Videoblog - opråb

Advokater findes i alle afskygninger og typer.

Det er lige fra den ældre og erfarende mormor eller morfar type, til den helt unge advokatfuldmægtige, der lige er kommet fra skolebænken. Der imellem dette spænd findes den sprogligt sobre og forsigtige og helt rolige, til den meget højrøstende og retorisk skingrende. Der er de advokater vis primær kompetenceområde går uden om det familieretslige og dem som ikke laver andet. 

Der er advokater, som er specialiseret sig i at føre sager mod mødre og omvendt mod fædre. Ofte kendt for deres holdninger i forhold til det andet køn. Der er enten fokus på ligestilling og taler fars sag, eller mors ret til at være mor, da det er det mest naturlige og bedst for barnet. Naturligvis findes der advokater, som rent faktisk mestre begge køn og disse går lidt under radaren, netop af den årsag. Fordi så tror mor og far, at de ikke taler deres køns sag. Så er der den nyere type af advokater, og det er den gamle jurist fra det tidligere Statsforvaltning, der nu søger lykken som advokatfuldmægtig. De er rigtig dygtige til at markedsføre deres tidligere erfaringer, som nu skulle være en fordel for deres klienter. 

Den sidste type af advokater, er den kerne af advokater, som jeg kalder for tvang og magt advokater. Det er den type der kommer i spil, når der er tale om anbringelse af barnet. En hård kerne af den kategori findes i facebook grupper, hvor de yder "gratis" hjælp - eller rettere der, hvor de rekrutterer nye klienter. De bliver anbefalet af forældre de tidligere har hjulpet med succes og forsvares af disse forældre, når forældre der har dårlig oplevelser og taler højt om måden samme advokater har svigtet dem og deres barn. Det er reelt et ulækkert spil der foregår, som jeg personligt tager stor afstand fra.

Hvem kan anbefale en advokat? 

Når jeg tidligere blev spurgt om råd til advokat valg, så anbefalede jeg tidligere de advokater, som jeg i Kids Rescue havde et godt og tværfagligt samarbejde og gode erfaringer med. Det gør jeg stort set ikke længere... for mine erfaringer i forhold til tidligere indsatser, er så svingende, at uforudsigeligheden fra disse matcher næsten systemet... altså at indsatsen hos advokaterne ligeledes er det uforudsigelige - og det er desværre forudsigeligt - det er en uhyggelig udvikling. 

Jeg måler ikke en advokat på sine resultater. Derfor trækker jeg også på skuldrene, når en forælder siger, jeg har fået en stjerneadvokat - den bedste i Danmark. For det første findes der ikke sådan en. For det andet vurderet på hvilken baggrund - at du har hørt fra "nogen", at de vinder mange sager? Jeg vil bare slå fast, at sådan en vinder-advokat findes ganske simpelt ikke, for det kan på ingen måde lade sig gøre, som det familieretslige system fungerer og agerer. 

Jeg måler i stedet kvaliteten af en advokat i forhold til engagement og dedikerede indsatser, og at de er der hele vejen og 100% for deres klient. I DEL 1. | Pas på advokat-fælden kommer jeg ind på min dybere definition af bedste advokat. Den er værd at læse. 

I forbindelse med den ene børnesag efter den anden oplever jeg, at advokater skal presses til det yderste, blot for at kunne efterleve basale forventninger. De giver ofte i første samtale udtryk for at kunne og ville yde den indsats, som den konkrete børnesag kræver for at kunne håndteres, men de løber fra det aftalte, når det endeligt gælder. Det udvises ved ligegyldighed og venstrehåndsarbejde. Det sætter forælderen i et kæmpe dilemma og i en udfordret situation. Forælderen bliver ganske urimeligt efterladt fuldstændigt og fuldkommen i stikken. Det ser jeg som et kæmpe problem retsligt og menneskeligt og på ingen måde som loven kræver, for barnets bedste. 

Ikke kontaktbar når det gælder.

Det er et kæmpe problem, når advokater generelt ikke er kontaktbare. Det er efterhånden nærmest normen, at enten svarer advokaten slet ikke på telefonbeskeder, emails eller tekstbeskeder, eller også med dage eller bare ugers forsinkelse, nogle gange mange uger! Det er ganske uhørt! 

