I forbindelse med børnesager i det familieretslige system, er det nye mantra, at børn skal høres. Det lyder rigtigt godt, men hvordan lytter vi, og er det nu også nok at lytte til barnet.

Når myndighederne ønsker at få belyst barnets perspektiv, er børnesamtalen som oftest det første, der iværksættes. Både kommune og det Familieretslige system benytter sig af dette redskab. Nogle gange som et redskab, hvor alvoren i samtalen vil give anledning til enten en børnefaglig eller børnesagkyndig undersøgelse, andre gange står den helt alene. Alt efter situationen vil barnet typisk være 6-7 år og frem. 

Min påstand er, at netop denne børnesamtale er en trussel mod barnets sikkerhed. Den påstand går stik imod det nye mantra, hvor barnets skal høres, hvorfor det for den udenforstående kan lyde forkert, når jeg påstår, det er en trussel mod børnene.

Du inviteres ind på en rejse i systemets verden, der vil overraske og chokere dig.

I det følgende, vil jeg tage dig med ind fra det øjeblik, at det besluttes, at et barn skal til børnesamtale. Jeg kommer ind på, hvilken betydning den rette forberedelse af sit barn kan få. Jeg går bag om selve børnesamtalen og berører de kritiske referater, der tillægges stor betydning for en børnesag, når den forelægges en dommer. Det er her jeg, via virkelige eksempler, afslører den ringe kvalitet og interviewenernes muligheder for manipulation, fordrejning af barnets udsagn og for at komme med usandheder, som alle er nedskrevne informationer, der samtidigt benyttes til fri fortolkning. Det ender ud i konklusioner og anbefalinger, der oftest er meget langt fra den barneverden og det perspektiv, der er barnets reelle virkelighed og behov. 

Når barnet oplever, at det system, der er sat i verden for at sikre barnets bedste, trivsel og sikkerhed, bevidst vælger at overhøre barnets stemme, og efterlader barnet i det dysfunktionelle og ofte samtidig udsætter det for systemmæssigt overgreb, mister barnet tillid og tro til både den beskyttende forælder og de voksne, der arbejder i systemet. Coping-strategier bliver barnets måde at overleve på. Til at beskrive disse ofte meget synlige coping-strategier, inviteres du ind i en barneproces, der gennemgår utallige børnesamtaler og systemmæssige overgreb.    

Hvad barnet har gennemlevet, gennemlever, tænker og føler, er systemets opgave at undersøge og reagerer på, således rette tiltag kan iværksættes. Du inviteres ind, hvor alt det, vi burde kunne snakke om, ikke kan snakkes om. Det er den virkelighed og vilkår tusinder af børn gennemlever og fastholdes i, af det system, som skal varetage barnets bedste. Det er virkeligt alvorligt.

Til det præsenterer jeg direkte transskription som evidens for den Retspræsident, der mod gældende lovgivning, og på eget initiativ, kører et barn fuldstændig over med psykisk vold. Barnets placeres efterfølgende hos overgrebsforælderen. En situation, der er ganske normal, hvilket er en ny norm, ingen organisationer på børneområdet italesætter, så hele Danmark kan høre det. I øvrigt samme organisationer, der har medvirket til en forældreansvarslov, der løbende er tilpasset og justeret til stor gavn for den pædofile, psykisk og fysisk voldelige forældre. 

Sæt dig ned, skænk kaffen og træk vejret dybt. Dette er en virkelighed, der kræver fuld bevidsthed! Du kan hjælpe børn, ved at dele denne fortælling fra virkelighedens system-helvede-Danmark.

Lidt baggrundsviden og skoleeksemplet.

Der er mange, som ikke rigtigt er klar over, hvordan en børnesamtale foregår, og hvad det er, som reelt sker også bag kulisserne. Især fordi disse børnesamtaler bliver tillagt langt stor værdi og betydning, og kan afgøre børneskæbner brutalt. Det vil sige, narrativet der igen og igen fortælles højt politisk og af systemet, at barnet stemme får taletid og bliver hørt, lever i bedste velgående. 

Et interview er et interview. Sagen er den, at det bare ikke er lige meget, hvordan sådanne en konstellation foregår. I det følgende ser du en typisk skildring af et forløb i det Familieretslige System. Det er ikke sikkert, det lige sker helt som jeg vil beskriver det for dig, men det er skoleeksemplet på, hvordan børnesamtalen kunne foregå efter alle kunstens regler.

Nogle børn oplever en enkelt børnesamtale, andre en håndfuld.

Barnet oplyses først om det, som skal ske.

Historien bliver sikkert noget i retningen af, at den børnesagkyndige eller dommeren fortæller, at de skal hjælpe forældrene med at løse deres uenigheder om barnets forhold, og at en måde at hjælpe på kan være, at dommeren træffer en afgørelse om uenigheden. Derfor bliver barnet fortalt, at det er årsagen til, at barnet bliver inddraget og hørt. Det gøres sikkert tydeligt for barnet, at det ikke stilles i en valgsituation og det er dommeren, som træffer afgørelse efter en samlet vurdering af sagen, og ikke kun ud fra det, som barnet fortæller.

