DEL 8. | SAMVÆRSCHIKANE

Samtlige fagpersoner der arbejder på børnesager, har ikke afstemt kammertonen og benytter alle forskellige "noder" når "musikken spiller i systemet".

I denne serie af video opråb om begreber der tolkes og opfattes forskelligt alt efter myndighedsspor, er vi nået til del 8, der omhandler det hyppigt omtalte emne samværschikane. Husk på, at hele denne serie af video opråb hænger sammen, og hver og en del kan ikke stå alene, når vi samtaler om det som sker, set fra mange forskellige perspektiver. 

Begrebet og emnet samværschikane har gennem alle årerne været en kendt problematik. 

Chikane-lovgivning fra 2015 signalerer, at chikane ikke er ok. 

Dette kan jeg tilslutte mig, men problemet er, at beskyttelsen af et barn, ligeledes kan karakteriseres som chikane, fordi manglende udlevering til samvær kan fremstilles som chikane.

Udfordringen omkring chikanepakken, der i øvrigt kun bliver benyttet alt efter, hvordan vinden blæser, og hvilken vej system vælger vinden skal blæse, er, at systemet ikke undersøger sagerne ordentligt til bunds.

Da dette ofte ikke sker, virker loven modsat eller slet ikke, hvorfor den reelt beskyttende forælder rammes hårdt. 

Samtidigt må jeg trække emnet krisecentre ind i samtalen, da de i et meget omfattende omfang, bliver brugt som skalkeskjul - altså en form for et helle.

Kriseramte mødre og fædre skal naturligvis have beskyttelse og rette hjælp og støtte. Og barnets skal kunne skærmes fra det voldsomme i familien. Krisecentrene er blot ofte medvirkende til skabe en unødig konfliktoptrapning og potentielle samarbejdsmuligheder saboteres. De medvirker til en frit-fald-kaos situation for barnet og forældrene. Krisecentrene betragtes ofte af myndighederne som en troværdige kilde til belysning af en sag. Der tales endda lige nu om, at krisecentrene skal have endnu mere magt og indgår allerede som en "maskeret myndighed". Særligt oplever fædrene, at krisecentre er medvirkende til samværschikane. Om krisecentrene medvirker til en reel samværschikane eller om forælder og barn beskyttes, det taler vi ikke om konstruktivt, ærligt og med udgangspunkt i virkelighedens problematikker.  

Spørger vi krisecentrene afviser de relevant og klokkeklar og legal kritik, for krisecentrene fejler aldrig. 

Kvinde og mande krisecentrene er et betændt emne, som jeg vil komme dybere ind på, men som et emne for sig selv.

Samværschikane er en adfærd, der kan have alvorlige konsekvenser for barnet.

Men hvilke situationer kunne gøre sig gældende, når vi netop samtaler om samværschikane?

Grundlæggende kan man sige, at samarbejde mellem forældrene er umuliggjort og chikanen og sabotagen fra den ene forælder, kan være lige fra de små, men overvældende situationer, til den meget alvorlige situation for barnet og den anden forælder. Dette kom jeg blandt andet ind på i video opråbet om myndighedernes uansvarlige håndtering af begrebet "Højkonflikt".

Chikanen kan udøves af en bopælsforælder.

Chikanen kan ligeledes udøves af en samværsforælder.

Chikanen kan komme fra en plejefamilie eller kommunen, et stort betændt emne, som jeg blot italesætter, men ikke kommer dybere ind på her.

Men igen hvilke situationer kunne gøre sig gældende, når vi netop samtaler om samværschikane?

Lad os tale om chikane fra en bopælsforælder og om hvilke situationer dette kunne ske.

En bopælsforælder kan udøve chikane med loven i hånden og andre gange er gældende lovgivning blot en gråzone, der kan gradbøjes alt efter hvem som tolker på det som sker.

Taler vi om det lille eller mindre barn er det bopælsforælderen, der helt suverænt bestemmer, hvilken institution barnet skal være i. En bopælsforælder kan flytte barnet uden samtykke og uden samarbejde og dialog med samværsforælderen, der lovgivningsmæssigt ikke har indflydelse eller noget at skulle have sagt. At vælge en anden vuggestue eller børnehave kan være til barnets bedste. Det kan også blive et unødigt skifte, mod barnets bedste. Men kan ske udelukkende af egne interesser som bopælsforælder, der bliver en chikane, der er reelt er legal set fra et lovgivningsmæssigt synspunkt. 

