videoblog - opråb
Alarmerende høring om det familieretlige system i Social- og Ældreudvalget
Høringen var den 28. oktober 2021 | Video på 2 timer 30 min kan ses her ...
Mit navn er Jacob Birkebæk, ide & udvikler af Kids Rescue. Jeg vil i det jeg kalder for en alarmerende høring om det Familieretslige System forsøge, at sætte fokus på kompleksiteten på børneområdet og forsøge at få samtalen drejet hen imod, hvorfor det nye system er komplet ubrugeligt og kræver en helt anden tilgang og tankegang.
Det Familieretslige system, der pr. 1 april 2019 tog over for Statsforvaltningen, opleves som kollaps på kollaps.
Jeg finder det dybt alvorligt, når fokus er mere på det omkostningstunge juridiske system, frem for på en billigere og bedre løsning, med fokus på barnet.
Børneområdet lider generelt af det jeg kalder for ubevidst inkompetence. Det vil sige, den som udtaler sig på "scenen" er overbevidst om, at de tror, de ved en helt masse, men ved i virkeligheden ingenting.
Det er så en påstand fra mig, der naturligvis skal underbygges solidt og meget nuanceret, fordi den bemærkning kan godt provokere. I virkeligheden er det, fra min side et nødråb, og et tryk på "stop knappen", fordi vi i samtalen hurtigt kan tale forbi hinanden.
Skal jeg lidt overfladisk, men stadigvæk relevant, komme med mine oplevelser af høringen, ser jeg fagpersoner, som forsvarer sit erhverv med en "salgstale", der på ingen måde gavner barnet, men i stedet gavner den industri, der brødfødes på bekostning af tusindevis af børn. Der peges meget unuanceret fingre, mens egne hænder vaskes grundigt i vasken.
Hvad er det, jeg prøver at sige: Jo, er man advokat, forsvares juraen, og deres "salgstale" underbygges med, at de er eksperter med så og så mange år på børneområdet. Er man dommer, forsvares retssikkerheden, og at dommere netop er bedst til at bedømme bevismateriale. Der tales om ønske om flere børnesagkyndige undersøgelser og nu med forældrekompetence-elementer. Politisk tales der om, at en forælder som tilbageholder et barn, skal straffes hårdt. Og alle børn har behov for begge forældre i deres liv. Familieretshuset bliver klemt og, meget forståeligt, sat for skud, men lovgivningsmæssigt har man, helt fra begyndelsen af det nye system, frataget deres rettigheder til at kunne agere og udarbejde resolutioner, på samme måde som den tidligere Statsforvaltning kunne. Deres rolle er udelukkende at udsøge og indhente oplysninger inden en sag ender i Familieretten - og deres ekspeditionstid er på ingen måde rimelig, hvilket velbegrundet blev italesat. Børns Vilkår ønsker kommunen mere på banen, da de er bedst og tættest på borgeren. Så kan jeg høre utilfredse forældre råbe i salen, "lovgiv 7-7 deleordning - så er problemet løst".
- og Martin Olsen, der, som den eneste forældre, var repræsenteret til høringen, kom med en meget velformulerede beretning om systemsvigt, og om hvordan han gennem en langvarig børnesag har mærket, hvordan lyd og billede ikke hænger sammen. Dette set i forhold til de myndigheder og instanser, der har været inddraget direkte eller indirekte. Han gengiver, at afgørende beslutninger er truffet udelukkende på en børnesamtale. Jeg tænker, uden at kende til hans sag, om sådan en samtale burde have givet anledning til endnu mere nysgerrighed på, hvad hans datter reelt har gennemlevet, gennemlever, tænker og føler. Med den væsentlige nuance sidder jeg ikke med en oplevelse af, at nogen i salen ytrede bekymring for eller stillede spørgsmål til dette... Afmagten bliver stor, når systemet træder på speederen, og man som forælder og barn bliver kørt over. Det er bestemt en kendt problematik. Og ingen til høringsmødet spurgte ind til, om hans datter på noget tidspunkt har fået hjælp og støtte eller får det? Eller spurgte, hvordan systemet kunne fange hende og sikre, et barns sorg, savn og traumatiske begivenheder kunne blive bearbejdet, og via den vej få et barnelivs perspektiv belyst? Det eneste forudsigelige i de meget konfliktfyldte børnesager er, at alt der sker er uforudsigeligt. Når jeg lytter til faderens beretning, fylder chikane-emnet og en bopælsforælder, der får frit spil til, at gå imod afgørelser i Familieretten. Det ender med, at det konfliktniveau bopælsforælderen skaber alene, medfører reducering af barnets samvær fra 7-7, 11/3 og endeligt til 4 timers samvær. Det kalder systemet for højkonflikt, og jeg kalder det for en pseudo-konflikt. Omvendt har vi sager, hvor det er den omvendte situation af det, som faderen beretter om.
