DEL 2. BARNETS BEDSTE

Samtlige fagpersoner der arbejder på børnesager, har ikke afstemt kammertonen og benytter alle forskellige "noder" når "musikken spiller i systemet".

I del 2 er emnet om begrebet "BARNETS BEDSTE", der tolkes og opfattes forskelligt alt efter myndighedssporspor: Kommunerne, Familieretshuset og Domstolene.

Uanset hvilken myndighed, instans eller 3-parts aktør der arbejder på børneområdet, er narrativet om barnets bedste i praksis modsat det, som udvises i praksis. Disse er fuldkommen ligeglade med barnet bedste.

Fokus er på, at skabe ro. Det bliver begyndelsen på misforståede løsninger, der forværrer situationen for barnet markant.    

Det er en ganske alvorlig situation, hvilket jeg nuanceret og konkret vil komme nærmere end på nu.

Der er hos myndigheder ingen fast definition på, hvad er barnets bedste.

Når kommunen har en bekymring for et barn, de ønsker belyst, afholder de typisk en børnesamtale med barnet eller den unge.

Samtalen kan dog udelades, hvis barnets eller den unges modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod det. Hvis der ikke kan gennemføres en samtale, skal kommunen forsøge at tilvejebringe oplysninger om barnets eller den unges synspunkter på anden vis.

Samtalen kan gennemføres uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, og uden at forældremyndighedsindehaveren er til stede, når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste. 

Denne børnesamtale udføres af en socialrådgiver, der mener dette er de fuldt ud kompetente til, men er det oftest på ingen måde, hvorfor det for barnet kan blive begyndelsen på et barne-mareridt.

Alt efter situationen vil barnet typisk være 6-7 år og frem.

Min påstand er, at netop denne børnesamtale er en trussel mod barnets sikkerhed. Den påstand går stik imod det nye mantra, hvor barnets skal høres, hvorfor det for den udenforstående kan lyde forkert, når jeg påstår, det er en trussel mod børnene.

Børnesamtalen er en trussel mod barnets sikkerhed

Nogle børn oplever en enkelt børnesamtale, andre en håndfuld. Der er en del børn, der taler med forskellige fagpersoner gennem sagens gang. For de børn, som har oplevet utallige børnesamtaler, viser erfaringer, at de har mistet tilliden og kan næsten ikke rumme flere samtaler med endnu en fuldkommen ukendt voksen.

Det bliver for disse børn et utrygt og re-traumatiserende rum for dem af flere årsager. Der er ingen tvivl om, at de fleste børn oplever børnesamtalen som overvældende og en situation, der for dem føles usikker og ubehageligt.

Socialrådgiveren vælger ofte at basere beslutninger baseret på udfaldet fra børnesamtalen. Har de fået opfattelsen af, at barnet, netop ikke sagde noget som var ”farligt” eller ikke konkret og tydeligt, muligvis fordi, at der aldrig er blevet stillet de rigtige spørgsmål, kan socialrådgiverens beslutninger om, hvad der er bedst for barnet, blive på et forkert grundlag. 

I de situationer, hvor barnet er "forældrefremmedgjort" eller er "pårørende" - begge begreber jeg kommer dybere ind på, og barnet ubevidst har udtalt sig mod egen vilje og bedste, fanges det ikke. 

Det samme kan ske for de børn, der rent faktisk fortæller tydeligt om overgreb.

Vurderinger og tolkninger sker som vinden den blæser, eller den vej systemet ønsker vinden skal blæse. Det sker hver dag, alt for mange gange! 

Barnet ses ikke, hverken verbalt eller via kropssprog

Der er ligeledes utallige eksempler på, at det som det tydelige barn fortæller, bliver irettesat som "det er ikke sandt" - eller "alle børn skal" - eller "alle børn har behov for"... I psykologien er det ganske forkert og uansvarligt.

Et barn har ret til at have egne holdninger og meninger, baseret på barnets unikke levevilkår. Børnesamtalen kunne give anledning til et forløb for barn og forældre, det reelt er kommunens ansvar at sikre, men forholder sig oftest fuldkommende passive med rette løsninger.

Børnesamtalen sikrer barnets ret til at blive hørt, men det er op til barnet, om det vil sige noget, og hvor meget og hvad det vil sige. Barnet kan fejlciteres, det sagte kan tolkes forkert, eller fagpersonen kan opdigte usande udtalelser, der aldrig er blevet sagt.

