DEL 7. | TRAUMER ER OFTE OVERSET I BØRNESAGER

Samtlige fagpersoner der arbejder på børnesager, har ikke afstemt kammertonen og benytter alle forskellige "noder" når "musikken spiller i systemet".

I denne serie af begreber der tolkes og opfattes forskelligt alt efter myndighedssporspor: Kommunerne, Familieretshuset og Domstolene, har jeg til nu gennemgået begreberne samarbejde, barnets bedste, højkonflikt, forældrefremmedgørelse og pårørende adfærd og endda sat disse op mod hinanden og synliggjort sammenfald og forskelle.

Vi er nu nået til del 7 - og i forhold til et børneområde der er kollapset på kollaps, hænger det jeg vil tale om nu meget sammen med hele denne serie af opråb.

Vi taler ikke meget om det. Alt for mange forældre har hverken viden og dermed heller ikke fokus på det. Og bagstopperen hos myndigheder og instanser, ja stort set alle de voksne fagpersoner der omgiver barnet, har ej heller fokus på det, som jeg vil tale om nu.

At vi ikke taler om det, betyder bestemt ikke at det ikke eksisterer! Mine erfaringer i de mest komplicerede børnesager er, at det jeg netop kommer ind på i dag gør sig gældende for stort set i enhver af de komplicerede, ja jeg vil igen tillade mig at bruge udtrykket betændte børnesager i Danmark. 

Traumer er ofte overset både i forhold til børn som voksne.

Vi symptombehandler eller gir en diagnose, fordi vi ikke er opmærksomme på, hvilken betydning traumer har for vores nervesystem, samt hvordan vi interagere i sociale relationer.

I forhold til emnet og begrebet "pårørende" og "forældrefremmedgørelse", er samtalen om traumer både overset og særdeles vigtigt.

Vores liv ændre sig på mange parameter, når vores nervesystem bliver udsat for noget, som har overvældet os. Benene bliver slået væk under os og vi mister jordforbindelsen og kontakten til os selv. Vi går i overlevelse – kroppen går i alarm og vi ændre adfærd. Det sker for alle, børn som voksne.

Traumer kan allerede blive grundlagt i graviditeten, ved fødslen, eller i den første spædbarnstid. Et traume kan også opstå i barnets senere liv, såfremt barnet ikke evner at mestre en bestemt situation eller begivenhed og derved overvældes. Jo mere uforberedt eller hjælpeløs barnet oplever sig i situationen, jo større mulighed for traumatisering.

Alt for mange børn lider under, at traumer ofte bliver overset. Det gælder både af den ene eller begge af barnets forældre, men i høj grad også af de fagpersoner der omgiver barnet i hverdagen, fordi det overses eller der tolkes forkert på barnet symptomer og reaktioner. 

Ikke alt kan tales væk - Traumer sætter sig i kroppen og skal afhjælpes.

Tidligere var det alternative kropsbehandlere og psykoterapeuter, der arbejder udfra, at krop og psyke hænger uløseligt sammen. Det er gennem kroppen, vi oplever hvert et øjeblik af vores liv og alle disse oplevelser lagres i kroppen.

Flere og flere psykologer anerkender dette og videreuddannet sig, således det psykologiske rum kan suppleres med kropslig terapi.

Hvorfor sætter traumer sig i kroppen.

Et traume opstår ofte af en tilsyneladende dagligdags hændelse. Vi oplever alle traumer, men der er stor forskel på, hvordan vi lever videre med oplevelsen og hvor voldsomt traumet er for den enkelte.

Det er ikke selve begivenheden, der udløser et traume, men personens reaktion på oplevelsen i kroppen og  nervesystemet.

Vi mennesker husker tilbage på begivenheden og forsøger at forstå os ud af traumet. Det kan gøre vores bearbejdning vanskelig, da vi kan have svært ved at forstå vores instinktive reaktioner i kroppen.

Kigger vi på de vilde dyrs reaktioner eller ser en naturudsendelse på tv, ser vi nogle gange byttedyrene ryste kraftigt efter faren er drevet over, for derefter at løbe af sted eller vise vrede eller raseri, som for os kan virke umotiveret og uforståeligt. Dyrene har deres instinktive måde at komme af med overskydende energi på og få afsluttet den fastfrosne forsvarsreaktion og faretruende situation.

