Når myndighederne ønsker at få belyst barnets perspektiv, er børnesamtalen det første der iværksættes. Både kommune og det Familieretslige system benytter sig af dette redskab. Alt efter situationen vil barnet typisk være 6-7 år og frem. 

Formålet med børnesamtalen

Tager vi udgangspunkt i det Familieretslige system er formålet med børnesamtalen, at give barnet mulighed for og at udtale sig om sine tanker og følelser omkring sin situation, imens mor og far får hjælp til at få afklaret deres uenigheder. Samtalen består af afgrænsede spørgsmål og handler som oftest om hvordan børnene ønsker, at deres hverdag skal se ud i forhold til hvor de skal bo, hvor meget tid, de skal tilbringe hos hver af sine forældre.

Under samtalen vil den børnesagkyndige typisk halvstruktureret spørge ind til barnets dagligdag med forældrene, eventuelle søskende, i skolen og med kammerater. Formålet er at få et indtryk af, om barnet trives, og hvad der eventuelt kan være svært. Det sidste er ligeledes typisk kommunens tilgang i børnesamtaler.

I det Familieretslige system er det altid en børnesagkyndig der afholder børnesamtalen. Titlen børnesagkyndig er rigtig fin, men dækker over både psykolog eller socialrådgiver. Sker samtalen ifm. Familieretten, vil dommeren altid deltage.

Læs mere på Familieretshusets officielle hjemmeside om børnesamtaler

Barnet til børnesamtale

Nogle børn oplever kun en enkelt børnesamtale, hvor andre børn har haft adskillige og talt med forskellige fagpersoner gennem sagens gang. Mange børn oplever børnesamtalen som overvældende og en situation, der for dem føles usikkert og ubehageligt. Andre føler det som en lettelse at få sagt det, de længe har ønsket at fortælle.

Kids Rescue´s erfaring er, at hvad et barn reelt, har gennemlevet, gennemlever, tænker og føler, sjældent bliver belyst ved blot en børnesamtale. Vi oplever, at det kræver et længere behandlingsforløb med en dygtig familieterapeut eller psykolog, hvor det kræver at barnet først opnår tillid til den professionelle voksne, før det kan åbne sig om de svære ting. Denne problematik ser vi som alvorlig, hvilke vi vil komme mere ind på om lidt.

Et hvert barn har sin unikke historie og oplevelser. Er barnet pårørende til en karakterafviger, psykisk- eller fysisk syg, misbruger, kan det skabe nogle problematikker i forhold til vægtningen af børnesamtalen og dermed måden myndighederne vælger, at behandle sagen på efterfølgende. Denne kategori af udsatte og sårbare børn, har oplevet den ene overvældende begivenhed efter den anden. Det vil sige den ene belastning efter den anden, hvor nogle af begivenhederne har de kunnet mestre, og andre har de ikke kunnet. Med andre ord, de har traumer, der bør behandles terapeutisk eller psykologisk.

Vi oplever i Kids Rescue mange børn, der har været udsat for overgreb, men befinder sig mentalt i deres idylliserende verden og kan ikke se konsekvensen af deres tillærte overlevelsesstrategier i samværet med deres karakterafvigende forælder. Hvorfor alvoren i hvad de har gennemlevet og gennemlever, ikke bliver fortalt i en enkelt børnesamtale.

Derfra kommer Kids Rescue retorik:

Hvis et barn siger: “Jeg ønsker pizza og cola morgen, middag og aften”… Så ved voksne, at det netop ikke er sundt for barnet og det ender helt galt, hvis barnets ønske bliver indfriet. Derfor er det vigtigt ikke kun at fokusere på, hvad et barn siger, men i stedet blive nysgerrig på barnets virkelighed og det som ligger bag udtalelser.

Skilsmieesbarnet er ofte i massiv klemme mellem mor og far. Derfor, hvad et barn siger højt, er ofte en spejling af hvad de tænker en mor eller far ønsker at høre. Om det er grundet loyalitetskonflikten mellem sin ene eller begge forælder, eller om det er helt andre årsager, kan vi ikke vide. Det burde være myndighedernes opgave, at undersøge.

Skilsmissebørn har forskellige forsvarsstrategier især i de røde pseudo-konflikter.

Der kan være børn, der trækker sig, gør sig usynlig, forsøger at mægle, tager afstand fra konflikten, bliver udadreagerende eller indad agerende m.m.

