Mentalisering er et af de mest misbrugte begreber i børnesager.

Vi er nu nået til del 10 i serien af begreber der tolkes forskelligt, alt efter myndighedsspor. Mit navn er Jacob Birkebæk, ide & udvikler af Kids Rescue. Jeg vil gå helt i dybden med nok et af de mest misbrugte begreber i børnesager, nemlig begrebet mentalisering.

Jeg oplever, at rigtig mange ikke rigtigt er klar over eller bevidst om begrebets betydning, at kunne mentalisere. Det gælder forældre, men så sandelig også socialrådgivere, familiebehandlere og psykologer som i flæng udtaler om en mor eller far, at de ikke kan mentalisere.

Samtlige fagpersoner der arbejder på børnesager, har ikke afstemt kammertonen og benytter alle forskellige "noder" når "musikken spiller i systemet". Det udvises i utallige børnesager, når de myndigheder og instanser der udtaler, at en forælder ikke kan mentalisere ofte modsat handler om, at fagpersonen ikke selv udviser mentaliseringsevner. 

Når en fagperson udtaler sig om en forældres mentaliserings evne, er min påstand altså, at det alt for ofte bliver baseret på fagpersonens egne holdninger og meninger. Denne vurdering kan i situationer være korrekt vurderet, men er det i utallige situationer reelt ikke.

I del 1. hvor jeg kommer dybt ind på begrebet samarbejde, finder du overskriften “I'll Make you an offer you can't refuse?” Jeg kommer ind på, at i kommunerne foregår samarbejde ofte på samme måde, som når Don Vito Corleone fra filmen The Godfather giver dig et tilbud, du ikke kan sige nej til.

Kommunerne har altså en række standard tilbud, hvor unikke problematikker trækkes ind i en af disse standard-kasser. De har mange forskellige tilbud. Når en forælder bliver tilbudt et hvilket som helst initiativ til barnet eller familien, der set med forældre øjne tydeligt skader mere end gavner, så skal ingen være i tvivl om, at i ordet tilbud ligger der implicit en forventning til et ja-tak. Altså et ja-tak man som mor eller far ikke, kan takke nej til.

Et nej-tak med ønske og anmodning om et andet og skræddersyet tilbud, der netop ville gavne barnet, forælderen og familien, er der enorm stor risiko for, at dette altså vil blive betragtet som ikke samarbejdsvilje! 

Men et nej tak kan også af socialrådgiveren betragtes som manglende mentaliseringsevne.

Dette med alene grundet, at dette nej tak bliver vægtet og målt som en fejlagtig beslutning fra forælderen. Det vil sige, vælger man som som forælder, at gå mod "korrekthedskassen" med ønske og anmodning om et andet og skræddersyet tilbud, der netop ville gavne barnet, forælderen og familien, og da må jeg hellere gentage, at der er der en enorm stor risiko for, at dette altså vil blive betragtet som manglende samarbejdsvilje, men så sandelig også manglende mentaliseringsevne!

Det er ganske alvorligt.

Både socialrådgivere og psykologers fokus på en forælders evne til at kunne mentalisere i rollen som forældre, der ofte helt naturligt lider under stressende eller meget traumatiske omstændigheder, bliver oftest mødt uden empati, eller nogen former for forståelse for det, som sker menneskeligt. Oftest er fagpersoners vurderinger fagligt smækfuld af fejlfortolkninger og fejlvurderinger  - og systemets tilgang medvirker endda oftest selv til, at forværre presset på en forælder, der helt naturligt påvirkes mentalt på en måde, der reelt tangerer til systemmæssigt psykisk overgreb. 

Mentalisering er altså evnen til at kunne forstå og fortolke vores egne og andres mentale og følelsesmæssige tilstande, hvilket jeg i dette går helt i dybden med. At kunne mentalisere er afgørende for sund forældreskab praksis i den sociale interaktion, og i opbygningen af stærke og sunde bånd mellem barnet og forælderen.  

Men hvordan påvirkes en forældres når det som sker, ofte føles meget traumatiserebde, høj stress, angst, og følelsen af afmagthed tager over, fordi man som forældre oftest ikke bliver mødt anerkende og med rette hjælp og støtte af de fagpersoner, der er involveret i børnesager?