Et ubearbejdet traume kan for os mennesker vise sig igennem symptomer som panikangst, depressioner, hukommelsesproblemer og andre psykosomatiske symptomer, som vi umiddelbart ikke forbinder med et ubearbejdet traume eller chok.

Det fantastiske er, at traumer kan behandles. 

Der er den gruppe af forælder, der kan gøre en forskel for sit barn, såfremt man er opmærksom på årsagen til sit barns symptomer, og derved mulighed for at afhjælpe deres krise. Så er der gruppen af forældre der ikke kan sikre rette hjælp og støtte til sit barn. Afmagten over ikke at kunne sikre sit barn rette omsorg, hjælp og støtte, kan ligeledes medføre traumer hos forælderen.

Det ses ofte i skilsmisser og konflikter der har taget overhånd mellem forældrene. Det ses i tvangsanbringelsessituationer der ofte sker med kampklædte politibetjente, som udfører ordre fra de sociale myndigheder. Denne brutale og på ingen måde børnevenlige eller etiske måde at afbryde et barns kontakt til sine forældre, er ikke bare overvældende for et barn, nej det er direkte traumatiserende og skaber stor utryghed og panikangst. Sorgen og krisen i det for barnet fuldkommen uforståelige som sker, skaber en lang række voldsomme symptomer og reaktioner forældre typisk får skylden for. Altså ingen ser på det reelle overgreb som de sociale myndigheder udøver med hjælp fra politiet. Barnet gøres forkert og mistolkes helt fra start af en tvangsanbringelse. De traumatiserende hændelser afhjælpes stort set aldrig.   

Det er ret uheldigt, da rette behandling af barn enten besværliggøres eller blive ganske umuligt, igen når statens massive kræfter træder på speederen og ikke anerkender barnets behov, eller iværksætter en hjælp og støtte, der reelt virker modsat og medfører yderligere traumer.

Vi bliver nødt til, at tage et tilbageblik på del 1. 

Kommunernes definition af begrebet ”samarbejde”

Der kom jeg ind på kommunernes nytte løse initiativer, der tvinger forældre til samarbejde, men i virkeligheden virker modsat.

Tusindevis af forældre kommer med et italesat problem, der netop handler om fokus på dynamikker barnet udfordres voldsomt af. 

Det er så her, hvor det danske samfunds velfærds bagstopper, kommunerne, bevidst vender virkelighedens akutte behov for rette og bedste løsninger om på hovedet.

Rette akutte løsninger handler ikke om manglende økonomi! Den skal ingen komme med som argument, når kommunernes amatørmæssige tilgange forsvares af udvidende Hr. og Fru Danmark!

Kommunernes fokus er på ingen måde med respekt for nødvendige tilbud om traumebehandling til et barn i en kompliceret familiesag. Kommunernes fokus er stort set udelukkende på faglige og saglige uansvarlige tiltag, som familierådslagning også kaldet familierådgivning. 

Et andet kort der ofte kommer i spil i kommunerne er familiebehandling. Begge initiativer, som er kommuners nyere sort. Altså de tror selv, at det er fantastiske initiativer, men er det oftest ikke. 

Det er omkostningsfulde nytteløse, uansvarlige og direkte menneskeligt ødelæggende tiltag, de selv tror på, er bedste løsninger for barnet, familien og forældrene!

Mener jeg det ikke kunne være gode og brugbar initiativer i andre familiemæssige udfordrende sammenhænge, nej! Udfordringen er, at kommunerne presser med vold og magt forældre og børn ned i kasser, der virker modsat deres hensigter.

Igen tror Hr. og Fru Danmark på, at når ulykken sker, så tilbyder vores velfærdssamfund rette hjælp og støtte, men i virkeligheden bliver kommunernes tilbud ofte endnu en belastning på belastning, der ofte medfører yderligere traumer, for barnet, familien og forældrene.

Hjælp i kommuner til det traumeramte barn, er enten meget svært eller slet ikke muligt!

Udfordring nr. 1 for en beskyttende forældre, der ønsker fuld fokus, hjælp og støtte til sit barn med voldsomme symptomer og reaktioner, finder jeg væsentligt at italesætte.

Jeg er som ide & udvikler af Kids Rescue forundret over tilgangen, manglende anerkendelse og niveauet af viden, samt generelt manglende rette tilbud til de meget ramte børn og forældre.

Der findes stort set ingen tilbud i kommunerne, der udnytter den faglige og saglige viden, som vi reelt besidder i dag.   

