Sammenhængen mellem børnesagkyndige undersøgelser og Robert Rosenthals eksperimenter fra 1960érne og Hawthorne-effekten.

Behovet for en evaluering af tidens børnesagkyndige undersøgelser er alarmerende stor. Det ses når Familiedomstolen og øvrige myndigheder og instanser læner sig ukritisk op ad børnesagkyndige undersøgelser, bringes tusindevis af børns fremtid, trivsel og muligheder for bedste start på livet i stor fare.

I mange år har de børnesagkyndige undersøgelser været under skarp kritisk, uden det har haft en konsekvens eller effekt i form af ændret tilgang som undersøger. Om de mange børnesagkyndige undersøgere (psykologer) er bevidste om, at deres faglighed og troværdighed lider og ikke mindst, at de svigter børn i en utilgivelig grad, fremkommer for den beskuende tvivlende.

Spørgsmålet er, hvad er det som går galt? Er det de samme problematikker der går igen, eller er psykologer blot en del af den beskæmmende børneindustri, som udefrastående ikke har fantasi til at tro foregår? Industrien med bestilt arbejde ses igen og igen, og tager afspring i psykologers samarbejde med deres arbejdsgiver (myndigheden), der ikke må lide i forhold til fremtidige opgaver. Vi bemærker ligeledes, at enkelte af landets dygtigste psykologer ikke er velkommen hos visse myndigheder, fordi de holder sig til deres håndværk, deres etik og moral og går ikke på kompromis med disse.  

Kids Rescue har stor erfaring på børneområdet og gennem årerne set utallige forskellige børnesagkyndige rapporter. Vi vil forsøge, at sætte ord på det vi erfarer - og vores perspektiv på, hvorfor børn svigtes af de fagpersoner, der bedst burde være i stand til at kunne belyse det hele perspektiv - det vi i Kids Rescue kalder 360 grader.

Fagligheden og erfaringen lider hos psykologerne.

Vi forventer helt grundlæggende, at en børnesagkyndig undersøger, besidder en helt særlig viden om børn. Ser vi grundlæggende på psykologien består den af en vifte af humanistiske, samfunds- og naturvidenskabeligt baserede teorier. Vi må antage, at psykologerne har dybdegående speciale i børns udvikling, trivsel fra spæd til teenager. Dette spektre er alene grundet forskelligheder i psykologien alt efter om vi taler spædbørn, småbørn, det lidt større barn eller det store barn, inddelt i specialer og efteruddannelser ikke alle børnesagkyndige psykologer besidder. Disse føromtalte teorier er frit for psykologerne, hvad de tager udgangspunkt i, sålænge de ser barnets verden. Der er teorier der tager udspring af gentagne observationer af barn og forældre – andre baseres på et spekulativt grundlag. Lige netop her har vi problematik nr. 1. 

Det bliver yderligere komplekst for børnepsykologen, når de skal forholde sig til forældre der befinder sig i en lang række forskellige vilkår som; misbrug (alkohol, stoffer og piller), sindslidelser, karakterafvigere, psykopater, sociopater, narcissister, der yder psykisk eller fysisk overgreb på enten barn eller den anden forældre. Kompleksiteten og nødvendigheden for at bønepsykologen og undersøgeren oven i øvrige kompetencer, er i stand til at udvise en bred detektivmæssig tilgang. Det bliver yderligere komplekst når der er tale om vilkår som stalking by proxy og gaslightning. Begreber vi kommer ind på senere. Det er meget overvældende vilkår for den beskyttende forældre og barn, men som de færreste psykologer overhovedet har kendskab eller uddannelse i. 

Det vil sige dysfunktionelle familier, hvor barn og forældre er pårørende til et eller andet, ofte hverken anerkendes eller inddrages i undersøgelsen. Disse alt ødelæggende og dysfunktionelle vilkår for barn og beskyttende forældre, kræver en helt særlig faglig kompetence og erfaring at spotte, som de færreste børnepsykologer besidder. Dermed kan undersøgerne ikke agere som detektiver i den dysfunktionelle barne- og forældre verdenen. 