Analysefasen eksisterer ikke praksis

En af de helt store problematikker ingen taler åben om, finder jeg i analysen og når jeg sammenkobler, hvad et barn enten har fortalt over tid til forskellige fagpersoner, eller hvilke informationer barnet vælger at sige højt, alt efter hvilken fagperson barnet har tillid til og ikke mindst sammenhængen.  

På den måde ser jeg tydeligt flere ting, som går udover den nødvendige troværdighed, når en socialrådgiver eller andre fagpersoner tolker på samtalen med barnet.

Der er sågar utallige eksempler på, at socialrådgiveren beretter om usandheder om det barnet har udtalt.

Baseret på en samtale med et barn, kan socialrådgiveren frit vælge eller fravælge, at blive nysgerrig på det dybere barns perspektiv. 

Vælger socialrådgiveren at fravælge at lytte og tage et barns nødråb alvorligt, møder barnet forråelsen, der kan blive begyndelsen på alarmerende coping strategier. Vælger socialrådgiveren nysgerrigheden, benyttes redskabet den børnefaglig undersøgelse, der skal ende ud med en handleplan...

- Men på hvilket grundlag og på baggrund af hvad?

Jeg gentager: Et nej-tak med ønske og anmodning om et andet og skræddersyet tilbud, der netop ville gavne barnet, forælderen og familien, er der enorm stor risiko for, at dette altså vil blive betragtet som ikke samarbejdsvilje, konfliktoptrappende!

Kommunen kan på baggrund af børnesamtalen iværksætte en "BFU". Det er det vi også kalder for en paragraf 50 børnefaglig undersøgelse.

Den iværksættes når der er grund til at tro, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte, og kommunen finder behov for undersøge forholdene nærmere.

Undersøgelsen udarbejdes af en socialrådgiver. Den kan være overfladisk og tynd og den kan være omfattende og alligevel oftest smæk fuld af fortolkninger, fejlcitater og kritiske partiske konklusioner. Det kan ske, men sker slet ikke i nødvendigt omfang, at der i forbindelse med BFU´en også iværksættes en forældrekompetence undersøgelse, hvilket vil blive udført af en psykolog, en 3-part som kommunen hyrer ind til opgaven. Det kan ske med ordre fra socialrådgiveren, med ønske om et fabrikeret slut resultatet, der udmunder sig i konklusioner, der er skræddersyet kommunens ønskelige indgreb. Vi ved det sker, ser det ske, vi fanger kommunerne i dette gang på gang, men uden dette retssikkerhedsmæssigt anerkendes, og dermed ikke får denne grove systemmæssige krænkelse og ulovlighed ingen konsekvenser.

Den samlede børnefaglige undersøgelse skal munde ud i en begrundet stillingtagen til, om der skal iværksættes støtte til barnet eller familien og hvilket tilbud. Det kaldes for en handleplan.

Det er så her, mange undrer sig over kommunernes katastrofale tilgang til problemløsning. Det handler i hvert tilfælde ikke om barnets bedste. Jeg undrer mig ikke længere. Det er en normal tilstand, og der ligger utallige årsager til grund for den manglende retssikkerhed. Gabet mellem det vi som et demokratisk velfærdssamfund forventer og det som utallige børn, forældre og familier erfarer, er ganske stort.

Allerede på dette tidspunkt, kan kommunerne trække i tvangsanbringelses-kortet og gør det, i et ganske uholdbart omfang. Ordren udføres i utallige sager af en ofte meget ung og nyuddannede socialrådgiver, der uden en mine udfører ordren fra sin leder i kommunens familie afdeling. Den unge socialrådgiver tror, det er bedste løsning, for det er de blevet tillært.

Den katastrofale BFU er langt fra holdbar og milelangt fra et belyst barneliv.

Det betyder, at begrebet belysning af en børnesag, er baseret på meninger, holdninger og vurderinger. 

Nogle gange vurderes indhentelse af udtalelser fra daginstitution og skole som rigeligt. Andre gange indhentes fra samtlige kilder, der kunne have vigtig viden om barnet.

Findes der oplysninger via krisecentererklæringer, bliver disse ligeledes indhentet. Kvinde og mande krisecentrene er et stort ulækkert og beskæmmende emne, som jeg kommer mere ind på snart, men som et emne for sig selv.

Igen bliver barnets perspektiv belyst via institutionen eller skolen, som ofte udtaler sig om emner, de på ingen måde har de faglige eller personlige kompetencerne til.