Chikanen kan også forekomme fra en bopælsforælder når vi har med skolebarnet at gøre. Lovgivningen er tydeligt her, at begge forældre skal være enige om skolevalg. Dog kan en bopælsforælder flytte et barn til en distrikt skole (folkeskole) uden samtykke, der er nærmere barnets bopæl. Et skoleskifte kan være i barnets bedste, men et unødigt skifte er mod barnets bedste. Samværsforælderen kan intet gøre og kan kun se på, når det sker. På den måde er lovgivningen hele tiden en gråzone og indirekte legaliserer en potentiel chikane for både samværsforælderen og barnet bliver klemt mellem forældrene, fordi dette alene kan medvirke til en unødig konfliktoptrapning.

Har bopælsforælderen aleneforældremyndigheden, kan samværsforælderen opleve, at blive holdt uden om væsentlige informationer om barnets skole- eller sundheds- og helbredsmæssige relaterede ting om fællesbarnet. Det kan være om valg eller fravalg af medicin. Eller om barnets skal have professionel hjælp og støtte eller ej, eller hvilken form for professionelt hjælp og støtte. Modtager barnet hjælp og støtte fra en fagperson, bliver samværsforælderen uden del i forældremyndigheden oftest udelukket det som sker, med fællesbarnet. Ofte ses ske, at samværsforælderen uden forældremyndighed nægtes sundhedsjournaler eller andre vigtige dokumenter. På den måde kan en samværsforældre via denne form for chikane, der reelt ønske at blive inddraget og taget med på råd, blive udelukket barnets væsentlige "verden" og igen kan det ske med loven i hånden.

Det ses ske, at bopælsforælderen afbestiller eller ændre planer der vedrører fællesbarnet uden forudgående varsel. Selv i forbindelse med samvær, da bopælsforælderen kan trække i kortet "sygt barnet" og andre kort kun fantasien sætter begrænsninger for. Eller ignorere samværsforælderens rettigheder og ønsker i forhold til samvær. Ofte ses ske, at bopælsforælderen ændre samvær uden fornuftige begrundelser eller uden at inddrage samværsforælderen i beslutningsprocessen - eller nægte samværsforælderen at have kontakt med barnet uden en rimelig begrundelse. Det sker, at bopælsforælderen overdriver og skabe unødvendige problemer eller hindringer for samværsforælderen under samværsperioderne. Det kan være nægtelse udlevering af pas, fordi bopælsforælderen finder det for farligt for barnet, at komme på en solskinstur til Egypten. Altså farliggør scenarier der er langt fra rimeligt og uden for proportioner i forhold til reelle trusselsbilleder. Det ses også ske, bopælsforælderen ignorere eller nedgøre samværsforælderens familie og venner. Dette kan ske på utallige måder, som at nægte barnet deltage i vigtige begivenheder, der vedrører barnets anden side af familie eller nære venner-netværk. Der er utallige børn, der på den måde ikke kan fejre bedsteforældrenes guldbryllup eller fødselsdage, mod barnets bedste for at kunne vedligeholde og udvikle tilknytningen til den anden side af familien. 

Samværschikanen eller chikanen fra en bopælsforælder opstår altså, når en bopælsforælderen ikke vil samarbejde om at sikre fællesbarnet samvær eller vil bestemme over samværsforælderen og fællesbarnet på samvær, således chikanen opleves overvældende og kan blive meget traumatiserende for barnet og samværsforælderen.

Men i disse situationer er samarbejde ikke muligt og typisk kan bopælsforælderen ikke tilsidesætte egne behov, frem for at indfri sit barns behov. 

Jeg vil nu i dotform opremse øvrige måder det ses, når en bopælsforælder udøver chikane eller det som tangerer til chikane.