Dermed kommer den helt store misforståelse, der kan slå både det moderlige og faderligere hjerte i stykker, når påstanden lyder; ikke alle børn elsker begge deres forældre. Vi har utallige eksempler på børn, der i børnesamtalen får at vide, "selvfølgelig skal du se din mor eller far, det skal alle børn og det ved jeg, er bedst for dig". Der er også psykologer der oprigtigt mener, at et barn der har været udsat for vold, har bedst af at tvinges til samvær for at lære, at forholde sig til sin voldelige forældre.

Den børnesagkyndiges ord vægter 100%

Stalking by proxy og gaslightning.

Stalking sker i børnesager når den beskyttende forældre bliver forfulgt, overvåget visionelt eller digitalt, eller får fælles netværk til at rapportere/sladre om den beskyttende forældres liv og daglige ageren, modtage gentagne sms’er og opkald, chikane eller hærværk.

Stalking by proxy sker når den karakterafvigende forældre fortæller opdigtede historier om den beskyttende forældre til 3. part. Det kan ske til fællesvenner, familie, eller de fagpersoner som omgiver barnet, som pædagogen på stuen i daginstituationen, skolelæreren eller skolelederen, sundhedsplejersken, lægen ect. På den måde får den karakterafvigende forældre, en eller flere til at vende sig mod den beskyttende forældre.

Den karakterafvigende forældre får på den måde de fagpersoner til at tro på usandheder om den beskyttede forældre. Disse fagpersoner forholder sig ikke kritisk og tager de opdigtede historier for troende. Det kendetegnende ved denne situation er, at de ikke konfronterer den beskyttende forældre, med den viden de modtager.

Den beskyttende forældre opdager disse falske historier, når det karakterafvigeren har fortalt, bliver videregivet i udtalelser som noget fagpersonen ved, eller har selv har oplevet. På den måde går 3. part ubevist karakterafvigerens ærinde og en smedekampagne med ofte uhyrlige fri fantasi historier, falder i hænderne på den børnesagkyndige undersøger (psykolog).

Ofte bliver den beskyttende forældre spillet ud mod 3. part på en måde, hvorved der skabes en dårlig stemning eller reel konflikt. På den måde formår den karakterafvigende forældre både at krænke den beskyttende forældre og skabe splid mellem de fagpersoner, der omgiver fællesbarnet. 

Det er ganske alvorligt når fagpersoner på den måde, bliver medløbere til den psykiske vold barn og forældre har været udsat for. 

Udtrykket Gaslightning stammer fra titlen på en gammel gyserfilm med Ingrid Bergmann i hovedrollen. I filmen bliver hun gift med en mand, der forsøger at få hende til at tro, at hun er forstyrret og sensitiv. Det gør han blandt andet ved at dreje op og ned for gassen, så lamperne blinker, hvorpå han bilder hende ind, at hun ser syner. Med andre ord, er gaslightning når den beskyttende forældre blevet sygeliggjort og selv begynder at tro på, at det er rigtigt.

Det er meget ødelæggende for et menneske at være udsat for sådanne ting.

Fagpersonerne der omgiver barnet har et stort medansvar, når de børnesagkyndige undersøgere mister grebet og overblikket.

Sunde børn som befinder sig i det dysfunktionelle:

• Kan Få udfordringer i skolen i forhold til indlæring.
• Kan få en indad eller udad reagerende adfærd – hjemme og/eller i skolen.
• Kan udvikle sig til mobbere eller blive ofre for mobning.
• Kan få etiketten ”dårligt opdraget”.
• Kan risikere at få en diagnose (eks ADHD, ADD, Autisme etc.) de reelt ikke har.

En gennemgående rød tråd i de røde sager, er gabet mellem forældrenes sociale virkelighed og hvordan de oplever deres børn, hvilket som hovedregel er alarmerende stort – med andre ord; forældrene er meget langt fra hinanden i forståelsen af børnene. Typisk ser den ”beskyttende” forælder mistrivsel og bekymrende symptomer og reaktioner hos børnene, hvor den “karakterafvigende” forælder ser trivsel.