Chikane-lovgivning fra 2015 signalerer, at chikane ikke er ok. Dette kan jeg tilslutte mig, men problemet er, at beskyttelsen af et barn, ligeledes kan modsat Martin Olsens situation, karakteriseres som chikane, fordi manglende udlevering til samvær er chikane.
Udfordringen omkring chikanepakken, der i øvrigt kun bliver benyttet alt efter, hvordan vinden blæser, er, at systemet ikke undersøger sagerne ordentligt til bunds. Da dette ikke sker, virker loven modsat, hvorfor den reelt beskyttende forælder rammes hårdt. I den forbindelse er der kommet et ukendt større antal mødre i fængsel. Hvor mange ved vi ikke, fordi ingen taler om det, som sker med disse mødre. Det er i sig selv bekymrende, at medierne er stille. Chikane-lovgivningen er på den baggrund i realiteten en katastrofe, fordi den misbruges og kan misbruges, fordi systemet vælger ikke, og jeg vil påstå, heller ikke har kompetencerne til, at undersøge sagerne til bunds.
Hvilke konsekvenser medfører chikanepakken for barnet?
Udleverer en forælder ikke barnet til samvær, fordi forælderen anser dette for skadeligt eller farligt, vil barnet typisk blive udsat for en traumatisk fogedretsafhentning. En såkaldt fuldbyrdelse kan ikke ske i følge §1, som siger: »I alle forhold, som er omfattet af denne lov, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række.« Men hvem tolker, hvornår situationen er alvorlig nok for et barn, til at denne retssikkerhed foranstaltes?
At ingen ser, hører eller taler højt om dette magtmisbrug, er fordi systemet jo skal følge den politiske vilje, hvilket fortæller mig, at det reelt er den lovgivende magt, der har udarbejdet gældende vejledning til de instanser og myndigheder der skal forvalte lovgivningen – og det er rystende, for hvilket signal sender politikerne til alle de voksne, der omgiver barnet?
Kids Rescue, jeg, som fluen på væggen - den observerende og med de tungeste børnesager i "kufferten", kan næsten ikke holde ud at høre mere på "chip og chap talestrømmen". STOP!!!
Lad os lige få Martin Olsens datter i fokus nu! Og de tusindevis af børn, som alle er i kategorien "de sårbare og udsatte børn & unge" - ofte dem, som bliver misforstået af de voksne, der omgiver dem.
Grundet min oplevelse af en meget unuanceret, overfladisk, useriøs og partisk høring, får jeg lyst til at drage snakken over på væsentlige detaljer, som er vigtigt at tale åbent om.
Snakken om ligestilling har taget overhånd!
Det sker generelt og bestemt også på børneområdet. Ligestilling er det politiske mantra, der over en bred kam bliver brugt på bekostning af børnene. Derfor er der tusindvis af børn, der hver dag befinder sig i en stor klemme mellem mor, far og systemet, fordi politikerne fastholder deres fejlslagne, eksperimenterende lovgivning. Snakken om ligestilling og forældrerettigheder har simpelthen taget overhånd.
Nogle mødre og fædre bekriger hinanden – men hvem er de? Det er typisk forældre, der i årevis har skullet gennemleve, eller fortsat gennemlever, en meget konfliktfyldt sag, fordi systemet svigter dem og deres børn. Det er typisk sager, hvor der er psykisk eller fysisk vold, måske involvering af seksuelle overgreb, begået typisk af en forældre, der lider af en personlighedsforstyrrelse eller er misbruger.