• Chikane ses ofte ligeledes ske, når bopælsforælderen kræver, at samværsforælderen skal betale for alting, som barnet har brug for i løbet af samværsperioden, selvom det er bopælsforælderen, der har hovedansvaret for en lang række basale nødvendige ting og dette grundet, at økonomien på barnet tilgår bopælsforælderen.
• Der er bopælsforældre der ikke giver samværsforælderen oplysninger om barnets rutiner og behov, som kan være relevante oplysninger for samværsforælderen.
• Det ses også ske, at bopælsforælderen overbeskytter barnet når det er sammen med samværsforælderen ved at nægte, at lade barnet deltage i bestemte aktiviteter. Eller ønsker at kontrollere samværsforælderens handlinger og begrænse samværsforælderens frihed under samværet med fællesbarnet. Det ses ligeledes ske, at bopælsforælderen planlægger aktiviteter for barnet i samværsforælderens samvær uden inddragelse og koordination med samværsforælderen. Det ses også ske, at bopælsforælderen nægter eller besværliggøre samværsforælderens ret til at deltage i aktiviteter på barnets skole, eller i forbindelse med barnets fritids- og sports begivenheder.
• Det ses så ofte ske, at bopælsforælderen medvirker til, at barnet sættes i en loyalitetskonflikt mellem bopælsforælderen og samværsforælderen. 
• Taler negativt om samværsforælderen foran barnet eller forsøge at påvirke barnets holdning til samværsforælderen.
• Bevidst kommunikere med samværsforælderen på en uhøflig eller respektløs måde.
• Benytte sig af mobning, manipulering eller trusler mod samværsforælderen.
• Fjerne barnets ejendele, som samværsforælderen har købt eller givet til barnet.
• Samværschikane kommer altså til udtryk i utallige situationer. Det sker eksempelvis når en bopælsforælder gentagne gange aflyser samvær med samværsforælderen, eller forsinker samværet uden en gyldig grund.  
• Det kan også være, når en bopælsforælder bevidst planlægger aktiviteter med fællesbarnet uden inddragelse og koordination med samværsforælderen, hvor barnet har sit samvær. Det kan være lige fra legeaftaler til fritidsaktiviteter, som samværsforælderen ikke kan eller har svært ved at indfri, alene grundet egne planlagte og helt legale aktiviteter med fællesbarnet. Barnet placeres nu klemt mellem begge sine forældre.
• En anden form for samværschikane kan være, når en bopælsforælder insisterer på, at samværet skal finde sted på steder, hvor der ikke er passende faciliteter til rådighed for barnet. Det ses ofte med de helt små børn, hvor samværsforælderen har hyppige, men begrænset samvær grundet barnets alder og med det lidt større barn, af andre årsager.

Lad os modsat dreje samtalen henimod, hvordan chikane fra en samværsforælder kan opstå.

Der er utallige samværsforældre, der forsøger at kontrollere bopælsforælderens adfærd og livsstil, når barnet er hos bopælsforælderen. Det kan ske ved, at kræver unødvendige ændringer i bopælsforælderens rutiner og regler, når barnet er hos bopælsforælderen. Det kan ske ved, at samværsforælderen ignorerer barnets reelle behov, når der skal planlægges samværstid. Det ses ske med de helt små børn, hvor samværsforælderen har mere fokus på sine rettigheder, end barnets behov for middagslur, spisetider og sengetider.

Det ses også ske i overleveringer på tidspunkter, der ikke er bedst for barnet eller uden for det aftalte mellem forældrene, igen mod barnets bedste. Barnet reagerer og der i ligger chikanen, for nu skal bopælsforælderen afhjælpe barnet, der reagerer helt naturligt, fordi grundlæggende behov for eksempelvis søvn ikke er blevet indfriet.  

Der er samværsforældre der kræver, at bopælsforælderen skal stå til rådighed og være fleksibel uden at tilbyde det samme til gengæld. Det ender ofte med trusler om at tage retlige skridt for at få mere samværstid, end hvad der er fastlagt i retsafgørelsen.

Chikanen ses når samværsforælderen bruger barnet til at indsamle information og rapportere om bopælsforælderens egne aktiviteter. Ofte benyttes barnet som en undskyldning for at kontakte bopælsforælderen gentagne gange i et overvældende omfang og på uhensigtsmæssige tidspunkter. Bopælsforælderen bliver reelt forfulgt og grænser og behov for privatliv bliver umuliggjort. Det er reelt stalking by proxy og opleves som ganske intimiderende og grænseoverskridende når det sker.  