3-part - som kan være sundhedsplejersken, pædagoggen, skolelæreren, lægen, børnelægen etc. udviser ofte det vi i Kids Rescue kalder for ubevidst inkompetence. Det vil sige, hver og en tror de ved en hel masse, men ved ikke, at de ikke er klædt på til at spotte og tolke på barnets symptomer og reaktioner. Det gennemgående er;

• Måske opdager fagpersonerne ikke, at børnene er udfordret udover hvad deres personlige grænser kan holde til, hvorved handlinger der kan støtte børnene, måske ikke iværksættes.
• Måske tolker fagpersonerne børnenes reaktioner forkert. Hvilket måske kan medføre, at handlinger iværksættes, men disse kun gør det værre.
• Måske er forældrenes konflikt så voldsom, at fagpersonerne ikke kan gennemskue fakta, og måske medfører det, at kernen i børnenes problematikker bliver uklare.
• Måske tror fagpersonerne på den karakterafvigende forældres beskyldninger mod den beskyttende forældre, således udtalelser om barnet, bliver vinklet mod den beskyttende forælder. 

Udtalelsernes reelle indflydelse i samværs- og forældremyndighedssager.

• Myndighederne lægger til grund, at de ved udtalelser fra ovennævte fagpersoner har belyst barnets perspektiv.
• Myndighedernes afgørelser hviler med 99% på fagpersoners udtalelser.
• Forældrenes udtalelser anser myndighederne ikke som en del af barnets perspektiv.
• Forældrenes udtalelser anses derimod som værende støj, såfremt de ikke vil indgå en aftale.
• Fagpersonerne ved ikke, at deres udtalelser afgør 99% af børnesager, men tror, at forældrene overvejende belyser barnets perspektiv.

Faktorer der kommer oven i disse, er fagpersonernes egen holdning der er subjektiv og ofte præget af den karakterafvigende forældres manipulation i sin stalking by proxy. Dette fremgår ofte i udtalelser som, at den beskyttende forældre enten er konfliktoptrappende, sygeliggør, ikke kan slippe sit barn, eller deciderede usandheder der matcher og tangerer hånd i hånd med det den karakterafvigende forældres adfærd. Der er ligeledes de situationer, hvor den beskyttende forældre ikke er enig i de tiltag, som fagpersoner ønsker at sætte i værk for barnet, fordi disse er baseret på forkert grundlag, så udtales mangel på samarbejde eller modarbejder initiativer. 

Vi ved i Kids Rescue fra utallige børnesager, at en forkert tilgang og forkert hjælp og støtte som barnet ikke kan tåle, kan få fatale konsekvenser for et barns muligheder for trivsel og udvikling. Derfor ser vi alvorligt på den store gruppe af ubevidste inkompetente fagpersoner.

En børnesagkyndig undersøgelse må kun belyses tilstrækkeligt.

Den børnesagkyndige psykolog baserer sin undersøgelse på opdraget fra myndigheden. Det vil sige, det myndigeheden ønsker, at psykologen skal undersøge og belyse hos forældre og barn. Det er som oftest et standard opdrag, men kan af myndigheden tilpasses med særlige ting, de ønsker belyst. Det erfarer vi kun ske i et begrænset omfang. 

Når undersøgeren i de røde børnesager lukker op for pandores æske, vælter tusinde af sider sagsakter frem. Dette er oftest meget omfattende og rodet materiale, som psykologen skal forsøge, at forholde sig til. Det kræver en detektivmæssig, nysgerrig og objektiv og kritisk tilgang, for at kunne analysere og tolke det som er sket i historiske oprids. I Kids Rescue erfarer vi, at der ofte er en rød tråd gennem sagsakterne, det handler blot om at finde den. Udfordringen er her, at finder undersøgeren anledning til at gå dybere for at få verificeret hypoteser, kan undersøgeren blivet straffet for at overbelyse sagen. Denne detalje er væsentlig, da dette er et af de eneste områder på børneområdet, hvor godt, solidt og velargumenteret arbejde, vil kunne straffe fagpersonen på en børnesag.

Det nemmeste og sikreste for undersøgeren er dermed, at forholde sig til materialet på sagen kvantitativt. Dermed mistes det kvalitative og det, der eventuelt kunne afsløre den røde tråd. 

En børnesagkyndig undersøgelse består som udgangspunkt i følgende:

• Gennemgang af materiale der også omhandler indhentelse af udtalelser fra de fagpersoner, der omgiver barnet.
• Forsamtale med begge forældre.
• Samtale med hver af forældrene. 
• Samspilsobservationer mellem barn og forældre i eget hjem.
• I nogle undersøgelser bliver forældrene testet.
• Børnesamtale med barnet med de lidt større børn.
• Gennemgang af undersøgerens rapport
• Rapporten sendes til myndigheden.