Når vi taler om mentalisering, er det interessant at se på, hvilken rolle spiller de fagpersoner der bliver involveret i det kommunale eller familieretslige system. Her tænker jeg socialrådgiveren, psykologen, familiebehandleren for blot at nævne nogle…. 

Efter at have dykket ned i det komplekse og ofte misforståede begreb mentalisering i børnesager, står det klart, at der er et akut behov for en dybere forståelse og en mere præcis anvendelse af begrebet på tværs af alle involverede parter. Som vi har set, kan manglende eller fejlagtig mentalisering have alvorlige konsekvenser for forældre og børn, og det kan bidrage til yderligere stress og traumer. Samtidig er det tydeligt, at systemet ofte ikke formår at give en passende støtte, og i nogle tilfælde endda kan forværre situationen. Der er derfor et presserende behov for forbedret uddannelse, bedre kommunikation og større empati inden for dette område. Dette er ikke en let opgave, men for at sikre retfærdige resultater og sundere familiedynamikker, er det afgørende, at vi alle - fra fagfolk til forældre - lærer at navigere i dette komplekse landskab med større forståelse og omhu. Lad os derfor fortsætte dialogen, udfordre det bestående og arbejde sammen om at finde løsninger, der virkelig gavner børn og familier.

Der er mange nuancer  og utallige perspektiver, der skal tages højde for og er særdeles relevante, når vi taler om begrebet mentalisering. 

Jeg vil i dette ligeledes komme ind på, at jeg i Kids Rescue børnesager ofte erfarer, at netop de sociale myndigheder og fagpersoner som over en bred kam, der er involveret ikke selv udviser mentaliseringsevner.

Begrebet mentalisering er ret dybt emne med utallige udfordringer, som jeg i dette video opråb vil udforske og udfordre. 

Hvad betyder begrebet mentalisering.

Mentalisering er evnen til at forstå og reflektere over ens egne og andres mentale tilstande, såsom følelser, tanker og motivationer. Det kan hjælpe en med at forstå og håndtere komplekse sociale interaktioner og relationer set fra flere perspektiver.

Skal jeg sætte lidt uddybende ord på mentalisering, kan det også beskrives som evnen til at have indsigt i egen og andres mentale processer, eller evnen til at reflektere over egen og andres mentale tilstande der medfører handlinger - og det er uanset om det er rationelle eller irrationelle handlinger. Kan man forstå sin ekspartners handlinger, er det altså brugbar viden. Naturligvis handlinger man ikke behøver være enig i, eller som en forklaring på handliger, der kan opleves særligt overvældende.

Begrebet mentalisering kan også beskrives på en anden måde, som evnen til at forstå og anerkende de mentale processer, der påvirker ens egen og andres adfærd og interaktioner.

Ultra kort fortalt, kan det i familie- og børnesagskontekster være svært for en forælder at mentalisere, hvis man har svært ved at regulere egne følelser, eller hvis man har svært ved, at sætte sig ind i og anerkende ens barns følelser - altså evnen til at sætte sig i sit barns situation i forhold til, hvordan har barnet oplevet det som er sket og oplever det som sker. 

Er man som forælder ikke i stand til det i situationer eller de svære perioder, kan det føre til konflikter og problemer i relationerne, og det kan have negative konsekvenser for ens barn.

Lad mig komme med nogle eksempler på, hvordan begrebet mentalisering mistolkes, eller ikke samtales om med respekt og anerkendelse.

Det er et vigtigt samtale emne, der naturligvis kan være mange vinkler på. Jeg vil sætte mine ord på hvor begrebet mentalisering for den uopmærksomme kan gå helt galt. Jeg håber dette giver mening for den helt jordnære forældre og åbenbart også fagperson. 

Allerførst vil jeg påpege, at jeg oplever alt for mange fagpersoner fejle i forskellige situationer. Jeg kommer her med nogle enkelte ud af utallige eksempler.