Det betyder, at advokaten er ganske nytteløs til både de små og store, men ofte vigtige og afgørende bump på vejen, på den konfliktfyldte arena, hvor blot en mindre håndteringsfejl fra en forælder, kan få fatale konsekvenser.

Advokaterne undskylder med, at de har så travlt og har så mange retsmøder... Jeg forstår godt, at man kan have travlt og kan blive udfordret når flere "bomber" springer på engang. Men det som forældre oplever derude generelt, er hverken i orden og øvrigt ganske uforsvarligt.

Det kan ikke udelukkes, at årsagen skal findes i advokaters meget høje timepris, i øvrigt en timepris der bestemt ikke matcher value for money. De ved, at deres honorar skal holdes indenfor friproces, der er ca. 6-8 timers arbejde total og så kan det godt være de flotter sig ved, at give lidt ekstra. Er der ikke tale om friproces ved de, at forældre har en øvre grænse for, hvor meget de reelt er villige til at betale, for den ret overvældende dyre advokat bistand. 

Det er de færreste som kan forstå, at 15 minutters samtale, reelt koster mellem 500 kr. til 1000 kr. - og jeg kan godt afsløre, at der skal bruges mange 15 minutters samtaler, hvis en forsvarlig og professionel sagsbehandling skal sikres. Det sker i praksis simpelthen ikke. Derfor står mange forældre med halve eller kvarte forståelser af, hvad advokaten siger og mener eller har ingen nævneværdig løbende dialog. Advokater har ikke tiden til at lytte til en forældre med forståelige kaos-tanker, og jeg tvivler faktisk på, om rigtig mange overhovedet besidder de fundamentale kompetencer til både at støtte og styre, sådan en kaos forældre. 

Kære advokater, fortæl nu de danske forældre og det politiske system, hvordan virkeligheden på børneområdet reelt er - også set fra et økonomisk perspektiv, der har indvirkning på det retssikkerhedsmæssige!

Jeg er vant til at skulle rydde op efter advokater til 3000+ i timen.

Når en sag havner på mit bord, er det ofte når alt andet er afprøvet og ikke har virket. Ofte dybt pinligt hvad jeg stifter bekendtskab med, når jeg ser, hvordan advokater er medvirkende til frit-fald-kaos for barnet. Forælderene har et ansvar, men det har advokaterne bestemt også! Men oftest modtager jeg et kæmpe oprydningsarbejde, efter alle de såkaldte eksperter. Det er slet ikke unormalt, at en forældre har skiftet advokat flere gange gennem et forløb, i håb om, at de ville finde advokaten, der ville være der for dem 100%. 

Jeg kan konstatere, at når jeg spørger nysgerrigt ind til hvad, som er foregået bagud og får forældres historier om hændelsesforløb, er deres sag gået galt helt i begyndelsen.

Altså det betyder, når en forældre henvender sig til en advokat, så forventer de, at de er i gode og professionelle hænder. Tilliden og troen er stor. Forældreren er på ingen måde klar over, hvad er det en advokat kan hjælpe med og i hvilket omfang og detalje grad. Ingen fortæller mor og far, at det er dem selv der har ansvaret for at klæde sin advokat ordentligt på. Jeg tvivler på, at advokater forstår, hvad jeg mener med denne påstand. Det er bare SÅ vigtigt, at advokaten i de komplekse børnesager, bliver klædt rigtigt på. Mange forældre aner slet ikke hvilke informationer advokaten bør have. Så advokaten modtager som regel hele den uoverskuelige stak af sagsakter, som forælderen kommer med til første møde og plukker lidt tilfældigt i den... flot...

Allerede i første skrivelse går det ofte galt for mor eller far. Hvad skal fortælles, hvor meget, hvor lidt... og ikke mindst hvordan. Skabelonen med spørgsmål på Familieretshuset hjemmeside, er bestemt også medvirkende til konflikter der tager overhånd, blot via deres afkrydsningsskemaer, der sikkert er udarbejdet "klogt", så de hurtigt kan screene en sag og kategorisere den i grøn, gul eller rød. Det er rigtigt smart, at Familieretshuset på den måde, er medvirkende til at starte konflikter op, der måske slet ikke eksisterede, eller kunne holdes nede via god kommunikation. 