Der er nogle børn, hvor konflikten mellem mor og far er blevet alt for voldsom i forhold til, hvad barnet kan rumme. De kan simpelthen ikke tåle mere. Barnet magter ikke at leve i to vidt forskellige verdener og lige så forskellige versioner af det, der sker. Barnets version fylder slet ikke og bliver ofte ikke fanget af myndighederne, blot ved en samtale. Måske er barnet forvirret over gabet mellem hvad de føler de har oplevet, og det som deres karakterafvigende forælder fortæller barnet, er sket.

På den baggrund er barnet nødt til at vælge en helt bestemt overlevelsesstrategi, for at passe på sig selv, og for overhovedet at kunne eksistere.

Børn håndterer børnesamtalen forskelligt

Der er børn som 

• er tydelige
• er tavse
• er angste for at fortælle og holder væsentlige ting tilbage i samtalen
• er loyale og derved tilsidesætter sig selv
• synes det er synd for den ene forælder og påtager sig en beskyttende rolle
• er blevet fortalt hvad der skal siges - altså forældrefremmedgjort
• ændrer sin historie fra samtale til samtale
• mægler mellem forældrene
• tager afstand fra undersøgeren grundet egne overlevelsesstrategier.

I de røde børnesager, hvor der er tale en pseudo-konflikt mellem mor og far, oplever vi ikke, at den børnesagkyndige forholder sig til bekymrende udsagn. På den måde spørges der ikke nuanceret og nysgerrigt ind til relevante detaljer, der i forhold til den konkrete sag har afgørende betydning.

Vi oplever, at fokus i børnesamtalen bliver omkring barnets ønsker. Derved fanges ikke, at det barnet giver udtryk for, måske er idyllisk og urealistisk. Vi oplever ofte, at den børnesagkyndige lægger ordene i munden på barnet. Vi har endda flere situationer, hvor det barnet har sagt, bliver fordrejet eller mistolket, eller er ren opdigt. Altså de fagpersoner, der er sat ansat til at varetage barnets bedste, udøver i disse situationer unødigt magtmisbrug. 

I mange af vores sager oplever vi, at myndighederne konkluderer, at hvad et barn fortæller, blot er grundet højkonflikten mellem mor og far. Det vil sige, er der tale om en pseudo-konflikt, hvor barnet er udsat for omsorgssvigt, psykisk eller fysisk vold, bliver barnets situation ikke taget i betragtning. Forældrenes partsindlæg fylder for meget og endt som støj.

Det vil sige, at bekendtgørelsen i den nye forældreansvarslov, ikke udføres i praksis i alt for mange børnesager.

§1. I alle forhold, som er omfattet af denne lov, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række

Vi skal lytte til barnet, MEN . . . er det nu også nok kun at lytte til barnet?

Kids Rescue prioriterer og anbefaler, at vi i stedet retter nysgerrigheden hen imod hvad et barn reelt har gennemlevet, gennemlever, tænker og føler, således vi netop kommer ned i de dybere lag. Det er væsentligt ift. beslutninger der vedrører samvær, eller hvor barnet skal have sin bopæl.

Desværre arbejder systemet i Danmark primært ud fra, hvad børn fortæller i børnesamtaler, hvilket ofte medfører, at systemet ikke forholder sig til barnets dybere lag, hvorfor barnets reelle virkelighed sjældent belyses.

Kids Rescue´ hypotese; børnesamtalen er en trussel mod barnets sikkerhed.

Den samtalemetode børn oplever, tager ikke højde for alle de væsentlige faktorer, der kan spille ind i forhold til hvad et barn svarer. Derudover opnår mange børn ikke den nødvendige tillid til intervieweren, hvorfor både reliabiliteten og validiteten af samtalen er begrænset, fordi der ganske simpelt ikke opnås detaljerede og troværdige informationer fra barnet.

Faktorer der yderligere kan have betydning for værdien og troværdigheden af en børnesamtale:

• Har barnet modet til at fortælle frit om hvad barnet har gennemlevet, gennemlever, tænker og føler?

• Har barnet angst for at fortælle og tale frit?

• Oplever barnet, at det som fortælles enten direkte eller indirekte, bliver hørt og forstået?

• Er barnet overhovedet i stand til, at kunne ord på de svære ting?

• Er barnet overfladisk i sine svar og sin fortælling, eller er barnet detaljeret og uddybende?

Vi har i Kids Rescue børnesager, hvor barnet har italesat psykiske eller fysiske overgreb, men hvor barnet oplever, at ingen fagpersoner reagerer på det. Der bliver altså på ingen måde lyttet til barnets stemme! Det er ubegribeligt, at dette kan forekomme og i de komplicerede børnesager, er det desværre mere reglen end undtagelsen, at det sker.  

Opsummering.

Det er Kids Rescue´ opfattelse og vurdering, at dette er ganske alvorligt, hvorfor barnets rettigheder lider i en svær grad.