Det bliver endvidere sikkert oplyst, at når et barn er en vis alder, skal det høres. På den baggrund bliver barnet fortalt, at de skal samtale lidt om tanker, følelser og om ønsker til, hvordan deres hverdag skal se ud. Dette i forhold til, hvor de skal bo, og hvor meget tid, de skal tilbringe hos hver af sine forældre. Det er afgørende for værdien af samtalen, at barnet føler sig trygt og føler det kan tale frit. Om et barn kan opnå den fornødne og nødvendige tryghed og egentlig også tillid på så kort tid, er så en detalje, jeg betvivler og mener, at her fejlvurderes psykologfagligt og sociologisk alvorligt. 

Samtalen begynder.

Det kan forekomme, at der serveres det, som kaldes for nøglespørgsmål, altså konkrete spørgsmål, der på forhånd er forberedt og formulerede, og som er meget vigtige for undersøgelsen at få besvaret. Det er her, jeg ville mene, at den viden der findes i akterne, hvor forældrene ofte er uenige om ting der vedrører fællesbarnet, burde trykprøves ved at få indsigt og viden om, hvordan barnet oplever disse. Det sker, og det kan ske, på en partisk måde, hvor barnet stilles i et øjeblikkelig loyalitets konflikt, det så skal mestre at sætte ord på. Men generelt sker det alt for sjældent, fordi intervieweren besidder kun overfladisk viden. De har aldrig læst akterne - dem alle. Skal jeg dog forsvare intervieweren, så er det altså også svært, at komme ind på svære ting i en forholdsvis kort samtale, og uden den nødvendige tillid og tryghed fra barnets side. Men er det et problem i forhold til børnesamtalens vægtning og formål, ja det er det bestemt. Det betyder jo, at der er megen viden, som ikke bliver berørt og barnets stemme bliver dermed ikke hørt.

Der vil naturligvis også være forskellige temaer eller problemstillinger, som undersøgeren ønsker at få belyst. Det er typisk her, at de afgrænsede spørgsmål i børnesamtalen blive flettet ind: Hvor meget samvær hos mor eller far, og hvor barnet ønsker at bo.

I forhold til det barnet fortæller, kan det give stor mening at følge op mere uddybende, præciserende spørgsmål. Kan du fortælle mig noget mere…? Kan du forklare dig nærmere …?   Måske bliver der boret dybere for at indhente helt kontante og konkrete oplysninger: Hvor, hvem, hvor meget? og ofte kan disse besvares med få ord eller ja eller nej. At få et barn til at medvirke i den form for samtale, kræver en tillid og tryghed, de fleste ikke når, at få opbygget på den korte tid samtalen varer.

Jeg oplever desværre i Kids Rescue, at alt for mange børn, der netop har været udsat for overgreb, befinder sig mentalt i deres idylliserende verden. De formår ikke, at se konsekvensen af deres tillærte overlevelsesstrategier i samværet med deres karakterafvigende forælder. På den baggrund bliver alvoren i forhold til, hvad de har gennemlevet og gennemlever, ikke fortalt i en enkelt børnesamtale, men den idylliserende ønskeverden vil blive fortalt.

Derfra kommer Kids Rescue ordsprog:

Hvis et barn siger: “Jeg ønsker pizza og cola morgen, middag og aften”… Så ved voksne, at det netop ikke er sundt for barnet og det ender helt galt, hvis barnets ønske bliver indfriet. Derfor er det vigtigt ikke kun at fokusere på, hvad et barn siger, men i stedet blive nysgerrig på barnets virkelighed og det som ligger bag udtalelser.

Skilsmissebørn har forskellige forsvarsstrategier især i de røde pseudo-konflikter.

Der kan være børn, der trækker sig, gør sig usynlig, forsøger at mægle, tager afstand fra konflikten, bliver udad- eller indadagerende, udtaler ting de er blevet fortalt, at de skal sige. Årsagerne er mange og har hver deres unikke årsag, der for undersøgeren burde give anledning til en detektivmæssig tilgang, de ikke har tiden eller kompetencerne til.

Der er nogle børn, hvor konflikten mellem mor og far er blevet alt for voldsom i forhold til, hvad det kan rumme. De kan simpelthen ikke tåle mere. Barnet magter ikke at leve i to vidt forskellige verdener og lige så forskellige versioner af det, der sker. Og meget uheldigt fylder barnets version slet ikke og bliver ofte ikke fanget af myndighederne, blot ved en samtale. Måske er barnet forvirret over gabet mellem, hvad de føler de har oplevet, og det, som deres karakterafvigende forælder fortæller barnet, er sket.

På den baggrund er barnet nødt til at vælge en helt bestemt overlevelsesstrategi, for at passe på sig selv, og for overhovedet at kunne eksistere.

I mange børnesager oplever jeg, at myndighederne konkluderer, at hvad et barn fortæller, blot er grundet højkonflikten mellem mor og far. Det vil sige, er der tale om en pseudo-konflikt, hvor barnet er udsat for omsorgssvigt, psykisk eller fysisk vold, bliver barnets symptomer og reaktioner ikke taget i betragtning eller mistolkes. Forældrenes partsindlæg fylder for meget og er endt som støj og der, hvor systemet har sin fokus.

Læs mere på Familieretshusets officielle hjemmeside om børnesamtaler

Notatet fra børnesamtalen er ofte ubrugeligt.