• Fagpersonen forstår ganske simpelt ikke betydningen af begrebet mentalisering, de bruger i flæng i deres vurderinger af en forælder. 
• Eller uenigheder mellem fagpersonen og forælderen vendes mod forælderen som manglende mentaliseringsevne. På den måde er min påstand, at utallige fagpersoner ikke bruger egne mentaliseringsevner til, at kunne lytte, anerkende, perspektivere for på den måde, at kunne sætte sig ind i forælderens og barnets virkelighed. Jeg oplever alt for mange situationer, hvor fagpersonen ikke kan eller vil se ting fra forælderens perspektiv. Om det er fordi, fagpersonen er fanget i den fastlåste "tilbudskasse", og indholdet af disse faslåste og begrænsede udvalg af "tilbud" skal forsvares, kunne muligvis være årsagen, jeg ved det ikke.
• Der er alt for mange fagpersoner, som er fastlåst i egne holdninger og meninger, der enten er baseret på egne tidligere livserfaringer og præger fagpersonens muligheder for, at kunne sætte sig udover egen vinklende erfaringer eller oplevelser, og dermed gøres det forælderen forsøger at fortælle og endda ofte velbegrundet, fuldkommen forkert.
• Det ses så ofte, at fagpersonen føler sig klogere, taler ned til, er bedre vidende, generaliserende og fokus er på den samfundsmæssige "korrekthedskasse" i så svær en grad, at forælderen degraderes til en inkompetent voksen, der absolut ikke ved, hvad der er bedst for sit barn. 
• Så er der den narcissistiske fagperson, som bruger sin magt kvag sin position til bevidst, at gå mod en forælder og har til hensigt, at nedbryde denne forælder fuldkommen og fratage forælderen muligheden for, at kunne være forælder for sit barn. Det ses i forældremyndighedssager hvor fagpersonen går krænkerens ærinde eller i tvangsanbringelses situationer.

Fejlvurderinger der som sagt florerer i flæng får ofte fatale konsekvenser for en familie, en forældre og et barn, når begrebet mentalisering flettes ind i en kontekst, der kan være langt fra virkeligheden.

I DEL 3. der omhandler højkonflikt kan en forælder i perioder være udfordret med, at se ting fra flere perspektiver, dette kan være grundet overgreb fysisk og/eller psykisk vold, overgreb af seksuel karakter, grænseoverskridende eller intimiderende adfærd. Eller at den “karakterafvigende” forældre forsøger, at vende netværket og fagpersonerne i sin sag mod den “beskyttende” forældre. Det kan være lige fra myndighedspersoner, pædagoger og lærer, familie og venner.

Det er helt normalt, at der opstår kaostanker og det i den ene situation efter den anden kan være svært som forælder udsat for dette, selv at vurdere konsekvenser for tænkte eller reelle handlinger. Dette vil kunne afhjælpes med selv små indsatser - en enkelt coaching session med rette fagperson, er ofte rigeligt. 

Jeg vil gerne give fagpersonerne en verbal lussing, men samtidig bliver jeg ligeledes nødt til at påpege, at forældre har også et kæmpe ansvar selv.

I forbindelse med børnesager er det min påstand, at det er afgørende nødvendigt, at forældre prioriterer tidlig indsats og er bevidste om, at der skal sikres rette hjælp og støtte. Både til en selv og sit barn. Forståelsen for rette skræddersyede støtte findes sjældent hos myndighederne, fordi de ikke anerkender og undersøger de vilkår, der er forælder og barns virkelighed. 

At kunne arbejde med at ændre fokus fra problematikker og opståede konflikter med sin ekspartner, til at kunne perspektivere til det som er sket og sker på en nuanceret måde, er et stort arbejde og kræver viden og guidning, at kunne komme der til mental og bliver ofte begyndelsen på en stor følelsesmæssig rutchetur, hvor der bliver behov for omfattende vejledning og rådgivning i forhold til deres tilgang til deres barn og især; hvad skal ske, hvornår og hvordan, samt samtale om konkrete risikofaktorer, det kan være, der skal forholdes til. En samtale man som forælder oftest ikke kan have med myndighederne.

Det er en proces, der er vigtig, især i kommunikationen og i samarbejdet med myndigheder og øvrige fagpersoner, der kan blive involveret i en børnesag.

Det har afgørende betydning, at man som mor eller far guides til at kunne se sit barn fra forskellige perspektiver og lære og forstå, hvad er det ens barn via symptomer og reaktioner reelt forsøger via sin adfærd. Det er en stor opgave og et eksempel på, hvor fagpersonerne endnu engang svigter.

Det er så vigtigt, at komme ind i det jeg kalder transformationen, således man ser ting fra adskillige vinkler og ikke bliver fanget i sine umiddelbare synspunkter.

Det jeg lige har beskrevet, er reelt om evnen til netop, at kunne mentalisere.