Viden om barnets liv, skolegang og helbredsmæssige situation er nødvendigt, men det sker ofte, at samværsforælderen kræver at skulle opdateres og samtale om disse forhold i overdrevene detaljer og på et ganske urimeligt niveau.

Chikanen kommer bestemt også til udtryk, når samværsforælderen manipulerer barnet til at nægte samvær med bopælsforælderen. Det sker når samværsforælderen sætter bopælsforælderen i et dårligt lys overfor børnene ved at tale negativt om bopælsforælderen. 

Der er de samværsforældre, der arrangerer ekstra aktiviteter og ture uden at inddrage bopælsforælderen i planlægningen og ofte kræver at bopælsforælderen skal betale for ekstra aktiviteter eller rejser, som samværsforælderen selv har planlagt. Eller kræver, at bopælsforælderen skal ændre eller aflyse egne planer eller aftaler, fordi det passer samværsforælderen bedre.

Det opleves ligeledes som chikane, når samværsforælderen forsøger at manipulere retssystemet for at få mere samværstid, eller for at ændre betingelserne for samvær mod barnets bedste. Fokus på rettigheder krydret med usandheder systemet ofte tager part i og dermed blive medvirkende til at udøve chikane.

Utallige samværsforældre nægter at respektere bopælsforælderen holdninger og meninger netop med udgangspunkt i barnets bedste, hvor chikanen er en blanding af trusler, hævet stemme og stor aggressivitet - ofte grundet massive uenigheder i forhold til hvordan forældrene ser på barnets mistrivsel og årsager til det. Chikanen ses når samværsforælderen får myndigheder og instanser til gå mod bopælsforælderens reelle og ofte dokumenterbar bekymringer på barnets adfærd. Denne form for chikane bliver ofte direkte ødelæggende for barnet. Mange bopælsforældre taber til sidst barnet til den dysfunktionelle chikane forælder - og barnet befinder sig herefter uden rette anerkendende voksenstøtte og hjælp og til årsager til mistrivslen, de voksne der omgiver barnet som oftest mistolker.

Mine eksempler på chikane set fra de to forskellige perspektiver, altså bopælsforældre og samværsforældre perspektivet, kan i begge beskrivelser vendes rundt. En hver chikane situation har sin egen historie og intet scenarie er ens. 

Det er min erfaring, at Familieretslige system og kommunerne ofte bliver partisk i deres tilgang. 

De tager ofte udgangspunkt i den “karakterafvigende” og krænkende forældres situation, udlægning og version af hændelsesforløb, herunder i påstande, der ikke kan underbygge med dokumentation, frem for i årsagen til det jeg kalder for pseudo-konflikten og børnenes mistrivsel, der ofte modsat kan underbygges! Dette uanset om vi taler bopælsforælder eller samværsforælder.

En af de helt store udfordringer er, at dommerne generelt ikke besidder de fundmentale kompetencer eller viljen til, at kunne gennemskue kompleksiteten i børnesager. Dommerne udtaler selvsikkert i høringen i Folketinget om det Familieretslige System, at de netop er bedst til at behandle og vurdere bevismateriale.  Det er blot ikke det, som de udviser i praksis. 

På den baggrund er der utallige forældre, der ikke kan stoppe chikanen, endda hvor den synlige chikane får frit spil af bagstopperen Domstolene til, at fortsætte uden nogen former for konsekvenser og indgriben. Men der er også omvendt utallige beskyttende forældre, der i deres forsøg på at skærme og beskytte fællesbarnet mod det overvældede og dysfunktionelle, som barnet på ingen måde kan tåle, ikke opnår anerkendelse, forståelse og opbakning fra domstolene, men bliver dømt som chikane forælder, mod barnets bedste. 

Det vil sige, at enten spottes den reelle samværschikane ikke, og dermed bakkes op af Domstolen, eller en forældres forsøg på at beskytte sit barn mod overvældende situationer, tolkes som samværschikane. 

I min analyse og video opråb af den alarmerende høring i oktober 2021, der omhandlede det familieretlige system i Social- og Ældreudvalget, belyser jeg b.la. disse problematikker.