De private virksomheder, der arbejder for kommunerne kaldet 3-aktører. De tjener en formue på, at levere lige netop det, som kommuner ønsker. Altså det jeg føromtalte som nytteløse eller faglige og saglige og ofte uansvarlige tilbud til børn og forældre.

Pengene fosser ud af kommunekasserne og altså brugt primært til initiativer mod barnets bedste, der på den lange bane medfører både økonomiske og menneskelige konsekvenser, for barnet, den beskyttende forældre og vores samfund. 

Derfor anbefaler jeg altid forældre: Tag ansvar og forsøg at gå langt uden om kommunens ofte nytteløse og ofte direkte skadelige tilbud.

Findes der børn og forældre, som modtager god hjælp i kommunerne: Ja det gør der. Udfordringen ved at inddrage kommunen er, at det eneste forudsigelige ved en forældrehenvendelse om hjælp og støtte til sit barn er, at alt hvad som sker, er fuldkomment uforudsigeligt.

Tør du tage chancen?

Er forældrene uenige, kan det bremse eller umuliggøre rette og nødvendige tiltage for barnets bedste.

Det er så her jeg finder det vigtigt at italesætte udfordring nr. 2 der gør sig gældende for en beskyttende forældre, der ønsker fuld fokus, hjælp og støtte til sit barn med voldsomme symptomer og reaktioner. Det kan nemlig ikke altid lade sig gøre, at tage ansvar og søg rette hjælp i privat regi. 

Forældreansvarsloven siger på den ene side, at begge forældre skal involveres og give samtykke til væsentlige helbredsmæssige tiltag for fællesbarnet. Der er ligeledes klare regler fra psykologforeningen, hvor psykologisk involvering på et barn, påkræves samtykke fra begge forældre. 

Sorg, krise, krops, traume og familie-terapeutisk behandlingsforløb åbner modsat op for muligheder, når samtykke fra begge forældre ikke kan opnås. Lovgivningen er lidt af en gråzone og gradbøjes lige så tilfældigt, som viden blæser. Det vil sige, på den ene side må man gerne som mor eller far uden samtykke, men på den anden side må man ikke. Er du forvirret? Det kan jeg godt forstå - det er jeg også.

Det sker alt for ofte, at den beskyttende forældre ser alvorlig mistrivsel og den karakterafvigende forældre, ser ingen mistrivsel. På den måde, kan den beskyttende forælder godt blive beskyldt for, at sygeliggøre fællesbarnet. 

Den splittelse mellem forældrenes syn på fællesbarnet, kan skabe følelsen af afmagt, når bekymringer for barnet bliver afvist eller negligeret, hvilket kan føre til yderligere frustration, mistillid i forholdet mellem forældrene. Konflikt niveauet kan nemt eskalere yderligere.

På den måde ses ofte, at den ene forælder er uenig og er af den opfattelse, at deres barns mor eller far sygeliggør barnet og overreagerer. I virkeligheden taler vi om et sundt barn, der reagerer helt naturligt og sundt via sine udviste symptomer og reaktioner, som det er de voksne der omgiver barnets ansvar, at lære at forstå - for hvad er det barnet forsøger at fortælle via sin adfærd? Det bliver årsagen til modstanden af fra den ene forælder, nemlig at søge rette hjælp. Modparten ser ganske simpelt ingen problemer med sit barn og nægter nysgerrig detektivmæssig tilgang til at få afklaret, hvad handler det om for barnet? 

Til dette scenarie har jeg en indskudt bemærkning. At få taget temperaturen på et barn, hvor den ene forældre har bekymring om sorg, krise eller mulige traumereaktioner, vil aldrig kunne skade et barn. Men et barn der ikke modtager rette hjælp og støtte i tide, og når behovet er der akut, kan tage skade!

Det er helt normalt, at barnet ikke reagerer på samme måde i samværet med begge forældre. Det siges ofte, at et barn reagerer hos den forældre, som barnet føler sig mest tryg ved. Sådan er det ofte, men hvor der er en regel, er der også undtagelser. Det kommer an på, hvilke symptomer og reaktioner vi taler om. Derfor skal man passe på med ikke, at blive fastlåst med den vinkel.

Det er vigtigt at bemærke, at en mor eller fars forskellige syn på problemstillinger, er i de komplicerede børnesager som regel meget forskellige. Det kan nemt være en del af den uenighed og konflikt, som findes mellem forældrene. 