Det er i denne situation, at jeg kan finde på at bruge udtrykket "ubevidst inkompetence": 

Altså fagpersonen der udtaler sig, tror de ved en helt masse, men ved ikke, at de ikke ved noget som helst. Men det beretter de så om til kommune eller Familieretslige System.

Familieretshusets opgave er, at sikre barnets perspektiv bliver belyst. 

Barnets perspektiv skal altid belyses. Men på samme måde som i kommunen, er begrebet belysning af en børnesag, ligeledes i Familieretshuset baseret på meninger, holdninger og vurderinger.

Det vurderes ofte, at indhentelse af udtalelser fra daginstitution og skole og kommunen som rigeligt. Andre gange indhentes fra samtlige kilder, der kunne have vigtig viden om barnet. Findes der oplysninger via krisecentererklæringer, bliver disse ligeledes indhentet eller leveret, når Familieretshuset henvender sig til kommunen. Nøjagtigt på samme måde, som beskrevet ovenfor i kommune regi. 

Familieretshusets jurist samt børnesagkyndige oplyser, at en krisecentererklæring er en retskilde. Det betragtes som en myndighedsafgørelse, hvorfor Familieretshuset ofte finder sig forpligtiget til netop, at følge de anvisninger krisecenteret kommer med. Dette er en unik situation, da krisecentre reelt ikke er en myndighed. Denne problematik kommer jeg mere ind på senere som et emne for sig selv.

Oftest følger Familieretshuset myndighedsafgørelser i kommunen. Det samme gælder altså også krisecentererklæringer.

Det betyder, at er der sket procesfejl, eller der er tale om en partisk tilgang med væsentlige fejl i kommunen, vælger Familieretshuset oftest på trods af mulige fejlkilder, at følge anvisninger og konklusioner fremfor selv, at undersøge med en detektivmæssig tilgang til den samlede situationen?

Sker der en fejl blot et sted i systemet, kan man sige, at oftest kopieres fejlen og danner grundlag for sagens videre forløb. Spørgsmålet er så, er denne fejl tidligere sket i kommunalt regi eller i det retslige system. Derfor er det meget ressourcekrævende menneskeligt og økonomisk, at vende en misforstået sag.  

Det er reelt en ganske alvorlig situation.

Giver disse oplysninger fra disse kilder (udtalelser og vurderinger) anledning til bekymring, kan dette bevirke, at alt efter barnets alder suppleres disse med en børnesamtale. Dette tilsammen kan stå alene, som rigelig belysning af barnets perspektiv.

Andre gange giver børnesamtalen sammenholdt med oplysninger fra kilderne (udtalelser og vurderinger) anledning til udarbejdelse af en børnesagkyndig undersøgelse. For paragrafrytterne kaldes det en § 7-sag.

Konkret er situationen, at spørgsmål med respekt for biologien, der til nu i samtalen undermineres og ignoreres.

Dermed på ingen måde anerkendes af far-vinklen, kunne til fars forsvar gå på: Er der situationer, hvor faderen er det lille barns bedste omsorgs- og tryghedsperson?

Det spørgsmål hverken stilles eller undersøges af myndighederne.

Er den beskyttende forælder en far, er han altså ringere stillet end moderen, der i naturligvis også kan være en "karakterafviger. Det vil sige, at beslutninger i det Familieretslige System ofte bliver grundet myndighedernes tilgang, der lider under manglende faglighed og kompetencer, samt vilje til at sikre barnets bedste. 

Jeg håber, at denne forklaring giver mening!

Det politiske narrativ er modsat virkeligheden, at det netop ikke handler om barnets bedste!

Uanset hvilken myndighed, instans eller 3-parts aktør der arbejder på børneområdet, er narrativet om barnets bedste i praksis altså modsat det, som udvises i praksis. Disse er fuldkommen ligeglade med barnet bedste.

Fokus er på, at skabe ro. Det bliver begyndelsen på misforståede løsninger, der forværrer situationen for barnet markant.    

Vender vi lige tilbage i samtalen til de før omtalte overvågede eller støttede samvær, bliver disse ofte afvist med begrundelse manglende ressourcer.

Altså ikke baseret på et sagligt grundlag. Nej manglende ressourcer. Set i kombination med før omtalte, så er det jo i den grad et svigt af barnets rettigheder. Det vil sige, afvisningen er ikke som det kan være i situationer, hvor der er vold i spil, bedst for barnet.

Det bemærkelsesværdige er, at ofte afvises iværksættelse af en børnesagkyndig undersøgelse selv i de tilfælde, hvor der ikke findes nogen oplysninger om et barn ud over partiske oplysninger fra mor og far og indhentelse af udtalelser fra de fagpersoner der omgiver barnet.