Det tragiske er, at en sag som Familieretshuset kategoriserer i grøn, nemt være rød og en rød sag, burde måske være gul. Det er så allerede her, at advokaten vælger at lade forælderen tage ansvar uden støtte og involvering. Eller også er det i dèt, som sker efter første skrivelse, at forælderen får chokket og efterfølgende kalder på juridisk hjælp.

Uforberedt og passiv partsrepræsentation.

Nogle møder kan to-deles, såfremt den ene eller begge forældre ikke kan mestre, at møde den anden forælder. Det vurderes på baggrund af det oplyste i ansøgning til Familieretshuset om fx fysisk eller psykisk vold, chikane, misbrugsproblemer eller psykisk sygdom. På selve mødet oplever jeg mange forskellige scenarier af adfærd hos forældre:

• Mange er stærkt besværet ved at tale om de svære ting – altså det alvorlige kan ikke siges højt.
• Andre går i “frys”, eller bliver usammenhængende i deres talestrøm, hvorfor væsentlige budskaber ikke høres.
• Nogen bliver verbalt aggressive og har svært ved at styre sine følelser.

I mødet i Familieretshuset forsøger juristen og den børnesagkyndige, at styre mødet og taler direkte til forælderen. Det er primært hvad forælderen fortæller og sætter ord på selv, der lyttes til og meget mindre, hvad partsrepræsentaten eller advokaten, siger på sin klients vegne. 

Jeg er måske lidt provokerende overfor advokaterne, men jeg har altid sagt til min klient, mor som far, vær ikke nervøs, hvis modparten tager en advokat med til møde i Familieretshuset. Jeg kan nærmest forudse, hvordan advokaten agerer på mødet. De er ofte stille, lyttende, og i afslutningen af mødet, kommer de gerne med en eller anden bemærkning eller henvisning til en paragraf, der i sammenhængen er fuldkommen ligegyldig.

Jeg har aldrig oplevet en advokat hjælpe sin klient klogt i mødet, ved at stille spørgsmål som "jeg kan huske i samtale mellem dig og mig, hvor du nævnte (...), jeg tænker det er meget relevant, hvis du kan fortælle lidt om det nu". Ofte er det ret overvældende situation for en mor eller far, hvor de går i frys eller bliver usammenhængende. Det er nu advokaten burde følge op med; "vil du have, at jeg forsøger at gengive det, som du har fortalt mig, så kan du selv sige til eller fra, hvis jeg har lyttet forkert eller misforstået noget"...

Det sker aldrig! Jeg ved godt hvorfor: Advokaten har slet ikke sagen under huden. Derved kan de ikke hjælpe på den måde. Det er i den situation, når jeg har benyttet mig af den spørge- og samtale teknik, at samtalen og alvoren på mødet, bliver vendt 180 grader. Jeg husker møder i familieretshuset, hvor jeg løbende støttede min klient med spørgsmål, således ting jeg vidste var væsentlige, blev fortalt af min klient korrekt uden misforståelse af indhold. Det er så tydeligt, at advokater kun når at skrabe i overfladen, hvorfor den dybere forståelse ikke kan opnås. Det kommer sig særlig til udtryk på møder, hvor de grundet den begrænsede viden i de dybere lag, reelt ikke kan hjælpe og støtte deres klient, når samtalen bliver svær. 

Jeg har mange gange oplevet, at modpartens advokat efter sådanne en vending i mødet, beder om en pause med deres klient, for at få en alene-snak. Det er netop når det bløde og hårde ruller ud via en sober, konkret storytelling, altså alt det som intet har med jura at gøre, bliver fremlagt roligt, slavisk og klogt på mødet. Modparten og advokaten bliver presset, for de er på ingen måde forberedte... Jeg oplever det blot som positivt, når modparten presses til at sige "ja tak" til initiativer, de ellers ikke ville, og i øvrigt initiativer, der er bedst for barnet. Samtalen handlede ikke om jura!

Jeg nyder, når jeg lige minder min klient om, hvor meget deres modpart har brugt i kroner på ingenting.... mange penge! I virkeligheden tragisk og alvorligt, set med de objektive briller.