Rosenthal-effekten.

Stammer fra Robert Rosenthals eksperimenter fra 1960érne. 

Det er et kendt fænomen, at alene en undersøgers udbredte forventning til et hændelsesforløb kan fremkalde dette hændelsesforløb, hvorfor vi oplever, at de utallige børnesagkyndige rapporter fremstår ensporet og fuld af undersøgerens selvopfyldende profetier, uheldigt baseret på førnævnte.

Når vi i Kids Rescue henviser til og taler om Robert Rosenthals eksperimenter, er for at finde en forklaring på, hvordan psykologer udviser en tilgang, hvor de ofte endda meget tydeligt, og sikkert uden at vide det, projicerer denne vinklede viden ind i undersøgelse af den ene forældre og barn. Med andre ord, undersøgerens forventninger til hvem forælderen og fællesbarnet er og hvordan de er som menneske, overføres og præger måden og tilgangen til sagens øvrige gang/materiale.

Endnu en kritisk røst kunne sige, at undersøgere er prægede af logiske fejlslutninger, grundet en stereotypisk tilgang, der er decideret forkert, fordi der ses sammenhænge, hvor der ikke er sammenhænge. Dette oplever vi ske udelukkende fordi, at det er tydeligt, at der blot refereres til det materiale, der netop passer ind i sammenhænge.

Samlet set er det vores opfattelse, at børnesagkyndige rapporter oftest er entydige og vinklet på en måde, hvor undersøgeren har tilsidesat barnets perspektiv/barnets bedste. Dette finder vi kritisk og særdeles alvorligt!

Fejlkilderne er utallige.

Observationer og interview fylder alt for lidt. Vi erfarer, at 60-70% af samtalen mellem forældre og undersøger, er omkring forælderens egen barndom og familiedynamik. Det i sig selv kan være værdifuld viden, men udfordringen er her, at det ikke bruges til andet, end at undersøgeren bruger viden til underbygge sin stereotypiske tilgang til forælderen. Samtaleemner der handler om forældrenes familiedynamik og årsager til barnets mistrivsel, fylder stort set ikke. En kritisk røst vil sige, at allerede udfra sagsakterne og inden interview, er undersøgeren fastlåst i sin stereotypiske tilgang, der som oftest matcher øvrige fagpersoners subjektive og ubevidst inkompetente holdninger og meninger.  

Der findes test, som kan analysere barnets tilknytningstype til henholdsvis far og mor. Vi ser dem ikke benyttet. Til gengæld er det altid interessant at se, hvor mange vidt forskellige test, de forskellige psykologer benytter sig af. Test med utrolig stor fejlmargin. Test som forælderen misforstår, hvorfor validiteten er yderst mangelfuld. Test som psykologen ikke er uddannet i. Test som kræver flere måneder eller halve års forløb, hvorfor vi på afstand tænker, hvad foregår der?

I Kids Rescue kan vi undre os over, at når vi nu ved, at psykologifaget er så bredt, og kræver specialiseringer, efteruddannelser og personlig erfaring, hvordan kan det så forsvares, at børnepsykologer skal kunne mestre alt det, som reelt kræver særlige kompetencer de ikke besidder? 

Retssikkerheden for børn lider i svær grad, fordi bagstopperen, altså undersøgeren ikke siger fra eller opsøger supervision. Vi forventer, at undersøgelser i menneskeliv og især børneskæbner, udføres efter alle videnskabelige regler for at sikre troværdighed. Det oplever vi på ingen måde ske!

Hawthorne-effekten.

De adskillige fejlkilder bringer både børne- og forældreliv i farer. Det forklarede vi b.la. ved Rosenthal-effekten fra sidste afsnit. Derudover bør vi henlede opmærksomheden til Hawthorn-effekten, der i stor grad gør sig gældende i børnesager.

Hawthorne-effekten refererer til den effekt det har på folk at blive observeret. Mennesket ændrer adfærd, når nogen observerer dem. Det skader validiteten af det observerende.

Den sidste undersøgelse vi i Kids Rescue modtog for vores klient, blev forældre og barn observeret i forbindelse med opgaveløsning, altså samarbejdsopgaver, som forældren gennemgående ikke forstod. Ret uheldigt når denne test bliver udslagsgivende.