Årsagen der er højaktuel, skal findes i følge Familieretshusets medarbejdere, at der er 1½ års ventetid. På den baggrund et nytteløst initiativ.

Når Familieretshuset skal vurdere i de komplicerede børnesager, hvor der ikke findes tilstrækkeligt materiale til at oplyse sagen, kunne en kritisk røst stille spørgsmålene: 

• Hvad nu hvis barnet ikke kan tåle samvær? 
• Hvad nu hvis barnet ikke kan tåle samværsafbrydelsen?

Her er det lovens klare udgangspunkt, at barnet har ret til samvær med sine forældre, medmindre dette er i strid med "barnets bedste". 

Den nemme "biologiske kort" trækkes altså ofte i Familieretshuset, når der er tale om småbørn i alderen 0-6 år, da man ikke kan belyse sagen grundet ressourcemæssige årsager.

På den baggrund må far ofte afvente til mor ønsker, at etablere samvær for barnet med sin far. Eller barnet får en alder, hvor barnet selv kan frembringe ønsker og ytre behov for samvær med sin far. Sker det, er barnet ofte 10-12 år på det tidspunkt.

Spørgsmålet og tolkningen af begrebet, "hvad er barnets bedste”, står blottet til fri tolkning.

Det fremstår altså intet sted i loven, hvad der konkret menes. Det er ganske simpelt op til den børnesagkyndige undersøger, juristen på sagen i Familieretshuset og endeligt dommeren at vurdere, hvad er barnets bedste.

Kan du se problematikken?

Der samtales lige nu om ønsket, at der bør lovgives mod chikane, og en forældre der lyver, skal kunne straffes.

Jeg er fuldt ud enig i, at begge er problematikker der bestemt gør sig gældende i utallige børnesager. Udfordringen er her, at vi i Danmark ikke har fagpersoner, der kan vurdere, hvorvidt en forælder tale sandt eller falsk. Når en forældre forsøger, at forsvare sig mod anklager, har vi reelt ikke et system, der fagligt er klædt på til at vurdere bevismateriale. 

Jeg har fra to forskellige steder i Danmark en klientsag hvor jeg coacher en mor og en anden klientsag, hvor jeg coacher en far. Ens for begge sager, er at deres udfordringer er de samme, men det kommer til udtryk på hver sin måde - på trods af det som er sket bagud historisk er dog helt forskelligt. 

I den ene sag er der tungtvejende vejende beviser på, at barnet skal skærmes fra far. Det bliver barnet ikke, fordi undersøgeren i Familieretshuset mener, at årsagen til at barnet ikke vil have nogen former for kontakt til sin far, blot er grundet en mor der projicerer hendes angst over i barnet. I virkeligheden en mor der har skærmet sit barn for en ondskab Hr. og Fru Danmark ikke kan tåle at høre om i detaljer. I denne sag taler vi om psykisk og fysisk overgreb i den hårde kategori, de færreste vil tro på eksisterer i dagens Danmark. 

Det vil sige, at utallige overgreb ikke tages alvorligt i det Familieretslige System og der lyttes ikke til et barns nødråb, der i øvrigt bakkes op af samtlige fagpersoner i skolen, kommunen og det traumeterapeutiske rum. Tungtvejende dokumentation tages ikke for troende af systemets undersøger - en psykolog. Holdningen der udvises er, at barnet blot skal lære, at være sammen med sin voldelige far. Barnets far siger mor lyver og det tror undersøgeren delvist på, uden at lytte til barnet. Undersøgeren konkluderer, at barnet må være udsat for forældrefremmedgørelse, fordi graden af den beskrevne ondskab, kan på ingen måde være virkeligt - det må være en opdigtet historie. 

Den anden klientsag er en far, hvor det gradvist er lykkedes moderen, at fraholde mod barnets vilje, muligheden for kontakt til sin far og familie. Det endte i en resolution med samværsstop i Familieretshuset. Barnets psykosomatiske reaktioner blev år tilbage italesat af faderen i en underretning til kommunen - men mødte en partisk tilgang og fuldkommen passivitet. Barnets voldsomme reaktioner fortsætter i årevis. Barnet udsættes for den voldsomste psykiske vold, og når barnet går mod sin mor, ender det med en fysisk hårdhændet håndtering af moderen. Konfliktniveauet mellem forældrene er i denne sag bemærkelsesværdigt ikke eksisterende. Til gengæld er konfliktniveauet mellem barnet og moderen markant højt. For at dække over dette og forklaringer om barnets psykosomatiske reaktioner, sygeliggjorde moderen blot barnet. Det medførte en åben indlæggelse for barnet på hospitalet og efterfølgende et utal af speciallæger. Barnet måtte jo fejle noget. Barnet blev endda medicineret for at kunne være sammen med sin mor. En medicinering der ikke var nødvendig når barnet var hos sin far: Barnet kunne ikke komme af med sin afføring i det primær samvær med mor, men havde ingen udfordringer overhovedet blot ved tilstedeværelsen af sin far. Derfra kommer mit spørgsmål, kan en lort fortælle os noget?

