Samtlige fagpersoner der arbejder på børnesager, har ikke afstemt kammertonen og benytter alle forskellige "noder" når "musikken spiller i systemet".

Vi er nu nået til del 9, som omhandler emnet "LIGESTILLING OG FORÆLDRERETTIGHEDER", der grundet begreber der tolkes og opfattes forskelligt alt efter myndighedssporspor, har slået usunde, alvorlige og farlige rødder. Det som sker i kommunerne, Familieretshuset og Domstolene er medvirkende til, at fundamentet til den fortsatte diskurs på det kollapsede på kollaps børneområde, meget tragisk er grundlagt solidt.

Når vi taler om ligestilling og forældrerettigheder, er det umiddelbart grundet de utallige fædre som erfarer, at de i forældreskabet er blevet kørt ud på et sidespor.

Jeg kommer i dette video opråb med mange forskellige vinkler på problematikker i forbindelse med emnet ligestilling og forældrerettigheder mellem mødre og fædre.

Vi kan ikke komme uden om de mange fædre, der føler sig marginaliseret i forældreskabet. Hindringerne skyldes både traditionelle kønsnormer og en opdeling, hvor mødre ofte naturligt tager sig af det meste af omsorgen for de helt små børn. Dette kan medføre, at fædre står svagt i skilsmisseprocesser, når det kommer til forældremyndighed, bopæls- og samværsret.

I denne video vil jeg gå i dybden med flere forskellige aspekter af problematikkerne både mødre og fædre skal være opmærksomme på noget - især når vi taler om forældrerettigheder.

Jeg vil påstå, at hverken mor eller far har nogen forældrerettigheder. 

Selvom mange vil mene, at det ikke kan passe, vil de forældre, der har oplevet dette i deres egen sag, sandsynligvis nikke genkendende. Advokater og jurister vil straks protestere og insistere på, at det er en forkert påstand. Selvfølgelig har både mødre og fædre forældrerettigheder - det står jo i den danske forældreansvarslov!

Men står vi over for et valg: Skal vi lytte til eksperterne, der holder fast i, at forældre har rettigheder, eller skal vi dykke ned i systemets dybere lag? I disse lag findes en skjult 'værktøjskasse', som staten behændigt og diskret bruger til at gribe ind i børnesager og effektivt fratage enten mor, far eller begge forældre deres rettigheder.

Jeg kan lige tilføje, vi er bagud, dette angreb på barnet, forældrene og konstellationen familien har stået på i årtier.

Givet den alvorlige situation vi står overfor, er det på tide at vi taler om, hvad der faktisk sker, i stedet for at fokusere på ligestilling. Vi har været bagud i årtier i denne kamp for barnet, forældrene og familien.

Mit navn er Jacob Birkebæk og idéudvikler af Kids Rescue. Jeg er blevet mere direkte i min kritik af de professionelle faggrupper og organisationer, der ved, at tingene er helt ude af balance, men enten tier stille eller udnytter dette kaos for at fremme egne interesser, fastholde egen eksistens, profit og magt.

Disse aktører bidrager til, at fokus ikke er på sandheden og på at sætte en stopper for dette, men i stedet på lappeløsninger gennem mindre ændringer i lovgivningen og i systemet. Det er ren kaos, og det er umuligt for almindelige borgere at forstå, hvad der sker, og konsekvenserne af de beslutninger, der træffes af en lille indre cirkel med egne interesser.

Den katastrofale Barnets Lov, som de færreste har hørt om, er et godt eksempel på det, der endnu engang med hjælp fra interessenter, organisationer og fagfolk, også er medvirkende til, at give staten den ultimative magt.

Fagpersoner, der er berørt af Barnets Lov, herunder sundhedsplejersker, pædagoger, lærere, socialrådgivere, familierådgivere, familieplejekonsulenter, tilsynskonsulenter, psykologer og familieterapeuter, og mange flere faggrupper, kan være tilbøjelige til at se Barnets lov som et skridt fremad. De kan mene, at det er positivt, at børn nu får en mere aktiv rolle i deres egen sag.

Men hvis jeg siger, at det netop er disse faggrupper, der med en dogmatisk tilgang og efter en given doktrin, bidrager til en indoktrinering og et negativt syn på forældre - er det så et seriøst problem?

Når jeg siger, at disse nævnte faggrupper har en "dogmatisk tilgang" og følger en "given doktrin", betyder det, at de strængt følger et sæt regler eller ideer uden at stille spørgsmål ved disse eller overveje alternative tilgange.

Når jeg siger, at de bidrager til "indoktrinering", betyder det, at de forsøger at indprente en bestemt holdning eller ideologi i både barnet og de voksne der omgiver barnet, ofte på en autoritær måde, uden plads til diskussion eller kritisk tænkning.

Når jeg siger, at forældre udsættes for en "negativ konnotation", betyder det, at der er et negativt syn eller en negativ bedømmelse forbundet med forældre i denne kontekst.

De største organisationer markedsfører intensivt fokus på barnets bedste og barnets ret. Imidlertid reflekterer dette ofte ikke barnets virkelige oplevelser. Gennem dygtig og kostbar propaganda, mister vi let overblikket.

Et eksempel på dette er Børns Vilkårs omfattende kampagne med overskriften "Stop vold mod børn". Denne kampagne og dens negative konsekvenser for børn og unge vil jeg undersøge nærmere sammen med andre eksempler i videoen "Det massive plot mod børn, unge, forældre og familier - globalt og i Danmark."

I denne video vil jeg ikke diskutere Barnets Reform. I stedet vil jeg fokusere udelukkende på ligestilling og forældrerettigheder - en diskussion, der er kørt fuldstændig af sporet.

Jeg gentager min påstand: Mor og far har ingen forældrerettigheder!

Jeg er opmærksom på, at nogle kan finde mine udtalelser overvældende og retorisk hårde eller upassende. Men alvoren skal frem, og jeg håber og beder om, at du vil dele budskabet i denne video.

Hele familien skal lytte op nu og tage mine budskaber alvorligt. Dette påvirker ikke kun skilsmisseforældre eller forældre, der netop står over for tvangsanbringelse.

Det handler om vores fremtid; børn, unge, forældre og familier!

Børn, unge og familie området kræver en detektivmæssig tilgang, hvor man systematisk undersøger hver eneste ledetråd og følger spor for at opklare, hvad der foregår, og ikke mindst årsagen bag det.

Det er som at være en dedikeret efterforsker, hvor man skal være opmærksom på alle detaljer og samle alle ledetrådene for at kunne afdække sandheden.

Ved at dykke ned i hvert eneste ledetråd kommer brudstykker af konkret viden frem. Nogle fakta er klokkeklare og taler sit eget tydelige sprog, og kan ikke skabe den mindste tvivl. Andre fakta kræver analyse eller oversættelse fra kompleks sprog til et mere forståeligt sprog, der giver mening for den almindelige person.

Hver eneste ledetråd kan ses fra forskellige perspektiver og integreres i andre sammenhænge, der knytter sig sammen med det kaos og sammenbrud, vi ser ske på hele børn, unge og familie området.

Det er gennem denne dybdegående undersøgelse, at vi kan få et fuldstændigt billede af, hvad der foregår, og hvem der står bag.

FN's Konvention om Barnets Ret synes sympatisk og en nødvendig del af de 17. Bæredygtige Verdensmål - også kaldet Agenda 2030.

Jeg har som ide & udvikler af Kids Rescue gennem årerne udtalt, at forældrerettigheder i de meget betændte, konfliktfyldte og komplicerede børnesager, at udfaldet i børnesager oftest ikke tager højde for barnets bedste, og ofte er barnets bedste blevet tilsidesat til fordel for en forældres opnåede sympati hos myndigheder og instanser. 