Kendetegnende for systemets håndtering, eller mangel på samme er, at systemet lader stå til, når den beskyttende forælder og barnet udsættes for overgreb og krænkelser. Systemet fastholder dermed reelt overgrebene og krænkelserne. Barnet fastholdes dermed i en verden af kaos, svigt og lidelser grundet den voksne der udøver dem, og et system, der intet gør for at stoppe det. Kids Rescue ønsker meget mere politisk og nuanceret overvågenhed omkring denne katastrofale konstellation.
De mange svigt fra myndigheder og instanser medfører derfor, at børn og forældre udvikler stress, depression, angst og PTSD, hvilket slider disse sjæle så meget psykisk og fysisk, at de bliver udbrændt – De er derfor typisk kendt under betegnelsen "de brændte mødre og fædre".
Gruppen vi kalder de "brændte mødre og fædre" findes i stort antal i de forskellige netværksgrupper på de sociale medier, og i flere foreninger, hvor de samles.
Og fordi de hver især har oplevet det ultimative svigt af en tidligere elskende og efterfølgende systemet, får de en tendens til at anskue samtlige sager i Danmark ud fra deres egen dårlige erfaring. Dette medfører ofte, at deres løsninger bliver kønsbestemte, da deres erfaring er, at det andet køn svigtede. Dette bevirker derfor, at deres egen interesse i egen sag, bliver den gældende interesse de ser mainstream ud fra. Og deres udtalelser omkring disse sager, bliver dermed alt for ofte funderet i negative holdninger til det andet køn. Disse scenarier opstår, fordi myndigheder og instanser ikke formåede, og ikke havde kompetencerne til at gribe ind med rette beskyttende handlinger fra begyndelsen.
Fronterne mellem kønnene, der befinder sig i disse situationer, er trukket skarpt op, når der samtales og debatteres i disse netværk. Hvert køn mener, systemet hjælper det andet køn mest. På den måde smides der hele tiden benzin på et bål, der i forvejen brænder med kæmpe flammer, og er umuligt at slukke. Den anspændte stemning bunder i mistro til systemet, på grund af reelle tragiske oplevelser. De brændte mødre og fædre er således mennesker, der befinder sig i en langvarig livskrise, der ofte føles som et mareridt uden ende - og barnet befinder sig meget traumatisk for dem klemt og glemt.
Blandt de to fronter, mødre og fædre imod hinanden, findes krænkeren.
Det er en stor udfordring, når systemet hverken vil se eller anerkende, at der findes en krænker, fordi systemets opgave er, at systemet skal nå frem til, at barnets bedste altid er både mor og far, for det er politisk bestemt. Derfor er systemet ikke kritiske overfor løgne og manipulation, men ”køber" bevidst krænkerens historier.
Igen kan det konstateres, at hele miseren er centreret om det politiske niveaus bestemmelser, omkring hvilken måde de ønsker systemet skal håndtere børnesager på – hvor ligestilling mellem mor og far er vigtigere for politikerne, end barnets ret til et liv i tryghed, sikkerhed og med kærlig omsorg. Men så kalder politikerne det bare barnets ret og barnets bedste, for når det er defineret i ord, så skal forældre i Danmark gennem vold og magt, tro på, at det er sandt.
Dette står i skærende kontrast til den del af systemet, som kun indirekte er forbundet til det Familieretslige System, nemlig kommunerne. De udøver den ene tvangsanbringelse efter den anden.
Den ”beskyttende” og ”karakterafvigende” forælder.
Vi taler ikke om mor eller far, men om begreberne ”beskyttende” og ”karakterafvigende” forælder som vi erfarer, kommer til udtryk i situationer som:
- Bopælsforældre, som ikke kan beskytte børnene mod den “karakterafvigende” samværsforældre.
- Samværsforældre, som har mistet børnene til den “karakterafvigende” bopælsforælder.
Læs mere om, hvorfor højkonflikt er en misforstået betegnelse.
Enhver dysfunktionel skilsmissefamilie har sin egen unikke historie.
