mor og far kender sit barns unikke behov bedst. Når forældre går mod disse fagpersoner, gøres forældrene forkerte. De motiveres via hårde konsekvenser til at rette ind. Den korrektheds-kasse der er designet og finjusteret gennem årtier af en samfundsmodel, der er baseret på politiske holdninger og normer og den korrektheds-kasse, skal dit barn med vold og magt skal presses ned i. Også selvom det ikke er bedst for barnet.

Forældre er helt naturligt fra barnets fødsel bevidste om, at barnet har vi til låns for en tid (de første 18 år), og det er et naturligt forældreansvar, at sikre opbygningen af en stærk relation, omsorg og tryghed. Jeg er sikker på, at alle forældre ønsker af hjertet, at gøre alt hvad de kan for at sikre, at ens barn kan udvikle sig til et stærkt og selvstændigt individ, der er kritisk tænkende og mestre, at stå ved sig selv med egne holdninger og overbevisninger. 

Vi ønsker at se vores barn være velfungerende og lykkelige, og især klæde dem på til bedste start på livet.

Det er Statens børn… ikke forældrenes...

Det er så slående, hvordan vores samfundsmodel er opbygget på en måde, hvor de moderlige og faderlige instinkter fra urtiden, bliver ædt op af korrekthedens-kassen. 

Denne kasse, der indeholder en forudbestemt måde at tænke eller være på, legaliseres ved narrativet "bedst for barnet" - og det ved myndigheden eller instansen altså bedre end mor og far. Dermed bliver det skrevne, og det som siges højt til virkelighed. Det er ret gennemgående tilstand for hele barnelivet.

Derfor er der to typer af forældre, den der er logisk og rationelt tænkende, har egne holdninger og meninger, baseret på egne instinkter og viden og fastholder, at være tro mod disse. Den tilgang kan skabe konflikter og kan blive en længerevarende slåskamp mod systemet, med et udfald der er ganske uforudsigeligt. Så er der den anden type forælder, der føjer sig, ved at tilsidesætte egne holdninger og meninger og instinkter, og gør dette, både for ikke at føle sig forkert i forhold til flokken, hvis fokus er på korrektheds-kassen, men så sandelig grundet angsten for den hårde statslige kontrollerede motivation.    

De forældre som har et barn med bekymrende syptomer og reaktioner, psykisk eller fysisk handicap, er jeg sikker på ved, hvad jeg taler om. Det betyder, at samtalen og den konstruktive dialog om bedste løsninger for barnet, med respekt for og med udgangspunkt i forældre-ressourcer og vurderinger, kan blive til diktater, som en stærk og fornuftigt dannede forældre ikke vil indlede samarbejde om. Når den situation optræder, bliver disse forældre ofte retorisk kategoriseret og stigmatiseret, som en modarbejdende og konfliktskabende forældre uden rette forældrekompetencer.

Set fra dette perspektiv, er min påstand, at barnet ikke er forældrenes, men Statens. Det er ligeledes baggrunden for titlen på denne nytårs hilsen "tag børnene tilbage".

Demokrati uden tillid og respekt og samtidigt dikterende, hvad er det reelt?

Jeg kan næsten ikke få mig til at sige ordet, men jeg tænker for den vågne, at denne overskrift fortæller lige netop det, vi skal være opmærksomme på, at undgå blive til en norm i vores samfundsmodel. 

Der bliver dikteret barsel til fædrene og barnet skal ifølge samfundsmodellen deles ligeligt, som en pose vingummi. Dette sker udelukkende grundet den politiske linje, hvor fokus på ligestilling mellem mødre og fædre vægter højere end prioritering af, hvad er bedst for det unikke barn. Med andre ord, væsentlige beslutninger i forhold barnet, baseres over en bred kam ikke på psykologien, biologien og ej heller sociologien. Jeg siger ikke, at far ikke kan være primær omsorgsforældre, men ligestilling er ikke til barnets bedste som udgangspunkt. I ligestillingens tegn kan selv børnechecken i skilsmisse deles ligeligt nu, alt efter samværsordningens sammensætning. Personligt fokuserer jeg udelukkende på barnet og ikke de økonomiske forhold for familier og børn, der fortsat ikke hænger sammen, hverken for bopæls- eller samværsforældre. Den del vil jeg overlade til sociologerne, som jeg tænker på ingen måde er involveret i beslutninger, der er væsentlige.