Hvornår er der tale om samværschikane? Hvornår er det omvendt en forælder, der forsøger at skærme eller beskytte sit barn, mod det overvældende det ikke kan tåle? 

Det er et meget relevant, følsomt og meget komplekst emne. Men, det er nu vi skal holde tungen helt lige i munden og udvise åbenhed i samtalen, når vi netop samtaler om samværschikane.

Der er bestemt utallige situationer, hvor samværschikanen folder sig fuldkommen urimeligt fuldt ud. Det opleves både af bopælsforældre og samværsforældre. Men er det altid samværschikane? - og når vi nu ved fra min serie af video opråb, at begreber tolkes forskelligt alt efter myndighedsspor, hvor stor er sandsynligheden så for, at fagpersonerne i det Familieretslige System enten mistolker eller overser samværschikanen? Sagt med helt andre ord: Er fagpersonerne overhovedet i stand til at undersøge og vurdere, hvor vidt der reelt er tale om samværschikane, eller om det i den unikke to-delte familiesituation reelt handler om noget helt andet.

Vi kalder det samværschikane, men i virkeligheden burde chikane og sabotage af forældreskabet mod barnets bedste være i fuld fokus. Det siges vi har, fordi nu er samtalen på ændret lovgivning, og så kommer vi denne diskurs til livs - eller gør vi?

Jeg bliver nødt til at gentage.

Der er scenariet hvor chikane og sabotage får frit spil, endda meget tydeligt lige for øjnene af myndigheder og instanser. Jeg erfarer i utallige børnesager, at der er utallige forældre som udøver samværschikane. Det spottes ikke og chikanen fortsætter i fuld styrke, endda tydeligt og uden myndigheds indgriben.

Så er der scenariet, hvor det omvendt er en forælder, som forsøger at skærme barnet fra situationer, som barnet ikke kan tåle. Jeg erfarer ligeledes i utallige børnesager, at den forælder som forsøger at beskytte og skærme sit barn fra det overvældende, som barnet på ingen måde kan tåle og bliver direkte ødelagt, ofte bliver fremlagt som samværschikane eller chikane.

Hvordan disse problematikker kommer til udtryk i børnesager er meget forskelligt. Vi skal blot passe på ikke at falde i fælden, hvor vi netop ikke ser nuanceret og dybdegående på begge scenarier. Det skal vi, for det massiv klemte og ramte barns skyld uanset disse to scenarier.

Kan du se problematikken?

Begrebet samværschikane florerer i fuld styrke i den politiske samtale, men er meget uheldigt udelukkende vinklet mod det ene scenarie. 

Begge scenarier kan vi og skal vi komme til livs, men det kræver, at vi skal kunne tale åbent om begge scenarier og om, hvordan vi ændre og tilpasser "vores" tilgang til hele børneområdet. Taler vi ikke om det, starter vi et helt forkert sted.

Først skal vi anerkende begge scenarier. Herefter skal systemets tilgang ændres markant. Den opgave er omfattende! Det handler ikke om at ændre det nuværende system. Nej nødvendigheden for et helt nyt system og omfattende ændring i tilgangen til hele børneområdet skal udarbejdes klogt, og herefter have lov til slå sunde rødder.

Helt konkret har samtlige fagpersoner der omgiver barnet et ansvar de ikke lever op til, og på den måde medvirker til diskursen på børneområdet. Jeg taler om sundhedsplejersken, pædagogen, skolelæren og skoleledelsen, lægerne, psykiatrien og kommunerne. Disses vurderinger og udtalelser vægter 99% når det familieretslige system skal belyse en børnesag. Er det mon et problem?

Jo mere fokus er på at finde en syndebuk - og syndebukken er fundet, nemlig Familierets huset, jo mere fejles der ind under gulvtæppet. Og Børns Vilkår udtaler i høringen i Folketinget, at kommunerne skal endnu mere på banen, fordi de er tættest på borgeren. Tja, med den nye barnets reform og kommende lovændringer, stoppes ulykken ikke og det ene kollapset efter kollaps på børneområde vil blot tage til i styrken af kollaps!   