Derfra kommer de meget udfordrende problematikker

• Børn der tilbageholdes fra en forælder grundet opdigtede anklager.
• Børn som ikke kan tåle den ene forældre, og burde tilbageholdes, men bliver det ofte ikke.
• Frivillig anbringelse | Tvangsanbringelse | Tvangsbortadoption

Set med disse øjne, burde FN Konventionen om Barnets Ret netop imødekomme de problematikker, som jeg ofte har markeret som særdeles udfordrende og direkte ødelæggende for et barn, der oftest i disse situationer befinder sig massivt klemt og glemt. I mens forældrene i deres forsøg på, at beskytte deres barn kæmper de for deres rettigheder - og dette uanset scenariet i den unikke familie situation.

I min meget nøje gennemgang af FN Konventionens indhold og øvrige underliggende FN organisationers konventioner faldt 5 øren for mig.

Børnekonventionen som er en del af Agenda 2030 handler modsat narrativerne, på ingen måde om barnets ret, men begyndelsen på en massiv indoktrinering og direkte ødelæggelse af barnet og konstellationen familien.

Jeg er sikker på, at utallige advokater og interessenter, deriblandt børneorganisationer, vil være ganske uenige med mig. Fred være med det, jeg forholder mig til virkeligheden, det som sker og det som står skrevet i konventioner og love og følger spor fra den store verden hele vejen til Danmark.

Jeg ser som ide & udvikler af Kids Rescue, som en vigtig mission, at finde årsagerne til det kollapsede på kollaps børn, unge, forældre og familie område. Jeg kan dokumentere mine påstande, så de uenige er velkommen til at tage debatten med mig. 

Dette er baggrunden for undervisningsmaterialet "Det massive plot på børn, unge, forældre og familier - globalt og i Danmark".

Jeg vil lige i samme anledning gøre opmærksom på Kids Rescue`s andet undervisningsmateriale; "Bliv din egen sagsleder og pilot i dit skilsmissebarns liv", der er som det første initiativ nogensinde, netop skræddersyet til forældre i de komplicerede børnesager, og hvor viden og lærdom til håndtering af de svære, overvældende og ofte direkte ødelæggende bump på vejen, i mødet med systemet, myndigheder og instanser, er alt afgørende.

Begge undervisningsforløb finder du under Hjælp-Til-Selvhjælp på Kids Rescue`s hjemmeside.

Utallige forældre kæmper for deres ret til, at tage beslutninger om deres børns opdragelse, skolegang, helbredsmæssige og sundhedsmæssige væsentlige behov - psykisk og fysisk, baseret på den unikke forståelse og overbevisning om, hvad er i sit barns bedste. 

Fem øren faldt altså for mig, da jeg gennemgik mængden af forskellige lovgivninger i Danmark, der er direkte medvirkende til de mange problematikker, vi erfarer ske, og årsagen til det kollapsede på kollaps børneområde børneområdet.

Det handler om Artikel 5. i FN's Konvention om Barnets Rettigheder - der meget snedig og ganske ubemærket indirekte har ændret betydningen og værdien af forældrerettigheder.

I Danmark er FNs Artikel 5. altså stille og roligt gennem en del år blevet inkorporeret i vores lovgivninger, uden at vække en eneste kritisk røst. Det er her samtalen bør begynde. Og det gør vi så...

DETTE ER FORTOLKNING AF OVENSTÅENDE.

FN's Konvention om Barnets Rettigheder, Agenda 2030, er en international aftale, der fastsætter en række rettigheder for børn. 

Disse rettigheder omfatter retten til liv, sundhed, uddannelse, leg, udtrykke sin mening og beskyttelse mod vold og diskrimination.

Når et land ratificerer denne konvention, forpligter det sig til at sikre, at disse rettigheder respekteres og opfyldes. Dette indebærer at skabe og håndhæve love og regler, der sikrer overholdelse af disse rettigheder.

Konventionen kræver også at et land sikre adgang til passende sundhedspleje, herunder vaccinationsprogrammer, og passende uddannelse, herunder også den kontroversielle og seksualundervisning - kaldet Comprehensive Sexuality Education - SCE og reproduktive rettigheder. Vi taler om børn fra 0 år og frem!

Selvom seksualundervisning ikke er direkte nævnt i konventionen, anerkendes det i andre internationale retningslinjer, herunder Verdenssundhedsorganisationens (WHO) "Standards for Sexuality Education in Europe".

Dette for blot at nævne et udpluk af barnet rettigheder - der er et direkte angreb på barnets helbred og sundhed - psykisk og fysisk. 

Dette arbejde skal udføres i en fælles indsats for at beskytte og fremme børns rettigheder i alle lande, der har accepteret konventionen. EU ønsker ligeledes at inkorporere FNs Agenda 2030 og være gældende for "alle" medlemslandene. Balkan landene har endnu ikke anerkendt EU`s anbefalinger, men det har Danmark. 

Når konventionen taler om at respektere de roller, som forældre og andre omsorgspersoner har, betyder det, at staten skal støtte deres ansvar og ret til at vejlede og støtte barnet i at forstå og udøve sine rettigheder. Dette skal ske i overensstemmelse med barnets alder, udvikling og lokale traditioner.

Det er ikke kun en anbefaling, men en forventning og et ansvar, der følger med rollen som forælder eller omsorgsperson.

FN's Konvention om Barnets Rettigheder har ekskluderet forældrerettigheder og konstellationen både den hele familie og den to-delte skilsmissefamilie.

LAD OS SE PÅ NOGLE AF KONSEKVENSERNE AF PLANEN

Det er reelt umyndiggørelse af forældre! Forældrerettigheder strækker sig udelukkende så længe og i det omfang, at du bakker op om "samfundssind" og "korrekthedskassen", der er defineret af FN og inkorporeret hos danske myndigheder og instanser. 

Det er en voldsom form for indoktrinering af børn og unge der foregår, hvor begrebet programmering er reelt mere dækkende, jeg ikke kommer ind på i dette video opråb, men samler op på i video opråbet og undervisningsmaterialet "Det massive plot mod børn, unge, forældre og familier - globalt og i Danmark".

Det kan nemt skabe splittelse mellem barnet og forældrene, eller mellem forældrene i skilsmisse situationer - det er så her kommunen ofte trækker "kortet": Frivillig anbringelse | Tvangsanbringelse | Tvangsbortadoption

Missionen er tydelig

Barnets bedste og barnets rettigheder betyder i virkeligheden, at barnet skal pr lov udsættes for en tillæring, hvor ordet indoktrinering bør benyttes, og staten definerer det som barnet pr. ret, skal tillæres. Jeg tænker de færreste forældre eller voksne netop ikke ønsker, at udsætte sit barn for dette og slet ikke uden samtykke. Slet ikke ved af se det som sker fra flere og helt dybe perspektiveringer. 

Hvad betyder dette i praksis

Staten har overtaget forælderens ansvar i forhold til "opdragelse" og "dannelsen" af barnets læring og udvikling på alle områder - her er et udpluk.

• Det helt lille barn har ret til (LÆS SKAL) pasning i dagpleje, vuggestue og børnehave.
• Det lidt større og helt store barn har ret til skolegang og uddannelse (LÆS SKAL) - og dermed menes, DEN skolegang eller DISSE uddannelser, der er defineret og forudbestemt af staten.
• Børn har ret til sundhedsplejerskens tilbud i forhold til involvering i det, der vedrører det sundhedsmæssige, helbredsmæssige, og ikke mindst den omfattende undervisning i seksuelle og reproduktive rettigheder, defineret i FNs konvention om barnets rettigheder (LÆS SKAL) - UDEN samtykke og UDEN information, orientering og inddragelse af forælderen.
• Børn har ret til vaccinationsprogrammer defineret af sundhedsmyndigheden eller FN  WHO (LÆS SKAL).
• Børn har ret til at modtage DE  tilbud, der vedrører mentale sundhedsmæssige tilbud til bearbejdning af symptomer og reaktioner, der tilbydes i kommunen, lægen eller i psykiatrien. Herunder medicinsk indgreb. (LÆS SKAL)

Det forventes i Danmark, at vi som forældre skal handle og prioritere på en bestemt måde.