Jeg kan blot tydeligt forudsige, at denne generelle statslige indgriben, vil få konsekvenser der ikke er gennemtænkte, og vil i forhold til barnets bedste, for mange virke modsat. Kombinationen af en stærk Stat, der via lovgivning skaber normer, der alt for ofte ikke tilgodeser det hele og unikke barns muligheder for bedste samlivsforhold, er en kæmpe udfordring, vi skal kunne tale åbent og ærligt om og med fokus på fagligheden. Myndigheder og instansers muligheder for samspil og samarbejde om barnets bedste, er ganske enkelt ikke muligt. Tvært i mod er disse medvirkende til en frit-fald-kaos situation for alt for mange udsatte og sårbare børn og familier.

Hvad er det reelt for et samfund vi har fået udviklet. I fokuseringen på lighed og retfærdighed betaler børnene prisen. Det er ikke gennemtænkte løsninger, der fra politisk side iværksættes.

Den amerikanske psykologiprofessor Edward L. Deci ser flere problemer, med måden vi i dag forsøger at skabe motivation - han udtaler:

Man kan helt overordnet tale om to former for motivation. Man kan være drevet af en indre passion eller interesse for en sag, hvilket vi kalder autonom motivation. Eller man kan være drevet af et udefrakommende pres, som for eksempel udsigten til en belønning eller en straf, det kalder vi kontrolleret motivation.  

Staten lokker med en belønning eller truer med en konsekvens. På den måde risikerer man, at knægte forælderens oplevelse af selvbestemmelse og kompetence fuldkommen af. 

Trusler, belønninger og diktat skaber situationer, der får forældre til at føle sig inkompetent og underlagt Statens vilje. Men det, vi rent faktisk bliver motiveret af som mennesker, er anerkendelse og følelsen af at have et valg. Derfor handler det om, at tilbyde forældre og børn et valg. Og udvise åbenhed, interesse og anerkendelse for det unikke. Behandles alle ens, fejles der ved ikke, at fokusere på barnets unikke situation og reelle behov.

Børn og familier lider i dag og dette grundet en topstyret Stat.

Det forventes i Danmark, at vi som forældre skal handle og prioritere på en bestemt måde.

Det gælder som tidlige udtalt lige fra barnets fødsel, vuggestue, børnehave og skole.

De forældre, der går mod normer der er forudbestemt for, at være en god samfundsborger, møder ofte en urimelig modgang. Det kan være lige fra forældre der finder det bedst, at barnet først kommer i institution når forælderen vurderer at barnet er parat og dermed holdes hjemme, modsat det som anbefales af Staten. Eller forældre der ikke finder, at skolen kan imødekomme både undervisning og sociale forhold, der matcher barnets bedste grundet unikke forhold hos barnet, som det har afgørende behov for, at få indfriet.

I samlivs ophør vil disse instanser ofte ligeledes gå imod den af forældrene, der mener fællesbarnet har andre og unikke behov, der ikke kan indfries ved, at barnet puttes ned i korrekthedens-kassen. 

Der er så mange børn i Danmark, der ikke trives og får diagnoser de ikke har. De dannede, ansvarlige og vågne forældre, der netop er bedst til afkode barnets særlige behov og årsager til, hvorfor barnet ikke trives, kan næsten ikke få lov til at gøre det, som er bedst for barnet.

Jeg erfarer i Kids Rescue utallige børnesager, hvor børnene har fået diagnoser, de ikke har. Skulle barnet endeligt have en diagnose i disse tilfælde, skulle det være belastningsreaktioner, der kommer til udtryk via symptomer og reaktioner, der ofte mistolkes af fagpersonerne, der omgiver barnet. Disse forsvinder helt og fundkommen, når barnet bliver mødt med den rette tilgang, hjælp og støtte.

Jeg har lige nu en børnesag, hvor barnet skal modtage medicin for overhovedet, at kunne være sammen med sin mor. Dette barn har en åben indlæggelse på hospitalet. Barnet har ikke behov for medicin hos sin far, hvilket i sig selv viser tydeligt, at barnet ikke er sygt, men lider psykosomatisk. Denne far tabte sin forældremyndighed i Familieretten udelukkende på grund af, at kommunen kunne styre mor og ikke far. Han havde gennem to år presset på for konkrete og relevante tiltag omkring sit barn, som kommunen ikke var enige i. Nu to år efter første henvendelse fra faderen, men nu uden andel i forældremyndigheden, har kommunen endeligt iværksat netop de tiltag han pressede på for. Faderen er juridisk kørt ud på et sidespor, og en ny kamp mod systemet begynder. En opslidende kamp der koster menneskeligt og økonomisk, de færreste forældre kan mentalt og finansielt. Dette barn lider stadigvæk uden rette voksen hjælp og støtte. Dette udelukkende grundet Statens veludviklede korrektheds-kasse, de færreste udsatte børn og unge kan være i. Kommunen fraholder sig ansvar ved, at give Familieretten skylden for beslutninger, de dog anerkender ikke er til barnets bedste. Samtidigt anerkender de ikke deres andel og vægtning i fuldkommen vanvittig dom, der netop er baseret på kommunens partiske ageren. Staten nedbryder børn og forældre og det har ingen konsekvenser, udover barnet som lider under systemmæssigt overgreb og en forråelse, der får indgribende konsekvenser for barnets fremtidige trivsel og udvikling.