På den baggrund er, hvad både mødre og fædre oplever, emner, der kunne skrives meget om. Jeg vil forsøge at beskrive et par eksempler på situationer.
Der er fædre, der oplever mødre, der krænker, udelukkende, fordi mødre ikke vil lade fædre være fædre for deres fælles barn. De fædre bliver frustrerede, og får følelsen af afmagt, når de ikke oplever ligestilling i praksis, og hjælp fra myndighederne til at sikre samvær med deres barn.
Så er der mødre, der oplever, at fædre begår overgreb imod dem og børnene. Disse mødre bliver frustrerede, og får ligeledes en følelse af afmagt, når de oplever, at ligestilling er vigtigere end barnets og deres sikkerhed.
Beskyldninger om, at mødrene i det første scenarie lider af en forstyrrelse, og at fædrene i det andet scenarie er psykopater, er ikke altid, men ofte, korrekte. Det skræmmende er, at myndigheder og instanser ikke agerer overhovedet, men lader disse typer af svigt fortsætte i årevis, hvorved børn og forældre nedbrydes.
En ting er de "brændte mødre og fædre" helt enige om:
Nemlig deres had til systemet, myndighederne og instanserne, fordi disse ikke forstår, og ikke vil håndtere, de massive konfliktsager, fordi politisk er dette ikke et ønskeligt scenarie.
Der er simpelthen ingen fokus på barnet - og det er virkeligt alvorligt! De problematikker børnene oplever – ender ofte med traumereaktioner, som systemet heller ikke ønsker at se eller anerkende. Her kom så lige en løftet pegefinger til kommunerne, der reelt er ansvarlige for den manglende rette hjælp og støtte - til både børn og forældre.
Den første udfordring for barnet er forældrenes konflikt.
Barnet bliver nemt centrum for den frit fald-kaos-situation, deres forældre befinder sig i. Det, der ofte sker, er, at forældrene har så meget fokus på deres egne problemer og konflikter, at de glemmer at mærke, se, lytte og forstå børnenes reaktioner og adfærd. Det kan derfor nemt ske, at forældrene træffer beslutninger, der imødekommer deres egen behov og ikke deres børns.
Den anden udfordring er de fagpersoner, der omgiver barnet.
Disse fagpersoner har et kæmpe stort medansvar, når de børnesagkyndige undersøgere eller socialrådgiveren i kommunen mister grebet og overblikket.
Der er ingen fokus på barnet - det er virkelig alvorligt! Vi taler altså om alle de fagpersoner, der omgiver de sårbare og udsatte skilsmissebørn, som kan blive bedt om at udtale sig eller underrette til myndighederne. Nogle af fagpersonerne er ofte en vigtig del i mange børns liv, men for børn, der er i en sårbar og udsat situation, kan fagpersonernes handlinger, eller mangel på handlinger, få store konsekvenser.
Sunde børn, som befinder sig i det dysfunktionelle:
- Kan få udfordringer i skolen i forhold til indlæring.
- Kan få en indad- eller udad-reagerende adfærd – hjemme og/eller i skolen.
- Kan udvikle sig til mobbere eller blive ofre for mobning.
- Kan få etiketten ”dårligt opdraget”.
- Kan risikere at få en diagnose (eks ADHD, ADD, Autisme etc.), de reelt ikke har.
En gennemgående rød tråd i de røde sager er gabet mellem forældrenes sociale virkelighed, og hvordan de oplever deres børn. Gabet er, som hovedregel, alarmerende stort – med andre ord; forældrene er meget langt fra hinanden i forståelsen af børnene. Typisk ser den ”beskyttende” forælder mistrivsel og bekymrende symptomer og reaktioner hos børnene, hvor den “karakterafvigende” forælder ser trivsel.