Det gælder som tidlige udtalt lige fra barnets fødsel, vuggestue, børnehave og skole.

De forældre, der går mod normer der er forudbestemt for, at være en god samfundsborger, møder ofte en urimelig modgang. Det kan være lige fra forældre der finder det bedst, at barnet først kommer i institution når forældrene vurderer, at barnet er parat og dermed holdes hjemme, modsat det som anbefales af Staten. Eller forældre der ikke finder, at skolen kan imødekomme både undervisning og sociale forhold, der matcher barnets bedste grundet unikke eller særlige behov hos barnet, som det har afgørende behov for, at få indfriet og dette kan skolen ikke indfri.

I samlivs ophør vil disse instanser ofte ligeledes gå imod den af forældrene, der mener fællesbarnet har andre og unikke behov, der ikke indfries ved, at barnet puttes ned i korrekthedens-kassen. 

Der er så mange børn i Danmark, der ikke trives og får diagnoser de ikke har. De dannede, ansvarlige og vågne forældre, der netop er bedst til afkode barnets særlige behov og årsager til, hvorfor barnet ikke trives, kan næsten ikke få lov til at gøre det, som er bedst for barnet.

Jeg erfarer i Kids Rescue utallige børnesager, hvor børnene har fået diagnoser, de ikke har. Skulle barnet endeligt have en diagnose i disse tilfælde, skulle det være belastningsreaktioner, der kommer til udtryk via symptomer og reaktioner, der ofte mistolkes af fagpersonerne, der omgiver barnet og oftest ikke afhjælpes. Barnets symptomer og reaktioner forsvinder helt og fundkommen, når det bliver mødt med den rette tilgang, hjælp og støtte. Utallige af disse børn medicineres af disse årsager mod en forældres vilje, eller forælderen udviser tillid til systemets folk i de hvide kitler og dermed tror på, at medicin er bedste og eneste løsning. Og så er der den gruppe forældre, der ikke tør sige nej tak, udelukkende af frygt for statens repressalier - altså frygten for, at staten vælger at overtage ansvaret for barnet.

Det er Statens børn… ikke forældrenes...

Det er så slående, hvordan vores samfundsmodel er opbygget på en måde, hvor de moderlige og faderlige instinkter fra urtiden, bliver ædt op af korrekthedens-kassen.

Denne kasse, der indeholder en forudbestemt måde at tænke eller være på, legaliseres ved narrativet "bedst for barnet" - og det ved myndigheden eller instansen altså bedre end mor og far. Dermed bliver det skrevne, og det som siges højt til virkelighed. Det er ret gennemgående tilstand for hele barnelivet.

Derfor er der to typer af forældre, den der er logisk og rationelt tænkende, har egne holdninger og meninger, baseret på egne instinkter og viden og fastholder, at være tro mod disse. Den tilgang kan skabe konflikter og kan blive en længerevarende slåskamp mod systemet, med et udfald der er ganske uforudsigeligt. Så er der den anden type forælder, der føjer sig, ved at tilsidesætte egne holdninger og meninger og instinkter, og gør dette, både for ikke at føle sig forkert i forhold til flokken, hvis fokus er på korrektheds-kassen, men så sandelig grundet angsten for den hårde statslige kontrollerede motivation.

De forældre som har et barn med bekymrende syptomer og reaktioner, psykisk eller fysisk handicap, er jeg sikker på ved, hvad jeg taler om. Det betyder, at samtalen og den konstruktive dialog om bedste løsninger for barnet, med respekt for og med udgangspunkt i forældre-ressourcer og vurderinger, kan blive til diktater, som en stærk og fornuftigt dannede forældre ikke vil indlede samarbejde om. Når den situation optræder, bliver disse forældre ofte retorisk kategoriseret og stigmatiseret, som en modarbejdende og konfliktskabende forældre uden rette forældrekompetencer. Det ses ske hos samtlige myndigheder og instanser.

Set fra dette perspektiv, er min påstand, at barnet ikke er forældrenes, men Statens. Det er ligeledes baggrunden for titlen på denne nytårs hilsen "tag børnene tilbage", og bekræftes i FN Konvention - Barnets Ret - som Danmark har inkorporeret. En konvention hvor konstellationen forælderen og familien ikke fremgår som vigtigst - men bukker under for en cirkel af magt fulde interessenter, der har defineret, hvordan vi som samfund med vold og magt SKAL indordne os - og på ikke demokratiskvis defineret FN konventionen Barnets Ret.

"Så nu vender jeg mig til dig, der sidder derude og læser eller lytter. Hvad siger du til det? Har vi, uden at indse det, overdraget vores børns liv og opvækst til staten? Hvordan føles det for dig som forælder at overveje dette? Er du tilfreds med at være passiv, når det kommer til det mest dyrebare, vi har - vores børn? Eller mener du, det er på tide at tage stilling og tage ansvaret tilbage?

Jeg har en detektivmæssig tilgang, hvor jeg systematisk undersøger hver eneste ledetråd og følger spor for at opklare, hvad der foregår, og ikke mindst årsagen bag det. Hvordan oplever du det, når jeg fortæller det jeg kommer frem til? Er du klar til at se sandheden i øjnene, eller vil du fortsætte med at sidde komfortabelt i korrektheds-kassens bløde sæder? Jeg udfordrer dig til at tage stilling. Hvor går din grænse? Hvordan vil du handle?

Kom nu, lad os høre hvad du mener. Jeg vurderer tiden er knap, men ser du alvoren og klar på, at sammen slår vi ring om børnene og tager magten tilbage?

Det henleder til næste spørgsmål, hvordan skabes motivation?

Den amerikanske psykologiprofessor Edward L. Deci ser flere problemer, med måden vi i dag forsøger at skabe motivation - han udtaler:

Man kan helt overordnet tale om to former for motivation. Man kan være drevet af en indre passion eller interesse for en sag, hvilket vi kalder autonom motivation. Eller man kan være drevet af et udefrakommende pres, som for eksempel udsigten til en belønning eller en straf, det kalder vi kontrolleret motivation.  

Staten lokker med en belønning eller truer med en konsekvens. På den måde risikerer man, at knægte forælderens oplevelse af selvbestemmelse og oplevelsen af egne kompetencer fuldkommen af. 

Trusler, belønninger og diktat skaber situationer, der får forældre til at føle sig inkompetent og underlagt Statens vilje. Men det, vi rent faktisk bliver motiveret af som mennesker, er anerkendelse og følelsen af at have et valg.

Derfor handler det om, at tilbyde forældre og børn et valg. Og udvise åbenhed, interesse og anerkendelse for det unikke. Behandles alle ens, fejles der ved ikke, at fokusere på barnets unikke situation og reelle behov.

Børn og familier lider i dag og dette grundet en topstyret dansk stat.

Mange børn oplever i dag, at de enten delvist eller fuldstændigt er udelukket fra deres fædres liv.

Dette på trods af børnenes ønsker og behov. Dette kan betragtes som en form for overgreb på barnet. Blandt disse udelukkede fædre findes både de fantastiske og de krænkende.

Begge grupper kæmper for deres børns ret til samvær, efter deres egen opfattelse af, hvad der er bedst. Dette støttes ofte af foreninger og fagfolk, der taler fædres sag og presser politisk for delt bopæl, idet mindre anser flere af disse far-forkæmpere som overgreb på barnet.

Dette betyder, at forsvaret for fædres rettigheder ikke nødvendigvis tager hensyn til barnets unikke behov, men i stedet ønsker at presse barnet ind i en samværsordning baseret på ligestilling og forældrerettigheder.

Jeg håber, du kan se, hvorfor denne tilgang kan virke problematisk. Den søger at gøre det, der er bedst for alle børn, til loven, uden at tage hensyn til barnets individuelle behov.

Desværre er det blevet en holdning, der bliver gentaget så ofte, at vi begynder at tro, at det er til barnets bedste. Denne holdning får stadig mere politisk støtte.