Samtalen mellem undersøger og barn er overstået og efterfølgende kan det, som er noteret ned, gennemgås med forælderene. I familieretshuset vil de typisk kalde mor og far ind til samtale med både juristen og den børnesagkyndige. Der er bare flere problematikker i forbindelse med notatet fra børnesamtalen:

Den første problematik er, at i børnesamtalen er det for intervieweren vigtigt, at få fastholdt det væsentlige, som barnet netop fortæller, eller giver udtryk for verbalt eller via kropssprog. Det sker ved, at alt bliver noteret ned, i takt med at barnet fortæller. Netop her, støder de skrevne noter ind i flere problemer: Det er svært at nå, at notere alt det sagte og barnets reaktioner ned. Når der tages stikord, er der stor risiko for, at ikke alt det væsentlige bliver noteret og der overses væsentlige detaljer. Måske tolkes der på barnets udsagn, hvor der ikke tolkes kan, eller tolkninger, som passes ind i den sammenhæng, som intervieweren bevidst eller ubevidst selv frembringer.

En ting er selve samtalen, der langt fra er rigeligt for at kunne afdække et ofte skrøbeligt og sårbart barneliv. En anden ting er selve referatet fra børnesamtalen, der oftest er særdeles mangelfuld og med informationer, der flagre lidt i ingenmandsland, og står til fri tolkning. Og fri tolkning sker! Det er endda ofte usammenhængende ting, der noteres ned, og ofte med en bemærkning eller tolkning fra undersøgerens side, der slet ikke stemmer overens med barnets reelle situation. Det sker endda ofte, at der noteres ting ned, som barnet på ingen måde har udtalt eller bekræftet med et klart ja eller nej. Dette ved vi fra de utallige lydoptagelser, som forældre og nogle gange børn, der gennem årerne, dog ulovligt, har sikret som dokumentation. Vi har utallige udsagn fra børn, der enten ved selv at huske tilbage, eller efter gennemgang af deres medbragte noter de slavisk er ovebevidst om, at have gennemgået med undersøgeren, om at gabet mellem det, barnet har oplevet italesat og det skrevne i referat, er alarmerende stort. Det er lige fra decideret usande udsagn barnet aldrig har sagt, eller ord der er lagt i munden på barnet, eller mangelfulde referater, hvor kun få ud af barnets liste med italesatte udsagn er noteret til referat.  Det er en kendt problematik og et emne vi knapt må berøre, fordi systemet gør jo intet forkert... 

Skulle man forsvare de ofte meget svage børnesamtaler, der ofte ikke berører det betændte og meget dysfunktionelle, kan det naturligvis være grundet, at undersøgeren har ført samtalen fra fugleperspektiv, således barnet ikke bliver re-traumatiseret, altså ført tilbage til de ubehagelige og måske traumatiske hændelser fra tidligere, og har fokus på, hvordan barnet har det her og nu.

Det er min måde, at forsvare en interviewer på, når et barns barske vilkår ikke bliver berørt i en børnesamtale, og denne berøringsangst får fatale konsekvenser, fordi dette spinkle og unuancerede billede, der fremstilles, altså fremstår som troende og barnets virkelighed. I virkeligheden er det ofte dårligt håndværk og manglende kompetencer, der bliver udslagsgivende for den ene ubrugelige børnesamtale referat efter det andet.

Barnet skal nu ikke bare forholde sig til sin dysfunktionelle familie, men nu også et system, der på den måde avler, det ene barn efter det andet, der allerede tidligt i livet, oplever systemsvigt og unødigt magtmisbrug. Det vil sige, mistilliden til de voksne der lige vil samtale, er ikke-eksisterende.

Børnesamtaler bør optages på video.

Disse problemer kunne meget nemt overvindes, hvis man optager interviewet på video og sikre det tilgængeligt til second opinion eller relevant 3. part.

Det gør man man bare ikke, hvilket reelt er alarmerende og et kæmpe problem for barnets og forældrenes retssikkerhed.

Vægtning af børnesamtalen.

Myndighederne vælger ofte at basere beslutninger baseret på udfaldet fra børnesamtalen. Har de fået opfattelsen af, at barnet, netop ikke, sagde noget som var ”farligt” eller ikke konkret og tydeligt, muligvis fordi, at der aldrig er blevet stillet de rigtige spørgsmål, kan myndighedernes beslutninger om hvad der er bedst for barnet, blive på et forkert grundlag. I de situationer, hvor barnet er forældrefremmedgjort og ubevidst har udtalt sig mod egen vilje og bedste, fanges det ikke. Det samme kan ske for de børn, der rent faktisk fortæller tydeligt om overgreb. Vurderinger og tolkninger sker som vinden den blæser, eller den vej systemet ønsker vinden skal blæse. Det sker hver dag, alt for mange gange!

Der er ligeledes utallige eksempler på, at det som det tydelige barn fortæller, bliver irettesat som "det er ikke sandt" - eller "alle børn skal" - eller "alle børn har behov for"... I psykologien er det ganske forkert og uansvarligt. Et barn har ret til at have egne holdninger og meninger, baseret på barnets unikke levevilkår.

Børnesamtalen kunne give anledning til et forløb for barn og forældre, der er for Familieretten uvedkommende, men rettet mod kommunen, der som oftest er fuldkommende passive med rette løsninger. Kommunen er et stort og betændt emne i sig selv, hvilket jeg ikke berører her.

