DEL 5. PÅRØRENDE ADFÆRD

Gabet mellem narrativerne og virkeligheden er stort

Jeg kan blot konstatere, at igen lever narrativerne i bedste velgående med, at vi som samfund tror, at den rette hjælp findes, men i virkeligheden tabes den største gruppe af pårørende på gulvet, og disse foreninger og organisationer er indirekte medvirkende til det, fordi de forholder sig tavse. 

Argumentationen for ikke at indlede dialog om det svære er, at de frygter, at samtalen vil overskygge deres ellers positive arbejde.

Jeg anerkender og har sympati for disse foreninger og organisationer arbejde, men mon de er opmærksomme på, at de reelt udviser "pårørende adfærd" ved netop ikke, at ville tale om det svære. Det er et kæmpe problem og giver anledning til stor eftertanke. 

Den barske virkelighed er ikke bare hårdt for de pårørende, det kan være direkte ødelæggende for barnet og den anden forælder. Trækker den raske beskyttende forældre i nødbremsen før, under eller efter samlivsophør, kan det blive begyndelsen på et langvarigt og ressourcekrævende system-helvedes-forløb. 

Den sindslidende eller misbrugeren bliver endda oftest beskyttet af de fagpersoner, der i psykiatrien eller misbrugscentre forholder og udtaler sig om deres patient. Oftest ses udtalelser der går langt udover både disse fagpersoners kompetencer, og de har absolut ingen viden om den hele familie.

På den måde anerkendes den beskyttende forældres udsagn og vurderinger kun i en lille eller mindre grad, og tragisk nok oftest på ingen måde, når de finder sig nødsaget til at søge hjælp i kommunen eller i det familieretslige.

Det opleves ofte, at den “dysfunktionelle” forælder får vendt egne udfordringer over på de pårørende (børn og voksne).

I flæng kaldes dette for forældrefremmedgørelse. I virkeligheden er det den omtalte "pårørende adfærd", der er bringes i spil.

Når det sker for den beskyttende forælder, kan det opleves som særdeles overvældende. Ofte bliver situationen uoverskuelig og mange pårørende, barnet og den raske beskyttende forælder, kan have svært ved at sætte ord på, hvad som reelt sker med dem og hvorfor. Sker dette, kan det være svært for de pårørende at finde ro, forudsigelighed og balance i hverdagen.

Det er for mange pårørende en særdeles traumatiserende situation. Det ender for mange i stress, udbrændthed, depression og nogen ender med PTSD. 

De raske bliver altså ofte syge af den sindslidendes / misbrugerens adfærd og handlemønstre. 

Karakterafvigeren er en farlig størrelse og svær at spotte.

Det er en helt anden problematik når vi har med den dyssocial personlighedsforstyrrede forælder, men symptomer og reaktioner for barnet eller den beskyttende forælder er altså de samme som i situationen med en sindslidende eller misbruger. 

Jeg bruger ofte udtrykket "karakterafviger" - for hvad skal man ellers kalde disse personlighedstyper der medfører svære og overvældende belastningsreaktioner på de pårørende. 

Karakterafvigerens adfærdsmønstre kan udvises lige fra små, men overvældende og konfliktskabende situationer, til den rendyrkede og systematiske ondskab.

De pårørende til disse personlighedstyper, udviser det jeg kalder "pårørende-adfærd". De er presset helt ind til knoglerne. Når de pårørende reagerer og kan næsten ikke mere eller slet ikke, har systemet tendens til, at mistolke de pårørende der helt naturligt og sundt - reagerer.

Disse forskellige kategorier af personlighedstyper går ofte under radaren og spottes ikke af den uerfarende fagperson. Og uerfarende og inkompetente fagpersoner er der ikke bare alt for mange af - det vrimler med dem i systemet.

Det er samfundsmæssigt utilgiveligt! I børnesager der er klokkeklarer, skal der bruges enorme ressourcer menneskeligt og økonomisk. Vi taler om beskyttende forældre, der bliver nødt til at finde den store tegnebog frem i professionel hjælp - og sætte mange "nuller" bag økonomisk for de oftest årelange opslidende børnesager, der ofte kører i flere spor på samme tid.  

På arbejdspladsen eller blandt venner og familie udviser disse personlighedstyper til sin ydre verdenen en positiv side af sig selv. Indenfor hjemmets fire vægge udvises modsat en adfærd, hvor den psykiske og fysiske vold folder sig ud. Det går fra "småting" der føles overvældende for familiens medlemmer, til den rendyrkede ondskab, men vold psykisk og fysisk. Det er her, hvor de seksuelle overgreb kan få frit spil. 

Gaslightning, wictim blaiming og stalking by proxy får frit spil. 

Ofte udøves stalking by proxy, wictim blaiming og gaslightning mod den beskyttende forældre og barnet. Begreber systemet ikke anderkender eller ikke udviser dybere kendskab til generelt i deres undersøgelser. Er det mon en udfordring? Er det nu vi bruger et stærkere ord, det er katastrofalt.