Mødre er ofte i centrum af denne diskussion, og det kan være et problem. I DEL 2. BARNETS BEDSTE vil jeg diskutere, hvordan biologi ofte vejer tungere end ligestilling, når mødre og fædre ikke kan samarbejde og har små børn.

Spørgsmålet om barnets tilknytning til sine forældre er et emne, der sjældent berøres i dybden i debatten. Det gælder både tilknytning til mor og far.

Er denne diskussion baseret på holdninger, meninger, "tro", eller har vi konkret viden?

Situationen er, at spørgsmålet om respekt for biologien ofte undermineres og ignoreres i samtalen.

Det er også værd at overveje, om der er situationer, hvor faderen er den bedste omsorgs- og tryghedsperson for det lille barn? Dette spørgsmål stilles sjældent, og det bliver sjældent undersøgt i dybden af myndighederne.

Er den beskyttende forælder en far, kan han være dårligere stillet end moren, selv hvis hun er en "karakterafviger". Beslutninger i det familieretlige system er ofte grundet manglende faglighed og kompetencer hos myndighederne, samt manglende vilje til at sikre barnets bedste.

Ironisk nok er dette ikke problematikker, som FN's Børnekonvention tager højde for.

I stedet for at ændre fagpersoners og myndigheders tilgang til børnesager, ser vi ofte, at ligestillings- og forældrerettighedskortet trækkes ind som en løsning på problemerne i børneområdet.

Disse perspektiver kan virke som et røgslør, der gør det svært for den enkelte at gennemskue situationen. Men jeg håber, at min forklaring gør det lidt mere klart.

Jeg forsøger, at argumenterer for, at der er problemer i systemet omkring børnesager, hvor der ikke er afstemt en fælles tilgang blandt fagpersoner.

Forældre, især fædre, oplever at blive kørt ud på et sidespor og deres børn er enten delvist eller helt udelukket fra deres liv, mod barnets ønsker og behov. Der er en opfattelse af, at der er en far-vinklet tilgang, hvor man fokuserer på ligestilling og forældrerettigheder, i stedet for at tage hensyn til det unikke barns behov.

Biologi vægter stadig højere end ligestilling, når mor og far ikke kan samarbejde omkring et fælles barn, og tilknytning til barnet er et emne, som mangler at blive berørt i dybden i samtalen. Der er også kritik af myndighedernes tilgang til beslutninger i det Familieretslige System, som lider under manglende faglighed og kompetencer, og at der ofte træffes beslutninger grundet myndighedernes tilgang i stedet for at sikre barnets bedste.

Jeg har løbende i denne serie af video opråb, begreber der tolkes og opfattes forskelligt alt efter myndighedssporspor kommet med flere eksempler på dette og vil ikke gentage her.

Lad os i stedet se på nogle relevante spørgsmål der i denne sammenhæng burde stilles:

1. Hvordan kan man sikre, at afgørelser om bopæl, samvær og forældremyndig, tager hensyn til barnets bedste, og ikke blot er baseret på biologien, ligestillingsprincipper eller forældrenes ønsker?
2. Hvilken betydning har biologien og tilknytningsteorier til både en mor og en far i forhold til et barns trivsel?
3. Hvordan kan man sikre, at fagpersoner og myndigheder har tilstrækkelig faglighed og kompetencer til, at træffe afgørelser i komplekse børnesager?
4. Hvordan kan man tackle problemet med, at alt for mange fædre oplever at blive ganske urimeligt kørt ud på et sidespor i forhold til deres børn, samtidig med at man også tager hensyn til de tilfælde, hvor faderen udgør en trussel mod barnets trivsel?
5. Hvordan kan man sikre, at der tages hensyn til barnets ønsker og behov? I forbindelse med dette, kan jeg lige minde om mit video opråb "børnesamtalen er er trussel mod barnets sikkerhed" og "rødt flag til de børnesagkyndige undersøgelser".

I forhold til vores samfundsmodel giver samtalen om ligestilling og forældrerettigheder for mange stor mening.

Men i forhold til børneområdet medvirker også denne vinkel til, at samtalen om det kollapsede på kollaps børneområde bliver ganske svær - jeg spotter, at det reelt er umulig at samtale nuanceret, konkret og faktuelt - således diskursen får frit spil, mod barnets bedste.

Det kan den enkelte så være enig eller uenig i - det er helt i orden.

Men ligestilling mellem forældre er det politiske mantra, jeg som den beskuende over en bred kam oplever, bliver brugt på bekostning af børnene. Derfor er der tusindvis af børn, der hver dag befinder sig i en stor klemme mellem mor, far og systemet, fordi politikerne fastholder deres fejlslagne, eksperimenterende lovgivning.

Gad vide om politikerne reelt er bevidste om, at med inkorporeringen lovgivningsmæssigt af FNs artikel 5 i Barnets Ret, har hverken mor eller far længere forældrerettigheder. Giver det anledning til eftertanke?  

Giv mig lige en chance og lyt til, hvorfor jeg mener samtalen om ligestilling og forældrerettigheder simpelthen har taget overhånd.

Jeg spotter en samfundsmæssig splitting, der umuliggør og maskerer muligheden for rette fokus.

- og jeg som ide & udvikler af Kids Rescue erfarer og oplever, at den samfundsmæssige tilgang fra myndigheder og instanser på en lang række områder, har indirekte og direkte medvirket til en splitting mellem mor og far og familien. Det gælder den hele familie og den todelte familie. 

Vi skal kunne tale åbent og ærligt om, hvordan vores velfærdssamfund ikke har formået, at skabe de nødvendige rammer for, at den hele familie eller todelte familie kunne sikres bedste forhold, således styrke fællesskabet og de familiemæssige rødder i den unikke danske familie.

Familien er under ekstremt stort pres. Selv psykologforeningen er begyndt at tale om, at børn og unge i de danske familier har det virkeligt svært. Deres mistrivsel spottes i hjemmet og i skolen. Sammenligner vi nuværende situationen for børn i Danmark i dag og går blot 30 år tilbage i tiden, har mistrivslen blandt børn aldrig været større, været mere markant og alvorligere, end vi erfarer lige netop nu i dette øjeblik i 2023. Psykologforeningen har samtidigt ikke et svar på, hvorfor tilstanden er endt, hvor den er endt for de danske børn og unge. Det kan så undre mig, at de ikke er i stand til, at komme med en række bud på hypoteser til denne diskurs.

Det betyder, at vi taler ikke rigtigt om det konkrete og problematiske. Berøreres emnet, at børn og unge aldrig har haft det sværere end nu, bliver disse problematikker berørt med uforstående psykologiske eller sociologiske øjne, og emnet bliver lagt ned. Jeg oplever et dansk samfund der er handlingslammet og berøringsangste for, at tale om det svære og gå i mod de plantede narrativerne.

Jeg er, efter et længere og meget omfattende efterforskningsarbejde ikke i tvivl om, at den danske inkorporering af FNs Konvention Barnets Rettigheder, også er medvirkende til, at børn, unge, forældre og familier på en langrække områder bliver udsat for en kontroversiel og særdeles ødelæggende agenda, som jeg belyser i undervisningsmaterialet "Det massive plot på børn, unge, forældre og familier - globalt og i Danmark. Under narrativet Barnet Ret, bliver børn og unge b.la. udsat for Omfattende Seksualiserings Undervisnings, der er en ud mindst 4 kontroversielle emner, der reelt er en massiv indoktrinering, der ifølge FNs konvention Barnet Ret skal ske, uden samtykke og orientering til forældrene. De danske børneorganisationer som Børns Vilkår, Red Barnet, Planned Parenthood - der i Danmark kaldes Sex & Samfund for at nævne nogle stykker er stærkt engageret og fuldt ud støttet af Danish Human Rights. Alle initiativer der er inkorporeret i dansk lov. Er det mon et problem? Kan dette medvirke til unges mistrivsel? Er denne dogmatiske tilgang fra de voksne der omgiver vores børn og unge reelt en trussel og indirekte og direkte en modarbejdelse af konstellationen familien og en underminering af forældrerettigheder? Jeg gennemgår ikke dette i denne omgang, men du kan få dybere viden i det omfattende undervisningsprogram, der underbygger min alvorlige bekymring.