Den professionelle fagperson, terapeut eller psykolog kan hjælpe med at navigere i disse forskelle og undersøge konkrete bekymringer og følelser, som er relevante for hver forælder, samtidig med at der arbejdes i retningen af, at skabe en fælles forståelse og en fælles plan for at hjælpe barnet.

I dette tilfælde kan det også være vigtigt, at terapeuten får klarhed på barnets symptomer og reaktioner, og hvordan de kan evalueres objektivt, så man kan få et fælles udgangspunkt at arbejde ud fra.

Vi har muligheden fagligt til at komme helt ind under huden på et barn, altså hvad har barnet gennemlevet - datid, gennemlever - nutid, tænker og føler. Til dette anvender kommunerne og det familieretslige system ubrugelige børnesamtaler og overfladiske børnefaglige eller børnesagkyndige undersøgelser. Mangler og kritikken har jeg belyst i tidligere video opråb i "Børnesamtalen er en trussel mod barnets sikkerhed" og "Rødt flag til de børnesagkyndige undersøgelser". De to video opråb suppleret med denne serie af opråb om "Begreber der tolkes og opfattes forskelligt alt efter myndighedsspor", bør give anledning til stor eftertanke, jeg håber fagpersonerne der arbejder på børneområdet for staten Danmark, vil tage til efterretning. Jeg håber, at mange af disse vil se logisk og rationelt på disse problematikker, jeg ikke er sikker på, at mange reelt er opmærksomme på. Andre tør ikke udfordre deres arbejdsgiver fagligt, da det kan koste dem deres job. Det ses ske, ofte, at en fagperson får mundkurv på!

Er det mon et problem?

Skal vi tillade denne diskurs, at fortsætte?

Hvor er øvrige børneorganisationer henne i samtalen om dette emne, som deres hold af psykologer bør have kendskab til? I den forbindelse vil jeg lige minde om, at Børns Vilkårs officielle holdning i høringen i Folketinget om det Familieretslige System, at kommunerne blot skulle mere ind over, fordi de er tættest på borgeren.

Som ide & udvikler af Kids Rescue er jeg målløs over denne bemærkning, der tydeligt ikke forholder sig til virkelighedens problematikker for det klemte traumeramte barn, forældre og familie. I mit video opråb "Alarmerende høring om det Familieretslige system" går jeg helt i dybden og meget nuanceret sætter jeg mine kritiske ord på diskursen i den politiske samtale med repræsentanter fra domstolen, advokatsamfundet og børneorganisationer. 

Du kan finde mit video opråb på Kids Rescue hjemmeside eller Facebook.

Der kan opstå uenigheder mellem forældrene om tolkningen af barnets udfordringer

Det er meget typisk i de komplicerede børnesager, at forældrene ligeledes har forskellige idéer om, hvilken type hjælp, der vil være mest bedst for barnet. 

Der er de forældre, som gerne vil give deres barn en diagnose. Det typiske er ADHD, ADD og Autisme. Det er jo blevet normen i vores samfund, at et barn som reagerer voldsomt, må fejle noget.

EKSEMPEL 1.

I en børnesag i Kids Rescue havde barnet meget alvorlige psykosomatiske reaktioner. En dreng kunne hos sin mor ikke komme af med sin afføring, men omvendt, havde han ingen udfordringer med toiletbesøg hos sin far. Det var store portioner han kom af med der.

Drengen havde en åben indlæggelse på hospitalet og blev medicineret med voksen dosis af Movicol. Moderen sygeliggjorde fællesbarnet fysisk og tog barnet til den ene speciallæge efter den anden. Modsat var faderen overbevidst om, at deres søn led af psykosomatiske reaktioner, grundet konfliktniveauet mellem sønnen og moderen, hvilket påvirkede deres fællesbarn massivt. Det bemærkelsesværdige i denne sag er, at reelt var der ingen konflikt mellem forældrene. Kun uenigheder og en mor der ikke ville samarbejde med faderen. Derimod var der tydelige og massive konflikter mellem fællesbarnet og moderen, som faderen fik skylden for af myndighederne.