Dette er oftest årsagen til, at konflikter der tager overhånd opstår, og ender i det myndighederne betragter som en højkonflikt skilsmisse, men jeg i Kids Rescue kalder for en pseudo konflikt.

Det er en menneskeret, at beskytte sit barn og sig selv. Modsat bliver det hurtigt meget kompleks og uoverskueligt... og umuligt for de fleste forældre som pårørende!

Mange pårørende lever inden samlivsophør i årevis med håbet om, at snart bliver det bedre. De oplever derved, at fokus har været på de få gode dage, hvilket ofte medfører alvorlige symptomer og reaktioner hos familiemedlemmerne. Det sker alt for sjældent, at disse familier modtager rette hjælp og støtte, hvorfor det ofte ender med ophævelse af samlivet - på det tidspunkt er både barnet og forælderen fuldkommen tyndslidt. 

Der er ingen anden udvej, fordi samtlige “pårørende” i familien er så påvirket og berørt, at behovet for at træffe svære beslutninger, bliver større og større for hver dag der går op til den store beslutning - samlivsophør.

Det er helt normalt, at tolerancegrænsen der går fra 0  til 10, bliver gradvist rykket fro den beskyttende forælder, således, hvor 10 tidligere synligt er nok er nok, og der skal ske noget, bliver rykket til 16, 25 eller 30. Det er helt normalt. 

Det er en menneskeret og helt i orden, hvis det opleves, at grænsen er nået og behovet for at trække sig er afgørende nødvendigt.

Staten gør sit til, at denne menneskeret for at trække i nødbremsen ikke kan efterleves. Det betyder, at ofte har samlivet været ophørt længe, måske årevis. Desværre for barnet befinder det sig alene i samværet med den "dysfunktionelle" uden beskyttelse og uden rette hjælp og støtte.

Barnet og den beskyttende forældre befinder sig i frit-flad-kaos, og mødet med System-Helvede-Danmark bliver oftest til endnu en række systemmæssige overgreb.

Statens måde at håndtere det, de kalder for de "komplicerede højkonflikt" børnesager, skal have en ende - men det er netop her samtalen er kørt fuldkommen ad sporet.

Barnet som pårørende mistolkes af fagpersonerne, der omgiver barnet!

Vi taler om den sårbar og udsatte gruppe af børn som pårørende til "et eller andet".

Er barnet belastet yderligere af ophævelse af samlivet og befinder sig klemt i konflikten mellem mor og far, kræver det særlig forsigtighed og opmærksom på barnet.

Udfordringen for et barn der er pårørende er, at ofte giver det udtryk for ønsker, som er baseret på den optimale idylliserende verden. Ikke mindst hvad barnet reelt savner, og håber på vil ske. 

Er barnet massivt klemt mellem den raske og den “syge” forælder, og der er uenigheder om bedste løsninger for barnet, går barnet ofte ind og beskytter den “syge”, og barnets ønsker bliver som oftest en spejling af den “syge” forældres ønsker.

Det er en kæmpe udfordring, ikke mindst for barnet, men også for den beskyttende forælder, der skal træde varsomt for ikke, at blive til misforstået støj.

Børns adfærd varierer meget og altid på sin egen unikke måde og kommer i øvrigt meget an på årsagen til det dysfunktionelle, og hvad de har gennemlevet og gennemlever.

Der er de børn, som har behov for at kontrollere, hvordan den “dysfunktionelle” forælder har det. Det kommer til udtryk i rigtig mange forskellige situationer. På den måde oplever barnet forælderen både når det går godt og når det er rigtigt slemt. Barnet synes det er synd og vil gerne gøre alt for at deres “dysfunktionelle” forælder får det godt. I den proces tilsidesætter barnets sig selv.

Andre børn er bange eller har angst, hvorfor de indfrier den “dysfunktionelles” forventninger. Det sker ofte i de situationer, hvor de udsættes for reelle overgreb psykisk eller fysisk.

Uanset situationen udvikler og tilpasser barnet sine coping strategier, således de kan være i det svære og overvældende. Den adfærd kommer til udtryk i deres symptomer og reaktioner i forskellige sammenhænge, som de voksne der omgiver dem meget sjældent spotter eller ofte misforstår. 

På den baggrund er Kids Rescue ikke enig med Mary Fondens initiativ "alle mod en mod mobning" - Det omfattende undervisningsmateriale er udviklet i samarbejde Børns Vilkår og Red Barnets - og målgruppen er pædagogger og skolelærere. Denne kritik støttes af flere børnepsykologer, og at "alle mod mobning" er baseret på fejlslagende konklusioner.

Når børn reagerer, forsøger de at fortælle de voksne "noget", der som hovedregel mistolkes, hvorfor alt for mange børn går alene med deres hemmeligheder… Både mobberen og mobbeofret kan begge være et barn, der er pårørende til et eller andet, men spottes ikke af fagpersonerne der omgiver dem.

Der ses utallige børnesager, hvor barnets udtalelser om ønsker til samvær eller bopæl, er baseret på nogle af disse problematikker.