Narrativerne om Danmark som verdens lykkeligste land og det lykkeligste folk er udtryk, vi som danskere har monopol på. Disse ideer underbygges af nationalsangen "Der er et yndigt land", og skaber således et billede af Danmark som noget ganske særligt og unikt dansk. Disse fortællinger fremstiller ofte Danmark som et paradis på jorden.

Der er altså en lang række forhold som vi bliver fortalt, men er reelt modsat virkeligheden. Det som siges højt eller skrives med storebogstaver ender med, at blive til vores virkelighedsopfattelse. 

Det vi ikke taler åbent om eksisterer altså ikke som vilkår. I virkeligheden barske vilkår. Det kaldes også for vores perception af vores virkelighedsopfattelse. Vores perception bliver altså ikke baseret på, hvad vi selv logisk og rationelt spotter, oplever, tænker og føler. Eller hvad vi ønsker som selvstændige, voksne individer, som forældre. Nej den baseres på det, som vi bliver fortalt. 

Mange har ikke opdaget det endnu, men utallige har. På den baggrund kan det jeg vil sige nu virke lidt polariserende - men luk lige øjnene et øjeblik og mærk efter det som jeg nu fortæller: Vi er som voksne, blevet tillært og programmeret helt fra fødsel, at vi skal have andre til at fortælle, hvad vi som individ trofast og loyalt skal, nemlig at følge den flok, vi som menneske altid har søgt accept og beskyttelse hos. Det betyder, at når den store flok taler om ligestilling og forældrerettigheder, er det der fokus bliver, og ikke de reelle årsager til et kollapset på kollaps børneområde bliver fejet ind under gulvtæppet.

Hvem kan vi reelt stole på?

Hvordan får vi talt om det svære på en anerkendende og måde og hvor meget skal der til, før du træder i karakter og sige "stop lige engang" - den her er jeg ikke orienteret om - det skal vi lige tale om?

Hvordan skabes en sober samtale, der bliver hård, når samtlige organisationer, politikkere uden information og samtykke fra den danske befolkning, har defineret hvad der er rigtigt og forkert - og den 4 statsmagt ikke stiller kritiske dybdegående spørgsmål - men reelt har "købt" narrativet og ligeledes medvirker til en diskurs der skal stoppes?

Som ide & udvikler af Kids Rescue - rækker jeg hånden ud til dig - hjælp mig lige her...

Hvordan vi som voksne, nuværende og kommende forældre kunne ønske for den hele eller todelte familie og vores børn, kunne blive er et stort og interessant emne.

I dette video opråb fra mig, bliver med udgangspunkt i begrebet ligestilling mellem mor og far, men det er altså ren dynamit, når vi går direkte mod biologien og psykologien og tror, at det er okay at et barneliv kan og skal deles, som en pose vingummi, altid - og det er altid bedst for barnet.

Det kan være bedst for barnet, men kan også virke modsat. At nye politiske tiltag i kommende lovændringer peger i den retning som standard, er altså baseret på egne meninger og holdninger. Dette uden at lytte til psykologien eller sociologien. Det er altså vigtigt at italesætte, at ingen skilsmisser er børnevenlige. Men en skilsmisse kan gøres så optimal som overhovedet mulig for barnet. 

Det er ligeledes vigtigt at italesætte, at alle børn er forskellige, og det, der er bedst for ét barn, kan ikke nødvendigvis være det bedste for et andet. Det er derfor vigtigt, at tage hensyn til barnets individuelle behov og alder, når man planlægger samvær og opdeler omsorgsansvaret mellem forældrene. På samme måde vigtigt, at vi ser på, hvornår er far den bedste omsorgsperson. Det siges alt for ofte, at børn er seje og dygtige til at tilpasse sig nye situationer og forudsætninger. Det er så endnu et fortælling, hvor det reelt er tvivlsomt, hvorvidt det overhovedet er sandt!

Børn er seje og dygtige, men de er også skrøbelige og følsomme sjæle, især når familien opløses eller opløst. Og det ses, når barnet i denne situation ikke kan tale med den ene eller begge sine forældre, fordi de voksne er fanget i egne behov og konflikter, hvilket kan være årsagen til, at alt for mange børn går rundt med deres tanker og følelser alene. Er der tale om overgreb, og det foregår i de danske hjem i et uhyggeligt omfang, som myndigheder og instanser meget synligt ikke anderkender i rette omfang, hvilket de udviser med deres tilgang til håndtering af mistanker eller reelle klokkeklare overgrebs situationer. Det er et utilgiveligt samfundssvigt. 

Den forkerte tilgang til det, som ligger dybere og årsagen til, hvorfor vi taler så meget om ligestilling, kan få fatale konsekvenser for børne og unge skæbner. Vi skal sikre dem og den hele og delte familie de bedste forudsætninger for deres fremtidige udvikling og trivsels skyld.

For Danmarks fremtids skyld. 

Min oplevelse er, at den store fokus på emnet ligestilling mellem forældre medfører, at vi ikke får talt om, hvilken betydning har biologien lige fra baby stadiet og videre i barnets udvikling. 

Med den overskrift, kan mange fædre tænke åh nej, stop nu. Jeg er bevidst om, at der er utallige rigtig gode fædre som erfarer meget brutalt, at biologien og psykologien vægter højere end ligestilling og forældrerettigheder, når mor og far ikke formår samarbejde og har et mindre fællesbarn. Man kan sige, på den ene side er mor kvag biologien foran på point, samtidig med at vi ikke taler nuanceret om biologiens betydning for barnet. Både set fra barnets tilknytningsperspektiv mor og far. Barnet har behov for begge - men modtager noget forskelligt og vigtigt og ikke mindst alt efter barnets alder, der ikke må glemmes i ligestillings og forældrerettighedssamtalen.  

Jeg kan gentage, at det er yderst sjældent, at far-vinklen anerkendes og kunne til fars forsvar gå på: Er der situationer, hvor faderen er det lille barns bedste omsorgs- og tryghedsperson?

Det spørgsmål hverken stilles eller undersøges af myndighederne.

Er den beskyttende forælder en far, er han altså ringere stillet end moderen, der i naturligvis også kan være en "karakterafviger. Det vil sige, at beslutninger i det Familieretslige System ofte bliver grundet myndighedernes tilgang, der lider under manglende faglighed og kompetencer, samt vilje til at sikre barnets bedste. 

Hvad gør fortalerne for fædre i disse situationer så for, at komme myndighedssvigt til livs. Man inddrager begreberne ligestilling og forældrerettigheder, og dette skal så alene medvirke til, at far skal få mere opmærksomhed i disse scenarier.

Udfordringen som jeg ser det er, at på den måde bliver fokus ikke på barnets bedste i den konkrete situation, men på forældre rettigheder og oftest opnår den forælder, der følger min føromtalte "korrektheds-kasse" ofte sympatien. Det er her der pseudo-mentaliserende forældre får frit spil. I næste lektion kommer dybt ind på emnet mentalisering, hvor pseudo-mentalisering bliver uddybet.

Er det et problem? Ja det er det. Hvor er barnets rettigheder for rette løsninger, hvilket er vores samfundsmæssige opgave at sikre! Ironisk eller tragisk nok, ikke den rettighed til Barnet FN beskriver i konventionen, jeg efter min efterforskning ikke spotter, at det er med udgangspunkt i de udfordringer, barnet reelt står overfor. Husk på, FN har hverken den hele eller todelte familie i fokus i Agenda 2030. Jeg spotter ej heller, at vi nationalt har fokus på at styrke familien og sikre udvikling af værktøjer, der virkelig kunne gøre den helt store forskel for barnet.