Skulle nogen være i tvivl om hvilken gruppe fagpersoner, jeg taler om, som er 3-part i en børnesag, så skærer vi det lige ud i pap med eksempler på funktionsbenævnelser: Det kan være sundhedsplejersken, pædagoggen, skolelæreren, familielægen, børnelægen, hospitalet, psykiatrien og mange, mange flere. Alle tror, at de via deres faglighed, er klædt på til at spotte og tolke på barnets symptomer og reaktioner og agere detektiv i et barneliv, men er det ikke. Det gennemgående er:
- Måske opdager fagpersonerne ikke, at børnene er udfordret udover, hvad deres personlige grænser kan holde til, hvorved handlinger, der kan støtte børnene, måske ikke iværksættes.
- Måske tolker fagpersonerne børnenes reaktioner forkert. Hvilket måske kan medføre, at handlinger iværksættes, men disse kun gør situationen værre.
- Måske er forældrenes konflikt så voldsom, at fagpersonerne ikke kan gennemskue fakta, og måske medfører det, at kernen i børnenes problematikker bliver uklare.
- Måske tror fagpersonerne på den karakterafvigende forældres beskyldninger mod den beskyttende forældre, således udtalelser om barnet, bliver vinklet mod den beskyttende forælder.
Fejlkilderne i børnesager er utallige.
Det er i sig selv er et stort emne, hvorfor jeg kan anbefale den interesserede at se Kids Rescue´s længere udredning "sammenhængen mellem børnesagkyndige undersøgelser og Robert Rosenthals eksperimenter fra 1960érne og Hawthorne-effekten".
I den udredning forsøges at sætte ord på det Kids Rescue erfarer - og give vores perspektiv på, hvorfor børn svigtes af de fagpersoner, der bedst burde være i stand til at kunne belyse det hele perspektiv. Det, vi, i Kids Rescue, kalder 360 grader.
Behovet for en evaluering og ændring i bred forstand er på tide, fordi fagligheden og erfaringen lider hos de, såkaldte, undersøgere i det Familieretslige System. Det er de psykologer, som blev rost til skyerne i høringen af advokaterne, og som skal have endnu mere magt, en magt, de ikke er i stand til at styre. De er ganske simpelt ikke fagligt stærke nok, og det kræver fuldamentale menneskelige egenskaber, de sjældent besidder.
I kommunerne lider fagligheden og erfaringen ligeledes, hvilket tydeligt ses hos socialrådgiverne. Derudover, er der gået inflation i dyre, nytteløse og ofte konfliktoptrappende initiativer, som familierådslagning og familiebehandling. Til disse opgaver ses oftest, at kommunen har købt "ekspertise ude i byen", altså, ved private aktører. Disse er en del af den beskæmmende børneindustri, som udenforstående ikke har fantasi til at tro foregår. Industrien med bestilt arbejde ses igen og igen, og tager udspring i denne nævnte "ekspertises" samarbejde med sin arbejdsgiver, myndigheden, der ikke må lide i forhold til fremtidige opgaver. Derfor oplever børn ikke bare traumatiske forhold grundet det dysfunktionelle familieforhold, men også grundet de fagpersoner, der er sat i verden til at sikre barnets bedste.
Kommunerne og 3-parts fagpersoner har stor magt, og i et omfang, der på ingen måde, er forsvarligt menneskeligt, og retssikkerheden lider. Væsentlige fejl og mangler og decideret opdigtede historier florerer i tusindvis, og bagstopperen, Familieretten, hverken ser, eller tager dette til efterretning, når en børnesag er kommet for dommeren. Det vil sige, ingen stopper op og ser på en sag med nye øjne og med en detektivmæssig tilgang. Var det en mordsag, tænker jeg, at alle sejl for at finde morderen, ville blive sat ind. Det sker ikke i børnesager, hvor børn reelt udsættes for systemmæssig vold og overgreb.