Erfaringen viser tydeligt, at børn som pårørende kan ofte udvise bekymrende træk.

• Nogle børn tilsidesætter egne behov for at tilfredsstille og glæde den “dysfunktionelle” forælder.
• Mange kan ikke sætte sine egne grænser.
• Andre kan have behov for at kontrollere, hvordan den “dysfunktionelle” forælder har det.
• Har svært ved, at håndtere konflikter og bruger ofte uhensigtsmæssig megen energi på at undgå dem.
• Har udad agerende eller indad agerende adfærd.
• Kan Ikke mærke egne behov, og derved ikke sætte ord på, hvad de tænker og føler.
• Kan ikke mærke egne følelser, hvorfor barnets handle mønstrer, kan blive en spejling af den “dysfunktionelle” forælder.
• Er meget følsomme og sensitive.
• Har let ved at græde, eller for at beskytte sine følelser, bliver hårde i tonen.
• Hemmeligholder hvad de ser, hører og oplever derhjemme.
• Føle skyld og skam.
• kan have angst og følelsen af være ked af det, uden at kunne sætte ord på hvorfor.
• Mange børn har endda angst for, at de selv er syge, ligesom sin syge mor eller far.
• De misforstås af systemet når barnet har symptomer og reaktioner, hvorfor mange af disse børn får diagnosen ADHD eller ADD m.fl.
• Mange børn oplever tiden i daginstitutionen eller skolen som et frirum andre kan ikke rumme det.
• Mange får udfordringer og kommer bagefter fagligt, grundet koncentrationsbesvær og tankemylder. Nogle børn skaber modsat ro i hovedet ved, at fordybe sig i det faglige, fordi så er barnet fri for tankemylder.

Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler, men disse er blot for, at nævne et udpluk af de hyppigste.

I DEL 7 kommer jeg ind på traumer er ofte overset i børnesager. Der går jeg helt i dybden med børns forskellige symptomer og reaktioner, de voksne der omgiver barnet enten ikke spotter eller mistolker.

Pizza & Cola børnesamtalen.

Det er min erfaring, at når disse børn kommer til en børnesamtale eller samtaler med de voksne der omgiver dem, ender samtalen i det jeg kalder for “pizza og cola” samtalen. Jeg bruger det udtryk, fordi vi godt ved, at ønsker et barn “pizza og cola” morgen, middag og aften, skal vi som de voksne på barnets vegne sige fra og fortælle dem, at den går ikke… Det er reelt det, vi oplever som sker, når et barn der er pårørende skal beskrive, hvad de ønsker i forhold til samvær og bopæl.

Det er ret uheldigt, at myndighedernes fokus er på barnets ønsker og på at indfri dem, frem for at have fokus på hvad barnets behov reelt er. 

Ved myndighedernes “pizza-cola-adfærd, fastholdes børnene dermed reelt i deres pårørende-rolle. Det får fatale konsekvenser både på kort sigt, men også i forhold til barnets fremtid.

Modsat bliver det tydelige barn ofte tolket, som et barn der er blevet præget af den beskyttende forældre - og forældrefremmedgørelses-kortet bliver af fagpersonens trukket som sker - altså direkte mod barnets ønsker og behov.

Har et barn angst for den “syge” forælder, fordi overgrebene fortsætter, er der børn der får et meltdown – altså hele deres verden bryder sammen, og vil ikke på samvær. Når det sker, mistolkes eller vendes årsager oftest af fagpersonerne, der omgiver barnet. På den måde, bliver barnet udsat for overgreb flere gange.

Barnets ønske om samværsstop er et behov, ikke alle børn kan få indfriet. Barnet oplever oftest, at den “beskyttende” forælder ikke kan beskytte dem mod myndighedernes beslutninger og afgørelser. Barnet mister tillid til alle de voksne også deres beskyttende forældre, de oplever ikke kan beskytte dem.

En del af disse børn, placeres hos den "dysfunktionelle", der i mange tilfælde modsat, projicerer årsager til barnets voldsomme symptomer og reaktioner over i den beskyttende forælder. Situationen kan blive lige fra mindre eller begrænset samvær til samværsstop med den beskyttende forælder.

Min påstand er, at "skurken" er ikke den syge, dysfunktionelle forælder, der blot udviser en destruktiv adfærd, der kan være farlig og ødelæggende for barnet. Et menneske kan ikke gøre for, at de er "syge". Den virkelige skurk er staten og samtlige fagpersoner der omgiver barnet, som på ingen måde træder til i nødens stund med rette tiltag, hjælp og støtte.

Den ubevidste inkompetence lever i bedste velgående uden nogen modige fagpersoner sætter hælene i med et FULD STOP SKILT. 

Fagpersonerne der omgiver barnet tror så stærkt på, at de ved en helt masse, men ved ikke, at de i virkeligheden ikke ved noget som helst. Jeg vender altid tilbage til før nævnte udtalelsernes indflydelse.

Vi er i 11-time og klokken slår. 

Snart er det umuligt, at beskytte de sårbar og udsatte børn i Danmark.