Børnesamtalen sikrer barnets ret til at blive hørt, men det er op til barnet, om det vil sige noget, og hvor meget det vil sige. Omvendt bemærkes, at uanset hvad barnet siger, og hvor aktivt barnet deltager i samtalen, er det altid dommeren og aldrig barnet, der bestemmer, hvordan sagen afgøres. Lad os nu bare sige sandheden højt: Det vigtige fir systemet er at kunne sige højt, at vi har talt med barnet og lyttet. Undersøgeren kan naturligvis komme med sine anbefalinger og vurderinger, hvilket dommeren som udgangspunkt vil læne sig op ad. De er eksperter og ved bedst.

Igen lever narrativet fortsat i bedste velgående, og retssikkerheden fungerer til fulde  - og det skal du være glad og tryg ved ?

Barnets historie og fortælling ændre sig ofte over tid.

Når jeg analyserer og sammenkobler, hvad et barn har fortalt over tid til forskellige interviewere, ser jeg flere ting, som går udover den nødvendige validitet og reliabilitet i forhold til at undersøge barnets perspektiv.

Jeg inviterer ind i en beskrivelse og virkelig fortælling af et 11 årigt barn. Et barn, jeg har fulgt gennem hele forløbet og helt fra begyndelsen. Denne beretning er desværre samme erfaring, som tusindevis af børn gør sig i Danmark, under narrativet "barnets bedste".

Første børnesamtale i Fogedretten:

Pigen var tydelig i Fogedretten og fortalte dommeren og den børnesagkyndige psykolog om flere episoder, hvor hun har været bange for sin mor, herunder at hun frygtede, at hun skulle dø. 

Kortfattet kan man sige, at i forbindelse med den første børnesamtale i Fogedretten, fortæller pigen meget detaljeret om overvældende ting hun har gennemlevet, gennemlever, tænker og føler. Hun forklarer tydeligt, hvorfor hun ikke ville give sin mor et kram, og henleder årsagen til sin mors ændrede adfærd, når hun tager piller, og det gør hende bange. Den børnesagkyndige og dommerens vurdering og dom, er derved baseret på, at de psykiske overgreb, der efter pigens og ifølge Fogedretten, troværdige forklaring på, at det som har fundet sted og at disse, vil bringe barnets sjælelige sundhed i alvorlig fare, hvis hun i den nuværende situation tvinges tilbage til sin mor.

I Fogedretten insisterede mor på at omfavne fællesbarnet, som grædende holdt fast i sin far, idet hun tilsyneladende ikke ønskede yderligere omfavnelse af sin mor. Situationen udviklede sig voldsomt, særligt for pigen, som var meget ked af det og bange. Hun græd længe og var først i stand til at deltage i samtalen efter en halv times forløb, hvor den børnesagkyndige forsøgte at berolige og tale hende væk fra episoden. Børnesamtalen blev derfor samlet set af lidt over en times varighed.

Det fremgår b.la. af notat fra børnesamtalen:

• Grunden til, at hun ikke så gerne ville kramme M, var, at hun kunne mærke, at M rystede på samme måde, som hun også af og til gør derhjemme pga. af nogle piller, hun spiser, og som gør hende bange.
• At hun har det godt, når hun er hos F, og at hun sover godt om natten, hvilket hun ikke gør hos M, hvor hun vågner tit.
• At M ofte bliver meget vred, og at der tit ikke er nogen reel grund til hendes vrede. Hun bliver derfor usikker, for hun ved ikke, hvornår hun gør noget forkert.
• Hun fortæller om flere episoder, hvor hun har været bange for M, herunder blandt andet en episode, hvor hun blev så bange, at hun gemte sig og frygtede, at hun skulle dø. De nærmere detaljer om de enkelte episoder gengives ikke i nærværende referat, da barnet udtrykkeligt har ønsket, at disse ikke viderebringes til hendes forældre, hvilket skyldes, at hun er bekymret for særligt M reaktion.
• Udtryk for stor ængstelse over, at M taler om, at det ville være godt for dem, hvis hun og barnet og lillebror og deres anden storebror flyttede til udlandet, hvor M familie bor. Det vil barnet blive meget ked af det over, men hun tør ikke sige det, fordi M tidligere er blevet vred, når hun har givet udtryk for sin modvilje mod en flytning.
• På spørgsmålet om, hvordan hun vil have det, hvis det bliver bestemt, at hun skal tilbage til M, svarer barnet, at hun vil få det forfærdelig dårligt indeni, og at hun vil blive ved med at løbe over til F og kramme ham, indtil de lader hende være og lader hende blive hos F.
• At hun elsker M, men at hun ikke kan være sammen med hende nu, når hun så tit bliver bange hjemme hos M.

Pigen får ro, mens sagen behandles af myndighederne inden forældrene skal i retten for endelig dom. Kommunen er i denne periode fuldstændig passiv, trods utallige forsøg på at få dem i gear.

Børnesamtale nr. 2 i Familieretshuset, 3-4 måneder efter ovenstående situation.

Efter en lang periode med ro, indkalder Familieretshuset til endnu en børnesamtale. Det vil sige, Fogedrettens samværsstop, medførte ikke en dybere børnesagkyndig undersøgelse.