I forhold til emnet og begrebet samværschikane hænger hele denne serie af begreber der tolkes eller forstås forskelligt alt efter myndighedsspor sammen som en helhed. Del 1 til 10 kan og må ikke stå alene i samtalen, men supplerer altså hinanden.

Fagpersonerne der omgiver barnet, udviser ofte deres holdninger og syn, som en direkte spejling af den “karakterafvigende” og krænkende forælder.

Dette går jeg yderligere ind i i mit opråb "Reelle og falske anmeldelser og underretninger"

Det betyder, at myndighederne ikke forholder sig nysgerrigt og undersøgende i forhold til, hvorfor et barn mistrives, og har en bekymrende adfærd.

Tager vi udgangspunkt i hele serien af opråb om begreber, der tolkes og opfattes forskelligt alt efter hvilket myndighedsspor, tænker jeg det giver mening, når jeg påstår, at myndigheder og instanser reelt hjælper en krænker med sin chikane. På den måde bistår fagpersonerne i systemet ofte overgrebsforælderen til at fastholde sin chikane, og endda med loven i hånden. Kendt som stalking by proxy.

Der er endda masser af eksempler på en bopælsforælder, der får frit spil til handlinger, der går imod afgørelser i Familieretten. Det ender med, at det konflikt niveau bopælsforælderen skaber alene, medfører reducering af barnets samvær eller helt ophør.

Husk på, der er ingen regel, som holder stik i børnesager. På den måde lykkedes det omvendt samværsforældre på samme måde, at gå mod domme og får lov til det. 

Vi kan bare ikke tale om emnet samværschikane uden, at samtale om alle de øvrige begreber, hvor tilgangen fra systemet, selv medvirker til chikanen. Trækker jeg mine påstande fra mit opråb "højkonflikt er en misforstået betegnelse" tilbage ind i samtalen, handler det ikke om mor eller far, men om begreberne ”beskyttende” og ”karakterafvigende” forælder som erfares kommer til udtryk i situationer som:

1. Bopælsforældre, som ikke kan beskytte børnene mod den “karakterafvigende” samværsforældre.
2. Samværsforældre, som har mistet børnene til den “karakterafvigende” bopælsforælder.

Jeg finder det i denne sammenhæng væsentligt, at minde om DEL 7. | Traumer er ofte overset i børnesager. Valgte myndigheder og instanser med respekt og anerkendelse deres fokus på den sunde måde, og benyttede alle kendte traume terapeutiske metoder til, at finde ud af, hvad har en barn gennemlevet, gennemlever, tænker og føler, ville denne uheldige situation kunne minskes eller helt undgås.

Det ses ofte, at den "karakterafvigende" chikane forælder får eneforældremyndigheden på barnet.

Det forudsigelige i børnesager er, at alt hvad der sker er ganske uforudsigeligt. Det gælder ligeledes hos domstolene, der skal beslutte, hvad der er bedst for et barn. Men hvad er bedst for barnet, er aldrig blevet defineret. Det baseres alene på følelser, meninger og holdninger, som udvises forskelligt fra sag til sag.

Dette emne berøres i del 2. | Barnets bedste

Er pseudo-konflikten høj og rettens tilgang og vurdering er, at det blot handler om en højkonflikt, medfører dette ikke de nødvendige psykologiske undersøgelser af forældrene og barnet.

Domstolenes gennemgående holdning er, at barnet vil få det bedre, hvis der skabes ro. 

Familieretten vurderer altså helt åbenlyst, at når samarbejde mellem forældrene er umuligt, udvælger de den af forælderene, de mener er bedst til at samarbejde til, at få bopælen på barnet eller endda eneforældremyndigheden.

Problematikker omkring begrebet samarbejde, der tolkes og opfattes forskelligt alt efter hvilket myndighedsspor, berører jeg i del 1.

Jeg er med mine erfaringer i Kids Rescue for så vidt enig i, at ro er nødvendigt, når der er tale om pseudo-konflikter.  Jeg kan ligeledes være enig med domstolene, at eneforældremyndigheden kan være den bedste løsning.

Det er blot et kæmpe problem for barnet, når det bliver den “karakterafvigende” og pseudo-konfliktskabende forældre, der får det fulde ansvar for barnet.