I de meget komplicerede sager, hvor vold og overgreb er barnets virkelighed, bliver barnets ret til beskyttelse fra en overgrebsforældre fuldkommende glemt, alene grundet fokus på ligestilling. Og overgreb sker. Det kan både være en mor eller far, der kan være en overgrebsforælder. 

På den måde bliver fokus i den politiske samtale på ingen måde på systemsvigt, deres manglende faglighed, og at der ikke udvises ægte interesse i fuld fokus på, hvad er barnets bedste. Vi underminerer som befolkning helt fundamentale krav og forventninger til, at det skal vi som samfund levere - altså det vi burde kunne sikre ske! Det sker absolut ikke, så længe fokus er på ligestilling. Det er ganske alvorligt!

Fokus på ligestilling betyder reelt frit spil til den krænkende forælder, og alt efter situationen, kan det både være en mor eller far.

I de komplekse børnesager, altså de sager som officielt omtales som højkonflikt og jeg omtaler som en pseudo-konflikt (falsk), opstår ofte tvivl om, hvorvidt samvær med en forælder taler for eller i mod.

Det spørgsmål hverken stilles eller undersøges af myndighederne.

Jeg gentager igen, er den beskyttende forælder en far, er han altså ofte ringere stillet end moderen, der naturligvis også kan være en "karakterafviger. Det ses ofte.

Det vil sige, at beslutninger i det Familieretslige System ofte bliver baseret på myndighedernes forfejlede tilgang, der lider under manglende faglighed og kompetencer, samt vilje til at sikre barnets bedste.

Kan du se hvor jeg vil hen med dette video opråb, eller er det helt sort snak fra mig.  

Jeg ønsker, at fremhæve vigtigheden af at tage hensyn til både biologiske og psykologiske faktorer i forhold til barnets udvikling, herunder betydningen af en farfigur i barnets liv og dennes mulige rolle som den primære omsorgsperson i visse tilfælde.

Jeg påpeger også, at der kan være problemer med det nuværende system over en bred kam, som kan føre til, at barnets bedste bliver overset, især i komplekse sager som involverer vold og overgreb.

Jeg mener ligeledes, at fokus på ligestilling mellem forældre kan føre til en underminering af samfundets opgave med at sikre barnets bedste i sådanne situationer og give den krænkende forælder frit spil, uanset om det er mor eller far.

Jeg ønsker derfor at fremhæve behovet for en mere nuanceret tilgang, der tager hensyn til barnets behov og barnets rettigheder, samtidig med at der fokuseres på at sikre, at det det kommunale og familieretslige system fungerer korrekt og leverer på sin opgave.

Nogle relevante spørgsmål der i denne sammenhæng burde stilles:

1. Hvordan kan vi forbedre systemet, så det bedre kan beskytte børn mod overgreb og krænkelser fra både mødre og fædre?
2. Hvordan kan vi øge fokus på barnets rettigheder og bedste i det Familieretslige System, og sikre at myndighederne har den nødvendige faglighed og kompetencer til at træffe de rigtige beslutninger?
3. Hvordan kan vi inddrage forskning omkring tilknytning, udvikling og biologiske forskelle?
4. Hvordan kan vi sikre, at begge forældre har mulighed for at spille en vigtig rolle i deres barns liv, mens vi samtidig tager hensyn til individuelle forskelle og behov?
5. Hvordan kan vi hjælpe fædre og mødre med at lære og forstå, hvilken rolle biologien spiller i deres barns udvikling, og hvordan de kan støtte deres barn bedst muligt?
6. Hvordan kan vi øge fokus på behovet for samarbejde og kommunikation mellem forældre, mens vi samtidig tager hensyn til tilfælde, hvor samarbejde ikke er muligt på grund af vold eller overgreb?

Samtalen kører ligeledes ad sporet, når mødre og fædre bekriger hinanden – hvem er de? 

Det er typisk forældre, der i årevis har skullet gennemleve, eller fortsat gennemlever, en meget konfliktfyldt sag, fordi systemet svigter dem og deres børn. Det er typisk sager, hvor der er psykisk eller fysisk vold, måske involvering af seksuelle overgreb, begået typisk af en forældre, der lider af en dyssocial personlighedsforstyrrelse eller er misbruger.

Kendetegnende for systemets håndtering, eller mangel på samme er, at systemet lader stå til, når den beskyttende forælder og barnet udsættes for overgreb og krænkelser.

Systemet fastholder dermed reelt overgrebene og krænkelserne. Barnet fastholdes dermed i en verden af kaos, svigt og lidelser grundet den voksne der udøver dem, og et system, der intet gør for at stoppe det.

Jeg kunne som ide & udvikler af Kids Rescue ønske mig en meget mere politisk og nuanceret bevågenhed omkring denne katastrofale konstellation.

De mange svigt fra myndigheder og instanser medfører derfor, at børn og forældre udvikler stress, depression, angst og PTSD, hvilket slider disse sjæle så meget psykisk og fysisk, at de bliver udbrændt – De er derfor typisk kendt under det jeg betegner som "de brændte mødre og fædre".

Gruppen jeg kalder de "brændte mødre og fædre" findes i stort antal i de forskellige netværksgrupper på de sociale medier, og i flere foreninger, hvor de samles.

Og fordi de hver især har oplevet det ultimative svigt af sit barns mor eller far og efterfølgende systemet, får disse individer en tendens til at anskue samtlige sager i Danmark ud fra deres egen dårlige erfaring.

Dette medfører ofte, at deres bidrag i samtalen bliver baseres på kønsbestemte løsninger, da deres erfaring er, at det andet køn svigtede. Dette bevirker derfor, at deres egen interesse i egen sag, bliver den gældende interesse de ser mainstream ud fra. Og deres udtalelser omkring disse sager, bliver ret uheldigt alt for ofte funderet i negative holdninger til det andet køn.

Dette modarbejder reelt den nuancerede og samtale, som jeg med denne serie af opråb om begreber, der tolkes og opfattes forskelligt alt efter hvilket myndighedsspor, ønsker at sætte fuld fokus på og gøre mit til en samfundsmæssig bevågenhed om.

Disse scenarier opstår for disse forældre, fordi myndigheder og instanser ikke formåede, og ikke havde kompetencerne til, at gribe ind med rette beskyttende handlinger fra begyndelsen. 

Fronterne mellem kønnene, der befinder sig i disse situationer, er trukket skarpt op, når der samtales og debatteres i disse netværk. Hvert køn mener, at systemet hjælper det andet køn mest. På den måde smides der hele tiden benzin på et bål, der i forvejen brænder med kæmpe flammer, og fortsat i 2023 umuligt at slukke. Den anspændte stemning bunder i mistro til systemet, på grund af reelle tragiske oplevelser.

De brændte mødre og fædre er således mennesker, der befinder sig i en langvarig livskrise, der ofte føles som et mareridt uden ende - og barnet befinder sig meget traumatisk for dem klemt og glemt.

Blandt de to fronter, mødre og fædre imod hinanden, findes krænkeren.

Det er en stor udfordring, når systemet hverken vil se eller anerkende, at der findes en krænker, fordi systemets opgave er, at systemet skal nå frem til, at barnets bedste er samvær med enten mor eller far. Den beskyttende forældre bliver ofte via kørt ud på et sidespor, hvilket ofte sker i endnu et begreb, der tolkes forskelligt alt efter myndighedsspor, nemlig begrebet samarbejde.

Det er tid til en sidebemærkning vi skal kunne tale åbent om.

Der er tusinder af børn, der tilbageholdes og kontakten til den ene forælder afbrudt, alene grundet opdigtede anklager.

Der er modsat tusinder af børn som ikke kan tåle den ene forældre, og enhver kontakt burde stoppes, men bliver det ikke.    

Endnu engang kan jeg henvise i denne forbindelse til hele denne serie af begreber, der tolkes og opfattes forskelligt alt efter hvilket myndighedsspor.