På samme måde har vi her i corona-situationen bevidnet, hvordan forældre ikke har kunnet beskytte deres børn mod de utallige test i næse eller svælg, der er endt med et gigantisk pres for vacciner. Eller rettere børn der bliver udsat for en massiv programmering, og lider med en politisk skabt frygt, styring og kontrol i daginstitutioner og skoler, med retorikken "supervåben mod covid 19". Men i virkeligheden er det et globalt genterapeutisk eksperiment, med et mRNA produkt i tredje test stadie, og uden skrubler og i samfundssindets tegn, påtvinges vores børn og unge via kontrolleret motivation og UDEN INFORMERET SAMTYKKE!

Derfor ses et utal af forældre, der vælger at hjemmeskole deres barn. Det gør de netop for at undgå, at barnet skal udsættes for det institutions- eller skolemiljø, som barnet af helbredsmæssige årsager ikke skal udsættes for. Dette imødekommes ikke anerkendende og kan nemt ende ud i tvang, nøjagtigt som i andre flere lande, som Danmark har valgt at følge. Det sker endda uden at fagligheden og videnskaben underbygger restriktioner, der er så ødelæggende psykisk og fysisk for både børn og voksne.

For skilsmisseforældrene, er det igen den forældre, der vælger korrekthedskassen under narrativet samfundssind, der får fuld opbakning fra Staten (myndigheder og instanser) til, at lade fællesbarnet vaccinere. 

I virkeligheden overtrædes grundlæggende menneskerettigheder og konventioner gang på gang, ikke bare i covid-sitationen, men ligeledes på en lang række områder på børneområdet. Dette sker med hjælp fra Statens medarbejdere, der blot gør det, de får besked på. De fagpersoner som siger fra, bliver enten fyret med begrundelsen samarbejdsvanskeligheder eller som eksempler, hvor denne medarbejder sygeliggøres.

Det er en ganske alvorlig situation, også for demokratiet. Men husk på, det er et demokrati uden tillid og respekt og samtidigt dikterende, så jeg kan jo kun gentage, hvad er det for et samfund vi reelt lever i?

Hvor er Børns Vilkår, Red Barnet, Røde Kors, Børnerådet, Etisk Råd og alle de øvrige børneorganistationer?

Narrativerne lever fortsat videre i bedste velgående og bakkes op af disse nævnte. Og jeg mærker ikke, at den virkelighed børn og forældre udfordres med, og i øvrigt langt udover hvad der er tåleligt, forsvarligt og decideret mod gældende lovgivning, overtrædelse af internationale menneskerettigheder og konventioner, opleves ingen nævnbar kritik fra disse organisationer mod Staten, eller behov for at kommentere på korrekthedskassen og begrebet samfundssind. 

Det betyder, at jeg som ide & udvikler af Kids Rescue og mit ihærdige og dedikerede forsøg på at være børnenes vogter, føler at jeg står meget alene. Men min hensigt er et wake-up-call til den danske befolkning. Jeg forsøger at sige det, mange tænker, men af frygt for udskamning og uoverskuelige konsekvenser ikke tør sige højt. 

Vi, der er uenige med Statsmisterens afsluttende ord, ser ikke længe Danmark som et unikt land. Danmark er blevet til et land med en stærk og dikterende Stat. På børneområdet, er der absolut ingen retssikkerhed. Det er en ganske alvorlig tilstand, hvor min vurdering gennem de sidste 10 år har været, at de myndigheder der varetager børneområdet, skal rives op med rødderne og noget nyt skal genopbygges klogt.