Alt for mange "beskyttende" forælder udelukkes muligheden for at beskytte sit barn.

Det første der sker, når den “karakterafvigende” chikane forælder får eneforældremyndigheden er, at den “beskyttende” forældre enten minimeres eller helt udelukkes barnets liv.

Det betyder kontakten til daginstitutionen, skolen, og muligheder for alt der vedr. barnets sundhed og trivsel. Ja selv kommunens Familieafdeling udelukkes den “beskyttende” forælder for.

Det vil sige, alle væsentlige beslutninger og tiltag, for at hjælpe det traumatiserede udsatte barn, ikke længere er muligt for den “beskyttende” forælder.

Vi har flere eksempler på, at “karakterafvigende” forældre, der som det første stopper barnets psykologiske eller terapeutiske behandlingsforløb eller helt nægter, at sætte det i værk.

Det er useriøst at samtale om emnet samværschikane, uden at tale om alle de øvrige begreber, der har medvirkende årsager til det som sker.

I de situationer, hvor barnet er "forældrefremmedgjort" eller er "pårørende" og barnet ubevidst har udtalt sig mod egen vilje og bedste, fanges det ikke. 

Det samme kan ske for de børn, der rent faktisk fortæller tydeligt om overgreb.

Vurderinger og tolkninger sker som vinden den blæser, eller den vej systemet ønsker vinden skal blæse. Det sker hver dag, alt for mange gange! 

Hvilke konsekvenser medfører chikanepakken for barnet?

Chikane-lovgivningen er i realiteten en katastrofe med nuværende tilgang, fordi den misbruges og kan misbruges, fordi systemet vælger ikke, og jeg vil påstå, heller ikke har kompetencerne til, at undersøge sagerne til bunds.

Det interessante er, at vi erfarede, at lige efter i 2015 of frem til ca. 2017, blev chikanepakken brugt flittigt i utallige børnesager. Herefter har det været som om, at domstolene glemte den eksisterede. 

Det er en interessant iagttagelse. Andre problematikker er siden kommet i spil især efter 2019, hvor den gamle Statsforvaltning blev overtaget af det Familieretslige system. 

Helt grundlæggende kan man sige, udleverer en forælder ikke barnet til samvær, fordi forælderen anser dette for skadeligt eller farligt, vil forælderen anses som chikaneforælder - og barnet typisk blive udsat for en traumatisk fogedretsafhentning. En såkaldt fuldbyrdelse kan ikke ske i følge §1, som siger:

»I alle forhold, som er omfattet af denne lov, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række.«  

Men hvem tolker, hvornår situationen er alvorlig nok for et barn, til at denne retssikkerhed foranstaltes?

At ingen ser, hører eller taler højt om dette magtmisbrug, er fordi systemet jo skal følge den politiske vilje. Det er tydeligt, at det reelt er den politiske lovgivende magt, der har udarbejdet gældende vejledning til de instanser og myndigheder, der skal forvalte lovgivningen – og det er rystende, for hvilket signal sender politikerne til alle de voksne, der omgiver barnet? 

Kids Rescue, jeg, som fluen på væggen - den observerende og med de tungeste børnesager i "kufferten", kan næsten ikke holde ud at høre mere på den vinklede "chip og chap talestrømmen" - altså en samtale, jeg oplever som kørt fuldkommen ad sporet. Ikke bare politisk, men bestemt også blandt de såkaldte fagpersoner og forældre.

Jeg gentager, chikane-lovgivning fra 2015 signalerer, at chikane ikke er ok. 

Og igen, kan jeg tilslutte mig det, men husk på, at problemet er at beskyttelsen af et barn, ligeledes kan karakteriseres som chikane, fordi manglende udlevering til samvær kan fremstilles som chikane.

Udfordringen omkring chikanepakken, der i øvrigt kun bliver benyttet alt efter, hvordan vinden blæser, er, at systemet ikke undersøger sagerne ordentligt til bunds.

Kan du se problematikken når vi samtaler om emnet samværschikane, og en direkte sabotage af samarbejde og fokus på det mistrivende er umuliggjort mellem forældrene og endda blandt fagpersoner der omgiver barnet?