Det er blandt andet årsagen til, at jeg har udviklet undervisningsmaterialet "bliv din egen sagsleder og pilot i dit skilsmissebarns livs".

Generelt kan man sige, at kunne mentalisere betyder med jordnær ord, at man kan se det som er sket eller sker, fra flere perspektiver.

I en skilsmissesituation er mentalisering når en mor eller far er i stand til at anerkende og acceptere både egne og hinandens følelser og tankegang i relation til skilsmissen.

Skilsmissen opleves forskelligt mellem forældrene, og alt efter hvem har truffen beslutningen. Det er en meget svær og kompleks proces, og det er normalt at føle sig såret, vred, i dyb sorg, krise og i stor forvirring. Det kan være ekstra svært, hvis man føler befinder sig i en chok tilstand og føler sig svigtet. Og endnu svære, når der er tale om psykisk eller fysisk vold.

Den som har truffen beslutningen er oftest længere i sin egen proces end den anden part, fordi alting pludseligt er gået stærkt, og blevet den nye virkelighed.

Nogen bliver vrede og vil hævne sig. Andre går helt ned med flaget. Og så er der dem, hvor det føles som en lettelse, fordi man bare ikke var gode for hinanden.

Det kan være meget svært, når man pludselig skal forholde sig til den lange liste af vigtige praktiske ting, der i en skilsmisse skal forholdes til.

Det kan være særligt udfordrende, hvis værdier og holdninger er meget forskellige, eller man ser forskelligt på, hvordan indbyrdes problemer burde håndteres.

Måske vil den ene snakke om tingene og den anden vil ikke. Begge parter kan have ret, alt efter hvad der ligger til grund for den adfærd. 

Det er almindeligt, at alle disse følelser kan tømme ens energi og spænde ben for konstruktive og gavnlige tiltag, der burde kunne samarbejdes om. Det kan være svært, at træffe rationelle beslutninger og håndtere selv simple praktiske ting. 

Det er helt normalt, at mentaliseringsevnen, altså det at se ting fra den andens eller andre perspektiver, kan i denne proces være udfordret. Igen, det er helt normalt! I virkeligheden et emne vi burde kunne tale åbent om, i stedet for at straffe en mor eller far i den svære situation.

Der skal så lidt til, at komme i balance igen. Skal der speed på den transformation det er for den enkelte, kan den rette coaching eller terapeutisk hjælp og støtte og gavne den enkelte meget.

Man kan sige, at evnen til at kunne mentalisere er intakt, når skyld, skam, vrede og følelsen af forråelse kan lægges til side og placeres følelsesmæssigt som et vilkår. Listen af det følelsesmæssige register er lang.

Mentaliseringen øger evnen til at kunne kommunikere og samarbejde konstruktivt om fællesbarnet, sin ekspartner og de fagpersoner, der ofte indblandes i børnesager.

I de hårde røde pseudokonflikt børnesager, hvor samarbejde er umuligt, mistolkes dette ofte som manglende mentaliseringsevne. 

Det er et ganske uholdbart og kritisk systemsvigt fra den danske stat. 

Mentalisering er evnen til kunne være opmærksom på egne og og især sit barns mentale tilstand.

En mor eller far der kan mentalisere, vil kunne formå at sætte sig ind i, hvordan skilsmissen også påvirker barnet psykisk og ofte psykosomatisk.

Generelt er min påstand, baseret på erfaringer fra de mest komplekse børnesager, at det kræver et krops,- traume og familieterapeutisk initiativ, for at man som forælder vil kunne opnå dybdegående kendskab og hermed forståelse for, hvad er det reelt sit barn har gennemlevet, gennemlever, tænker og føler. Et initiativ der generelt og oftest ikke bliver tilbudt af kommunerne. 

Vi skal huske på, at for barnet er skilsmisse en stor ændring. Det er det også for forældrene, men for en mor og far kan det variere, hvorvidt det måske bliver en lettelse at gå hver til sit, eller hvorvidt det føles som en krise. Men for barnet er det altid en livskrise.