Det lykkedes moderen at udelukke faderen fra samtlige fagpersoner der omgiver fællesbarnet, ved at trække voldskortet - far er voldelig mod hende og barnet og "jeg er et offer". Mors forklaring på det høje konfliktniveau mellem mor og barn, får faderen skylden for. Stalking by proxy mod faderen lykkedes moderen. Det lykkedes moderen, at få de fagpersoner der omgiver barnet, til at irettesætte barnet, når barnet beretter om overgrebene af sin mor.

Moderens forsøg på gaslightning af barnet er markant, men lykkedes dog ikke. På trods af barnets tydelige gentagende nødråb til et utal af fagpersoner der omgiver barnet, vælger disse igen og igen på ingen måde, at lytte til barnets stemme. Det vil sige, at barnets ignorerede og irettesatte nødråb, føles for barnet som endnu et overgreb på overgreb.

I børnesamtalen fortæller barnet tydeligt, hvordan ingen lytter til ham og derfor hader han også dommeren. Barnet vil væk fra mor og hjem til far. På trods af, at der i forbindelse med børnesamtalen længe ikke har været kontakt mellem barnet og faderen, får faderen skylden for at have præget barnet til en endda kritisk tilgang til alle de voksne der omgiver barnet, dommeren og sin mor.

Et andet spørgsmål: 

Skal biologien vægte højere end den far, der bedst kan samarbejde og sikre barnet tilknytning til begge sine forældre bedst?

• Vinder biologien kan en kritisk røst sige, er dette virkelig acceptabelt for det barn, der nu mangler en forælder i sit liv? 
• Vinder biologien er dette så udtryk for manglende ressourcer og kompetencer af belysning af barnets perspektiv, at eneste løsning kan blive, en nødtvunget afgørelse om samværsstop? Eller vinder biologien grundet klokkeklar og korrekt vurderet grundlag - og er dette grundlag belyst forsvarligt efter alle kunstens regler? 

Omvendt er "ligestilling og fars rettigheder" det nye mantra.

Jeg forstår godt årsagen til, at fædre i barnets tidligere alder føler sig kørt ud på et sidespor. Min hypotese og påstand er netop mangel på dybdegående undersøgelser, som lider under fagligheden.

Det er min påstand, at blev barnets perspektiv belyst gundigt, sammenkoblet og i sammenhæng med en detektivmæssig tilgang til årsager til det dysfunktionelle i familien eller skilsmissefamilien, ville ligestilling og fars rettigheder ikke få plads i samtalen. 

Begrebet ”barnets bedste” står altså til fri tolkning.

Jeg har til nu forsøgt, at beskrive de børnesagkyndige undersøgere (psykologer), der konsekvent ikke forholder sig med en detektivmæssig tilgang i selve udredningen af barnets perspektiv.

Kombinerer du det med jurister og dommere, hvor tolkningen af en børnesagkyndig undersøgelse, er baseret på egne holdninger og meninger generelt og dermed udvises manglende evner og kompetencer i afgørelser, har du et utal af børn, der burde skærmes fra en forældre, men bliver ganske simpelt ikke.

Omvendt har du et utal af børn, der bliver fraholdt den ene forældre på forkert grundlag.

Det er fuldkommen galimatias!

EN SERIE AF OPRÅB OM BEGREBER, DER TOLKES OG OPFATTES FORSKELLIGT ALT EFTER HVILKET MYNDIGHEDSSPOR

Jeg tager i denne serie af video opråb temperaturen på børneområdet i Danmark. Det er slemt og temperaturen har været alt for høj længe!

Samtalen er kørt af sporet derude... vi bliver nødt til som et civiliseret land tage ansvar og sikre, at vi får talt om alt det svære og direkte ødelæggende for børn, forældre og familier i Danmark.

DEL GERNE - OG LAD DEN NUANCEREDE SAMTALE BEGYNDE!