Da faderen for 4 år siden kontaktede kommunen, grundet sine bekymringer og ønske om et familieterapeutisk forløb, blev det afvist. Der gik 3 år med nytteløse omkostningsfulde initiativer som et mislykkes familierådslagnings møde - altså hele barnets primær netværk mødes i kommunen uden socialfaglig mødestyring. Dette for at hele netværket kan tale om, hvordan hele netværket kan bidrage til at finde bedste løsninger for barnet. Dette initiativ mislykkedes helt forudsigeligt. Herefter gik der 8 måneder inden kommunen havde færdiggjort deres børnefaglige undersøgelse, der udmøntede sig i en handleplan, hvor tilbuddet og løsningen for barnet blev familiebehandling. Kommunen var overbevist om, at det var det helt rigtige tilbud og afviste forsat faderens ønske om et Familieterapeutisk tilbud, med deres fællesbarn i centrum. Dette ignorerede og afviste kommunen fuldkommen. Tiden gik og i mens fik barnet det værre og værre.

Det lykkedes moderen via stalking by proxy, at få vendt samtlige fagpersoner mod faderen og endda sønnens konkrete og tydelige nødråb om den ene overvældende episode mellem sønnen og mor efter den anden. Det familieretslige system iværksatte en børnesagkyndig undersøgelse, men forholdte sig på ingen måde til de reelle problematikker for barnet og barnets nødråb blev fortsat ikke taget alvorligt. Igen projiceres fællesbarnets alvorlige mistrivsel og massive konflikter mellem barnet og moderen over som faderen skyld. Efter et forløb i by- og landsretten, blev sønnens tilknytningen og vigtigheden i samvær med sin far dog stadfæstet via dom, men faderen mistede sin forældremyndighed grundet fagpersoners vinklede og partiske udtalelser, der vægtede i afgørelsen hos domstolen. Faderen kunne med denne dom ikke beskytte sin søn. 

Ca. 8 måneder efter landsretsdom, hvor vigtigheden af sønnens samvær og anerkendelse af den store tilknytning til sin far, lykkedes det moderen at få Familieretshuset til at lave et midlertidigt samværsstop. Dette på trods af barnets tydelige italesatte behov for mere samvær med sin far og barnets helt konkrete fortælling om den fortsatte ene overvældende episode efter den hos sin mor. Barnet udtalte i børnesamtalen blandt andre markante udsagn om sit had også til dommeren, fordi mor igen og igen ikke tog eget ansvar i samværsløsninger mod sin søns ønske, behov og vilje, men fortalte og inddragede sønnen i, at det ikke var hendes beslutning og skyld, men dommerens. 

Dette barn modtager fortsat medicin for at kunne være sammen med sin mor og ser i dag ikke sin far.

Barnet er reelt placeret af domstolen hos en krænker. Sagen er ikke afsluttet, da domstolen vil se om samværsstoppet kommer til at virke positivt for barnet. 

EKSEMPEL 2:

I forhold til dette eksempel på en dreng et sted i Danmark, kunne jeg fortælle længe om, hvad han har gennemlevet og gennemlever. Nu tager jeg udgangspunkt i en barn på 10 år i samspillet med sin skoleklasse. Jeg kommer ikke ind på det familiemæssige.

Men denne dreng, har gennemlevet ondskaben uden lige. En ondskab jeg ikke kan berette om, for det vil Hr. og Fru Danmark ikke kunne mestre, at høre om. Som indskudt bemærkning, kan jeg meddele, at tusindvis af danske børn lever med overgreb i en karakter, der burde give fængselsdomme for en forældre. Det sker aldrig! 

En dreng i Danmark reagerede voldsomt efter samvær med sin far. Det udviste han ved, at være fuldkommen udmattet og helt bleg i hovedet efter samvær. Han blev altid meget udadreagerende og ingen kunne knap nok rumme ham. 

Drengen kom i skolen ofte i konflikt med sine klassekammerater, og kunne ikke overskue konsekvenserne af sine ord og handlinger. 

Generelt kom drengen med ukontrollable udbrud og afbrød konstant sine kammerater. Han kunne finde på, at skubbe og slå de andre børn og de tog afstand fra ham. De gad ham ikke. De kunne ikke rumme ham.  

Denne adfærd kom primært til udtryk lige efter samvær med sin far. Det skete både før og efter samvær. 

Flere af klassens forældre var meget bekymrede for den adfærd de hørte om fra deres egne børn og det de i situationer i skolen selv oplevede. Samtale emnet blandt klassekammeraterne var, at han havde en fuldstændig skør og overvældende adfærd. Ofte udvises den skøre adfærd i klassen ved, at han pludselig kunne smide sig på gulvet i klassen og skrige. En fuldkommen irrationel adfærd samtidigt med, at kunne kalde sine klassekammeraterne alt muligt grimt. 