Det er vigtigt, at man som mor eller far har opmærksomhed og forståelse for, at den sårbar situation påvirker ens barns adfærd og kan udfordre relationen med sin ene eller begge sine forældre. Der kan vi tage et tilbageblik på DEL 4, 5, eller 6, hvor det sidste opråb omhandler FORÆLDREFREMMEGØRELSE vs PÅRØRENDE ADFÆRD. Det er for mange forældre relevant at lytte til, især dem, som benytter begrebet forældrefremmedgørelse, men ikke bevidste om. at det reelt er helt andre problematikker, som gør sig gældende. I del 7 kommer jeg ind på, at traumer ofte overses i børnesager. Disse video opråb er altså særligt relevante, når vi samtaler om emnet mentalisering.

Det er her jeg endnu gang vil repetere, hvor vigtigt det er for forælderen at sikre, at ens tilgang, hjælp og støtte bliver baseret på hvad ens barn har gennemlevet, gennemlever, tænker og føler.

Det er vigtigt, at ens barn guides sikkert gennem sin livskrise og over på den anden side, hvor ro, balance og forudsigelighed og ikke mindst trygge, anerkendende og omsorgsfulde rammer er vigtigt, at skabe for ens barn.

Risikoen er, at forældrene befinder sig i følelsernes vold, og midt i det for dem udfordrende, formår mange forældre ikke, at holde fokus på sit barn. Det er vigtigt, at være bevidst om, at de indbyrdes uoverensstemmelser mellem forældrene og børnenes følelsesmæssige udfordringer er to forskellige verdener.

Men som forældre og voksne mennesker er der et valg. Et valg mellem at tilsidesætte egne uoverensstemmelser og konflikter, eller at kæmpe en kamp imod hinanden.

Mentalisering er altså når man som forældre, kan håndtere problemer eller udfordringer, altså håndtere de udfordrende bump i skilsmissen, der ofte opstår i etaper, som følge af skilsmissen på en hensigtsmæssig måde, og i den proces er i stand til at sætte sit barns forrest. 

Det er vigtigt, at kunne se sig selv indefra og udefra og sin ekspartner parter og barn indefra.

Mentalisering er også når man både forstår egne og kan sætte sig ind i ekspartnerens følelser og motivationsmæssige bevæggrunde. Kan man det, vil forældrene bedre kunne kommunikere og handle på en mere empatisk og anerkendende måde, hvilket kan være til gavn for alle parter, især barnet.

Mentalisering kan også bidrage til en bedre forståelse af ekspartners handlinger og reaktioner, hvilket kan fremme en mere konstruktiv dialog og håndtering af skilsmissen. Med andre ord, at kunne se holdninger, meninger og virkelighedsopfattelser fra sin ekspartners perspektiv. 

Husk på, at anderkende og sætte sig ind i sin ekspartners situation, er ikke det samme som at være enig i. Det er en vigtig evne, at kunne formå dette, samtidigt med en respektfuld og konstruktiv dialog, hvor egne synspunkter naturligvis gerne må og skal kunne siges højt, konkret, tydeligt og nuanceret. Ekspartneren kan nemt tage fejl, men behøver det ikke.

Det er også evnen til at kunne mentalisere, når en mor eller far anerkender og opnår forståelse for, hvordan egne følelser og tankegang kan påvirke ens relation til sit barn, og hvordan denne svære og sårbar situation kan påvirke egne evner til, at kunne give ens barn den rette støtte og omsorg.

Her vil jeg lige minde om DEL 7. | TRAUMER ER OFTE OVERSET I BØRNESAGER 

Det er så vigtigt, at række hånden ud eller søge professionel hjælp i tide! Igen, her svigter fagpersonerne hos myndigheder og instanser i et alvorligt omfang!

Mentalisering udvises i den anerkendende, løsningsorienterede og velunderbyggende kommunikation.

I en konfliktsituation kan mentalisering hjælpe forældrene med at forstå hinandens perspektiv og mentale tilstand og dermed håndtere konflikten mere hensigtsmæssigt og med mindre skade på børnene.

Og når jeg siger med mindre skade, er det fordi jeg vil komme med en indskudt bemærkning. Der findes ingen børnevenlige skilsmisser. Hvad der siges højt og skrives, risikerer forældre at tro på ureflekteret. Begrebet den “børnevenlige skilsmisse” finder jeg som et misvisende begreb, når nogle foreninger og organisationer benytter dette udtryk i deres kommunikation. 