Det er blevet normen blevet, at den forælder Familieretten mener bedst kan samarbejde, tildeles ofte "magten" ved at få eneforældremyndigheden over barnet. En beslutning der kan være rigtigst og bedst, men det er så her, at krænkeren ofte vinder sympatien i systemet. 

Systemet, altså myndigheder og instanser er bare ikke klædt på fagligt og personligt til, at være kritiske overfor løgne og manipulation, men ”køber" bevidst oftest krænkerens historier.

Igen kan det konstateres, at hele miseren er centreret om det politiske niveaus bestemmelser omkring, hvilken måde de ønsker myndigheder og instanser skal håndtere børnesager på – hvor ligestilling og forældrerettigheder er blevet et stort politisk emne, der igen underminerer samtalen om, barnets ret til et liv i tryghed, sikkerhed og med kærlig omsorg - og hvordan sikre vi som samfund dette.

Politikerne benytter igen og igen det idylliske narrativ "barnets ret og barnets bedste", for når det er defineret med store bogstaver og siges højt, så skal forældre i Danmark gennem vold og magt, tro på, at det er sandt.

Jeg bliver igen nødt til at indskyde en bemærkning. Der er et gab mellem narrativer og virkeligheden, hvilken jeg i denne serie af opråb om begreber, der tolkes og opfattes forskelligt alt efter hvilket myndighedsspor, håber fremgår tydeligt. Serien af nødråb skal altså ses sammenhængende, for at galskaben fremstår tydeligt - det ene begreb supplerer det andet. 

Der er en endnu en skærende kontrast til samtalen om ligestilling og forældrerettigheder og den del af systemet, som kun indirekte er forbundet til det Familieretslige System, nemlig kommunerne. De udøver den ene tvangsanbringelse efter den anden, endda uden en legal årsag.

Det må vi som civilsamfund ikke tillade ske!

Enhver dysfunktionel skilsmissefamilie har sin egen unikke historie.

På den baggrund er, hvad både mødre og fædre oplever er emner, der kunne skrives meget om. Jeg vil forsøge at beskrive et par eksempler på situationer.

Der er fædre, der oplever mødre, der krænker, udelukkende, fordi mødre ikke vil lade fædre være fædre for deres fælles barn. De fædre bliver frustrerede, og får følelsen af afmagt, når de ikke oplever ligestilling og forældrerettigheder i praksis, og hjælp fra myndighederne til at sikre samvær med deres barn.

Så er der mødre, der oplever, at fædre begår overgreb imod dem og børnene. Disse mødre bliver frustrerede, og får ligeledes en følelse af afmagt, når de oplever, at ligestilling er vigtigere end barnets og deres sikkerhed.

Beskyldninger om, at mødrene i det første scenarie lider af en dyssocial personlighedsforstyrrelse, og at fædrene i det andet scenarie ligeledes er dyssocial personlighedsforstyrret, er ikke altid, men kan være, korrekte - men hvad der reelt ligger til grund for det dysfunktionelle, undersøges stort set aldrig.

Jeg ser som ide & udvikler af Kids Rescue et tydeligt gennemgående træk hos begge køn i pseudo-konflikterne. Enten er det moderen eller faderen, som lider af en sindslidelse, er dyssocial personlighedsforstyret eller er misbruger. 

Det skræmmende er, at myndigheder og instanser ikke agerer overhovedet, men lader disse typer af svigt fortsætte i årevis, hvorved børn og forældre nedbrydes.

En ting er de "brændte mødre og fædre" helt enige om:

Nemlig deres had til systemet, myndighederne og instanserne, fordi disse ikke forstår, og ikke vil håndtere, de massive konfliktsager. Politisk siges der, at nu er der fokus, og igen lever narrativerne i bedste velgående og modsat virkelighedens problematikker.

Der er simpelthen ingen fokus på barnet - og det er virkeligt alvorligt!

De problematikker børnene oplever – ender ofte med traumereaktioner, som systemet heller ikke ønsker at se eller anerkende. Her kom så lige en løftet pegefinger til kommunerne, der reelt er ansvarlige for den manglende rette hjælp og støtte - til både børn og forældre.

Syndebukken Familieretshuset svigter bestemt, men igen er samtalen begrænset til denne myndighed, og ingen fokus på et total kollapset børneområde! 

Familieretshuset fastholdes altså som syndebukken, hvilket er ganske alvorligt. 

Det er en måde, at feje hele børneområdets fatale svigt, jeg vil kalde systemmæssige overgreb på børn og forældre, ind under gulvtæppet.

Med narrativet om syndebukken Familieretshuset bliver ulykken ikke stoppet.

Mange forældre, mødre som fædre tror, at det blot handler om at ændre lovgivningen. Men fulgte myndigheder gældende lovgivning, både i kommunerne og i det Familieretslige System, ville børnesager ikke ende i sådanne et frit-fald-kaos - og løsninger mod barnets bedste ville ikke forekomme i samme omfang som nu.

Og nu hvor vi ved, at Danmark har inkorporeret FN`s Konvention om Barnets Ret og konsekvenserne af dette i forhold til forældrerettigheder, bør vi akut lede samtalen hen til ulykkes stedet som det første! 

Der er ingen retssikkerhed for barnet eller forældrene i dag i Danmark. Absolut ingen! Et emne jeg tog op i mit video opråb, min forsinkede nytårstale jeg af fagpersoner blev anbefalet at tie om - Jeg kaldte den for "tag børnene tilbage".

Skal jeg stille og roligt runde af med lidt der burde give anledning til refleksion.

Den dag begreber der tolkes og opfattes forskelligt alt efter myndighedssporspor bliver til virkelighed og anerkendt, som et alvorligt problem for børn, forældre - mor og far og ikke for at forglemme familien, nytter samtalen om ligestilling og forældrerettigheder ingenting.

Jeg minder om hele serien af opråb, hvor jeg kommer ind på at begreber som

Samarbejde. Ja samarbejde foregår ofte på samme måde, som når Don Vito Corleone fra filmen The Godfather giver dig et tilbud, du ikke kan sige nej til.

Barnets bedste, jamen det er aldrig defineret og står til fri tolkning hos den enkelte fagperson, der er involveret i en børnesag. Ikke engang i FNs Konvention om Barnets Ret.

Højkonflikt, der også kaldes for de komplicerede sager, der i virkeligheden er pseudo-konflikter, hvor begreber som blandt andet stalking by proxy, wictim blaiming, gaslightning er i spil, og overgreb som fysisk eller psykisk vold, overgreb af seksuel karakter, grænseoverskridende eller intimiderende adfærd fra den krænkende forældre får frit spil og stoppes som oftest ikke i disse. Og oftest vendes netværket imod den “beskyttende” forældre. Det kan være lige fra myndighedspersoner, pædagoger og lærer, familie og venner.

Fællestrækkende for forældrefremmedgørelse og pårørende adfærd minder meget om hinanden, og kan nemt forveksles, og ens for dem begge er, at der er tale om en forælder, der ikke kan beskytte sit barn og fagpersonerne der omgiver barnet, anerkender ikke problematikker og mistolker barnets symptomer og reaktioner, hvorfor rette indsatser og indgriben oftest ikke sker. Så kan vi vende tilbage:

1. Bopælsforældre, som ikke kan beskytte børnene mod den “karakterafvigende” samværsforældre.
2. Samværsforældre, som har mistet børnene til den “karakterafvigende” bopælsforælder.

Så kan jeg lige minde om, at traumer er ofte overset både i forhold til børn som voksne. Vi symptombehandler eller gir en diagnose, der endda ofte behandles medicinsk, alene fordi vi ikke er opmærksomme på, hvilken betydning traumer har for vores nervesystem, samt hvordan vi interagere i sociale relationer. I forhold til emnet og begrebet "pårørende" og "forældrefremmedgørelse", er samtalen om traumer både overset og særdeles vigtigt.