Vi har børnesager hvor psykopaten / narcissisten har en adfærd, når den børnesagkyndige er tilstede i eget hjem og en total modsat, når den børnesagkyndige ikke længere er tilstede. Det fremkommer ved barnets udtalelse til sin psykoterapeut "far ændrede sig fuldstændigt efter damen var gået. Skældte mig ud og kastede med ting".

Eller som en helt dugfrisk situation, hvor barnet var så bange for sin mor og ikke var tryg ved, at undersøgeren skulle komme, og derfor gemte barnet sig i et skab. I rapporten konkluderede undersøgeren, at barnet startede med at lege gemmeleg. Dermed så undersøgeren ikke nysgerrigt og dybere på effekten af hendes observation i hjemmet. 

Undersøger kommer med sin tilstedeværelse til at påvirke familiens medlemmer, forældre og barn, og undersøger således ikke dem, men reelt kun sin egen effekt på dem. Det kaldes Hawthorn-effekten.

Undersøger får ikke skabt tillid til barn og forælder.

For forældre, der har gennemlevet et dysfunktionelt samliv, der fortsættes efter ophør af samlivet, lider ofte af belastningsreaktioner og mange af PTSD. Dette kommer til udtryk ved usammenhængende og meget rodet talestrøm. Har forælderen tidligere oplevet, at ingen har taget dem alvorligt, og anerkendt deres version af det de har oplevet, er nervøsiteten proportionelt større. Virkeligheden for disse forældre er ganske barsk og overvældende. Der skal ikke meget til at tilliden og frustrationen til undersøgeren blusser op. Dette kommer til udtryk ved, at der oftest tales om alt det, som reelt ikke er relevant og det er der ikke tid til.

I børnesamtalen skal undersøgeren forsøge, at få barnets opmærksomhed og tillid, således barnet ikke på forhånd får en uvilje mod at svare. Børnesamtalen er er for barnet ikke en rart situation og ofte forbundet med megen utryghed. I sær når der skal svares på spørgsmål omkring sine forældre. Barnet kan forinden være præget af den ene forældres holdninger. Måske er det barnet siger indøvet på forhånd. Måske præges det barnet giver udtryk for, af interviewerens bevidste eller ubevidste manipulation i samtalen. Vi erfarer fra utallige børnesamtaler, at en væsentlig fejlkilde sker, når der lægges ord i munden på barnet. Det vil sige, at barnet manipuleres til at give udtryk for bestemte holdninger eller forestillinger. 

Børn der har modtaget et længerevarende behandlingsforløb hos en privat praktiserende psykolog eller psykoterapeut, kan være bevidst om årsagen til, hvorfor barnet ikke har det godt og mistrives. De har i det forløb lært at sætte rette ord på det som barnet har gennemlevet, gennemlever, tænker og føler. Disse børn bliver ofte misforstået af undersøgeren, som at barnet har et alt for voksent sprog i forhold til alder og barnet må være præget af den ene forældre. Ja! Barnet har et voksensprog, men årsagen skal findes i behandlingsforløbet. 

Kids Rescue´ hypotese er, at samtalen med barnet vil blive anderledes, hvis interviewerens fokus blev på at rette nysgerrigheden hen i mod, hvad et barn reelt har gennemlevet, gennemlever, tænker og føler. Det kan så betvivles, hvordan man på 60 minutters samtale, kan nå ned i de dybere lag. 

Undersøger er styret af egne holdninger og meninger og en ideologi, som skygger for et objektivt syn.

Det her er ret alvorligt. For det er her, hvor vi oplever psykologen, der taler for mor eller far!

Der er de psykologer, der sætter mor så højt, at barnet fraholdes, at deres far tages i betragtning, som den forældre med de bedste forældrekompetencer og bedst egnet til at varetage omsorg, tryghed, stabilitet og rammer, der fremmer barnets udvikling. 

Så er der den gruppe psykologer, der grundet holdninger til ligestilling mellem mor og far, der for enhver pris mener, der skal være kontakt til far. Dette på trods af, at barnet udviser angst, modvilje og meget troværdigt beskriver i detaljer den psykiske eller fysiske vold, som det udsættes for.