Til denne børnesamtale meddeler pigen tydeligt, at hun ikke ønsker at udtale sig mere. Hun begrunder meget modigt hvorfor: Årsagen er, at hun oplevede efter børnesamtalen i Fogedretten, at hendes mor skældte hende voldsom ud i telefonen. Dette havde hun svært ved at mestre og gjorde hende usikker. Dette skete både med kommunens viden og uden deres indgriben, og på trods af, at forældre altid bliver orienteret om, at de ikke må samtale med barnet om det, som barnet fortæller. Dette underbygger, at barnet befinder sig i en massiv klemme, som barnet skal hjælpes ud af.

Familieretshuset vælger, uden børnesamtale, at genoptage samvær mellem mor og datter, da det vurderes er bedst for barnet. Det fremgår ikke, hvorfor der er en uenighed mellem Fogedrettens psykolog og den børnesagkyndige i Familieretshuset.

I øvrigt blev barn og far, efter føromtalte episode, som er meget nuanceret refereret i domsbogen, mødt med stilhed og passivitet fra kommunen, i en situation, hvor man måtte forvente en akut reaktion med rette hjælp og støtte.  

Familieretshusets beslutning lå senere til grund for byrettens dom, der stadfæstede udlevering til mor.

Barnets privat praktiserende psykolog underretter til de sociale myndigheder første gang.

Grundet kommunens passivitet, har faderen iværksat et psykologisk forløb for sin datter i privat regi. Dette forløb medfører, at barnets privat praktiserende psykolog, udarbejder en underretning til kommunen. Dette baseret på dybdegående terapisessioner. Psykologens undersøgelsesmetode har vi ikke kendskab til, men det må antages, at barnet føler tillid til at fortælle til en neutral person. Dette antages, da informationerne i underretningen er meget beskrivende og detaljerende i forhold til barnets virkelighed, og hvad situationen gør ved barnet både psykosomatisk og psykisk.

På trods af disse udtalelser, hvor pigens alvor ikke kan betvivles, lyttes der ikke til barnets stemme.

Faderen anker dommen til Landsretten og udlevering udsat til endelig dom. Landsretten stadfæster byretsdom uden at forholde sig til ny dokumentation, der fortsat taler mod udlevering til overgrebsforælder. Pigen nægter at lade sig udlevere.

Børnesamtale 3. Barnet opsøger med hjælp af et familiemedlem hendes socialrådgiver i kommunen.

Det vil sige, at barnet møder en repræsentant fra systemet, hun i forvejen ikke har tillid til. Pigen fortæller, at hun både var genert og bange, og havde stort behov for at blive hjulpet i samtalen, ligesom hendes psykolog plejer at gøre det.

Hendes oplevelse på mødet er, at der på ingen måde stilles støttende spørgsmål fra socialrådgiveren. Hun tager mod til sig og spørger kommune-damen:

“Kan det være rigtigt, at når man som et barn ikke er tryg og ikke tør møde sin mor, at man så skal det?”

… tavshed og et fast blik fastholdes mellem den voksne socialrådgiver og barnet … efter en (alt for lang) pause med tavshed, besvares (?!) spørgsmålet: “Jeg kommer hjem til dig og din mor, og så taler vi om det der”…

Barnet fortæller, at farmoren kunne se at hun ikke magtede denne mødeform, hvorfor farmor tager voksenansvar. Hun rejser sig, tager sit barnebarn under armen og med det viser hun, at mødet er slut ved at gå mod udgangen, mens socialrådgiveren bliver siddende på sin stol.

På vej ud siger pigen til sin farmor: ”Hun sagde ikke engang farvel til mig”.

Krisesessions med barnet pyskolog foranleder underretning nr. 2.

Efter Landsrettens dom og kommunens passivitet beder pigen om at snakke med hendes private psykolog, og får en krisesession. Hendes psykolog underretter nu for anden gang de sociale myndigheder:

”Jeg kan oplyse, at barnet hos mig fremtræder med en følelsesmæssig modenhed der overstiger hendes alder, og trods store skolefaglige vanskeligheder er mit kliniske indtryk at barnet har gode kognitive, sociale, sproglige og adfærdsmæssige ressourcer.

Hendes psykiske trivsel vurderer jeg derimod truet af den belastning den langstrakte sagsbehandling i familieretshuset har udgjort, og aktuelt væsentligt forværret af beslutningen om fuld forældremyndighed og bopælsret til mor og intet samvær med far.

Barnet fremstår derfor aktuelt både belastet over lang tid, og i akut krise over rettens dom, som strider mod hendes ønske.”

Dommeren er ikke oplyst om årsagen til pigens manglende skolegang, ved at udtale ”og den gode historie er jo, at så kan du komme i skole igen og alt det der. Så kan du få et normalt liv… sådan en pige som dig skal jo ikke gå rundt uden at gå i skole. Det er noget værre rod”. Her udviser dommeren egen holdning, hvilket er en kontrast til barnets psykolog, der tidligere har udtalt på skrivelse, ”at barnet i lang tid har været taget ud af skolen, fordi hun ikke kunne føle sig tryg og beskyttet overfor mors uventede opdukken, og fordi hendes undervisningsmæssige behov ikke blev tilgodeset. Barnet er nyligt blevet diagnosticeret dyslektiker og er fagligt langt bagud, og der er iværksat hjemmeundervisning.” 