Kombinerer vi de såkaldte fagpersoner også i kommunerne med en ledelse, der ofte udviser unødigt magtmisbrug og fralæggelse af ansvar, når der fejles alvorligt, finder du det systemmæssige overgreb på et barneliv. Nogle gange sker dette endda med bevidst overlæg. Et klokkeklart og uspiseligt eksempel på det, er sagen med søstrene fra anbragt i helvede, der med kommunens viden, gennemgik en barndom fyldt med vold, seksuelt misbrug og mord. Da pigerne blev myndige, sagsøgte de Slagelse Kommune for alle deres svigt på svigt. I stedet for at sige undskyld og sikre noget lignende ikke vil kunne ske igen, så beordrede KL, Kommunernes Landsforening, Slagelse kommune til at forsvare sig mod pigerne. Slagelse kommune brugte et stort millionbeløb på en dyr københavner advokat, for beskeden fra KL var tydelig: Pigerne måtte på ingen måde vinde! Pigerne vandt i retten deres sag. Som plaster på såret for søstrenes utilgivelige traumatiske svigt, der vil følge dem i fremtiden, fik de to piger 130.000 kroner i erstatning. Det rækker ikke langt i psykolog omkostninger og et smadret liv og barsk fremtid…
Kids Rescue vil have gjort samtlige fagpersoner personligt straffeansvarlige.
Det er simpelthen for nemt og har ingen konsekvens, når 3-part fagpersoner udøver systemmæssig overgreb. Forælder og barn skal kunne opnå erstatning, der svarer overens med de skader kommune eller stat har påført individer. At føre sag mod kommune eller stat ifm. erstatning og strafferet, er i dag næsten umuligt.
Det er ganske ulækkert og skal i talesættes, anderkendes som verserende vilkår og stoppes!
Lyd og billede hænger ikke sammen!
Der bliver skabt et narrativ om et system, der vil det bedste for barnet. I virkeligheden fastholdes tusindevis af børn i et system, der reelt medvirker til traumatiske overgreb. Flere af de aktører, der netop har været medvirkende til, og har en hovedrolle i, ide og udvikling af det skabte dysfunktionelle Familieretslige System, sidder til høringen, både som politikere, som faggrupper eller organisation på talestolen. I stedet for at indrømme og tage ansvar, peges der fingre. Deres udtalelser og vinkler på problematikker, kan ikke tages for troende. De er alle meget partiske. Jeg bemærker, at den politiske vinkel fortsat er præget af organisationer, der enten tager mors eller fars perspektiv. På den måde får krænkeren, som skal findes både hos mødre, fædre og systemet, frit spil på hele børnearenaen. Det har hele tiden været min vurdering, at det tidligere system var kollapset, men hvad kalder man noget, som er blevet endnu værre, end det, som allerede var kollapset.
Skal de sårbare og udsatte børn redes, kræver det en helt ny og anden tankegang, og, ikke mindst, tilgang. Der skal investeres i uvildig ny forskning på området. Der er simpelthen for meget, hvor holdninger er baseret på tro og ikke på konkret viden.
Jura er bekymrende dominerende i det Familieretslige System.
Hvor er bagstopperen, når forældresamarbejdet om barnets bedste er ikke-eksisterende?
I Kids Rescue opleves den ene børnesag efter den anden, hvor Familieretten på ingen måde er klædt på til, at kunne dømme ud fra §1 - der tåler en gentagelse:
I alle forhold, som er omfattet af denne lov, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række.
Vi oplever, at advokater ikke formår at sætte sig ind i de ofte meget omfattende og komplekse børnesager. Husk på, i fri proces har advokaten 6-8 timer til samtale med forælderen, til at indhente og læse sagsakter, udarbejde processkrift samt at møde i Familieretten. Deres timepris er helt uhyrlig; 2 - 5.000 kroner i timen. Hvem har råd til det... nogen har, på trods af de ofte årelange børnesager, mens andre løber tør for midler undervejs og erfarer, at det er ens pengepung og økonomi, der er styrende for, hvorvidt ens barn kan hjælpes.
Vi er som danskere vant til, at systemet hjælper, og at vi, via skatten, har betalt for denne ydelse. I børnesager går virkeligheden op for forældrene: Narrativet om en samfundsmodel, der træder til i nødens stund, stemmer ikke overens med den virkelighed, de befinder sig i.