Set med mine øjne, har det på ingen måde givet mening for modparten, at have hyret en dyr advokat til møder. Det er jo rystende, hvordan forældre til mig kan beskrive, hvor overfladiske i tilgangen, de oplever deres advokat. Kombinationen af jura og det jeg vil kalde en overfladisk "chat", kan nemt blive begyndelsen på et mareridt... 

Uforberedt og uprofessionel opfølgning. 

Jeg kan ikke gentage nok gange, at måden en mor eller far bliver hjulpet helt i startfasen og fra første inddragelse af advokat, er ofte mildest talt rystende. Jeg kan lige remse op igen, advokater møder stort set uforberedt op til møder. De yder ingen eller meget begrænset hjælp i møder, således det sikres italesat, alt det som italesættes skal. De prioriterer ikke ressourcer til, at sikre bemærkninger eller supplerende oplysninger efter endte møder, således de mangelfulde og ofte ubrugelige referater fra møder i Familieretshuset ikke får lov til at stå som troende. 

Advokaten bruger ingen ressourcer på at analysere børnesamtaler eller børnesagkyndige undersøgelser igennem. De tager udgangspunkt i konklusioner fra systemet og holder sig ukritisk til det. Det er altså her, man skal være skarp! 

Jeg ser i akterne, hvordan advokater har ydet decideret forkert rådgivning og håndteret sager uansvarligt. Det virker som om, at det er de nemme løsninger, der er gået efter. Jeg oplever, at advokater iværksætter mægling mellem parterne på en måde, der slet ikke giver mening i forhold til bedste løsninger for barnet. Og jeg ser advokater afvise mægling eller nægte kompromisser, der ville gavne barn. Det er stor rodebutik. Etik, moral og sympati for barnet i forhold til måden advokater støtter forældre, mod barnets bedste, er simpelthen ikke i orden. Men det er lovligt!   

Advokaten bliver til en forstærker for den pseudo-konflikt skabende forælder.

Når mor og far ikke kan tåle at samtale med hinanden, finder jeg det som den professionelle aktør (partsrepræsentant eller advokat) for vores klient vigtigt, at der kan indledes fornuftig og konstruktiv dialog mellem de professionelle.

Min erfaring i Kids Rescue er, at det i de meget konfliktfyldte børnesager, jeg kalder for pseudo-konflikter, næsten er umuligt at få en konstruktiv og positiv dialog med fokus på barnet med modpartens advokat. På den måde oplever jeg igen og igen, at advokaten udelukkende bliver en forstærker og psuedo-konflikten forværres. Det er en meget overvældende situation og hvor god advokatskik bliver til en gråzone.

Der skal kæmpes hårdt for, at modparten vil indgå samarbejde om, at lade fællesbarnet modtage rette professionel hjælp med den rette tilgang. En tilgang ikke engang kommuner kan tilbyde. Jeg har gennem årerne haft mange børnesager, hvor barnets symptomer og reaktioner er så voldsomme, at øjeblikkelig psykologisk/terapeutisk hjælp er nødvendigt. Det vil aldrig skade et barn, men det vil skade et barn som ikke får rette hjælp i tide.

Hvordan kan en advokat forsvare, når de på deres klients vegne fastholder og afviser samarbejde om, at fællesbarn kan modtage psykologisk eller familieterapeutisk hjælp – ofte med argumentet, at deres klient ikke ser mistrivsel. Ofte projeteres sådanne et konstruktivt forslag over som sygeliggøring og konfliktoptrappende adfærd. Derved fremstår advokaten som en forstærker-effekt af sin klients reelle manglende vilje til samarbejde.

Den misbrugte tillid.

I situationen tror forælderen jo uden forbehold på sin advokat - eksperten. I virkeligheden bliver forælderen ofte totalt overladt, og måske rettere efterladt helt alene til de sulte system-ulve, som dømmer urimeligt og hårdt.

Jeg forstår godt, når mange forældre oplever, at være blevet kørt over af systemet og tillid til deres advokater ender på nul-punktet. Jeg kan kun gentage, at oprydningsarbejdet efter advokater er stort. Har forælderen selv ansvar i det, ja bestemt.

Men skal jeg lige tage forælderen i forsvar, så læner de sig netop op ad deres ekspert, som de troligt lytter mest til.