Så skal vi huske emnet samværschikane, der kan have alvorlige konsekvenser for barnet. Udfordringen omkring chikanelovgivningen er, at den kun bliver benyttet alt efter, hvordan vinden blæser, og hvilken vej system vælger vinden skal blæse, og myndigheder ikke undersøger sagerne ordentligt til bunds. Vi skal i den forbindelse og huske på, at beskyttelsen af et barn, ligeledes kan karakteriseres som chikane, fordi manglende udlevering til samvær kan fremstilles som chikane.

Når jeg så siger, samtalen om ligestilling og forældrerettigheder har taget overhånd, og overskygger samtalen om alt det, som tolkes forskelligt alt efter myndighedsspor, mod barnets bedste.

Det overskygger samtalen om hele børneområdet, som er kollapset på kollaps og til at løse samtlige omtalte problematikker i serien, bliver søgen efter en syndebuk så blot Familieretshuset.

Fikser vi den, så fikser vi hele... eller gør vi?

Er jeg tydelig nok om alvoren?

Sammenfatning

I løbet af denne diskussion har vi dykket ned i de mange kompleksiteter og udfordringer forbundet med emnet ligestilling og definitionen af, og de omfattende begrænsninger i forhold til forældres rettigheder. 

Jeg har forsøgt, upartisk, meget nuanceret at redegør for, hvordan både nationale og internationale love og konventioner, som den inkorporerede FN'S Børnekonvention, skaber komplikationer i vores forståelse og fortolkning af disse rettigheder, italesat som barnets ret der er i centrum. Hvor barnets ret i virkeligheden er baseret på en vinklet indoktrinerende og dogmatisk tilgang, der i virkeligheden er en stærk styrende stat, støttet af organisationer i Danmark som Børns Vilkår, Red Barnet, Børnerådet, Etisk råd og Danish Human Rights, rådgivet af globale organisationer som Planned Parenthood Internationalt, kendt i Danmark som Sex og Samfund.

Magtens indercirkel af nøglepersoners rolle i globale og nationale beslutningsprocesser, er ikke blot den potentielle trussel mod åbenhed. Det er en trussel.

Der er altså organisationer, som ikke er direkte en del af FN, men har et tæt samarbejde med og indflydelse på, hvad vi som "verden" via FN definerer som rigtigt eller forkert.

Disse organisationer nationalt og globalt har kommercielle interesser ved at producere og sælge “produkter” relateret til børn, unge, forældre og familieområdet. Ved at udvikle og markedsføre disse produkter kan organisationer og virksomheder tjene penge og opnå både en økonomisk gevinst og stor magt. Det er en billion-industri.

Den enkelte bør sætte sig ind i, hvor komplekst og udemokratisk det som foregår reelt er. Der skal ikke megen research til at erkende, at kaos er skabt af en lille indercirkel af magthavere og interessenter. Det kommer jeg grundigt ind på i video opråbet "Det massive plot på børn, unge, forældre og familier - globalt og i Danmark".

Men det er nødvendigt at påpege, at forældrerettigheder ikke blot er en dialog om rettigheder, men også en samtale, der kræver dybdegående fortolkning, forståelse og en skræddersyet tilgang til hvert enkelt barns unikke behov og bedste interesser, baseret på den konkrete og unikke familie konstellation. 

Min pointe er krystalklar og meget vigtig. Det handler om at skabe klarhed og orden, og skabe et rum for åbenhed og ærlighed, og at sikre, at der er ansvarlighed i alle processer. Kun sådan kan vi skabe en virkelig positiv forandring.

Dette er en meget relevant holdning jeg forventer fra "dem som arbejder for folket" og et nødvendigt krav for at kunne skabe positive forandringer. Alle aktører i feltet - fra politikere og myndigheder til fagfolk og civilsamfund - har et ansvar for at sikre, at politikker, praksis og kommunikation er gennemsigtige, forståelige og i overensstemmelse med de faktiske omstændigheder.

Det er nødvendigt for at opbygge tillid, fremme forståelse og støtte effektive etiske og moralske handlinger. Dette må ikke blot være en ambition, det er en nødvendighed for at sikre, at vores børn, vores unge, vores familier og vores samfund kan trives.

Vi har alle et ansvar

Vi skal tage ansvar og sikre en fremtid baseret på værdier, der får lov til at spire i den virkelige verden og ikke som nu, blot en illusion.

Det er dog afgørende at understrege, at vi skal være på vagt over for, at denne samtale ikke bliver domineret af et ensidigt fokus på rettigheder. For det er ikke nok blot at beskytte rettigheder; vi skal også anerkende og opfylde vores kollektive ansvar for at sikre vores børns bedste og give konstellationen familien den største støtte og opbakning - en støtte og opbakning der ikke er eksisterende i velfærdsstaten Danmark.

Og her må vi aldrig glemme, at hvad der er bedst for familien og barnet, ikke nødvendigvis er entydigt defineret eller forstået.

En forælders opfattelse af, hvad der er bedst for deres barn, skal ikke overskygges af en rigid fortolkning af love, af statens retningslinjer eller af FN's Børnekonvention.

Der er brug for en dybere og mere nuanceret forståelse af, hvad er forældrerettigheder, både i den hele og todelte skilsmissefamilie og hvad barnets bedste virkelig betyder, en forståelse der også anerkender den unikke kontekst og individuelle behov, set med kulturelle, ideologiske og religiøse øjne. I øvrigt detaljer FN går direkte imod og ikke anerkender, men åbent modarbejder via konventioner og i verbal tale!

Lad os bruge denne indsigt som grundlag for at arbejde hen imod en mere opmærksom, retfærdig og human tilgang til både forældre- og børns rettigheder i Danmark.

Lad os sikre, at vi aldrig taber synet af vores vigtigste mål: At opfylde vores børns bedste interesser, uanset hvor komplekse eller udfordrende det kan være.

Vores fremtid, vores børn skal beskyttes. Dette sker ikke ved at underminere forældrene og familien - og lade staten overtage ansvaret på samme måde som i den tidligere kommunistiske Sovjet republik, men skal modsat det som sker i dag, høj prioriteres.

Kids Rescue har dog en alvorlig bekymring, som vi ikke må ignorere. Det handler om den potentielle inhabilitet hos en lang række af organisationer nationalt og grobalt, samt faggrupper som advokat samfundet, psykologforeningen, socialrådgiverforeningen m.m., der i dag er aktive på børn, unge, forældre og familieområdet. 

Mange af disse organisationer har en indbygget interessekonflikt og står i en dobbeltrolle. Disse organisationer kan være influeret af både egne interesser, profitmotiver og ønsket om magt. Med andre ord, den som går ned i stoffet vil ikke bare bruge udtrykket, der er risiko for inhabilitet, og en potentiel konflikt mellem egne interesser og den samfundsmæssige opgave og ansvar. Det er de!

Men det stopper ikke der. En del af magten, disse organisationer besidder, kommer fra deres indflydelse i de politiske og sociale beslutningsprocesser. Deres stemmer bærer vægt, og de har evnen til at påvirke, hvordan vi definerer hvad er rigtigt og forkert og måden vi som civilsamfund forstår det komplekse børn, unge, forældre og familieområde, der er kollapset og reelt befinder sig i omvendt undtagelsestilstand.  

I lyset af disse forhold er det væsentligt at spørge, om disse organisationer kan være reelt habile i deres rolle som forkæmpere for vores fremtid. Er de i stand til at sætte deres egne interesser til side og se sagligt og objektivt på problematikkerne? Eller bliver deres indflydelse og fortolkninger uundgåeligt farvet af deres egne interesser, profit og magt?

Det er afgørende, at vi stiller disse spørgsmål, hvis vi ønsker at nå til bunds i disse komplekse problematikker og finde løsninger, der er virkelig i vores børn, unge forældre og familiers bedste interesse.

Endnu engang - vi har alle et ansvar!

Det er tid til fuld stop og bremsen helt i!

Lad den nuancerede samtale begynde - forfra....