Hvis man "smager" og reflekterer lidt over udtrykker "børnevenlig", smager det forkert i min mund. Endnu et eksempel på evnen til, at kunne mentalisere. Det er et begreb eller en udtryksform, der kan vildlede voksne til at tro på, at noget som den børnevenlige skilsmisse eksisterer.

Til gengæld kan en skilsmisse gøres så optimal som overhovedet mulig for barnet. Derfor finder jeg det rigtigst, at benytte udtrykket den optimale skilsmisse.

Derudover hører jeg både fra forældre og fagpersoner, at børn er seje og dygtige til at tilpasse sig nye situationer og forudsætninger. Min påstand er, at jeg finder det tvivlsomt, hvorvidt det overhovedet er sandt!

Børn er seje og dygtige, men de er også skrøbelige og følsomme sjæle, især når familien opløses eller i familier med psykisk og fysisk vold. Det ses gang på gang, at når barnet i ikke kan tale med sine forældre, fordi man som forældre er fanget i egne behov og konflikter, er årsagen til, at alt for mange børn går rundt med deres tanker og følelser alene. 

Som du kan se, kan mentalisering være en nyttig og vigtig færdighed for skilsmisse forældre, da det kan hjælpe med at forstå og håndtere de følelsesmæssige og mentale aspekter af skilsmissen, og hvordan det påvirker børnene og deres relationer til forældrene.

Det kan også hjælpe med at mindske konflikter og øge evnen til at samarbejde og kommunikere konkret, nuanceret og velargumenterede om sit barn.

Der er de situationer, hvor der helt normalt, at man som forælder i perioder, kan være udfordret på sine metaliseringsevner og så er der de situationer, hvor det er umuligt.

I forhold til emnet og begrebet "pårørende" og "forældrefremmedgørelse", er samtalen om traumer både overset og særdeles vigtigt. Det er her man som beskyttende forælder enten kan miste sin mentaliseringsevne i perioder, eller mentaliseringsevnen mistolkes grundet den pseudomentaliserende forælders adfærd, som alt for mange fagpersoner tager for troende. Det bliver ofte begyndelsen på at myndigheder og instanser tager part.

Vores liv ændrer sig på mange parameter, når vores nervesystem bliver udsat for noget, som har overvældet os. Benene bliver slået væk under os og vi mister jordforbindelsen og kontakten til os selv. Vi går i overlevelse – kroppen går i alarm og vi ændre adfærd. Det sker for alle, børn som voksne.

Traumatiske oplevelser som f.eks. vold, seksuelle overgreb kan skade ens evne til at kunne mentalisere og forstå andres følelser og handlinger.

Stress og massive belastninger fra sin skilsmisse eller børnesag

Højt stressniveau og massive belastninger, som det oftest ses ske for en beskyttende forælder i børnesager, kan forstyrre ens evne til at mentalisere, da det kan få ens opmærksomhed til at fokusere på ens egne følelser og bekymringer i stedet for at forstå andres perspektiver.

Det kan blive yderligere udfordret, når man som forælder ikke møder anerkendelse og rette hjælp og støtte fra myndigheder og instanser. I de situationer er det helt normalt, at en beskyttende forælders adfærd mistolkes og vendes på en meget overvældende måde, hvorved den beskyttende forælder gøres forkert. 

Er der tale om en forældre, der lider af en psykisk sygdom (sindslidelse), eller udviser en dyssocial personlighedsforstyrende adfærd, eller mistanke eller konkret viden om et alkohol-, stof-, eller pillemisbrug, er kerneproblematikkerne for barnet og den beskyttende forældre, at de er pårørende til en “karakterafvigende” forælder. Altså vi taler om, at den ene forældre enten lider af en dyssocial personlighedsforstyrrelse, måske udvises psykopatiske eller narcissistiske træk - det kendetegnende er, at hvad der ligger bag årsagerne til en forældre dysfunktionelle adfærd, ved vi oftest ikke. Det kan være en ubehandlet sindslidelse, eller som før nævnt alkohol-, stof-, eller pillemisbrug, der kan være svært at bevise.

Barnet og den beskyttende forælder bliver altså udsat for overgreb. Det kan være fysisk og/eller psykisk vold, overgreb af seksuel karakter, grænseoverskridende eller intimiderende adfærd.

Det er her man som beskyttende forælder enten kan miste sin mentaliseringsevne i perioder, eller mentaliseringsevnen mistolkes grundet den pseudomentaliserende forælders adfærd, fagpersoner tager for troende.