Havde dommeren haft fokus på pigens virkelighed og ikke egen holdning, ville dommeren have spottet, at pigen reelt har været udsat for overgreb, der giver hende angst for sin mor.  

I følge loven skal der i en Fogedforretning være en børnesagkyndig psykolog og de sociale myndigheder tilstede. De kunne ikke komme, men dommeren, retspræsidenten valgte at ignorere gældende lovgivning og derved nægte et barns fundamentale retssikkerhed. 

5 børnesamtale ca. 4 måneder efter tvangsfuldbyrdelse til overgrebsforælder. 

Det interessante er denne sidste børnesamtale, efter pigen er udleveret til sin mor og ikke længere har samvær og kontakt til sin far. Pigens udtalelser giver virkelig anledning til nysgerrighed. Hypotesen er, at pigen ”forsvinder” fra sit eget jeg; går på kompromis med sig selv og bliver til sidst helt selvudslettet. Pigens fundament er så utrygt og ustabilt for nuværende, at hun ser sig nødsaget til at vælge side; hun kan ikke holde til mere!

Der findes mange former for overgreb.

Når man læser og sammenholder den viden, vi får om den 1-årige pige, er der altså stor forskel på pigens udsagn. Det er tydeligt, at ingen har sammenholdt data gennem forløbet. Data som er tydelig, men som ingen myndigheder har forholdt sig til.

Ud fra data fra samtaler/interviews konkluderer jeg, at pigen i forløbet har oplevet systemmæssige overgreb og svigt. Den viden, der trods alt er på pigen, er ikke blevet brugt og ikke været grundlaget for de beslutninger myndighederne har taget, mod pigens vilje. Utallige nødråb fra et barn er blevet fuldkommen ignoreret og ingen har lyttet til hende, sin psykolog eller sin far. Hun blev svigtet og kunne ikke modtage beskyttelse. Dette medfører en lang række copingstrategier for et barn, blot for at kunne overleve i det dysfunktionelle. Det er ganske alvorligt et svigt.

Jeg konkluderer ligeledes, at en samtale/interview ikke er nok, til at belyse et barns perspektiv, især hvis der ikke stilles relevante spørgsmål til barnets unikke situation. Der har slet ikke været taget højde for, at barnet er pårørende til en mor i et pillemisbrug og med en psykisk lidelse. En information, der fremkommer fra barnet i Fogedrettens første samtale og via hendes private psykolog. Der er heller ikke fokus på pigens psykosomatiske og psykologiske symptomer og reaktioner. Det konkluderes, at disse blot kommer fra konflikten mellem mor og far. Iøvrigt standardsætningen fra myndighederne.

Der er ingen fokus på, at det som sker, reelt er en pseudo konflikt. På den måde er validiteten lav og det forsøges ikke at sætte sig ind i barnets situation i de dybere lag. Reelt de lag, som barnets private psykolog via hendes behandlingsforløb, havde kortlagt.

Analyse og fortolkning af data på et barn.

Et væsentligt problem i arbejdet med interviewdata findes i analysefasen, hvor interviewerens egne fortolkninger og motivationer kan farve kodning og fortolkning af data. Derudover, kan det være svært, at sikre objektiviteten. Når interviewdata skal afkodes, er det vigtigt ikke at overse indhold, som modsiger antagelser. Det er nemt at stirre blind på udtalelser, der kommer fra et barn. En enkelt udtalelse, kan være nok til, at intervieweren ubevidst komme til at vælge udtalelser, som ikke repræsenterer interviewet i sin helhed.

Når intervieweren stiller spørgsmål til, hvad barnet ønsker, er den systemmæssige officielle holdning, at det er korrekt og rigtigt fint at stille afgrænsede spørgsmål om barnets ønsker.  Det er efter min opfattelse, et reelt kæmpe problem, især hvis det tages for troende.

Jeg synes, på trods af forskellig artet data, at barnets situation bliver belyst rigeligt til, at de massive problematikker fremkommer. Der er ingen sammenhæng mellem data og myndighedernes beslutninger.

De forskellige faggrupper der har udført børnesamtaler i dette eksempel: Psykolog, socialrådgiver og en dommer. Det er tydeligt, at måden de vælger at samtale med barnet på, er meget forskelligt. Det giver anledning til at sætte spørgsmål tegn ved myndighedernes måde, at håndtere og samtale med børn. Det er ganske alvorligt, disse overgreb kan foregå, og forsvares af systemfolk og politisk under narrativet "barnets bedste".

Ønsker du at læse om den rystende fortælling der vedrører samme pige, som vi lige har gennemgået fra børnesamtalerne, kan du se videre på nedenstående to blogs. De vedrører netop detaljer om de overgreb, svigt og magtmisbrug pigen, sin bror og far har været udsat for. 

Hvem er hovedpersonen, altså den unikke barnesjæl.