Der er utallige eksempler på problematikker og alle har deres unikke historie. Fokus på

ligestilling og forældrerettigheder overskygger, hvad barnet kan tåle og via symptomer og reaktioner skriger om hjælp til at få løst. Antallet af misforståede børn, der modtager diagnoser de ikke har, men blot lider under at skulle tilsidesætte sig selv, for at kunne være i det dysfunktionelle - ofte med hjælp fra medicin, er utilgiveligt og et kæmpe samfundsmæssigt svigt, som undersøgeren, der burde være bagstopperen, har et kæmpe medansvar i.

Det største svin vinder!

Systemet tror de har anerkendt problematikkerne i de røde sager, men ved ikke, at det har de på ingen måde! Systemet taler om højkonflikt, hvor vi i Kids Rescue som de eneste taler om pseudo-konflikt. Implicit mener systemet og de fagperson der støtter dette system, at der skal to til en konflikt. Nej, i de røde sager er det ofte den ene forældre, som skaber konflikterne og den anden skal forsøge at undvige et angreb og dokumentere. En dokumentation der på ingen måde tages højde for, både ifm. børnesagkyndig undersøgelse og generelt hos myndigheder og instanser.

Det er baggrunden for, at vi i Kids Rescue bruger begreberne; ”beskyttende” og ”karakterafvigende” forælder. Vi taler ikke om mor eller far, men altså udelukkende om begreberne ”beskyttende” og ”karakterafvigende” forælder som vi erfarer, kommer til udtryk i situationer som:

1. Bopælsforældre, som ikke kan beskytte børnene mod den “karakterafvigende” samværsforældre.
2. Samværsforældre, som har mistet børnene til den “karakterafvigende” bopælsforælder.

Når vi tillader os overskriften "det største svin vinder", er det fordi vi oplever, at undersøger undlader at bekræfte forældrenes historie - oplysninger. De tager udsagn for troende og vælger undervejs at tage parti. Og så er vi tilbage til den føromtalte Rosenthal-effekt.

Vi bemærker, at den karakterafvigende forælder som oftest ikke er villig til at finde løsninger, der kunne gavne barnet og nedlægge eventuelle konflikter. De får nærmest hjælp til at modarbejde at rette støtte og løsninger, der vil kunne gavne barnet, men ikke sættes i værk. Fokus er ofte på begrebet opdragelse, hvorved barnet tvinges til det andre børn kan, men som det udsatte og sårbare barn ikke kan tåle.

Vi ved fra psykologien, at for at der kan arbejdes konstruktivt med et menneske, skal man som menneske kunne erkende og arbejde med egne fejl og ikke mindst, tage voksenansvar for egne handlinger. Man skal som menneske kunne være modtagelig over for vejledning, direkte rådgivning og tilpasse sin tilgang til sit barn. Læg mærke til vi benytter udtrykket tilgang og ikke opdragelse!

Vi erfarer, at den beskyttende forælder, som ærligt indrømmer sine fejl og gerne vil samarbejde om bedste løsninger, men modsætter sig, når destruktive løsninger præsenteres fra de ubevidste indkompetente fagpersoner, der omgiver barnet; risikerer at miste barnet til den karakterafvigende forælder.

Sammenfatning og perspektivering.

Disse røde sager har en gennemsnits"levetid" på 8 år. Koster samfundet milliarder af kroner, fordi konsekvenserne for barnet og den beskyttende forælderen er fatale. Det betyder i praksis, at en sag ikke bliver stoppet i tide og koster menneskeligt og økonomisk, både for den beskyttende forældre, og samfundet som helhed. Det betyder beskyttende forældre, der bliver langtidssygmeldt og måske aldrig kommer sig igen. Misforståede børn, som aldrig får muligheden for bedste start på livet. 

Kids Rescue finder det utilgiveligt, at de fagpersoner det kunne råbe op, vælger tavsheden og fortsætte med et arbejde, der ikke er forsvarligt. Dette udelukkende fordi, at de er bange for at bringe deres levenbrød i fare. De er medvirkende og medskyldige i en børneindustri, der holdes i live og endda i en grad, hvor det dysfunktionelle stortrives og får mere og mere plads. 

Antallet af børn, som hjælpes i tide er ganske få. Tusindevis af børn lider derude, og har deres primær samvær med en overgrebsforældre, der får fuld støtte fra myndigheder og instanser.