Advokatsamfundet bør sige fra nu! Kids Rescue finder advokaters aktie i at vedligeholde og føre salgstaler som eksperter, dybt bekymrende. Ganske simpelt fordi vi ser advokaterne som aktør i en børneindustri, der reelt vedligeholder det dysfunktionelle i systemet, og dermed brødføder dem. Dette med bekostning af, at de med loven i hånden reelt medvirker til, at børn også bliver udsat for systemmæssig overgreb. Denne udvikling er alvorlig og etisk og moralsk forkert af flere problematiske årsager, der er et emne i sig selv. Der er ingen, der siger, det skal være simpelt, når problematikker, børn lider under, skal underbygges solidt og med en detektivmæssig og objektiv tilgang.
Dommerne besidder generelt ej heller de fundmentale kompetencer eller viljen til at kunne gennemskue kompleksiteten i sagerne, som ofte er baseret på en børnesagkyndig undersøgelse eller børnesamtale, der oftest på ingen måde er gennemarbejdet og fuld af fejl og mangler. Til at understøtte disse påstande, vil jeg henvise til Børnesamtalen er en trussel mod barnets sikkerhed og endnu engang til Sammenhængen mellem børnesagkyndige undersøgelser og Robert Rosenthals eksperimenter fra 1960érne og Hawthorne-effekten.
Retssikkerheden lider og er ikke eksisterende for børn og forældre.
Læs om nedenstående familieretslige forløb, der reelt beskriver, hvad både mødre, fædre og deres børn udsættes for - hver dag, år efter år... Et system som gennem årerne løbende er blevet tilpasset og skræddersyet til at give karakterafvigeren, den pædofile, krænkeren - frit spil...
Det kollapsede myndighedssystem
To børn på 10 og 11 år gennemlever et kollapset dansk Familieretsligt system.
Dommer i Familieretten udøver psykisk overgreb på 11-årigt barn.
Mine konkluderende ord på høringen.
Der er ikke forskel på en bilsælger og det system, som burde sikre retssikkerheden for børn og forældre. Jeg oplever en usympatisk, etisk og moralsk, faktisk en alarmerende symbiose, der fastholder egen berettigelse og levebrød.
Kommunerne vil ikke erkende sags- og procesfejl. Det kræver omfattende menneskelige og økonomiske ressourcer for en forælder, når det sker. Og selv når sags- og procesfejl er tydelige og dokumenterbare, fejes disse smidigt og elegant ind under gulvtæppet - endda i situationer med Kommunernes Landsforening i ryggen. Fejl skal holdes hemmeligt og kommunerne må ikke erkende fatale fejl.
Det er ligeledes så godt som umuligt, at få en sag til 3. instans (Højesteret), når Landsretten blot bliver en spejling af Byrettens dom. Dette på trods af ny og dugfrisk dokumentation, der på ingen måde tages i betragtning. Burde Famillieretten ikke netop kunne mestre at gennemskue materiale fra de øvrige myndigheder og instanser, der tydeligt er vinklet og baseret på indhold, hvor begreber som Stalking by proxy og gaslightning har fået frit spil - og krænkeren og deres medløbere tages med hænderne direkte nede i kagedåsen?
Er det retssikkerhed, når Domsbogen er fuld af fejl og mangler, og ikke beskriver og gengiver det, som er sagt og fremlagt i Familieretten? Som forældre har man ingen klagemuligheder eller nogen former for mulighed for at komme i dialog med Familieretten efter en dom. Igen må en krænket forælder, opleve endnu et dokument, der er så mangelfuldt og fuld af fejl, at selv en 6. klasses elev ville kunne have udarbejdet et bedre referat.
Overholder dommeren ikke loven og dømmer efter egne holdninger, så er det bare det... igen ingen klagemuligheder - for dommere laver ikke fejl - og de er loven!
Thi kendes for ret!
Det er tydeligt, at når et narrativ igen og igen bliver fastholdt og sagt højt, bliver det for mange til virkelighed. På den måde bliver konkret og kritisk fakta enten nedtonet eller blankt afvist af vores politikere og de myndigheder, der skal tilpasse sig den politiske agenda.
Vi er delte i synet over tilstanden i Danmark.
Skal vi komme den katastrofale situation for børn og forældre til livs, skal vi have modet til at gå op mod den samfundsmodel, der gennem mange årtier har medvirket til, at forældre gradvist bliver umyndiggjort og gjort forkerte, hvis de samfundsmæssige normer ikke følges.