Skilsmissebarnet er ofte i massiv klemme mellem mor og far. På den baggrund er hypotesen, hvad et barn siger højt, kunne både være hvad barnet selv tænker og føler at have behov for, men det kunne også være en spejling af, hvad de tænker en mor eller far, ønsker at høre. Det sidste scenarie kunne ske grundet loyalitetskonflikten mellem sin ene eller begge forælder, eller der kunne være helt andre årsager til det, som barnet fortæller eller fravælger at fortælle.

I det Familieretslige system ønskes som før omtalt, at give barnet mulighed for at udtale sig om sine tanker, følelser og ønsker om, hvordan deres hverdag skal se ud i forhold til hvor de skal bo, og hvor meget tid, de skal tilbringe hos hver af sine forældre. Min hypotese er med andre ord, at den samtalemetode børn oplever, ikke tager højde for alle de væsentlige faktorer, der kan spille ind ift. hvad et barn svarer.

En børnesamtale er langt fra nok.

Det er min hypotese, at mange børn ikke opnår den nødvendige tillid til intervieweren, hvorfor både reliabiliteten og validiteten er begrænset, fordi der ganske simpelt ikke opnås detaljerede og troværdige informationer fra barnet. Har barnet mod til at fortælle frit om hvad barnet har gennemlevet, gennemlever, tænker og føler? Har barnet angst for at fortælle frit? Oplever barnet, at det som fortælles enten direkte eller indirekte, bliver hørt og forstået? Er barnet overhovedet i stand til, at kunne sætte ord på de svære ting? Er det som barnet forældre en spejling af den forældre, som har udøvet forældrefremmedgørsel? Er barnet overfladisk i sine svar og sin fortælling, eller er barnet detaljeret og uddybende? 

Fejlkilderne.

Min hypotese er yderligere, at der er alt for mange fejlkilder i børnesamtalen. Det er lige fra interviewerens bevidste eller ubevidste manipulation i samtalen. En væsentlig fejlkilde kunne ske, hvis det ikke undgås, at ”lægge ord i munden” på barnet, dvs. at manipulere barnet til at give udtryk for bestemte holdninger eller forestillinger. Det sker ofte.

Min hypotese er, at samtalen med barnet vil blive anderledes, hvis interviewerens fokus blev på at rette nysgerrigheden hen i mod, hvad et barn reelt har gennemlevet, gennemlever, tænker og føler, således vi netop kommer så godt man nu kan på 60 minutters samtale, ned i lidt dybere lag. Men stadigvæk, 30-60 minutter er en skændsel. 

De dybe lag kan psykologfagligt aldrig ske på en enkelt samtale. Er det så et problem, når vi ved hvor megen vægt børnesamtalen har i forhold til Familierettens endelige dom.

Forskellen på en børnesamtale og et forløb hos en privat familieterapeut eller psykolog.

Jeg synes dette er vigtigt, at berøre forskellen på en børnesamtale og et behandlingsforløb med en dygtig terapeut eller psykolog.

I et terapeutisk eller psykologisk behandlingsforløb, vil der ikke blive stillet afgrænsede spørgsmål, men intervieweren vil være forberedt på for barnet svære emner, der forsigtigt berøres i takt med, at tilliden og kontakten er gunstig. Barnet vil opleve den ustrukturerede interviewform, der i højere grad er i karakter af en almindelig samtale. I sådanne et behandlingsforløb, er det ofte nødvendigt med flere samtaler med barnet, før barnet kan og vil fortælle om netop de detaljer, det er væsentlige i forhold til voksne beslutninger, der vedrører samvær, eller hvor barnet skal have sin bopæl.

Barnet som pårørende, men pårørende til hvad.

Dette er et vigtigt emne. Især i forhold til børnesamtaler som kun ridser i overfladen, og hvor der sker utallige og fejlvurderinger. Det jeg kommer ind på nu, er særdeles væsentligt at berøre og sige højt. Jeg har gennem mange år endda forsøgt, at få striben af relevante landsorganisationer, der arbejder med sindslidelser og misbrug, til at få fokus på de problematikker barnet står massivt i. Selv psykiatrifonden og snak om det foreningen fokuserer kun på den del, hvor forældrene kan blive enige om åbenheden og det anerkende - altså det at snakke om det svære og dysfunktionelle i familien. Alt det barnet lider massivt under, hvis der ikke sættes ind i tide og på den korrekte måde. Det er endnu ikke lykkedes mig.

Siger man ikke ting højt, bliver det jo så til ting, der ikke eksisterer. Problemerne eksisterer og det lider tusinder af skilsmissebørn under.

Jeg taler om barnet som pårørende. Det kan et barn som er pårørende til en forældre med en ubehandlet sindslidelse, en misbruger af enten stoffer, piller eller alkohol, eller en rendyrket "karakterafviger", som kunne dække over narcissisten, psykopaten, sociopaten m.m. 

På den måde gennemlever barnet et dysfunktionelt familiemønster. Det er kendt viden, at alt for mange børn, der i samværet med deres “syge” forælder, oplever den ene overvældende situation efter den anden. Nogle oplevelser kan barnet mestre, andre kan barnet ikke mestre. Det er meget traumatiserende.