Han havde ind imellem uheld i bukserne. Det var i mange situationer umuligt for ham, at holde på sin afføring i skoletiden. Det var pinligt og ydmygende for ham. 

Han var svær, at få øjenkontakt med ham og øjnene flakkede i dagevis efter samvær med sin far. Omvendt når han var i balance og i ro og var kommet sig efter samvær med sin far, blev han stille og rolig, og ingen udfordringer og man kunne opnå øjenkontakt med ham. Han havde efter flere dages ro efter samvær ingen konflikter med sine klassekammeraterne. Ingen uheld i bukserne.

Drengen kæmpede med at gøre det, der forventes i skolen fagligt, samtidigt med at han havde så meget indre uro og kaos. Han mistede i perioder evnen helt til at lytte, forstå og være til stede i situationer.

Samtlige fagpersoner omkring drengen, var meget bekymrede for om samværet med faderen, reelt var skadeligt for ham. Det var meget synligt, det som skete med ham og mønsteret tydeligt.  

Kommunen forstod og anerkendte problematikker, men kunne ikke tilbyde rette hjælp til drengen og familien.

En kombination af et længevarende samværstop, blev anderkendt familieretsligt og krops, traume og familieterapeutisk forløb blev iværksat i privat regi.

Drengen fik det ikke bare godt. Han kom i stor trivsel. Nu kunne han indgå i klassen på lige fod med sin kammerater. Venskaberne blomstrede og hjemme var der ro, balance og forudsigelighed. Familien havde det godt, fordi nu blev han skånet fra de traumatiske og overvældende situationer i kontakten med sin far.

Denne dreng er et ud af tusinder af børn i Danmark, der møder den direkte ondskab hos deres ene forældre. For dette barns vedkommende barnets far.

Alt hvad der kunne sættes ind på barnet og familien blev sat ind. Alle fagpersoner omkring barnet og familien samarbejdede til UG.

Faderen søgte om kontaktbevarende samvær og i den forbindelse, blev der iværksat en børnesagkyndig undersøgelse.

Barnet er endelig i balance. Traumer har det sådanne, at kroppen husker og når barnet ikke længere er i sikkerhed og skånes fra ondskaben ude lige, men eksponeres for alt det, som giver massiv angst, så vender symptomer og reaktioner tilbage nøjagtigt som tidligere.

Drengens adfærd som tidligere beskrevet vendte tilbage i skolen og hjemme.

Den børnesagkyndige gav moderen skylden.... Det vil sige, en psykolog hyret ind af det familieretslige System gik i mod samtlige fagpersoner, der advarede i tide og havde med succes set drengen gå fra mistrivsel til trivsel. Den ene underretning efter den anden om drenges tilbagefald, og en tydelig tyk rød tråd, blev ignoreret familieretsligt.

Faderen trak mistillidskortet til de professionelle, der omgiver sin søn. Psykologen tog denne påstand for troende og moderens tydelige beviser for ondskaben ude lige, så psykologen ikke på.

Domstolen i Danmark går stort set aldrig mod en børnesagkyndig psykologs vurdering og konklusioner.

Drengen skal leveres til ondskaben uden lige.

Drengens mistrivsel kan alle der omgiver barnet se på, men gøre intet ved.

Jeg tænker det giver mening, at gentage! Samtlige fagpersoner der arbejder på børnesager, har ikke afstemt kammertonen og benytter alle forskellige "noder" når "musikken spiller i systemet".

Det er nu jeg vil markere, at kommunernes tilbud som oftest på ingen måde tager højde for et barns symptomer og reaktioner og yder den rette traumebehandling. De har ikke engang de rette "noder" når "musikken spiller i systemet" så højt, at det overdøver barnet, så det hverken høres eller ses!

Rette hjælp og støtte findes derude... der er langt mellem de virkelig dygtige krops-, traume og familieterapeuter - men de findes! Og der er langt mellem de dygtige børnespykologer, der anerkender krops- terapien som et nødvendigt supplerende værktøj, da ikke alt kan tales væk, men de findes.

Det er netop i det krops- og terapeutiske rum, hvor barnet både ses og høres - det sker ikke i en børnesamtale eller børneundersøgelse - eller via de tilbud, som findes i statslig regi.