Tillid er udskiftet med mistillid og forældre udtaler sig varsomt, simpelthen i frygt for repressalier og Statens ødelæggende indgriben. På børneområdet ses et stikkersamfund mod gruppen af forældre, der går mod korrektheds-kassen. Det sker via unuancerede og partiske underretninger eller undersøgelser. Disse præger måden myndigheden behandler disse med logiske fejlslutninger, grundet en stereotypiske tilgange, der bliver decideret forkert, fordi der ses sammenhænge, hvor der ikke er sammenhænge. Det er meget tydeligt, når der blot refereres til det materiale, der netop passer ind i sammenhænge. På den måde vinder det dysfunktionelle i alt for mange børnesager. Den er dyster udvikling på børneområdet, hvor et system som gennem årerne løbende er blevet tilpasset og skræddersyet til at give karakterafvigeren, den pædofile, krænkeren - frit spil... 

Vi vil hellere samle os, end lade os splitte, men det sker ikke i praksis. Danmark er todelt. Der er dem der følger Statens normer og på den måde går det ærinde, der tjener de systemmæssige overgreb. Så er der dem, som går egne veje. Dette baseret på det logiske og rationelle og ikke mindst en stærk og sund ideologi, men bremses i ytring og friheden til selvstændig ageren. I mellem denne to-deling, har afstandene aldrig være større end lige netop nu. Uligheden bliver større og større og vi har i Danmark et tre-delt socialøkonomisk samfund. Fællesskabet er svækket som helhed, men fælleskabet i gruppen af forældre der har fået nok, er stærke som tusinde tigere, og flere og flere får modet til at sige fra og tænke selvstændigt.   

I det nye år vil vi tage fat med optimisme og handlekraft. Danmark kan mere, især hvis vi står sammen, siger Danmarks Statsminister. Det er jeg fuldkommen enig i. Men modsat dig Kære Mette Frederiksen, vil det blive via de forældre, organisationer, nye partier og virksomheder, der går direkte mod den korrektheds-kasse og norm, der er skabt af Staten Danmark - en Stat der har mistet grebet om vores fælles fremtid, vores børn.

De sidste års Corona håndtering nu afløst af pr. dato uden rette diplomatiske løsninger af et nyt fjende billede, som vi tvinges til at være enige i, samtidigt med et børneområde der er kollapset og fortsat kollapser, er den sidste dråbe for mange forældre. 

Men tak for det, for det blev det spark, der lige netop skulle til for, at få denne gruppe af forældre ud af busken. Det er meget tydeligt, hvordan Staten, myndigheder og instanser ikke har evnet, at prioritere dækning af børn og unges mest grundlæggende behov frem for egne.

Børns og unges der tilsidesætter egne behov, blot for at kunne indfri de voksnes. Et ansvar intet barn under 18 skal påtage sig. Det har medført psykiske og fysiske skader, vi ikke må tale åbent om. Dog ved vi, at psykiatrien er blæst bagover af børn og unge med psykiske udfordringer.

Det er nu vi skal tage børnene tilbage! Med et stærkt fællesskab i ryggen, kan du også blive mønsterbrydere i forhold til opgøres mod det dysfunktionelle og reelt syge børneområde.

Vi kan forandre positivt med den rette ånd og en troværdig og sund og fri ideologi, og ikke mindst et uafhængigt dedikeret tværfagligt samarbejde, der med hjertet  tager hånd om det hele barn, uden kassetænkning! 

Jeg siger ofte til forældre, hvor langt er du villig til at gå for dit barn? Der er heldigvis mange forældre derude, der lige nu med høj risiko netop tager voksen og forældreansvar, og går imod det dysfunktionelle i samfundet, ved at skærme deres børn. Den gruppe af forældre fortjener ikke, at blive udskammet og sygeliggjort. Det skaber dybe kløfter mellem det to-delte Danmark. Hav i stedet respekt for dem og anerkend dem for at gå mod flokken. 

Hvis vi fortsat ikke politisk lytter til mindretallets bevidste og handlingskraftige forældre, og fortsætter med at gå direkte efter deres børn, mon disse forældre vil fortsætte med ikke at agere med rette på det? For hvad kalder man et land, hvor den udøvende og dømmende magt, udøver overgreb på sin befolkning, barn som voksen? Jeg har rigelig fantasi til at kunne forestille mig, hvilke situationer dette potentiel vil kunne frembringe, hvis vi ikke sætter hælene og bremserne i øjeblikkeligt.

I den kommende tid, vil du høre mange nødråb fra mig og jeg vil fortsætte med at invitere dig ind på en rejse på børneområdet, med en fortælling der er grundig, nuanceret og for nogen chokerende.

Jeg håber ikke om min meget forsinkede nytårstale er helt sort snak...  

Men jeg ser frem til en anden form for debat om det komplekse børneområde på alle fronter, baseret på det nuancerede og sobre, men hårde facts.

Tak fordi du lyttede.