Barnet får som oftest behov for at kontrollere, hvordan den “syge” forælder har det. Det kommer til udtryk i rigtig mange forskellige situationer. På den måde oplever barnet den ”syge” forælder, både når det går godt og når det er rigtigt slemt. Barnet synes det er synd og vil gerne gøre alt for at deres “syge” forælder får det godt. I den proces tilsidesætter barnets sig selv. Den adfærd kommer til udtryk i deres adfærd, symptomer og reaktioner i forskellige sammenhænge, som de voksne der omgiver dem, meget sjældent spotter eller ofte misforstår. Ofte er barnet slet ikke klar over, hvorfor de har svære tanker og måske reagerer psykosomatisk.

Børn der er pårørende kan gennemleve mange forskellige ting. Det kan være: Fysisk eller psykisk vold, manipulation og derved vendes mod den anden forælder og nogle gange søskende eller bonusforælder. Det kunne ligeledes være seksuelt misbrug eller krænkelser i forskellige grader.

Det vil sige, at deres "syge" forælder i virkeligheden kan udvise en adfærd på sammen måde som en karakterafviger. Fordi de er alle karakterafvigere.

Barnets fokus er på den idylliserende verden, ikke den barske virkelighed.

På baggrund af nævnte eksempler på livsvilkår for et barn, er det min hypotese, at et barn der er pårørende, giver som oftest udtryk for ønsker, som er baseret på den optimale og idylliserende verden, og hvad de reelt savner og håber på, vil ske. Vi ved fra erfaringer fra studier, at børn der er pårørende, får en pårørende adfærd og det er de færreste børn, der er i stand til at sige fra og sætte grænser.

Det er min hypotese, at er barnet massivt klemt mellem den raske og den “syge” forælder, og der er uenigheder om bedste løsninger for barnet, kan barnet gå ind og beskytter den “syge”, og barnets ønsker bliver som dermed en spejling af den “syge” forældres ønsker. Måske sker det endda i frygt for repressalier og barnet udviser forskellige former for copingstrategier.

I en pseudo konflikt, altså det systemet kalder for en højkonflikt mellem forældre, bliver barnet massivt klemt. Der er mange skilsmissebørn, som føler de bliver svigtet, ikke bare af deres forældre, men også af de voksne der omgiver dem. Deres mistro og mistillid til myndighederne, de ikke oplever beskytter, hjælper og støtter dem, opleves af mange børn som endnu et overgreb.

Det er et stort samtaleemne. Både det Familieretslige system og kommunerne, udviser en tilgang til de fleste konfliktsager, hvor det er meget tydeligt, at det lider under en alvorlig grad af mangel på nysgerrighed og dybdegående undersøgelser, hvorfor årsager til, at barnet der er i massivt i klemme mellem deres forældre, ikke bliver belyst. Det sker i hvert tilfælde ikke i en børnesamtale på 30-60 minutter. Og slet ikke med en undersøger, som ikke er fuld ud kompetent fagligt og personligt.

Disse børn er reelt de udsatte og sårbare børn i Danmark, der befinder sig massivt klemt mellem mor og fars konflikt der har taget overhånd. En konflikt-sag der altid har sin egen unikke historie og opstår af mange årsager.

Barne-livs-historier der bliver gemt og glemt.

Barnet skal naturligvis forberedes til sin børnesamtale.

Jeg er vant til at gå mod strømmen. At være en højtaler og forstærker til det dysfunktionelle system, vil kunne sammenlignes med en pårørende adfærd, hvor det dysfunktionelle forsvares, hvor det ikke forsvares kan. Blot for at være politisk korrekt eller en god embedsmand i funktion.

Spørgsmålet er hvordan og i hvilket omfang skal et barn forberedes til børnesamtale. Det kommer bestemt an på både barnets alder, situation og hvem du spørger. Myndighederne har udarbejdet en folder, hvor forælderen sammen med sit barn, kan gennemgå det som skal ske til børnesamtalen - og det forventer de, at du gennemgår med dit barn.

Se evt. link til Familieretshuset officielle anbefalinger.

Vi skal blot huske her, at gabet mellem narrativer fra myndighederne og virkeligheden er stor. Der er ingen tvivl om, at systemet ser helt anderledes på måden og omfanget barnet bør forberedes på, end den alvor barnet i ”børnehøjde” bør inddrages i og forberedes på.

Familieretshuset skriver blandt andet - citat:

Nogle børn tror, at det er deres ansvar at træffe de voksnes beslutninger. Derfor er det vigtigt, at du forklarer forskellen på at blive hørt og at beslutte noget.

Bemærkninger til det citat

Det er så en sandhed med modifikationer Familieretshuset påstår her. Virkeligheden er barsk for barnet, fordi det barnet udtaler eller ikke udtaler, kan begge få konsekvenser for både deres bopæl, samvær og hvorvidt mor eller far kan beholde eller få forældremyndighed.

Til at underbygge det jeg mener, kan jeg fortælle, hvordan jeg forberedte min søn til sin børnesamtale i Familieretshuset. Jeg kan ikke anbefale andre, at gøre det samme, men det er vigtigt, at man som mor og far er klar over, at dette er ikke blot bliver en stille og rolig samtale. Det er samtalen!

I virkeligheden er det i denne samtale, at barnet skal advokerede for sig selv og kende til konsekvenser. En bisidder til barnets børnesamtalen anbefaler jeg bestemt, for at sikre det går rigtigt for sig. Men barnet skal forberedes - spørgsmålet er blot hvordan og dette er op til den enkelte forælder, at vurdere.