Fejl sker hver dag, mange gange!

Det sker hver dag mange gange hos myndigheder og instanser, at en socialfaglig, terapeutisk eller psykologisk fagperson, tager fejl i vurderingen af, om en forælder er i stand til at kunne mentalisere. Eller de yder ikke rette indsatser der kunne gavne den udfordrede forælder, og afhjælpe forsvarligt.

At være fagerson, der udtaler sig om mentaliseringsfærdigheder er komplekst og kan være svære at vurdere. Der kan alt for nemt opstå misforståelser eller fejlagtige antagelser, som fører til en fejlagtig vurderinger.

Stadigvæk er fagpersonerne i børnesager ikke interesseret i, at gå ned i de dybere lag, hvor svar og løsninger findes. 

Ofte fremgår udtalelser fra myndigheder og instanser om en forælder, der har en anden opfattelse af problematikker med ønsket om fokus på andre og bedre løsninger, at alene på dette grundlag, der jo går stik mod fagpersonens tilbud, at dette alene medfører, at en forælder får etikken "du kan ikke mentalisere" på sig.

Når det fremgår i rapporter eller udtalelser fra de fagpersoner som er indblandet i en børnesag, ser jeg meget sjældent disse påstande underbygget med konkrete eksempler. 

Med andre ord, udtalelser om manglende mentaliseringsevner flagre i ingenmandsland og fatale og afgørende beslutninger, bliver taget alene på dette grundlag.

Det er ganske alvorligt!

Afsluttende opsummering:

I lyset af denne samtale, tænker jeg, at det er tydeligt for os alle, og her mener jeg alle, altså både forældre, fagpersonerne i børnesager, vi som civilsamfund anerkender og forstår alvoren i,  at vi har en lang vej at gå, når det kommer til korrekt forståelse og anvendelse af begrebet mentalisering i børnesager - ikke mindst, hvilke alvorlige konsekvenser alene dette begreb har, og ofrene bliver barnet, forældrene og familien.

Jeg har kommet med eksempler på, hvordan fejlagtige vurderinger og systemet ganske urimelige pres, baseret på forfejlede holdninger og meninger, der helt naturligt påvirker en forældre - især når jeg i denne serie af begreber der tolkes forskelligt alt efter myndighedsspor viser og italesætter det som sker, ofte samlet set virker direkte traumatiserende, skaber høj stress, angst, og følelsen af afmagthed tager over, fordi man som forældre oftest ikke bliver mødt anerkende og med rette hjælp og støtte af de fagpersoner, der netop er involveret i børnesager?

Min påstand er, at begrebet mentalisering bliver brugt som et af redskaberne i statens værktøjskasse til, at fratage en mor eller far sine forældrerettigheder.

Men selvom udfordringerne er mange, er der også muligheder. En mere præcis forståelse og anvendelse af begrebet mentalisering, således at det kan bidrage til sundere og mere understøttende interaktioner mellem fagfolk, forældre og barnet.

En ændret tilgang kræver uddannelse, dialog og en vilje til at udfordre de eksisterende normer. Her tænker jeg alle, fagpersoner som forælder.

I det arbejde er hver enkeltes bidrag vigtigt. Fra den socialrådgiver, der tager sig tid til at forstå en forældres perspektiv, til den psykolog, der anvender mentalisering med en anerkendende og empatisk tilgang, og sidst og ikke mindst, at man som mor eller far er bevidst om begrebet mentalisering og forstår fuldt ud, hvad betyder det reelt, samt hvordan kan man, som forælder blive bedre til at kunne mentalisere.

Hjælp-Til-Selvhjælp

I undervisningsmaterialet “Bliv din egen sagsleder og pilot i dit skilsmissebarns liv” giver jeg dig vigtige værktøjer, således du inspireres og lærer, hvordan du kan manøvre og agere klogt og velovervejet, både i forhold til begrebet mentalisering, men bestemt også denne series øvrige italesatte problematikker og meget meget mere. 

Er du forælder eller kender du en forælder, der netop lige nu befinder sig i en kompliceret børnesag, kan du hjælpe ved at henvise til Kids Rescue`s undervisningsmateriale, det første af slagsen, netop skræddersyet til de komplicerede børnesager - der findes i fanen Hjælp-Til-Selvhjælp.

Tak fordi du lyttede med.