Hvordan "system orkesteret ønsker, at bruge de samme noder og spille sammen" er et spørgsmål der kun kan besvares på en måde: Det eneste forudsigelige er, at alt hvad som sker i en børnesag, er fuldkommen uforudsigeligt. 

Der er for mange forældre derude, der ikke vil samarbejde om, at få taget "temperaturen" på sit barns trivsel. Det kan aldrig skade, men det kan medføre stor skade, hvis barnets symptomer og reaktioner ikke anerkendes eller ikke spottes og der ikke skabes en naturlig nysgerrighed for at opnå en dybere forståelse for, hvad er det barnet forsøger at fortælle via sin adfærd. 

Det handler ofte om, at man som forælder giver sit barn rette "jeg-støtte" og tilpasser sin tilgang i måden man samtaler med sit barn, og måden man som forælder agerer overfor sit barn, der har det svært.

Den forkerte tilgang til sit barn, kan skabe så massiv mistrivsel, at følges "korrekthedskassen" i forhold til opdragelse, så kan det i situationer sidestilles med overgreb på barnet. Udtrykket tilgang og baseret på det unikke barns behov samtales der ikke meget om. Udtrykket tilgang, er det som vi i daglig tale kalder for opdragelse, men opdragelse er baseret på "korrekthedskassen" og ikke den unikke anerkende tilgang til det et barn udviser via adfærd, symptomer og reaktioner.

Udfordringen er igen, at de voksne der omgiver barnet i vuggestuen, børnehaven, skolen, sundhedsplejersken, lægerne, socialrådgiveren i kommunen, og det familieretslige system og 3-parts fagersoner der indfrier statens bestillingsarbejde der skal med vold og magt følge "korrekthedskassen", ikke bare fejler, men medvirker til systemmæssig overgreb på barnet. Ganske simpelt alene af den årsag, at der ikke arbejdes med en forståelse og tilgang, der møder det unikke barn, der altid har en unik bagage i sin rygsæk. 

Min hensigt med del 7. Traumer bliver ofte overset i børnesager er klar!

Jeg ønsker først og fremmest, at gøre forældre derude bevidste om, at man som mor eller far har et ansvar i forståelsen for sit barn og sikre rette hjælp og støtte. Dit barn forsøger altså ofte via sin adfærd, at fortælle dig noget - spørgsmålet er hvad forsøger dit barn at fortælle dig og de øvrige voksne, der omgiver dit barn.

Det er vigtigt, at man som forældre er bevidst om, at opsøger man hjælp i kommunen kan det blive begyndelsen på massive overvældende udfordringer, der kan blive den sidste dråbe i glasset og vandet flyder over.

Er det mon et samfundsmæssigt problem?

Jeg håber så meget, at fagpersonerne der omgiver barnet bliver vækket og bliver i stand til at se barnet fra andre perspektiver, end fra perspektivet og indholdet af den samfundsmæssige værktøjskasse, der udelukkende er fyldt med redskaber der følger "korrekthedskassen". Og finder modet til at sige fra og se barnet, forælderen og familien fra andre anerkende perspektiver.

Skal vi komme den katastrofale situation for børn og forældre til livs, skal vi have modet til at gå op mod den samfundsmodel, der gennem mange årtier har medvirket til, at forældre gradvist bliver umyndiggjort og gjort forkerte, hvis de samfundsmæssige normer ikke følges. 

Jeg erfarer, at myndigheder endda ser på gruppen af forældre, der går i mod og forsøger at skærme deres barn mod det dysfunktionelle Danmark, som uansvarlige og at de ikke besidder forældreevnen. Det legaliserer når kommunen tager over ansvaret for barnet. Når det sker, kan mor eller far ikke gøre det, som de mener er rigtigst for deres barn. Det vil sige, at en forælders holdninger og livssyn på, hvad der er bedst for deres barn, har de ikke lov til efterleve. For nogen sort snak. For andre lysende klart.

Vores samfundsmodel er så tydelig og magtfuld, at vi gennem årtier er blevet tillært, at lade os styre af de såkaldte "eksperter". Vi er som voksne, blevet tillært og programmeret helt fra fødsel, at vi skal have andre til at fortælle, hvad vi som individ trofast og loyalt skal, nemlig at følge den flok, vi som menneske altid har søgt accept og beskyttelse hos.